Legislator Case Law & Legislation
C20241019754 DK

Orientering om vedtagelse af forslag til lov om ældretilsyn (L 91) (Til samtlige kommuner og regioner samt andre relevante myndigheder og organisationer m.v.)

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

SKR#LOKDOK22 2024 10197 Valid

Orientering om vedtagelse af forslag til lov om ældretilsyn (L 91)

(Til samtlige kommuner og regioner samt andre relevante myndigheder og organisationer m.v.)

SKR#LOKDOK22 2024 10197 Valid

1.

Indledning og baggrund

Folketinget har den 19. december 2024 vedtaget lovforslag nr. L 91 – lov om ældretilsyn (herefter ældretilsynsloven), som træder i kraft den hhv.

1. januar 2025 og 1. juli 2025.

Lovforslaget som vedtaget kan tilgås her: https://www.retsinformation.dk

Ældretilsynsloven er en del af en større lovpakke, som sammen med ældreloven, lov om lokalplejehjem, lov om ændring af lov om friplejeboliger og lov om almene boliger m.v. og forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om socialtilsyn og forskellige andre love (Ændringer som følge af ældreloven, lov om ældretilsyn og lov om lokalplejehjem) (følgeloven) udmønter de lovgivningsmæssige elementer i Aftale om en reform af ældreområdet , som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) indgik den 18. april 2024 sammen med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.

Ældretilsynsloven udmønter sammen med følgelovens § 1, nr. 17, § 4, nr. 1 og § 5, nr. 1, aftalens elementer om et nyt, forenklet tværkommunalt ældretilsyn og samtilsyn på plejehjem, som uddybes nedenfor.

Ud over ældretilsynsloven bliver følgende administrative forskrift udstedt som følge heraf: Bekendtgørelse om ældretilsyn (herefter ældretilsynsbekendtgørelsen).

Denne orienteringsskrivelse beskriver overordnet de nye regler, som ældretilsynsloven samt den administrative forskrift medfører.

For yderligere baggrund og en udførlig gennemgang af de nye regler henvises der til lovforslaget med bemærkninger, som kan findes i ovennævnte link.

Desuden vil der løbende blive lagt nyheder om implementering af reformen og den nye lovgivning op på Ældreministeriets hjemmeside: www.aeldremin.dk .

2.

Generelt om ikrafttrædelse af reglerne

2.1.

Ældretilsynsloven og følgeloven

Ældretilsynslovens § 3 træder i kraft den 1. januar 2025, og §§ 1, 2 og 4-14 træder i kraft den 1. juli 2025.

Det betyder, at de udpegede kommuner (Gentofte, Silkeborg og Hjørring), hvor kommunalbestyrelsen vil have ansvaret for at varetage funktionen som ældretilsyn, i perioden fra og med den 1. januar 2025 og frem mod den 1. juli 2025 vil have mulighed for og tid til at etablere ældretilsynet og organisatorisk at indrette sig på opgaven, herunder i forhold til de fysiske rammer, IT-system, rekruttering og oplæring af personale m.v.

Den 1. juli 2025 idriftsættes det nye ældretilsyn.

De udpegede kommuner vil overtage det fulde ansvar for udførelsen af ældretilsynets opgaver efter ældretilsynsloven, og de omfattede plejeenheder (plejehjem, plejeboligbebyggelser m.v. og kommunale og private leverandører, der leverer hjælp i borgernes eget hjem) vil herefter være omfattet at dette tilsyn på ældreområdet.

I tillæg hertil vil kommunernes ældretilsyn, jf. servicelovens §§ 151-151 c, ophøre pr. 1. juli 2025, og forsøgsordningen med det statslige ældretilsyn i regi af Styrelsen for Patientsikkerhed, jf. servicelovens §§ 150-150 d og §§ 157 a og b forlænges frem til den 1. juli 2025, hvorefter det også vil ophøre.

Dette sker i medfør af følgelovens § 1, nr. 17, § 5, nr. 1 og § 6, nr. 1.

2.2.

Administrative forskrifter

Ældretilsynsbekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2025.

Dette med henblik på at angive antallet af og den stedlige forankring af de kommuner, som på baggrund af udpegning fra ældreministeren og efter aftale med hver af kommunerne, fremover skal udføre opgaverne efter ældretilsynsloven, og hvor kommunalbestyrelsen vil have ansvaret for at varetage funktionen som ældretilsyn.

