Cirkulære om organisationsaftale for skov- og landskabsingeniører
Statutory Text (3 Articles)
Cirkulære om organisationsaftale for skov- og landskabsingeniører
Generelle bemærkninger
1.
Finansministeriet og CO10 - Centralorganisationen af 2010 og DM DSL har den 26. februar 2025 indgået vedlagte organisationsaftale for skov- og landskabsingeniører.
2.
Organisationsaftalen udgør sammen med den gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO 10 – Centralorganisationen af 2010 (LC/CO 10-fællesoverenskomsten) det samlede overenskomstgrundlag.
3.
Nedenfor er oplistet de væsentligste ændringer i forhold til den tidligere organisationsaftale.
Ændringerne har virkning fra 1. april 2024 medmindre andet fremgår
a) Basislønnen i lønniveau I lukkes, således at der fremover ikke kan indplaceres nye medarbejdere på dette trin nuværende ansatte på lønniveau I beholder den nuværende indplacering.
b) Basislønnen i lønniveau III jf. Organisationsaftalens § 3, forhøjes med virkning fra 1. april 2025 til 364.599kr.
(31. marts 2012-niveau).
Ikrafttræden
Dette cirkulære har virkning fra 1. april 2024.
Samtidigt ophæves Finansministeriets cirkulære af 1. april 2025 (Medst.
nr. 049-25) om organisationsaftale for skov- og landskabsingeniører.
Bilag 1
Organisationsaftale for skov- og landskabsingeniører
-
Denne organisationsaftale supplerer og/eller fraviger Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 - Centralorganisationen af 2010 (LC/CO10 – fællesoverenskomsten).
§ 1.
Organisationsaftalens dækningsområde
Organisationsaftalen omfatter uddannede skov- og landskabsingeniører og finder anvendelse ved ansættelse i staten og ved selvejende tilskudsinstitutioner, hvor det efter lovgivningen er en betingelse for tilskud, at alle personalegrupper skal følge de statslige løn- og ansættelsesvilkår.
Stk. 2.
Hvis der oprettes andre stillinger i staten, som forudsætter en uddannelse som skov- og landskabsingeniør, og som ikke er omfattet af nedenstående basislønbestemmelse, henføres de ansatte til denne organisationsaftale.
Forinden stillingen besættes, aftales basislønnen mellem vedkommende ministerium og CO 10 eller mellem de lokale parter efter bemyndigelse.
Stk. 3.
Personer med en anden relevant uddannelse kan ansættes efter organisationsaftalen.
Cirkulærebemærkning til § 1
Organisationsaftalens dækningsområde er staten samt de selvejende institutioner, hvor Finansministeriet efter lovgivningen på det enkelte skoleområde eller for den enkelte institution, fastsætter løn- og ansættelsesvilkår for alle personalegrupper og ikke kun enkelte personalegrupper.
Uden for dækningsområdet er derfor fortsat en række institutioner, herunder frie grund- og kostskoler, private gymnasier, produktionsskoler og folkehøjskoler.
§ 2.
Lønsystemet
Lønsystemet er etableret i henhold til den til enhver tid gældende rammeaftale om nye lønsystemer, hvis bestemmelser gælder, hvor intet andet måtte være nævnt i denne aftale.
Stk. 2.
Lønsystemet består af en basisløn og en tillægsdel.
Tillægsdelen omfatter lokalt aftalte funktionstillæg, kvalifikationstillæg, engangsvederlag og resultatløn samt et centralt aftalt undervisningstillæg for lærerstillinger ved skov- og landskabsingeniøruddannelsen.
Stk. 3.
Ved ansættelse på deltid ydes forholdsmæssig løn.
Stk. 4.
Alle basislønninger og det centralt aftalte tillæg er anført i grundbeløb pr. år (31. marts 2012-niveau).
§ 3.
Basislønninger
Lønniveau I
Skov- og landskabsingeniører i begyndelsesstillinger og uddannelsesstillinger
(med virkning fra 1. oktober 2018)
282.054 kr.
