Cirkulære om aftale om tillæg for rådighedsvagtforpligtelse for statsobducenter og vicestatsobducenter med tjeneste ved visse retsmedicinske institutter
Statutory Text (4 Articles)
Cirkulære om aftale om tillæg for rådighedsvagtforpligtelse for statsobducenter og vicestatsobducenter med tjeneste ved visse retsmedicinske institutter
Generelle bemærkninger
Cirkulæret ikrafttræden
Dette cirkulære træder i kraft den 12. juni 2024 og har virkning fra den 1. april 2021.
1.
Uddannelses- og Forskningsministeriet har efter delegation fra Finansministeriet af 13. maj 2024 indgået aftale med Foreningen af Speciallæger om tillæg for rådighedsvagtforpligtelse for statsobducenter og vicestatsobducenter med tjeneste ved visse retsmedicinske institutter den 27. maj 2024.
2.
Aftalen er indgået i medfør af tjenestemandslovens § 45, stk. 2, og er tillige et protokollat til akademikeroverenskomsten.
3.
Aftalen implementerer akademikerforligets pkt. V.
8 fra overenskomstforhandlinger i 2021 om pension af rådighedsvagttillægget til stats- og vicestatsobducenter ved Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.
Bilag 1
Aftale om tillæg for rådighedsvagtforpligtelse for statsobducenter og vicestatsobducenter med tjeneste ved visse retsmedicinske institutter
§ 1.
Aftalen gælder for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte samt for ansatte omfattet af overenskomst for akademikere i staten indgået af Finansministeriet og Akademikerne, der er ansat som statsobducenter og vicestatsobducenter med tjeneste ved visse retsmedicinske institutter.
§ 2.
Til 3 stillinger som professor ved henholdsvis Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet knyttes et særligt tillæg på kr. 317.732,00 kr. årligt (grundbeløb 1. marts 2012) på grundlag af den til stillingerne knyttede rådighedsvagtforpligtelse.
Tillægget er pensionsgivende.
Pensionsbidraget følger pensionsprocenten i overenskomst for Akademikere i staten.
Stk. 2.
Tillægget ydes, så længe indehaverne som led i professorstillingerne varetager funktioner som statsobducenter ved universiteternes retsmedicinske institutter, herunder forestår og leder undersøgelser af retsmedicinsk og social karakter samt påtager sig den i den forbindelse hermed nødvendige forpligtigelse til at stå til rådighed for justitsvæsenet.
Statsobducenten er forpligtet til sammen med vicestatsobducenterne ved henholdsvis Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet at deltage i rådighedsvagt, således at enten statsobducenten eller vicestatsobducenten kan tilkaldes til retsmedicinske undersøgelser døgnet rundt.
§ 3.
Til stillingerne som vicestatsobducent ved henholdsvis Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet knyttes et særligt tillæg på 208.215,00 kr. årligt (grundbeløb 1. marts 2012) på grundlag af den til stillingerne knyttede rådighedsvagtforpligtelse.
Tillægget er pensionsgivende.
Pensionsbidraget følger pensionsprocenten i overenskomst for Akademikere i staten.
Stk. 2.
Tillægget ydes på grundlag af de til stillinger knyttede særlige funktioner af retsmedicinsk og social karakter for justitsvæsenet, herunder eventuel souscheffunktion i forbindelse med statsobducenturvirksomhed, samt på grundlag af den hermed forbudne rådighedsforpligtelse.
Vicestatsobducenten er forpligtet sammen med statsobducenten ved henholdsvis Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet at deltage i rådighedsvagt, således at enten statsobducenten eller vicestatsobducenten kan tilkaldes til retsmedicinske undersøgelser døgnet rundt.
§ 4.
Denne aftale har virkning fra 1. april 2021 og kan af hver af parterne opsiges skriftligt med 3 måneders varsel til en 31. marts, dog tidligst 31. marts 2026.
Stk. 2.
Samtidig ophæves
Aftale af 22. maj 2000 mellem Forskningsministeriet og Foreningen af Speciallæger om forhøjelse af tillæg til statsobducenter og vicestatsobducenter med tjeneste ved de retsmedicinske institutter ved Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.
Tillæg fra 2007 til aftale om forhøjelse af tillæg til statsobducenter og vicestatsobducenter med tjeneste ved de retsmedicinske institutter ved Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.
Aftale af 27. februar 2009 om honorering ved Retsmedicinske institutter, afsnit om tillæg til statsobducenter og vicestatsobducenter.
København, den 27. maj 2024
Foreningen af Speciallæger
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Niels Ringgaard
Sara Thomsen