Dertil vil ældretilsynets geografiske dækningsområde fremgå samt ældretilsynets finansieringsmodel.

Ældretilsynsbekendtgørelsen vil blive opdateret med et vurderingskoncept samt en skabelon til ældretilsynets skriftlige tilbagemelding på tilsyn, som vil træde i kraft den 1. juli 2025.

Derudover vil der blive udarbejdet og udstedt en bekendtgørelse om samtilsyn, som også vil træde i kraft den 1. juli 2025.

Heri vil bl.a. konceptet for udførelsen af samtilsyn på plejehjem blive fastsat.

3.

Overordnet om ældretilsynsloven

Med ældretilsynsloven indføres en ny hovedlov, som tilvejebringer de overordnede lovgivningsmæssige rammer for fremtidens tilsyn på ældreområdet.

Med loven tages der et opgør med den hidtidige og klassiske tænkning og tilgang til og om tilsyn på ældreområdet.

Dette skal bl.a. ses i sammenhæng med ønsket om en ny tilgang til ældreplejen, herunder at der indføres helhedspleje i form af få, rummelige og sammenhængende pleje- og omsorgsforløb, hvor beslutninger om den konkrete hjælp fra gang til gang besluttes tæt på borgeren.

Denne nye tilgang til ældreplejen gennemføres med ældreloven.

Med ældretilsynsloven oprettes et nyt, tværkommunalt og uafhængigt ældretilsyn, hvor kompetencerne til at føre tilsyn med ældreplejen i plejeenheder vil blive samlet i et tilsyn i modsætning til i dag, hvor både de 98 kommuner og det statslige ældretilsyn i regi af Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med ældreplejen i disse enheder.

Ældretilsynets fokus flyttes fra kontrol af dokumentation til fokus på læring, dialog og kvalitet i helhedsplejen i plejeenhederne ud fra ældrelovens tre bærende værdier.

Dertil tilvejebringes den lovgivningsmæssige hjemmel for at indføre samtilsyn på plejehjem.

4.

Hovedelementer i ældretilsynsloven

4.1.

Oprettelse af et tværkommunalt og uafhængigt ældretilsyn (§ 3)

Med ældretilsynsloven oprettes et nyt, tværkommunalt og uafhængigt ældretilsyn.

Etableringen af ældretilsynet påbegyndes fra den 1. januar 2025 og frem mod den 1. juli 2025, hvor det nye ældretilsyn idriftsættes, og hvor hhv.

kommuners nuværende ældretilsyn og det statslige ældretilsyn ophører.

Ældretilsynet vil være forankret i tre kommuner, som er udpeget af ældreministeren efter aftale med hver af de pågældende kommuner.

De tre ældretilsynskommer udgøres af: Gentofte, Silkeborg og Hjørring.

I disse kommuner vil kommunalbestyrelsen have ansvaret for at varetage funktionen som ældretilsyn efter ældretilsynsloven.

Kommunalbestyrelsen i de pågældende kommuner vil dermed få det fulde ansvar for udførelsen af ældretilsynets opgaver, både myndighedsansvaret og det politiske ansvar for opgavens udførelse.

For at sikre tilsynets uafhængighed i forhold til enkelte plejeenheder fastsættes ældretilsynets dækningsområde i ældretilsynsbekendtgørelsen.

Her fastsættes det ligeledes, at ældretilsynet i de tre kommuner ikke kan agere ældretilsyn overfor plejeenheder i egen kommune eller overfor plejeenheder, som den pågældende ældretilsynskommune driver eller har indgået driftsaftale med, og som er beliggende i andre kommuner inden for det pågældende ældretilsyns dækningsområde.

Det bemærkes, at handlekommunens pligt til løbende at følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål ( det personrettede tilsyn ) ikke berøres af etableringen af det nye ældretilsyn, da dette tilsyn videreføres med ældrelovens § 31, stk. 2 fsva.

personer, som vil være omfattet af ældreloven.

Det personrettede tilsyn vil dermed forblive uændret i den ældres handlekommune, jf. retssikkerhedslovens §§ 9 og 9 b.

4.2.

