Vejledning om genoplivning og fravalg af genoplivningsforsøg
Table of Provisions (24)
Statutory Text (24 Articles)
Vejledning om genoplivning og fravalg af genoplivningsforsøg
1.
Indledning
2.
Håndtering af patienter med muligt hjertestop
2.1
Sikker identifikation
2.2
Sundhedspersonen kender patientens identitet og ved, at der er fravalgt genoplivningsforsøg ved hjertestop
2.3
Sundhedspersonen kender patientens identitet, men ved ikke om der er fravalgt genoplivningsforsøg ved hjertestop
2.4
Sundhedspersonen kender ikke patientens identitet
3.
Undtagelser til, at genoplivning skal forsøges
Undtagelse 1: Hvis det kan konstateres, at døden er indtrådt
Undtagelse 2: En læge fravælger genoplivningsforsøg efter fund af livløs patient
Undtagelse 3: Den behandlingsansvarlige læge har på forhånd besluttet fravalg af genoplivningsforsøg
Undtagelse 4: Patienten fravælger genoplivningsforsøg i den aktuelle sygdomssituation
Undtagelse 5: Patienten har registreret et fravalg af genoplivningsforsøg
Undtagelse 6: Patienten har oprettet et behandlings- eller livstestamente
4.
Information mellem sundhedspersoner og behandlingssteder om fravalg af genoplivningsforsøg
4.1
Den behandlingsansvarlige læges ansvar for at videregive information om fravalg
4.2
Øvrige sundhedspersoners ansvar for at videregive information om fravalg
5.
Ledelsens ansvar for udarbejdelse og implementering af instrukser
6.
Journalføring
7.
Begreber
8.
Ikrafttrædelse m.v.
1.
Indledning
Denne vejledning har til formål at sikre, at patienter får en værdig afslutning på livet i tilfælde af hjertestop.
Vejledningen skal understøtte, at der bliver taget stilling til fravalg af genoplivningsforsøg, så snart det vurderes fagligt relevant, eller når patienten ønsker det.
Vejledningen har også til formål at beskrive, hvordan man som sundhedsperson handler med omhu og samvittighedsfuldhed i den akutte situation med et muligt hjertestop, så der dels ikke sker forsinkelse af genoplivningsforsøg i forhold til dem, der ikke har fravalgt det, og så et forudgående fravalg af genoplivningsforsøg kan efterleves i de rette situationer i forhold til de patienter, der har fravalgt.
Et godt samarbejde mellem patienten, den behandlingsansvarlige læge og øvrige sundhedspersoner er centralt i relation til fravalg af genoplivningsforsøg.
Vejledningen gælder for alle sundhedspersoner.
Den behandlingsansvarlige læge
skal i denne vejledning forstås som patientens praktiserende læge eller en sygehuslæge.
Når der tales om øvrige sundhedspersoner
, dækker det autoriserede sundhedspersoner og ikke-autoriserede sundhedspersoner, som arbejder under en autoriseret sundhedspersons ansvar.
Der er to store grupper af øvrige sundhedspersoner, som vejledningen er særligt relevant for: sygeplejefagligt personale, fx sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter samt social- og sundhedshjælpere, og præhospitalt personale, fx ambulancepersonale og sundhedspersoner i AMK-vagtcentraler.
Vejledningen er relevant i forhold til alle patientgrupper og gælder, uanset om behandlingen sker i præhospitalt regi, på sygehus, i plejebolig, botilbud, ikke-offentlig institution, privat hjem m.v.
Vejledningen præciserer den omhu og samvittighedsfuldhed
, som sundhedspersoner skal udvise i tilfælde af hjertestop og i situationer, hvor der skal tages beslutning om fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop.
I vejledningen anvendes en række centrale begreber, som er nærmere beskrevet i pkt. 7.
Det falder uden for denne vejledning at angive nærmere om øvrig livsforlængende behandling og om medikamentel palliation.
Vi henviser i den forbindelse til henholdsvis vejledning om fravalg og afbrydelse af livsforlængende behandling og vejledning i medikamentel palliation til patienter med livstruende sygdom.
2.
Håndtering af patienter med muligt hjertestop
Hvis man finder en bevidstløs borger, hvor der er mistanke om hjertestop, skal man straks tilkalde hjælp, fx ved opkald til 112, og iværksætte livreddende behandling.
Hvis det vurderes, at der er tale om hjertestop, skal der som udgangspunkt iværksættes genoplivningsforsøg, med mindre en af de seks undtagelser, jf. pkt. 3, finder anvendelse.
Et fravalg af genoplivningsforsøg gælder først, når der er indtrådt hjertestop.
Det er som udgangspunkt kun autoriserede sundhedspersoner, der vil have de faglige forudsætninger for at kunne tage stilling til, om der er indtrådt hjertestop i denne vejlednings forstand.
Vurderingen foretages på et klinisk grundlag, herunder på baggrund af om personen er bevidstløs, har fravær af normal vejrtrækning, og der ikke kan afdækkes andre årsager til tilstanden.
Både læger og alle øvrige sundhedspersoner skal i en sådan situation efterleve et gældende fravalg af genoplivningsforsøg, hvis de har kendskab til det.
Hvis der er hjertestop, men tvivl om, hvorvidt en af undtagelserne gælder, skal genoplivningsforsøg iværksættes.
Vurderes det, at der ikke er tale om hjertestop, skal øvrig livreddende behandling fortsættes indtil hjertestop eventuelt indtræder.
Et forudgående fravalg af genoplivningsforsøg har således ikke betydning for, hvordan der skal handles i øvrige akutte situationer, hvor der ikke er indtrådt hjertestop.
2.1 Sikker identifikation
Da en bevidstløs person ikke kan identificere sig selv med navn og personnummer, forudsætter sikker identifikation i sådanne tilfælde, at en person med tydeligt kendskab til patienten (fx ægtefælle eller anden pårørende eller personalet på et plejehjem) identificerer patienten med navn og personnummer
.
Er der ikke nogen til stede, der har tydeligt kendskab til patienten, vil identifikation dog også kunne ske, hvis vedkommende har et gyldigt pas, kørekort eller legitimationskort på sig eller både et sundhedskort og et billed-ID på sig, der stemmer overens.
