Cirkulære om organisationsaftale for tandplejere i staten
Statutory Text (3 Articles)
Cirkulære om organisationsaftale for tandplejere i staten
Generelle bemærkninger
1.
Finansministeriet, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, og CO10 – Centralorganisationen af 2010 har indgået vedlagte organisationsaftale af 19. februar 2025 for tandplejere i staten.
2.
Organisationsaftalen udgør sammen med den gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 – Centralorganisationen af 2010 (LC/CO10 fællesoverenskomsten) det samlede overenskomstgrundlag.
3.
Organisationsaftalen har virkning fra den 1. april 2024.
4.
Parterne har ved overenskomstforhandlingerne i 2024 aftalt, at basislønnen forhøjes med virkning fra den 1. april 2025.
Ikrafttræden
Cirkulæret træder i kraft den 27. februar 2025.
Cirkulæret har virkning fra den 1. april 2024.
Samtidig ophæves Finansministeriets cirkulære af 12. marts 2024 (Medst.
nr. 016-24).
Bilag 1
Organisationsaftale for tandplejere i staten
-
Nedennævnte bestemmelser supplerer og/eller fraviger fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 - Centralorganisationen af 2010.
§ 1.
Dækningsområde
Organisationsaftalen omfatter personer, der ansættes som tandplejere ved statslige arbejdspladser og selvejende institutioner, hvor Finansministeriet kan fastsætte løn- og ansættelsesvilkår, hvor uddannelsen som tandplejer er en forudsætning for ansættelsen.
Organisationsaftalen omfatter ikke personer, der er omfattet af organisationsaftale for undervisningsassistenter ansat ved Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere (SKT) og Institut for Odontologi og Oral Sundhed.
§ 2.
Lønsystemet
De ansatte er omfattet af den til enhver tid gældende rammeaftale om nye lønsystemer.
Stk. 2.
Lønsystemet består af en basisløn suppleret med en tillægsdel.
Tillægsdelen omfatter lokalt aftalte funktionstillæg, kvalifikationstillæg, engangsvederlag og resultatløn.
Stk. 3.
Ved ansættelse på deltid ydes forholdsmæssig løn.
Stk. 4.
Alle basislønninger er angivet i årligt grundbeløb (niveau 31. marts 2012).
Stk. 5.
Overtidsbetaling beregnes pr. time som 1/1924 af den samlede faste løn, eksklusiv eventuelt rådighedstillæg-/merarbejdstillæg.
§ 3.
Basisløn
Løngruppe 1 omfatter tandplejere, der ikke henføres til løngruppe 2.
Basisløn 284.000 kr.
Fra den 1. april 2025 forhøjes basislønnen til 284.881 kr.
Stk. 2.
Løngruppe 2 omfatter tandplejere, der er ansat til at varetage specialiserede behandlingsopgaver og/eller specialiserede forskningsrelaterede opgaver.
Basisløn 309.000 kr.
Fra den 1. april 2025 forhøjes basislønnen til 312.900 kr.
§ 4.
Pension
Indbetaling af pensionsbidrag sker efter reglerne i LC/CO10-fællesoverenskomsten.
Pensionsbidraget indbetales til PFA Pension.
§ 5.
Arbejdstid
De ansatte er omfattet af den til enhver tid gældende statslige arbejdstidsaftale.
§ 6.
Tjenestedragt
Der ydes de ansatte fri tjenestedragt.
§ 7.
Timelønnede
Tandplejere, der antages som afløsere under ferie, sygdom og lign.
eller til anden midlertidig beskæftigelse, kan aflønnes med timeløn, hvis den ansatte ikke er sammenlignelig med en fuldtids- eller tidsubegrænset ansat, eller hvis dette er begrundet i objektive forhold.
Timelønnen beregnes som 1/1924 af den ansattes årsløn.
Stk. 2.
Overgang til månedslønsansættelse sker senest efter 3 måneders uafbrudt ansættelse ved samme ansættelsesmyndighed.
Stk. 3.
Timelønnede har – hvor ingen anden afregningsform er fastsat – ret til månedlig afregning.
§ 8.
Ikrafttræden mv.
Organisationsaftalen har virkning fra den 1. april 2024 og kan af hver af parterne opsiges skriftligt med 3 måneders varsel til en 31. marts, dog tidligst 31. marts 2026.
Samtidig ophæves organisationsaftale af 1. marts 2024 for tandplejere i staten.
København, den 19. februar 2025
CO10 - Centralorganisationen af 2010
Jesper K.
Hansen
Danske Tandplejere
Elisabeth Gregersen
Finansministeriet,
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen
Josephine E.
H.
Larsen