Ældretilsynets anvendelsesområde (§ 2)

Anvendelsesområdet for ældretilsynsloven og dermed også for ældretilsynet er pr. 1. juli 2025 følgende kommunale og private plejeenheder og leverandører, som er registreret i plejeoversigten, jf. § 27, stk. 2 og 3, i ældreloven

Anvendelsesområdet udgør dermed en videreførelse af de plejeenheder, som i dag er omfattet af hhv.

kommunernes tilsyn med de kommunale opgaver efter servicelovens §§ 83, 83 a og 86, jf. servicelovens § 151, og Styrelsens for Patientsikkerheds tilsyn efter servicelovens § 150, stk. 1, jf. § 150 c, stk. 1 og 2.

Den nye plejehjemstype ”lokalplejehjem” er omfattet af henvisningerne til plejehjem m.v., jf. § 47 i ældreloven og plejeboligbebyggelser, jf. lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap.

De omfattede plejeenheder vil bl.a. have krav på at modtage opstartsmøde, have adgang til rådgivning og sparring fra ældretilsynet og være omfattet af tilsyn med kvalitet i helhedsplejen fra ældretilsynet.

Det bemærkes, at plejeoversigten vil omfatte de ovenfornævnte typer plejeenheder og vil pr. 1. juli 2027 ikke omfatte tilbud, hvor der i væsentligt omfang leveres hjælp og støtte til borgerne efter lov om social service.

Dette med henblik på sikre, at enhederne ikke både omfattes af tilsyn fra det nye ældretilsyn og socialtilsynet.

4.3.

Ældretilsynets formål, metode og opgaver (§ 1)

Ældretilsynets formål vil være at støtte de omfattede plejeenheder i at sikre kvalitet i helhedsplejen, der gives i medfør af ældreloven.

Formålet opnås gennem læringsorienteret dialog og ved at 1) bistå med rådgivning og sparring til plejeenhederne om kvalitet i helhedsplejen, og ved at 2) føre tilsyn med kvalitet i helhedsplejen i plejeenhederne.

Den centrale metode i ældretilsynets virke vil dermed være dialog med plejeenhederne med henblik på at bidrage til læring, så enhederne bliver i stand til at finde egne løsninger og sikre kvalitet i helhedsplejen.

Ældretilsynets centrale opgaver vil være at bistå den enkelte plejeenhed med rådgivning og sparring om kvalitet i helhedsplejen (§ 4) og at føre tilsyn med kvalitet i helhedsplejen i de enkelte plejeenheder (§ 7).

Herudover vil Ældretilsynet også være en direkte linje for de ældre, deres pårørende, personalet m.fl. at henvende sig til – med mulighed for at være anonym – med oplysninger om bekymrende forhold i plejeenhederne (§ 5 - Ældrelinjen).

Fælles for ældretilsynets formål, metode og opgaver står det læringsorienterede sigte, og at tilliden til ledelsen og personalet, herunder til deres faglighed, vil være afgørende for at sikre en tryg samarbejdskultur og ramme for dialogen.

Dette vil også være afgørende i forhold til at skabe en kulturændring, hvor plejeenhederne bliver trygge ved at være åbne om udfordringer m.v. ved at række ud til ældretilsynet og f.eks. anmode om rådgivning og sparring.

Derudover vil tilliden være afgørende i forhold til at kunne skabe motivation og ejerskab til at sikre den gode kvalitet og arbejde med forbedring samt i forhold til at skabe rum for læring.

I den forbindelse henvises også til ældretilsynets opstartsmøde med plejeenhederne (§ 6), da opstartsmødet bl.a. vil have til formål at skabe en tillidsfuld ramme for dialogen mellem plejeenheden og ældretilsynet.

4.4.

Koordineret indsats vedrørende rådgivning og sparring (§ 4)

For at sikre, at plejeenhedens udfordringer med det samme adresseres til den rette myndighed, og at plejeenheden får den mest hensigtsmæssige støtte, er ældretilsynet tillagt en koordinerende funktion for at sikre relevant rådgivning og sparring til plejeenhederne.

Ældretilsynet koordinerer og iværksætter således indsatsen vedrørende rådgivning og sparring til plejeenheder i følgende tilfælde: 1) Efter anmodning fra den ældre eller dennes pårørende.

2) Efter anmodning fra plejeenhedens ledelse.

3) I forbindelse med tilsyn.

Den ældre eller dennes pårørende, som er i berøring med en plejeenhed og plejeenheden selv, vil dermed have mulighed for at række ud til ældretilsynet og anmode om rådgivning og sparring om kvalitet i helhedsplejen til plejeenheden fra ældretilsynet.