I de tilfælde, hvor identifikation ikke er muligt, kan et forudgående fravalg af genoplivningsforsøg ikke efterleves, da sundhedspersonerne da ikke har eller kan få kendskab til dette.
Er der tvivl om identifikationen, skal genoplivningsforsøg derfor iværksættes.
2.2 Sundhedspersonen kender patientens identitet og ved, at der er fravalgt genoplivningsforsøg ved hjertestop
Hvis en patient får hjertestop, og sundhedspersonen kender patientens identitet og ved, at patienten har et aktuelt genoplivningsfravalg, skal der ikke forsøges genoplivning.
Det gælder både ved forudgående lægelige fravalg (undtagelse 3), patientens fravalg i en aktuel sygdomssituation, hvor en læge har vurderet, at patienten er habil og forstår konsekvenserne af sin beslutning (undtagelse 4) og patientens registrerede fravalg af genoplivningsforsøg (undtagelse 5).
Det gælder også, hvis patienten har et behandlings- eller livstestamente, som en læge har vurderet er trådt i kraft (undtagelse 6).
Hvis der ikke er en læge til stede, skal der efterfølgende tilkaldes læge til konstatering af dødens indtræden, jf. vejledning nr. 10101 af 19. december 2006 om ligsyn, indberetning af dødsfald til politiet og dødsattester m.v. (ligsynsvejledningen).
Det forhold, at pårørende oplyser, at genoplivningsforsøg er fravalgt, er ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at der foreligger et aktuelt fravalg af genoplivningsforsøg.
2.3 Sundhedspersonen kender patientens identitet, men ved ikke om der er fravalgt genoplivningsforsøg ved hjertestop
Hvis en patient får hjertestop, og sundhedspersonen kender patientens identitet, men ikke ved, om patienten har et aktuelt genoplivningsfravalg, skal der straks tilkaldes hjælp og herefter forsøges genoplivning.
Er der flere sundhedspersoner til stede, kan den ene gå i gang med genoplivningsforsøg, mens den anden tilkalder hjælp, fx ved at ringe 112.
Forsøget på genoplivning skal fortsættes, indtil det er konstateret, at der er et gældende fravalg af genoplivningsforsøg eller en læge vurderer, at genoplivningsforsøg skal stoppes.
Imens genoplivningsforsøget fortsættes, skal det derfor af andre tilstedeværende, tilkaldte eller telefonisk kontaktede sundhedspersoner undersøges eller afklares
Hvis genoplivningsforsøg er fravalgt, eller hvis en læge har vurderet, at genoplivningsforsøg er udsigtsløst, skal genoplivningsforsøget stoppes.
Hvis der ikke er en læge til stede, skal der efterfølgende tilkaldes læge til konstatering af dødens indtræden, jf. ligsynsvejledningen.
2.4 Sundhedspersonen kender ikke patientens identitet
I nogle tilfælde vil sundhedspersoner komme i kontakt med en patient med hjertestop, som de ikke kender på forhånd.
Det kan være, hvis en person får hjertestop i det offentlige rum, fx som følge af en ulykke, hvor en borger tager kontakt til 112 og AMK-vagtcentralen eller hvor en sundhedsperson tilfældigt er til stede.
Når der tilkaldes hjælp i en ulykkessituation i det offentlige rum, vil det ofte være AMK-vagtcentralens sundhedspersoner, der er de første sundhedspersoner involveret.
Hvis relevante sundhedpersoner, jf. pkt. 2, vurderer, at der er tale om et hjertestop, skal de instruere den, der har kontaktet dem, i hvordan der iværksættes genoplivningsforsøg, samt foranstalte relevant beredskab.
Hvis det sideløbende med dette er muligt for den, der har ringet ind, at oplyse om patientens identitet eller for andre tilstedeværende at afklare patientens identitet og oplyse AMK-vagtcentralen herom, skal sundhedspersonen tage stilling til, om patienten er identificeret i overensstemmelse med kravene i pkt. 2.1.
Kan patienten identificeres skal det så vidt muligt sideløbende med genoplivningsforsøget sikres afklaret
Konstateres det, at der er et aktuelt fravalg af genoplivningsforsøg, skal AMK-vagtcentralen vejlede om, at genoplivningsforsøget skal afbrydes.
Hvis det ikke er muligt at identificere personen og afklare, om der foreligger et fravalg på dette tidspunkt, må det afvente at det præhospitale beredskab kommer frem.
Når det præhospitale beredskab kommer frem, vil de overtage forsøget på genoplivning og eventuelt iværksætte mere avanceret genoplivningsforsøg.
Mens dette fortsættes skal eventuelle øvrige tilstedeværende sundhedspersoner forsøge at afklare patientens identitet.
Kan patienten identificeres, skal det dernæst afklares, om der foreligger et fravalg, jf. ovenfor.
Gør der det, skal genoplivningsforsøget afbrydes.
Kan patienten ikke identificeres, er det ikke muligt at undersøge, om der er et forudgående fravalg af genoplivningsforsøg.
Genoplivningsforsøg skal derfor fortsættes, indtil en læge eventuelt vurderer andet.
Hvis en sundhedsperson er tilfældigt til stede
Er der tilfældigvis en sundhedsperson til stede som den første involverede sundhedsperson, og denne kan vurdere, at der er indtrådt hjertestop, skal sundhedspersonen ringe 112 og igangsætte genoplivningsforsøg, og dernæst følges samme fremgangsmåde som ovenfor.
3.
Undtagelser til, at genoplivning skal forsøges
Udgangspunktet er, at der altid skal forsøges genoplivning af en patient med hjertestop.
Det gælder dog ikke, hvis en af de seks undtagelser nedenfor finder anvendelse.
Undtagelse 1: Hvis det kan konstateres, at døden er indtrådt
Genoplivningsforsøg skal ikke iværksættes, hvis det kan konstateres, at døden er indtrådt, jf. afsnit 5 i ligsynsvejledningen.
Det følger af ligsynsvejledningen, at det som udgangspunkt kun er læger, der kan konstatere, at en patient er afgået ved døden.
Andre end læger kan dog konstatere dødens indtræden, når der er tale om uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed (hjertedød/cirkulatorisk død), i følgende situationer
a) Dødens indtræden er åbenbar.