Cirkulærebemærkning til §3
Lønniveau I lukkes per 1. april 2025, således at der fremover ikke kan indplaceres nye medarbejdere på dette trin.
Nuværende ansatte på lønniveau I beholder den nuværende indplacering.
Lønniveau II
Medarbejdere med generelle faglige kompetencer inden for
ansættelsesområdet, f.eks. arealforvaltning sagsbehandling, myndighedsbehandling, lokale projekter, administration, økonomi, lokalt ansvarsområde, naturvejleder/formidler, lokal projektleder, undervisere
321.374 kr.
Lønniveau III
Medarbejdere med særlige faglige opgaver og kompetencer med specialviden inden for et afgrænset område, f.eks. jagt og vildtområdet, andre tilskudsordninger, skovlov, økonomi, koordinering af viden eller arbejdsopgaver på tværs af enheder/afdelinger, styring af interne og eksterne aktører eller på tværs af ressortområder (produktionsleder)
(med virkning fra 1. oktober 2018)
351.780 kr.
Fra den 1. april 2025 hæves Lønniveau III til : 364.599kr.
Lønniveau IV
Ansatte med beslutningskompetence og overordnet fagligt eller økonomisk ansvar af tværgående og koordinerende karakter f.eks. salgsleder, indkøbs- og udbudsleder, IT, afdelingsledere, uddannelsesledere, HR m.m.
419.673 kr.
Centralt aftalte tillæg
Til lærerstillinger ved skov- og landskabsingeniøruddannelsen ved Skov- og Landskab ydes et undervisningstillæg på
13.100 kr.
§ 4.
Pension
Pensionsbidraget udgør 18 pct. af de pensionsgivende løndele.
Af pensionsbidraget, der indbetales af ansættelsesmyndigheden, anses 1/3 del for at være den ansattes eget bidrag.
Lønspecifikationen skal indeholde oplysninger herom.
Stk. 2 .
Pensionsbidraget indbetales til den i PFA Pension etablerede pensionsordning for tjenestemandslignende ansatte under COII.
Fra den 1. april 2025 udgør pensionsbidraget 18,40 pct. af de pensionsgivende løndele.
Cirkulærebemærkning til § 4
Ved OK 08 er det aftalt som ændring til rammeaftalen om nye lønsystemer, at der lokalt kan aftales pensionsbidrag af engangsvederlag og resultatløn
§ 5.
Arbejdstid
De ansatte er omfattet af den til enhver tid gældende aftale om arbejdstid for tjenestemænd i staten.
Stk. 2 .
Overtidsbetaling beregnes pr. time som 1/1924 af den samlede faste løn, eksklusiv eventuelt rådigheds-/merarbejdstillæg.
Stk. 3.
Der kan dog ikke ydes godtgørelse for overarbejde til ansatte., der henføres til lønniveau II eller højere.
Der vil i stedet kunne ydes godtgørelse for merarbejde efter de for tjenestemænd gældende regler.
§ 6.
Deltid
Før der sker nyansættelser på deltid, skal det undersøges, om de pågældende arbejdsfunktioner lige så hensigtsmæssigt kan udføres af allerede ansatte på deltid, der har de krævede kvalifikationer, og som ønsker at overgå til en højere beskæftigelsesgrad.
§ 7.
Merudgiftsdækkende ydelser og naturalydelser
For lejeboliger anvendes de for tjenestemænd til enhver tid gældende regler.
Stk. 2.
Der ydes godtgørelse for kontorhold, våbenhold og hundehold mv. efter de til enhver tid gældende regler for tilsvarende tjenestemænd.
§ 8.
Ikrafttræden
Organisationsaftalen får virkning fra 1. april 2024 og kan af parterne opsiges skriftlig med 3 måneders varsel til den 31. marts, dog tidligst den 31. marts 2026.
Samtidig ophæves organisationsaftale af 6. oktober 2021.
København den 26. februar 2025
CO10 - Centralorganisationen af 2010
Jesper Korsgaard Hansen
DM DSL
Lars Delfs Mortensen
Finansministeriet,
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen
Christian Dahl Chistensen