Derudover kan ældretilsynet i forbindelse med et tilsyn også selv observere et behov for rådgivning og sparring om kvalitet i helhedsplejen hos plejeenheden.

Det bemærkes, at der er med den nævnte mulighed for, at den ældre eller dennes pårørende kan anmode om rådgivning og sparring til plejeenheden fra ældretilsynet, ikke er tale om en klagemulighed over den konkrete kommunale afgørelse om visitation af omsorgs- og plejeforløb eller den konkrete udmøntede helhedspleje.

Det bemærkes derudover, at der ikke er tilsigtet en omgåelsesmulighed i forhold til den lokale ledelses mulighed for at finde lokale løsninger.

Det bør således overvejes, om forholdene først kan løses ved henvendelse til nærmeste leder e.l., inden ældretilsynet kontaktes.

Ældretilsynet vil på baggrund af en anmodning om rådgivning og sparring ikke være forpligtet til at bistå med rådgivning og sparring alene på baggrund af anmodningen.

Ældretilsynets koordineringsrolle vil her indebære, at ældretilsynet, når der modtages en anmodning fra den ældre eller dennes pårørende eller fra ledelsen af en plejeenhed, skal vurdere, om der i anmodningen er tale om forhold begrundet i kvalitet i helhedsplejen, som plejeenheden har behov for støtte til fra ældretilsynet, eller om anmodningen skal videresendes til anden relevant myndighed.

Hvis ældretilsynet på baggrund anmodningen eller i forbindelse et tilsyn vurderer, at plejeenhedens behov for støtte er relateret til kvalitet i helhedsplejen, skal tilsynet bistå med rådgivning og sparring om kvalitet i helhedsplejen i overensstemmelse med ældretilsynets vurdering af omfanget af plejeenhedens behov.

Det bemærkes, at ældretilsynets rådgivning og sparring vil være vejledende, hvilket betyder, at ældretilsynet ikke kan pålægge plejeenheden at indrette sin organisering og drift på en konkret og specifik måde.

Der er således tale om en dialog, hvor der udveksles synspunkter og viden mellem plejeenheden og ældretilsynet.

Hensigten er at bidrage med viden og nye indsigter til plejeenheden, som enheden kan drage læring af med henblik på at kunne finde de bedst egnede lokale løsninger generelt og i konkrete situationer.

Ud over at bistå med rådgivning og sparring til plejeenheden er ældretilsynet også tillagt en vejledningsopgave med hensyn til andre relevante myndigheders indsatser i forhold til plejeenhedens behov.

4.5.

Ældrelinjen i ældretilsynet (§ 5)

Der oprettes en let tilgængelig og direkte indgang til ældretilsynet i hver af de tre kommuner, hvor ældre, pårørende, personale og andre kan henvende sig – med mulighed for at være anonym – om bekymrende forhold i en plejeenhed.

Denne direkte indgang benævnes »Ældrelinjen«.

Det vil være lagt ud til ældretilsynet at oprette Ældrelinjen, og det er i den forbindelse forudsat, at denne er synlig og f.eks. fremgår tydeligt på ældretilsynets hjemmeside(r), og at den er brugervenlig f.eks. ved både at give mulighed for at indberette mundtligt via opkald til et særligt telefonnummer og skriftligt via en særlig e-mail eller kontaktformular på ældretilsynets hjemmeside.

For yderligere at sikre kendskab til Ældrelinjen vil ældretilsynet også i forbindelse med opstartsmødet oplyse om muligheden for at henvende sig til Ældrelinjen, ligesom borgerens handlekommune i overensstemmelse med kommunens generelle vejledningsforpligtelse skal oplyse herom i forbindelse med visitationen til et pleje- og omsorgsforløb.

Som eksempler på »bekymrende forhold«, der vil kunne rettes henvendelse om til Ældrelinjen, kan nævnes oplysninger om en forrået kultur, herunder en ubehagelig tone mellem personalet og de ældre og manglende mulighed for selvbestemmelse m.v.

Det bemærkes, at oplysninger om bekymrende forhold i en plejeenhed så vidt muligt skal rettes til plejeenheden eller til en ansvarlig myndighed inden henvendelse til Ældrelinjen.

Dette skal ses i sammenhæng med Ældrelinjens formål, som bl.a. er at udgøre et supplement til den direkte og i nogle tilfælde daglige kommunikation i eller med plejeenheden om bekymrende forhold i plejeenheden, og som også er en supplerende sikkerhed for de ældre borgere, deres pårørende, personalet m.v., med hensyn til en reaktion på bekymrende forhold.