Det er tilfældet, når der er omfattende forrådnelse eller åbenlyst dødelige skader eller kvæstelser, som ikke er forenelige med fortsat liv, fx forkulning eller knusning af kraniet.
I de tilfælde kan alle sundhedspersoner konstatere, at patienten er afgået ved døden.
Det er dog fx ikke åbenbart, at patienten er afgået ved døden, hvis patienten bliver fundet livløs i kraftigt nedkølet tilstand (hypotermi) uden følelig puls, og hvor der ikke er tydelige dødstegn.
b) Døden indtræder, mens der er andre til stede på bopælen eller behandlingsstedet, og det, på baggrund af patientens aktuelle helbredstilstand forud for dødens indtræden, var forventet, at patienten ville afgå ved døden.
I de tilfælde kan en sygeplejerske, en social- og sundhedsassistent eller andet plejepersonale, der har været involveret i pleje og behandling af patienten, konstatere, at patienten er afgået ved døden.
c) Døden indtræder, mens patienten er alene i sit hjem, og vedkommende har været patient i hjemmesygeplejen som led i terminal pleje.
I de tilfælde kan en sygeplejerske, en social- og sundhedsassistent eller andet plejepersonale, der har været involveret i pleje og behandling af patienten, konstatere, at patienten er afgået ved døden.
I situationer omfattet af b og c er der tale om tilfælde, hvor en læge har vurderet patientens tilstand inden dødens indtræden, men ikke har taget specifikt stilling til fravalg af genoplivningsforsøg.
Øvrige sundhedspersoners konstatering af dødens indtræden i disse situationer forudsætter, at der er tilstrækkelige oplysninger i journalen, herunder om den behandlingsansvarlige læges vurdering af patientens helbredstilstand, der kan indgå i grundlaget for at konstatere, at døden er indtrådt.
Hvis der er tvivl om, hvorvidt situationen er omfattet af en af undtagelserne, skal der iværksættes genoplivningsforsøg.
Den sundhedsperson, der har konstateret, at patienten er afgået ved døden, skal underrette den behandlingsansvarlige læge eller anden tilkaldt læge, fx vagtlæge, om dødens konstatering, dødstidspunktet og omstændighederne i øvrigt
.
Undtagelse 2: En læge fravælger genoplivningsforsøg efter fund af livløs patient
En læge kan i den konkrete situation vurdere, at genoplivningsforsøg vil være udsigtsløst og derfor ikke skal iværksættes eller fortsættes.
Se undtagelse 3 for, hvornår genoplivningsforsøg kan vurderes udsigtsløst.
Lægen kan foretage sin vurdering ud fra eget kendskab til patienten eller de informationer, lægen får fra øvrige sundhedspersoner.
Lægen kan foretage sin vurdering på baggrund af fx telefonisk kontakt, hvis lægen derved kan sikre sig at få de nødvendige oplysninger fra de øvrige sundhedspersoner om patientens helbred, findesituationen m.v. til brug for sin vurdering.
Undtagelse 3: Den behandlingsansvarlige læge har på forhånd besluttet fravalg af genoplivningsforsøg
Den behandlingsansvarlige læge kan på forhånd have besluttet, at der ikke skal forsøges genoplivning ved hjertestop, hvis det vurderes udsigtsløst.
Lægen skal inddrage patienten i sine overvejelser, men det er lægen, der skal tage beslutningen.
Patienten kan ikke kræve en bestemt behandling.
I lægens vurdering skal patientens holdning til genoplivning og den lægefaglige vurdering af patientens helbredstilstand, udsigt til bedring og mulighed for behandling indgå.
Hvis patienten er blevet midlertidigt eller varigt inhabil, men inden da har udtrykt sin holdning, fx over for nærmeste pårørende, skal det også indgå i lægens vurdering.
Genoplivningsforsøg kan vurderes at være udsigtsløs, når
a) patienten er uafvendeligt døende
b) patienten er svært invalideret i en sådan grad, at patienten varigt er ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt, og det er lægens vurdering, at patienten er afskåret fra enhver form for meningsfuld menneskelig kontakt
c) der er tale om en ikke-uafvendeligt døende patient, hvor forsøg på genoplivning måske kan føre til overlevelse, men hvor de fysiske konsekvenser af sygdommen eller behandlingen vurderes af lægen at være meget alvorlige og lidelsesfulde for patienten.
Med henholdsvis ’sygdommen’ og ’behandlingen’ i c) kan også forstås hjertestop og genoplivningsforsøg.
Det vil sige, at en læge kan vurdere, at hvis patienten skulle få hjertestop, vil det være udsigtsløst at forsøge genoplivning ud fra en helhedsvurdering af patientens helbredstilstand og fremtidsudsigter.
Tidspunkt for den behandlingsansvarlige læges beslutning
Beslutningen skal tages, så snart det ud fra en lægefaglig vurdering er relevant.
Hvis patienten er alvorligt syg eller døende, skal den behandlingsansvarlige læge vurdere, hvad der skal ske i tilfælde af hjertestop.
Når den behandlingsansvarlige læge udsteder en terminalerklæring, udfylder en ansøgning om terminaltilskud eller ordinerer terminal pleje, skal lægen også tage stilling til, om der skal ske fravalg af genoplivningsforsøg.
Dette skyldes, at det forhold, at lægen har udfyldt en terminalerklæring, ansøgning om terminaltilskud eller har ordineret terminal pleje for en patient, ikke i sig selv udgør et forudgående lægeligt fravalg af genoplivningsforsøg.
Varighed af fravalget
Den behandlingsansvarlige læges beslutning om fravalg af genoplivningsforsøg gælder, indtil lægen eller en eventuel efterfølgende behandlingsansvarlig læge beslutter andet.
Det gælder uanset sektorskifte og i andre situationer, hvor behandlingsansvaret overgår til andre.
Den behandlingsansvarlige læges ansvar efter beslutningen om fravalg af genoplivningsforsøg er taget
Information af patienten, nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig
Den behandlingsansvarlige læge skal sikre, at patienten informeres om lægens beslutning, medmindre patienten har frabedt sig det.
Patienten skal vejledes om muligheden for at frabede sig information.
