Cirkulære om Studenterrådgivningen
Statutory Text (5 Articles)
Cirkulære om Studenterrådgivningen
§ 1.
Studenterrådgivningen er en statslig institution under Uddannelses- og Forskningsministeriet, jf. finanslovens § 19.35.24.
Stk. 2.
Studenterrådgivningen yder socialfaglig og psykologisk rådgivning og behandling til studerende ved SU-berettigende videregående uddannelser i forbindelse med deres uddannelsesmæssige situation samt informations- og forebyggelsesaktiviteter i relation hertil.
Stk. 3.
Studenterrådgivningen varetager en funktion som videnscenter for inkluderende læringsmiljøer for de videregående uddannelser.
Stk. 4.
Studenterrådgivningen kan løse opgaver relateret til deres formål mod betaling, herunder efter aftale med uddannelsesinstitutioner.
§ 2.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen fastsætter vedtægter for Studenterrådgivningen, herunder regler for en rådgivende bestyrelse.
§ 3.
Direktøren for Studenterrådgivningen varetager den daglige drift af Studenterrådgivningen med reference til direktøren for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Stk. 2.
I sager om afgørelser, som har større principiel betydning, skal direktøren for Studenterrådgivningen drøfte disse forhold med direktøren for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Det samme gælder sager, som må antages at medføre ikke uvæsentlige økonomiske konsekvenser, eller som i øvrigt stiller krav om en samlet vurdering, hvor der i væsentligt omfang skal inddrages synspunkter eller hensyn, der normalt varetages af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen eller af andre myndigheder end af Studenterrådgivningen.
§ 4.
Cirkulæret træder i kraft den 15. april 2025.
Stk. 2.
Cirkulære nr. 9322 af 8. april 2024 om Studenterrådgivningen ophæves.