Intentionen er således at understøtte en hensigtsmæssig proces for håndtering og opfølgning på henvenderens bekymring og eventuelle udfordringer i plejeenheden, ved at de bekymrende forhold med det samme adresseres til plejeenheden ved at rette henvendelse til nærmeste leder, tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant e.l., eller til en anden myndighed end ældretilsynet, som er den rette til at håndtere bekymringen f.eks. handlekommunen fsva.

den konkrete udmøntede helhedspleje, Arbejdstilsynet fsva.

forhold vedrørende arbejdsmiljø e.l.

Det skal understreges, at elementet om at rette henvendelse andetsteds først ikke udgør en pligt for henvenderen men mere har karakter af en anbefaling og opfordring.

Dette har også den betydning, at ældretilsynet – når der modtages en henvendelse – ikke skal afdække, om den pågældende på forhånd har rettet henvendelsen andetsteds.

Ældretilsynet skal således lægge til grund, at henvenderen har gjort, hvad der var muligt for den pågældende i den konkrete situation.

Ældetilsynet kan således heller ikke afvise en henvendelse til Ældrelinjen af den årsag men vil skal altid vurdere, om henvendelsen giver anledning til at foretage sig nærmere.

Det bemærkes derudover, at der vil gælde en absolut beskyttelse af personen som henvender sig til ældretilsynet via Ældrelinjen i form af et forbud for ældretilsynet mod videregivelse af oplysninger til plejeenheden eller andre vedrørende identiteten på den, der har henvendt sig, og andre oplysninger, ud fra hvilke vedkommendes identitet direkte eller indirekte kan udledes, uden vedkommendes udtrykkelige samtykke.

Ældrelinjen skal således sikre fortrolighed om identiteten på henvenderen selv.

4.6.

Opstartsmøde til eksisterende og nye plejeenheder (§§ 6 og 16, stk. 2)

Inden for 3-6 måneder efter at en ny plejeenhed har registeret sig i plejeoversigten, skal ældretilsynet afholde opstartsmøde med enheden.

Opstartsmødet indebærer dialog med plejeenheden om ældretilsynet, herunder tilsynets rådgivning og sparring, Ældrelinjen, tilsynet med kvalitet i helhedsplejen og eventuelt en dialog om forhold, hvor det kan være relevant for plejeenheden at arbejde med kvalitet i helhedsplejen.

Ældretilsynet skal derudover inden den 1. juli 2026 have afholdt opstartsmøde med eksisterende plejeenheder – det vil sige 1) plejehjem m.v., jf. § 47 i ældreloven, 2) plejeboligbebyggelser, jf. lov om almene boliger m.v., 3) plejeboligbebyggelser, jf. lov om boliger for ældre og personer med handicap, 4) friplejeboligbebyggelser, jf. lov om friplejeboliger, 5) andre, tilsvarende boligenheder, herunder midlertidige pladser, hvor hjælpen udgår fra servicearealer, og der er tilknyttet fast personale og 6) kommunale og private leverandører, der leverer tilbud i borgernes eget hjem, jf. § 10 i ældreloven – som før den 1. juli 2025 var registeret hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

4.7.

Et risikobaseret og reaktivt tilsyn inden for en periode på fem år (§ 7, stk. 1 og 2)

Ældretilsynet påser og vurderer, om helhedsplejen i de enkelte plejeenheder generelt har en kvalitet, som afspejler det beskrevne i ældreloven.

Selve tilsynet gennemføres ud fra, hvor der er størst risiko for, eller hvor der er bekymring for udfordringer med kvalitet i helhedsplejen.

Men under alle omstændigheder gennemføres der minimum et anmeldt tilsynsbesøg i den enkelte plejeenhed hvert femte år.

Det skal sikre, at alle plejeenheder som minimum modtager et fysisk tilsynsbesøg fra ældretilsynet inden for en periode på maksimalt fem år fra seneste fysiske tilsynsbesøg, så det sikres, at helhedsplejen i alle plejeenheder generelt har en kvalitet, som afspejler det beskrevne i ældreloven.