Lægen skal sikre, at det afklares, om patienten ønsker, at nærmeste pårørende
, værge eller fremtidsfuldmægtig
(herefter nærmeste pårørende m.fl.) bliver informeret.
Er patienten under 18 år, skal forældremyndighedsindehaverne også informeres.
Er patienten under 15 år, kan man undtagelsesvis undlade at informere patienten, hvis det vurderes at kunne skade patienten at modtage informationen.
Hvis patienten er varigt inhabil
, skal den behandlingsansvarlige læge også informere nærmeste pårørende m.fl. og inddrage patienten i det omfang, patienten forstår sygdomssituationen.
Den behandlingsansvarlige læges ansvar for at foretage revurderinger
Den behandlingsansvarlige læge skal revurdere beslutningen om fravalg af genoplivningsforsøg, hvis lægen vurderer, at der er sket en væsentlig forbedring i patientens tilstand.
Ved revurderingen skal der tages stilling til, om genoplivningsforsøg fortsat vurderes udsigtsløs, jf. ovenfor.
Information af øvrige sundhedspersoner og behandlingssteder
Når den behandlingsansvarlige læge har taget beslutning om eller revurderet en beslutning om fravalg af genoplivningsforsøg, skal lægen sikre, at relevante øvrige sundhedspersoner og behandlingssteder informeres om beslutningen, jf. pkt. 4.
Øvrige sundhedspersoners ansvar, når der er sket lægeligt fravalg
Hvis patientens tilstand forbedres væsentligt, skal den behandlingsansvarlige læge kontaktes for at tage stilling til, om der er behov for at ændre den tidligere beslutning.
Ved overdragelse af patienten til andre behandlingssteder skal de øvrige sundhedspersoner informere modtagende sundhedspersoner om lægens fravalg, jf. pkt. 4.
Undtagelse 4: Patienten fravælger genoplivningsforsøg i den aktuelle sygdomssituation
Enhver habil patient
, der er fyldt 18 år, kan i den aktuelle sygdomssituation fravælge genoplivningsforsøg.
Det gælder også 15-17-årige patienter, hvis den behandlingsansvarlige læge vurderer, at patienten kan forstå konsekvenserne af sin beslutning.
Det kan fx være i situationer, hvor hjertestop er en kendt risiko ved sygdommen eller behandlingen, men patienten kan også selv vælge at tage stilling i sygdomssituationer, hvor hjertestop ud fra en sundhedsfaglig vurdering ikke er forventeligt.
Patienten kan til enhver tid trække sin beslutning tilbage.
Varigt inhabile patienter kan have fravalgt genoplivningsforsøg, mens de var habile.
Et sådant fravalg skal efterleves, hvis det er sket overfor lægen i den aktuelle sygdomssituation
.
Nærmeste pårørende m.fl. kan ikke fravælge genoplivning på vegne af en varigt inhabil patient.
Varighed af fravalget
Patientens fravalg af genoplivningsforsøg gælder kun i den aktuelle sygdomssituation og den aktuelle eller nært forestående behandling, da patienten skal kunne overskue konsekvenserne af sin beslutning.
For at der er tale om en aktuel sygdomssituation, skal patienten have en sygdom/være behandlingskrævende.
Almen alderdomssvækkelse alene er ikke nok.
Afhængigt af, hvilken sygdom der er tale om, kan situationen i nogle tilfælde være meget kortvarig, fx hvis det er i forbindelse med et par dages indlæggelse.
I andre tilfælde kan situationen vare mange år, fx hvis situationen er, at patienten har en stabil, men kronisk sygdom.
Hvis patienten får det væsentligt bedre, er der ikke længere tale om den samme situation.
Øvrige sundhedspersoners ansvar, når patienten tilkendegiver ønske om fravalg af genoplivningsforsøg
Hvis patienten opholder sig i eget hjem, plejebolig eller lignende, og patienten tilkendegiver et ønske om, at der ikke forsøges genoplivning ved hjertestop, skal de øvrige sundhedspersoner opfordre til og bistå patienten med hurtigst muligt at kontakte den behandlingsansvarlige læge.
Tilkendegiver patienten ønsket under indlæggelse på et sygehus, skal det sygeplejefaglige personale give beskeden videre til den behandlingsansvarlige læge og informere patienten om det.
Det er nødvendigt, at den behandlingsansvarlige læge informeres, da lægen i begge tilfælde skal informere patienten om konsekvenserne af beslutningen og sikre, at fravalget ikke skyldes forhold, der kan afhjælpes, jf. nedenfor under Information og samtykke.
Hvis patienten er fyldt 60 år og har et ønske om fravalg af genoplivningsforsøg, der rækker ud over den aktuelle sygdomssituation, bør patienten også vejledes om retten til at registrere et fravalg af genoplivningsforsøg, jf. undtagelse 5.
Et sådant fravalg træder dog først i kraft syv dage efter registrering, og derfor er ovenstående vurdering mv. fortsat nødvendig i forhold til den aktuelle sygdomssituation, fx i forbindelse med en indlæggelse.
Den behandlingsansvarlige læges ansvar, når patienten ønsker at fravælge genoplivningsforsøg
Information og samtykke
En patient skal i forbindelse med sit ønske om fravalg af genoplivningsforsøg have fyldestgørende information om konsekvenserne af sin beslutning for at have et tilstrækkeligt grundlag for at udøve sin selvbestemmelsesret.
Det skal også gennem denne dialog afklares, om ønsket skyldes forhold, der kan afhjælpes, fx ukendskab hos patienten til behandlingsmulighederne eller udsigterne ved behandling.
Dette er som udgangspunkt en lægelig vurdering ud fra omhu og samvittighedsfuldhed.
Det er derfor også lægens ansvar, at patienten er vurderet habil i den konkrete situation og har modtaget tilstrækkelig information, jf. sundhedslovens § 21.
For 15-17-årige patienter skal forældremyndighedsindehaverne have den samme information som patienten.
Information af andre sundhedspersoner og behandlingssteder om patientens fravalg
Den behandlingsansvarlige læge skal sikre, at relevante øvrige sundhedspersoner og behandlingssteder informeres om patientens beslutning for at sikre, at patienten ikke forsøges genoplivet i tilfælde af hjertestop, jf. pkt. 4.
