Cirkulæreskrivelse om frit lejde vedrørende våben mv. (Til politi og anklagemyndighed)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om frit lejde vedrørende våben mv.
(Til politi og anklagemyndighed)
Justitsministeriet bestemmer herved efter forhandling med politiet og anklagemyndigheden, at der ikke skal rejses tiltale mod personer, der i perioden fra den 1. november 2024 til og med den 30. november 2024 frivilligt afleverer ulovlige våben, herunder ulovlige knive, våbendele, ulovlig ammunition samt eksplosivstoffer, for så vidt angår de pågældendes erhvervelse og besiddelse af de afleverede genstande.
Afleveringen skal ske til politiet på en af de lokaliteter, der af politiet er meddelt offentligheden.
Afleveringen skal kunne ske helt anonymt.
De pågældende må således ikke udspørges om deres identitet.
Fremsætter de selv ønske om en kvittering for det afleverede, bør en sådan dog udstedes.
Rigspolitichefen udsteder nærmere retningslinjer vedrørende den praktiske tilrettelæggelse af aktionen.