I perioden mellem disse fysiske besøg vil aktiveringen af ældretilsynet ske på baggrund af, at plejeenhederne enten selv henvender sig til ældretilsynet, eller når der f.eks. sendes en bekymring via Ældrelinjen, og ældretilsynet vurderer, at henvendelsen giver anledning til at reagere med den nødvendige hurtighed (reaktivt tilsyn).

I det tilfælde, hvor ældretilsynet udvælger en plejeenhed til tilsyn, kan udførelsen af tilsynet både ske som et fysisk anmeldt eller uanmeldt besøg i plejeenheden eller som et administrativt tilsyn.

Det kan endvidere ske såvel planlagt på baggrund af den løbende risikovurdering som reaktivt på baggrund af en konkret bekymring.

4.8.

Vurdering af kvalitet i helhedsplejen (§ 7, stk. 3)

Som led i tilsynet med plejeenhederne foretager ældretilsynet en samlet vurdering af kvalitet i helhedsplejen inden for følgende temaer: 1) Den ældres selvbestemmelse, 2) Tillid til medarbejderne og den borgernære ledelse og 3) Et tæt samspil med de pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.

De tre temaer, som fremgår af § 1, stk. 2, i ældreloven, og som uddybet i § 11 i samme, udgør de tre bærende værdier i ældreloven.

Disse værdier vil være kendetegnende for den helhedspleje, der vil blive givet i medfør ældreloven, og disse udgør derfor også de tre centrale temaer for ældretilsynets vurdering af den enkelte plejeenheds kvalitet i helhedsplejen.

Kvalitetsvurderingen vil være afgrænset i forhold til de elementer, der indgår i helhedsplejen, jf. § 9, stk. 2, i ældreloven, som er: 1) personlig hjælp og pleje, 2) hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver m.v. i hjemmet, samt 3) genoptræning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse.

Der er tale om et tilsyn med den generelle kvalitet af helhedsplejen i den enkelte plejeenhed og således ikke et personrettet tilsyn med, om den enkelte ældre borger modtager den hjælp, som denne har behov for.

Selve vurderingen af plejeenhedens kvalitet i helhedsplejen vil basere sig på ældretilsynets løbende tilsynsviden- og praksis og et vurderingskoncept, som vil blive udviklet frem imod idriftsættelsen af ældretilsynet den 1. juli 2025.

Vurderingskonceptet vil bl.a. danne ramme for dialogen mellem ældretilsynet og plejeenhederne – bl.a. op til et tilsyn – for på den måde at kunne ”samskabe”, hvad der kan være behov for at være fokus på i tilsynet.

Derudover vil vurderingskonceptet både sætte retning for kvalitet i helhedsplejen og udgøre det faglige omdrejningspunkt for rådgivningen og sparringen til plejeenhederne og ældretilsynets vurdering af den enkelte plejeenheds kvalitet i helhedsplejen samt i den forbindelse muligheden for at træffe afgørelse om sanktioner.

Endelig vil vurderingskonceptet bidrage til at sikre ensartethed på tværs af de udpegede ældretilsynskommuner.

Ud over at basere ældretilsynets vurdering af kvalitet i helhedsplejen på ældretilsynets løbende tilsyns- viden og praksis og vurderingskonceptet, er det forudsat, at ældretilsynet i forbindelse med tilsynsbesøg følger og observerer den daglige praksis tæt på de ældre, medarbejderne og ledelsen, i det omfang, det vurderes relevant, så der opnås indblik i hverdagsrutiner og håndtering af komplekse situationer.

Ligeledes er det forudsat, at ældretilsynet undervejs i tilsynsbesøget gennemfører borgerinterview og eventuelt pårørendeinterview i det omfang, det vurderes relevant i forhold til formålet med det konkrete tilsynsbesøg.

4.9.

Tilbagemelding på tilsyn (§ 7, stk. 4)

Ældretilsynet skal give en mundtlig og skriftlig tilbagemelding til plejeenheden på tilsyn.

Dette uanset om tilsynet er et fysisk anmeldt eller uanmeldt tilsynsbesøg eller et administrativt tilsyn, og uanset om tilsynet er planlagt som følge af den løbende risikovurdering eller er reaktivt som følge af en konkret bekymring.

Tilbagemeldingerne – både den mundtlige orientering og den skriftlige tilbagemelding – skal være individuelle og dermed målrettet den pågældende plejeenhed og indeholde de væsentligste observationer og konklusioner i form af tilsynets vurderinger, som følger af det enkelte tilsyn.