Øvrige sundhedspersoners ansvar, hvis patientens tilstand forbedres væsentligt efter fravalget
Hvis patientens tilstand er forbedret væsentligt siden fravalget, er der ikke længere tale om den samme sygdomssituation.
De øvrige sundhedspersoner skal derfor sikre, at det afklares, om patienten fastholder sit ønske i den nye sygdomssituation.
Hvis patienten ikke fastholder sit ønske, skal den behandlingsansvarlige læge og eventuelle relevante øvrige sundhedspersoner orienteres herom.
Hvis patienten fastholder sit ønske, skal lægen kontaktes for fornyet vurdering, jf. ovenfor under Information og samtykke.
Undtagelse 5: Patienten har registreret et fravalg af genoplivningsforsøg
Alle habile borgere, der er fyldt 60 år, har ret til på forhånd at registrere, at de ikke vil forsøges genoplivet, hvis de får hjertestop
.
Fravalget træder i kraft syv dage efter registrering, hvorefter det vil fremgå af registret.
Fravalget gælder i alle situationer, hvor borgeren får hjertestop, herunder i ulykkestilfælde mv., når sundhedspersonen har kendskab til fravalget.
Det er dermed uafhængigt af borgerens helbredstilstand inden hjertestoppet.
I forbindelse med nogle behandlinger kan det være nødvendigt at stoppe hjertet kortvarigt eller der kan være en øget risiko for kortvarigt hjertestop som komplikation til behandlingen.
I tilfælde, hvor det er nødvendigt at stoppe hjertet som led i selve behandlingen, proceduren eller indgrebet er det implicit i patientens informerede samtykke, at det planlagte indgreb kan gennemføres uanset patientens forudgående fravalg af genoplivningsforsøg, da behandlingen ellers ikke kan udføres.
For patienter, der behandles uden samtykke på grund af et øjeblikkeligt behandlingsbehov, jf. sundhedslovens § 19, gælder også, at en behandling kan udføres uanset et fravalg af genoplivningsforsøg, selvom det som led i behandlingen vil være nødvendigt at stoppe hjertet kortvarigt.
Hvis hjertestoppet derimod indtræder som en komplikation til behandlingen, skal et gældende fravalg dog respekteres.
Ved behandlinger, der indebærer en større risiko for hjertestop, har den behandlingsansvarlige læge ansvar for, at patienten – uanset habilitetsniveau - informeres om denne risiko og for at afklare, om patientens registrererede fravalg også skal gælde i den konkrete situation.
Det er kun patienten selv, der kan midlertidigt tilbagekalde sit registrerede fravalg.
Er der tale om en midlertidigt eller varigt inhabil patient, hvor behandling iværksættes mens patienten er ude af stand til at give udtryk for sine ønsker, skal det registrererede fravalg af genoplivningsforsøg respekteres, hvis der indtræder hjertestop som komplikation til behandlingen.
Et registreret fravalg af genoplivningsforsøg går forud for alle øvrige ordninger om fravalg af behandling, herunder behandlingstestamentet, i tilfælde af hjertestop.
Hvis der er uoverensstemmelser mellem et fravalg efter behandlings- eller livstestamentet og et registreret fravalg af genoplivningsforsøg, er det sidstnævnte, der er gældende.
Midlertidig eller fuldstændig tilbagekaldelse af fravalget
Hvis borgeren er i en konkret, aktuel sygdomssituation og ønsker midlertidigt at tilbagekalde sin beslutning om fravalg af genoplivningsforsøg, kan borgeren gøre det ved at fortælle det til en sundhedsperson.
Dette gælder uanset borgerens habilitetsniveau.
Beslutningen om tilbagekaldelse skal være frivillig og udtrykkelig.
En sådan midlertidig tilbagekaldelse træder i kraft med det samme og gælder kun for den aktuelle sygdomssituation.
Det kan fx være at en borger indlægges med akut opstået sygdom eller forværring af en tilstand og i den aktuelle sygdomssituation ønsker at tilbagekalde sit fravalg midlertidigt.
Hvis borgerens tilstand forbedres væsentligt så borgeren kan udskrives, gælder den midlertidige tilbagekaldelse ikke længere.
Ønsker borgeren at tilbagekalde sit fravalg fuldstændigt og ikke alene i forbindelse med den aktuelle sygdomssituation, kan borgeren gøre dette ved at ændre registreringen på sundhed.dk eller via fysisk blanketordning.
Sundhedspersonernes ansvar ved en midlertidig tilbagekaldelse af fravalget
Sundhedspersonen, overfor hvem borgeren tilbagekalder sin beslutning om fravalg af genoplivningsforsøg, skal sikre, at den behandlingsansvarlige læge orienteres.
Sker tilbagekaldelsen overfor præhospitalt personale i en situation, hvor der ikke er en behandlingsansvarlig læge, skal informationen videregives til modtagende behandlingssted, jf. pkt. 4.
Sundhedspersonen skal også vejlede borgeren om, at tilbagekaldelsen alene gælder i forhold til den aktuelle sygdomssituation.
Det gælder også i forhold til varigt inhabile borgere, der skal vejledes herom i det omfang, det er muligt, ligesom deres nærmeste pårørende m.fl. bør inddrages.
Den behandlingsansvarlige læge skal sikre, at relevante øvrige sundhedspersoner informeres om tilbagekaldelsen af fravalget og betydningen af dette.
Sundhedspersonernes ansvar ved kendskab til ugyldig registrering
Hvis sundhedspersonen ved, at borgeren utvivlsomt var enten midlertidigt eller varigt inhabil og dermed ikke var i stand til at varetage sine helbredsforhold på registreringstidspunktet, er registreringen ikke bindende for sundhedspersonen.
Det er fx tilfældet, hvis sundhedspersonen selv har vurderet den pågældende varigt inhabil forud for registreringstidspunktet.
Det gælder alene, hvis sundhedspersonen kendte til inhabiliteten i forvejen og indebærer ikke en pligt for sundhedspersoner til at undersøge, om en borger var inhabil på registreringstidspunktet.
Sundhedspersonen skal indberette det til Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis borgeren utvivlsomt var varigt inhabil på registreringstidspunktet og medsende nødvendige oplysninger herom.
Dette med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om borgeren opfyldte betingelserne i sundhedslovens § 25 a, stk. 1, på registreringstidspunktet, jf. § 12 i bekendtgørelse om fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop og fravalgsregister.
Hvem kan foretage opslag i registret for fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop?
Det skal være en sundhedsperson, der foretager opslaget, men ikke nødvendigvis den sundhedsperson, der er til stede ved patienten.
Opslaget kan også foretages af andre sundhedspersoner med adgang til registret, fx sundhedspersoner på AMK-vagtcentraler eller ambulancereddere.
Det er ikke tilstrækkeligt til at afstå fra genoplivningsforsøg, at fx borgerens pårørende oplyser til sundhedspersonen, at der er registreret et forudgående fravalg.
Undtagelse 6: Patienten har oprettet et behandlings- eller livstestamente
I et behandlings- eller livstestamente
kan en habil patient, der er fyldt 18 år, på forhånd tilkendegive, at vedkommende ikke ønsker livsforlængende behandling, herunder genoplivningsforsøg, i visse nærmere fastsatte situationer
.
Testamentet træder først i kraft, hvis patienten bliver vurderet varigt inhabil af en læge.
Patientens varige inhabilitet er altså en forudsætning for, at testamentet kan træde i kraft.
Patienten kan gøre nogle af sine beslutninger i behandlingstestamentet betinget af tilslutning fra nærmeste pårørende m.fl. Det betyder, at patienten har valgt, at beslutningen kun skal gælde, hvis de nærmeste pårørende m.fl. accepterer det.
Et registreret fravalg af genoplivningsforsøg, jf. undtagelse 5, går forud for alle øvrige ordninger om fravalg af behandling, herunder behandlingstestamentet, i tilfælde af hjertestop.
Hvis der er uoverensstemmelser mellem et fravalg efter behandlings- eller livstestamentet og et registreret fravalg af genoplivningsforsøg, er det sidstnævnte, der er gældende.
Midlertidig eller fuldstændig ændring eller tilbagekaldelse af et behandlings- eller livstestamente
Patienten kan, så længe denne er habil, tilkendegive overfor en sundhedsperson, at vedkommende ønsker midlertidigt at ændre i sit behandlings- eller livstestamente eller midlertidigt at trække det tilbage.
Patientens ændring eller tilbagekaldelse træder i kraft, så snart tilkendegivelsen er fremsat og har alene virkning i forbindelse med den aktuelle sygdomssituation
.
Det vil fx sige, at hvis tilkendegivelsen er givet i den situation, at en patient indlægges på grund af akut opstået sygdom eller forværring af en tilstand, men udskrives efter væsentlig bedring i tilstanden, gælder det ikke efter udskrivelsen.
Ønsker en patient at ændre eller fuldstændigt tilbagekalde sit behandlings- eller livstestamente ud over den aktuelle sygdomssituation, kan det gøres via digital selvbetjening på sundhed.dk.
Sundhedspersonernes ansvar ved en midlertidig ændring eller tilbagekaldelse af testamentet
Sundhedspersonen, overfor hvem borgeren ændrer eller tilbagekalder sit testamente, skal sikre, at den behandlingsansvarlige læge orienteres.
Sundhedspersonen skal også vejlede borgeren om, at ændringen eller tilbagekaldelsen alene gælder i forhold til den aktuelle sygdomssituation.
Den behandlingsansvarlige læge skal så vidt muligt sikre, at relevante øvrige sundhedspersoner informeres om ændringen eller tilbagekaldelsen af testamentet og betydningen af dette.
Sundhedspersoners ansvar i forhold til behandlings- og livstestamenter
Alle sundhedspersoner har, når det er relevant, pligt til at undersøge, om en varigt inhabil patient har oprettet et behandlings- eller livstestamente.
Det er den behandlingsansvarlige læge, der skal vurdere, om patienten er varigt inhabil og befinder sig i en af de situationer, som testamentet vedrører.
Når den behandlingsansvarlige læge har vurderet, at patientens testamente er trådt i kraft, skal lægen sikre, at øvrige relevante sundhedspersoner og behandlingssteder orienteres om vurderingen.
Hvis patientens valg er gjort betinget af tilslutning fra de nærmeste pårørende m.fl., skal lægen sikre, at de kontaktes med henblik på afklaring.
Hvis der er uoverensstemmelser mellem et fravalg efter behandlings- eller livstestamentet og et registreret fravalg af genoplivningsforsøg, jf. undtagelse 5, er det sidstnævnte, der er gældende.
4.
Information mellem sundhedspersoner og behandlingssteder om fravalg af genoplivningsforsøg
4.1 Den behandlingsansvarlige læges ansvar for at videregive information om fravalg
Når patienten eller den behandlingsansvarlige læge har taget beslutning om fravalg af genoplivning, skal lægen sikre, at de relevante øvrige sundhedspersoner og behandlingssteder bliver informeret om beslutningen, så de kan handle i overensstemmelse med denne.
Informationen til andre behandlingssteder skal så vidt muligt gives skriftligt fx i henvisning, epikrise og/eller til de kommunale behandlingssteder via udskrivningsrapport eller korrespondancemeddelelse.
Den behandlingsansvarlige læge skal ved indlæggelse sikre, at beslutningen videreformidles til eventuel modtagende præhospital enhed og sygehus.
Tilsvarende skal den behandlingsansvarlige læge sikre, at beslutninger om fravalg af genoplivningsforsøg videregives til eventuel involveret præhospital enhed, den praktiserende læge og eventuelt modtagende behandlingssted ved udskrivelse eller overflytning.
Hvis den behandlingsansvarlige læge vurderer, at beslutningen om fravalg skal ændres, skal lægen sikre, at de relevante øvrige sundhedspersoner og behandlingssteder informeres, herunder det behandlingssted, hvor fravalget oprindeligt er truffet.
4.2 Øvrige sundhedspersoners ansvar for at videregive information om fravalg
Øvrige sundhedspersoner har også ansvar for at videregive de nødvendige oplysninger, når en patient overdrages til behandling på et andet behandlingssted.
Det skal så vidt muligt ske skriftligt, fx i henvisningen, indlæggelsesrapporten, udskrivningsrapporten og/eller plejeforløbsplanen.
I tilfælde, hvor patienten indlægges fra et behandlingssted via præhospital enhed, skal de tilstedeværende sundhedspersoner informere det præhospitale personale om fravalget.
Det kan fx være ved forevisning af lægens skriftlige meddelelse om fravalget, eller hvis videregivelsen sker per telefon ved oplæsning heraf.
De øvrige sundhedspersoner på behandlingsstedet og det præhospitale personale skal desuden sikre den nødvendige videregivelse af oplysninger til det sygehus, hvor patienten indlægges, fx via indlæggelsesrapporten.
Ved udskrivelse eller anden overflytning af en patient fra et behandlingssted til et andet skal øvrige sundhedspersoner også videregive de nødvendige oplysninger om gældende fravalg til det modtagende behandlingssted, fx når patienten overflyttes mellem sygehus og plejebolig eller bosted.
5.
Ledelsens ansvar for udarbejdelse og implementering af instrukser
Ledelsen på det enkelte behandlingssted skal sørge for, at der er skriftlige instrukser om genoplivning og fravalg af genoplivningsforsøg, herunder hvordan de øvrige sundhedspersoner i tilstrækkeligt omfang anmoder om en lægelig vurdering af patienterne med hensyn til fravalg af genoplivningsforsøg.
Instrukserne skal blandt andet indeholde retningslinjer om
a) ansvars- og kompetenceforhold, herunder også i forhold til hvilke faggrupper, der kan og skal foretage opslag i behandlings- eller livstestamenteregistret og registret for fravalg af genoplivningsforsøg og via hvilke systemer
b) hvem der i konkrete sammenhænge anses for den behandlingsansvarlige læge
c) hvilket ansvar, der påhviler involverede øvrige sundhedspersoner, der har kendskab til patienten, og dertilhørende nødvendige procedurer til overholdelse af disses pligt til at kontakte den behandlingsansvarlige læge og andre sundhedspersoner i relevant omfang
d) inddragelse af patienten og de nærmeste pårørende m.fl. forud for kontakt med den behandlingsansvarlige læge
e) journalføring, fx retningslinjer for placering af oplysninger vedrørende den behandlingsansvarlige læges beslutning om fravalg af genoplivningsforsøg i patientens journal.
Ledelsen har ansvar for at sikre, at alle autoriserede og ikke-autoriserede sundhedspersoner, herunder afløsningspersonale, som eventuelt ikke er uddannet, kender og følger instrukserne.
6.
Journalføring
Enhver beslutning om fravalg af genoplivningsforsøg skal fremgå tydeligt af og være placeret et lettilgængeligt sted i journalen.
Ved lægeligt fravalg kan fx angives: »Ingen lægelig indikation for genoplivningsforsøg ved hjertestop« og ved patientfravalg: »Patienten er habil og ønsker ikke genoplivningsforsøg ved hjertestop«.
Forkortelser/koder om beslutningen kan alene anvendes som supplement til det egentlige journalnotat om beslutningen.
Hvis patienten ændrer eller tilbagekalder et behandlings- eller livstestamente eller et fravalg af genoplivningsforsøg i forbindelse med en aktuel sygdomssituation, skal det journalføres.
Det skal i nødvendigt omfang journalføres, hvilke oplysninger der er modtaget fra andre sundhedspersoner, hvilke sundhedsfaglige vurderinger der er foretaget, og hvilken information der er givet til patienten, nærmeste pårørende m.fl. Det skal også i nødvendigt omfang journalføres, hvilke oplysninger der er videregivet til andre sundhedspersoner
.
Hvis der afstås fra genoplivning på baggrund af et behandlings- eller livstestamente eller et registreret fravalg af genoplivningsforsøg, skal dette journalføres.
Vurderes et registreret fravalg ugyldigt, skal sundhedspersonens vurdering af fravalgets ugyldighed og orienteringen af Styrelsen for Patientsikkerhed journalføres.
Når øvrige sundhedspersoner konstaterer, at patienten er afgået ved døden, skal journalen som minimum indeholde dødstidspunktet og omstændighederne for konstatering af dødens indtræden samt orientering af den relevante læge, når døden konstateres som anført under undtagelse 1.
7.
Begreber
a) Habil patient: En patient anses for habil, når denne har evnen til at forstå information og kan overskue konsekvenserne af sin beslutning på baggrund af informationen, dvs. at patienten er i stand til at varetage sine helbredsforhold.
Den habile patient kan udøve sin selvbestemmelsesret og kan derved give samtykke til behandling m.v.
b) Varigt inhabil patient: En patient anses for varigt inhabil, når denne varigt mangler evnen til at give informeret samtykke.
Det afgørende er, om patienten kan forholde sig fornuftsmæssigt til behandlingsforslag m.v.
c) Informeret samtykke: Ingen behandling må som udgangspunkt indledes uden patientens informerede samtykke.
Ved informeret samtykke forstås et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information.
Patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger.
d) Uafvendeligt døende patient: En patient anses for uafvendeligt døende, når døden efter et lægeligt skøn med stor sandsynlighed forventes at indtræde inden for dage til uger trods anvendelse af behandlingsmuligheder, der er mulige ud fra den tilgængelige viden om grundsygdommen og dens eventuelle følgetilstande.
e) Nærmeste pårørende: Ægtefælle/samlever og slægtninge i lige linje.
Fjernere slægtninge, søskende eller plejebørn kan efter omstændighederne også anses som nærmeste pårørende, navnlig i de tilfælde, hvor der ikke er en ægtefælle, samlever eller børn.
Familieforholdet er ikke altid det afgørende.
Også en person, som patienten er nært knyttet til, vil i det konkrete forhold kunne anses for nærmeste pårørende.
Patientens opfattelse af, hvem der er nærmeste pårørende, er af afgørende betydning.
Hvem, der er nærmeste pårørende, må afgøres i den konkrete situation.
f) Behandlings- og livstestamenter: Tilkendegivelser i et livstestamente kan gå ud på, a) at der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor patienten er uafvendeligt døende, og b) at der ikke ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har medført så svær invaliditet, at patienten varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt.
Beslutning om fravalg af a) er bindende, mens beslutning om fravalg af b) alene er vejledende for den behandlingsansvarlige læge.
I et behandlingstestamente kan man angive, at der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor a) patienten er uafvendeligt døende, b) sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har medført så svær invaliditet, at patienten varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt, og c) behandlingen kan føre til overlevelse, men de fysiske konsekvenser af sygdommen eller af behandlingen vurderes at være meget alvorlige og lidelsesfulde.
Patienten kan gøre beslutning om fravalg af b) og c) betinget af, at nærmeste pårørende m.fl. accepterer det.
Alle tre fravalg er bindende for sundhedspersonerne, når testamentet er trådt i kraft.
Hvis tilkendegivelsen er gjort betinget af accept fra de nærmeste pårørende m.fl., er den først bindende, hvis de nærmeste pårørende m.fl. accepterer den.
g) Anden forhåndstilkendegivelse: Det er ifølge gældende ret ikke muligt at give en bindende forhåndstilkendegivelse om en fremtidig uvis eller hypotetisk situation, medmindre der er tale om en forhåndstilkendegivelse i form af et behandlings- eller livstestamente eller et registreret fravalg af genoplivningsforsøg for borgere over 60 år.
h) Behandlingsansvarlig læge: Med behandlingsansvarlig læge forstås i denne vejledning patientens praktiserende læge eller en sygehuslæge, hvis vedkommende aktuelt har patienten i behandling.
Dette gælder dog ikke ved en akut lægelig vurdering, hvor fx en vagtlæge ud fra de konkrete omstændigheder er behandlingsansvarlig læge og nærmere til at foretage vurderingen af, om der skal ske genoplivningsforsøg.
i) Øvrige sundhedspersoner: Når der i vejledningen angives ”øvrige sundhedspersoner”, dækker det både ansatte og frivilligt personale, hvis disse er autoriserede sundhedspersoner.
Det omfatter også ikke-autoriseret personale, som giver behandling under en autoriseret sundhedspersons ansvar
, fx pædagoger, der administrerer medicin på bosteder.
8.
Ikrafttrædelse m.v.
Denne vejledning har virkning fra 15. januar 2025, hvor vejledning nr. 9934 af 29. oktober 2019 om genoplivning og fravalg af genoplivningsforsøg samtidig bortfalder.
1)
Se pkt. 7, litra h, for uddybning af begrebet ”behandlingsansvarlig læge”
2)
Se pkt. 7, litra i, for uddybning af begrebet ”øvrige sundhedspersoner”
3)
Autorisationsloven § 17
4)
Se vejledning nr. 9808 af 13. december 2013 om identifikation af patienter og anden sikring mod forvekslinger i sundhedsvæsenet.
a)
om der er et registreret fravalg af genoplivningsforsøg over 60 år (undtagelse 5).
b)
med kontaktet læge, om det vurderes udsigtsløst at fortsætte genoplivningsforsøget (undtagelse 2).
c)
om der er andre aktuelle, forudgående fravalg af genoplivningsforsøg i journalen (undtagelse 3 og 4).
d)
om der er et behandlings- eller livstestamente, der er trådt i kraft (undtagelse 6).
a)
om der er et registreret fravalg af genoplivningsforsøg over 60 år (undtagelse 5).
b)
med kontaktet læge, om det vurderes udsigtsløst at fortsætte genoplivningsforsøget (undtagelse 2).
c)
om der er andre aktuelle, forudgående fravalg af genoplivningsforsøg i journalen (undtagelse 3 og 4).
d)
om der er et behandlings- eller livstestamente, der er trådt i kraft (undtagelse 6).
5)
Vejledning nr. 10101 af 19. december 2006 om ligsyn, indberetning af dødsfald til politiet og dødsattester m.v.
6)
Se pkt. 7, litra d, for uddybning af begrebet ”uafvendeligt døende patient”
7)
Se pkt. 7, litra e, for uddybning af begrebet ”nærmeste pårørende”
8)
Læs nærmere i Justitsministeriets vejledning om fremtidsfuldmagter af 23. september 2020.
9)
Se pkt. 7, litra b, for uddybning af begrebet ”varigt inhabil patient”
10)
I lovgivningen anvendes i nogle tilfælde begreberne ’aktuel behandlingsstiuation’ eller ’aktuelle behandlingsforløb’ i stedet for ’aktuel sygdomssituation’.
Disse formuleringer er dog synonymer for den samme situation.
11)
Se pkt. 7, litra a, for uddybning af begrebet ”habil patient”
12)
Inden for den aktuelle sygdomssituation kan det i nogle tilfælde være så klart forventet, at sygdommen vil tage en bestemt udvikling, at der er tale om en ”forudsigelig situation” i modsætning til en uvis eller hypotetisk situation.
Hvis det er forudsigeligt, at patienten vil få hjertestop som led i den aktuelle sygdomssituation, kan patienten i situationen, og mens patienten fortsat er habil, fravælge genoplivningsforsøg ved hjertestop med henblik på at det skal gælde, hvis patienten bliver bevidstløs eller varigt inhabil inden for den aktuelle sygdomssituation.
13)
Sundhedslovens § 25 a
14)
Det har været muligt at oprette et behandlingstestamente fra 1. januar 2019.
Livstestamenter kunne oprettes indtil 1. januar 2019.
Livstestamenter oprettet inden 1. januar 2019 er fortsat gældende, medmindre patienten har tilbagekaldt det.
Se pkt. 7, litra f, for uddybning af begrebet ”behandlings- og livstestamenter”
15)
Se sundhedslovens § 26 og pkt. 7, litra f, for uddybning af begrebet ”behandlings- og livstestamenter”
16)
Jf. bekendtgørelse nr. 854 af 22. juni 2018 om livstestamenter, § 4, og bekendtgørelse nr. 1345 af 16. november 2018 om behandlingstestamenter, § 5.
17)
Vejledning nr. 9001 af 20. november 2000 om udfærdigelse af instrukser
18)
Se nærmere i lovbekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, bekendtgørelse nr. 713 af 12. juni 2024 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.) og vejledning nr. 9473 af 25. juni 2024 om sygeplejefaglig journalføring (Til personale der varetager sygeplejefaglige opgaver).
19)
Ved ”sundhedspersoner” forstås personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar, jf. sundhedslovens § 6, stk. 1.