De skal dertil kunne danne grundlag for dialog om tilsynet, herunder tilsynets observationer og konklusioner samt grundlag for at fremme læring i plejeenhederne.

Den skriftlige tilbagemelding har ikke karakter af at være en afgørelse.

Hvis ældretilsynet ifm.

et tilsyn vurderer, at det er nødvendigt at iværksætte en eller flere sanktioner for at sikre kvalitet i helhedsplejen i plejeenheden, skal det meddeles plejeenheden i en særskilt afgørelse.

For at sikre ensartethed i formatet for den skriftlige tilbagemelding udarbejder Ældreministeriet en skabelon herfor.

4.10.

Ældretilsynets sanktionsmuligheder (§ 9)

Ældretilsynet er tillagt kompetence til at træffe afgørelse om følgende sanktioner, når det er nødvendigt for at sikre kvalitet i helhedsplejen

Fælles for sanktionerne gælder, at anvendelsen af en eller flere sanktioner i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet skal være rimelig i forhold til det mål, som ønskes opnået, og således skal anses for at være den eller de bedst egnede i forhold til sikre kvalitet i helhedsplejen i den enkelte plejeenhed.

Fælles for sanktionerne gælder derudover, at ældretilsynet forud for anvendelsen af en eller flere sanktioner skal foretage en konkret helhedsvurdering af forholdene i plejeenheden, herunder en vurdering af karakteren af udfordringerne med kvalitet i helhedsplejen set i forhold til andre mulige tiltag, herunder muligheden for f.eks. at støtte enheden med rådgivning og sparring om kvalitet i helhedsplejen.

Centralt for vurderingen vil også være, om plejeenhedens kvalitet i helhedsplejen kan sikres på baggrund af plejeenhedens arbejde med at forbedre forholdene ud fra den eller de pågældende sanktioner.

Hertil gælder fælles for sanktionerne, at ældretilsynets endelige vurdering af, at iværksættelse af en sanktion anses for det bedste redskab i forhold til den konkrete plejeenhed, vil udgøre en afgørelse.

Ældretilsynet skal som følge heraf forud for afgørelsen iagttage gældende forvaltningsretlige grundsætninger om bl.a. proportionalitetsprincippet, officialprincippet og forvaltningslovens regler om partsrettigheder, herunder bl.a. ret til partshøring og partsaktindsigt samt om begrundelse og klagevejledning til afgørelsen.

Det skal i forhold til sanktionerne bemærkes, at det er forudsat, at ældretilsynet i relevant omfang, og som led i myndighedsopgaven, samarbejder og koordinerer med andre myndigheder og tilsyn i forbindelse med at der træffes afgørelser om sanktioner overfor plejeenheder.

Det vil f.eks. kunne ske igennem dialog med den eller de relevante myndigheder, når det vedrører forhold i plejeenheder, som ikke udelukkende er relevant for ældretilsynet, eller når ældretilsynet er vidende om afgørelser fra andre myndigheder, som kan være modstridende med en påtænkt afgørelse om en sanktion fra ældretilsynet.

Det vil f.eks. kunne være i forhold til medicinhåndtering, mulige overtrædelser af arbejdsmiljøloven m.v., hvor det vil kunne være relevant at koordinere med en anden myndighed, herunder en anden tilsynsmyndighed, handlekommunen m.v.

Ældretilsynets afgørelser om sanktioner, som nævnt ovenfor, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

4.11.

Samtilsyn på plejehjem (§ 8)

Med ældretilsynsloven indføres der samtilsyn på plejehjem.

Det følger heraf, at i det tilfælde, hvor flere tilsynsmyndigheder, uafhængigt af hinanden, udtager samme plejehjem til tilsyn i det samme kalenderår, udfører disse tilsynsmyndigheder tilsynet samtidig.

Ud fra en faglig vurdering af hhv.

potentialer og udfordringer, implementeres samtilsyn i to faser.

Fase 1 udgøres af det nye, tværkommunale ældretilsyn, det sundhedsfaglige tilsyn og Arbejdstilsynet.

Der vil sideløbende med implementeringen af samtilsyn på plejehjem i fase 1 ske en afdækning af løsningsmuligheder for, hvordan Fødevarekontrollen og de kommunale brandsyn på sigt mest hensigtsmæssigt vil kunne indgå i ordningen med samtilsyn på plejehjem i fase 2.

Ældretilsynet vil have til opgave at facilitere den overordnede koordination mellem tilsynsmyndighederne i forbindelse med tilrettelæggelse og udførelse af samtilsyn.

Derudover vil ældretilsynet have en koordinerende rolle i at sikre, at eventuelt modsatrettede krav, som plejehjemmene måtte opleve, håndteres af de relevante tilsynsmyndigheder.

Det foreslåede vil ikke begrænse, at de omfattede tilsynsmyndigheder fortsat vil kunne gennemføre særskilte special- eller reaktive tilsyn, som de enkelte tilsynsmyndigheder eksempelvis foretager på baggrund af en konkret anledning.

De omfattede tilsynsmyndigheder vil også som opfølgning på et samtilsyn kunne gennemføre opfølgende tilsyn særskilt og uden deltagelse af andre tilsynsmyndigheder.

4.12.

Oplysningspligt for ældretilsynet, plejeenheden og den stedlige kommunalbestyrelse (§§ 10-12)

Med ældretilsynsloven reguleres og videreføres oplysningspligter for henholdsvis plejeenhederne, ældretilsynet og kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor plejeenheden er beliggende (den stedlige kommunalbestyrelse).

Plejeenheden skal efter anmodning fra ældretilsynet give de oplysninger, som er nødvendige for, at ældretilsynet kan vurdere kvalitet i helhedsplejen i en plejeenhed.

Hertil er plejeenheden forpligtet til af egen drift og uden unødigt ophold at give ældretilsynet oplysninger om overtrædelser, mangler eller bekymrende forhold i plejeenheden og om, hvorvidt andre tilsynsmyndigheder har iværksat foranstaltninger over for plejeenheden.

Får ældretilsynet oplysninger om overtrædelser, mangler eller bekymrende forhold i en plejeenhed, og er disse oplysninger nødvendige og relevante af hensyn til udførelsen af en opgave, som henhører under en anden offentlig myndighed, skal ældretilsynet uden unødigt ophold at videregive oplysningerne til denne myndighed, herunder oplysninger om, hvorvidt ældretilsynet har iværksat foranstaltninger overfor plejeenheden.

Bliver den stedlige kommunalbestyrelse orienteret om overtrædelser, mangler eller bekymrende forhold i en plejeenhed, skal kommunalbestyrelsen orientere de enkelte borgeres handlekommuner, jf. §§ 9 og 9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, når disse borgere kan blive berørt.

4.13.

Sundhedsstyrelsens tværgående rolle ift.

ældretilsynet (§ 14)

Sundhedsstyrelsen vil fra den 1. juli 2025 indtage en faciliterende og praksiskoordinerende rolle i forhold til at tage ansvar for at få viden og praksis på tværs af ældretilsynet i de udpegede kommuner koordineret og ajourført.

For at varetage denne rolle, er det forudsat, at Sundhedsstyrelsen løbende og i det omfang, det vurderes som relevant for varetagelsen af opgaven, følger udførelsen af ældretilsynets opgave i kommunerne.

Dertil kan det indebære et behov for at indhente de nødvendige oplysninger fra ældretilsynet, som ældretilsynet efter anmodning fra Sundhedsstyrelsen vil være forpligtet til at give.

SKR#LOKDOK22 2024 10197 Valid

1)

Plejehjem m.v., jf. § 47 i ældreloven.

2)

Plejeboligbebyggelser, jf. lov om almene boliger m.v.

3)

Plejeboligbebyggelser, jf. lov om boliger for ældre og personer med handicap.

4)

Friplejeboligbebyggelser, jf. lov om friplejeboliger.

5)

Andre, tilsvarende boligenheder, herunder midlertidige pladser, hvor hjælpen udgår fra servicearealer, og der er tilknyttet fast personale.

6)

Kommunale og private leverandører, der leverer tilbud i borgernes eget hjem, jf. § 10 i ældreloven.

SKR#LOKDOK22 2024 10197 Valid

1)

Påbud om inden for en nærmere fastsat frist at sikre kvalitet i helhedsplejen inden for et eller flere af temaerne, jf. § 7, stk. 3.

2)

Påbud om at modtage den nødvendige rådgivning og sparring, jf. § 4, stk. 3.

3)

Forbud mod indflytning af nye beboere i plejeenheden, jf. § 2, nr. 1-5, for en bestemt periode.

4)

Forbud mod indtag af nye borgere hos leverandører, jf. § 2, nr. 6, for en bestemt periode.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →