Skrivelse om ændring af vejledning om beregning af dagpengesatsen
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om ændring af vejledning om beregning af dagpengesatsen
I vejledning nr. 10005 af 28. november 2023 om beregning af dagpengesatsen foretages følgende ændringer
1.
I Til § 3, Til nr. 7, ændres »§ 90, nr. 11« til: »§ 90, nr. 12«.
2.
»Til § 17« affattes således
» Til stk. 1
Dagpengesatsen kan under visse betingelser udbetales med et højere beløb end dagpengenes maksimale beløb - det såkaldte beskæftigelsestillæg.
Beskæftigelsestillægget betyder, at medlemmet kan få udbetalt dagpenge med en sats, der svarer til op til 118,86 pct. af dagpengenes højeste beløb, jf. lovens §§ 47 og 70.
Der kan dog aldrig udbetales mere end 90 pct. af medlemmets beregningsgrundlag.
Beskæftigelsestillægget udbetales i op til 481 timer til et fuldtidsforsikret medlem og op til 390 timer til et deltidsforsikret medlem.
Et medlem skal, ud over at opfylde betingelserne i bekendtgørelsens § 17, stk. 2, som udgangspunkt indplaceres eller genindplaceres i en dagpengeperiode for at få ret til beskæftigelsestillæg, jf. § 17, stk. 1.
Det følger dog af § 17, stk. 3, at et medlem, der opfylder betingelserne i § 17, stk. 2, og har første sygedag på første ledighedsdag og ikke er indplaceret, kan få udbetalt dagpenge under sygdom med beskæftigelsestillæg.
Se i øvrigt vejledningen til § 17, stk. 3.
Dagpengesatsen på de 118,86 pct. beregnes efter de almindelige regler for beregning af dagpengesatsen.
Det betyder bl.a., at indtægt, der er indberettet forud for medlemmets ledigmeldelse i den måned, hvor medlemmet er indplaceret fra den 1. i, kan medregnes til beregningen af beskæftigelsestillægget.
Et fuldtidsforsikret medlem, der opfylder betingelserne for ret til beskæftigelsestillægget, vil i 2024 kunne modtage op til 24.199 kr. (afrundet) i dagpenge og et deltidsforsikret medlem op til 16.133 kr. (afrundet) pr. måned.
For at kunne opnå ret til dagpenge med den højere sats er det en betingelse, at medlemmet inden for de seneste mindst 4 år forud for indplaceringen i en dagpengeperiode har været uafbrudt medlem af en a-kasse.
Medlemmet kan sammenlægge alle medlemsperioder, bare de kommer lige efter hinanden.
Det betyder, at et medlem kan sammenlægge medlemsperioder, selv om medlemmet er blevet genoptaget som nyt medlem efter svigslettelse.
Det er afgørende, at der tidsmæssigt ikke er huller i medlemsskabsperioden.
Hvis medlemmet derimod slettes som følge af kontingentrestance, vil der være et hul i medlemsperioden, fordi slettelsen sker med virkning fra det tidspunkt, hvor den sidste indbetaling af medlemsbidrag er sket.
Perioder med medlemskab for selvstændige efter lovens § 53, stk. 20, 24 og 26, kan medregnes til kravet om uafbrudt medlemskab i mindst 4 år.
Forsikringsperioder fra et andet EØS-land, Schweiz, Færøerne og Storbritannien kan medregnes til at opfylde kravet om medlemsperiode i lovens § 53, stk. 1, jf. bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS, Færøerne og i det øvrige udland.
Reglerne i bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS, Færøerne og i det øvrige udland finder tilsvarende anvendelse, herunder reglerne om afbrydelser i forsikringen i op til 8 uger.
Hvis medlemmet efter en periode med beskæftigelsestillægget på et senere tidspunkt får ret til en ny periode med ret til dagpenge med beskæftigelsestillægget, vil perioden på 4 år med medlemskab blive opgjort uden, at der skal tages hensyn til, at hele eller dele af medlemskabsperioden har været anvendt til opfyldelsen af kravet om 4 års uafbrudt medlemskab for den første periode med beskæftigelsestillægget.
Til stk. 2
Det er bl.a. en betingelse for beskæftigelsestillægget, at medlemmet opfylder et indkomst- eller beskæftigelseskrav for ret til dagpenge.
Opgørelse af indkomstkravet og beskæftigelseskravet sker efter reglerne i bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge.
Dog med den undtagelse, at perioder, hvor et medlem har gennemført en uddannelse efter lovens § 54, jf. lovens § 53, stk. 3, nr. 4, og § 53, stk. 9, nr. 4, ikke kan medregnes.
Se mere herom i vejledningen til stk. 4.
Det betyder bl.a., at indkomst og løntimer, der er indberettet forud for medlemmets ledigmeldelse i den måned, hvor medlemmet er indplaceret fra den 1. i måneden, kan medregnes til at opfylde indkomst- og beskæftigelseskravet.
Det er således en betingelse for at få udbetalt dagpenge med satsen efter stk. 1 (beskæftigelsestillægget), at medlemmet inden for de seneste 3 år forud for indplaceringen, jf. lovens § 55, stk. 1, opfylder ét af følgende krav
1) Har fået indberettet en indkomst på mindst 526.464 kr. (2024) som fuldtidsforsikret medlem, eller mindst 350.976 kr. (2024) som deltidsforsikret medlem, hvis medlemmet er blevet indplaceret i en dagpengeperiode på baggrund af et indkomstkrav efter lovens § 53, stk. 2.
Der kan pr. måned højst medregnes 21.936 kr. (2024) for et fuldtidsforsikret medlem eller højst 14.624 kr. (2024) pr. måned for et deltidsforsikret medlem.
2) Har fået indberettet mindst 3.848 løntimer til indkomstregisteret som fuldtidsforsikret medlem eller 3.120 løntimer som deltidsforsikret medlem, hvis medlemmet er blevet indplaceret på baggrund af et beskæftigelseskrav efter lovens § 53, stk. 8, jf. stk. 13.
Ad nr. 1: Ved opgørelsen efter nr. 1 finder § 53, stk. 3, nr. 1-3, stk. 4, 6, 7, 15 og 17-18, i loven tilsvarende anvendelse.
Der henvises til bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskrav, for ret til dagpenge.
Ad nr. 2: Ved opgørelsen efter nr. 2 finder § 53, stk. 9, nr. 1-3, stk. 10, 12, 14-15 og 17-18, i loven tilsvarende anvendelse.
Der henvises til bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskrav, for ret til dagpenge.
Indkomst og løntimer forud for seneste indplacering i en dagpengeperiode, jf. lovens § 55, stk. 1, kan indgå i opgørelsen i lovens § 53, stk. 9, nr. 2, af beskæftigelseskravet til et beskæftigelsestillæg, medmindre beskæftigelsen tidligere har dannet grundlag for et beskæftigelsestillæg.
Vurderingen af, om et medlem har ret til et (evt.
nyt) beskæftigelsestillæg kan tidligst ske, når medlemmet skal indplaceres eller genindplaceres i en dagpengeperiode.
Beløbene er opgjort i 2024-niveau.
Månedsbeløbet svarer også til det maksimale beløb, der kan regnes med til at opfylde indkomstkravet.
Til stk. 3
Når et medlem modtager dagpenge under sygdom efter lovens § 62, stk. 3, er udgangspunktet, at medlemmet enten er indplaceret eller bliver indplaceret i en dagpengeperiode.
Medlemmet vil herefter have ret til beskæftigelsestillæg efter bekendtgørelsens § 17, stk. 1, hvis pågældende opfylder betingelserne i § 17, stk. 2.
Hvis medlemmet har første sygedag på første ledighedsdag, dvs. medlemmet først melder sig ledig og derefter – samme dag – melder sig syg, og medlemmet ikke er indplaceret før første sygedag, vil medlemmet dog ikke blive indplaceret i en dagpengeperiode.
Medlemmet har ret til dagpenge under sygdom efter lovens § 62, stk. 3, selvom medlemmet ikke er indplaceret, hvis pågældende i øvrigt opfylder kravene til at have ret til dagpenge under sygdom, og vil ikke forbruge af sin dagpengeperiode, jf. § 8, stk. 1, nr. 5, 2. pkt., i bekendtgørelse om dagpengeperioden med tilhørende vejledning.
Det følger af § 17, stk. 3, i bekendtgørelse om beregning af dagpengesatsen, at medlemmet har ret til beskæftigelsestillægget, hvis medlemmet opfylder betingelserne i § 17, stk. 2, selvom medlemmet ikke er indplaceret.
I så fald vil medlemmet forbruge af de maksimalt 481 timer med beskæftigelsestillæg, jf. § 17, stk. 3 og 5, også selvom pågældende ikke forbruger af sin dagpengeperiode, jf. § 8, stk. 1, nr. 5, 2. pkt., i bekendtgørelse om dagpengeperioden med tilhørende vejledning.
Hvis pågældende har ret til dagpenge under sygdom, jf. lovens § 62, stk. 3, og ikke har ret til beskæftigelsestillægget, vil medlemmet få udbetalt dagpengene under sygdom med en sats, der beregnes efter de øvrige regler om beregning af dagpengesatsen, herunder den højeste dagpengesats pr. måned, jf. lovens §§ 47 og 70.
Til stk. 4
Beskæftigelsestillægget ydes for en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det er derfor ikke muligt at opfylde indkomst- og beskæftigelseskravet for retten til den højere sats på grundlag af uddannelse, jf. lovens § 54.
Til stk. 5
Et fuldtidsforsikret medlem kan få udbetalt dagpenge med beskæftigelsestillægget efter § 17, stk. 1 eller 3, i op til 481 timer.
Beløbet efter stk. 1 eller 3, bliver afrundet til nærmeste hele kronebeløb og vil blive udbetalt til et fuldtidsforsikret medlem i op til 481 timer efter indplaceringen i en dagpengeperiode og for de første op til 390 timer til et deltidsforsikret medlem.
Det beregnede dagpengebeløb bliver afrundet efter de almindelige afrundingsregler.
Det betyder, at dagpenge med beskæftigelsestillægget bliver udbetalt for de første op til 481 timer efter indplaceringen i en dagpengeperiode og for et deltidsforsikret medlem 390 timer.
Det betyder yderligere, at dagpenge under sygdom med beskæftigelsestillægget, der udbetales uden medlemmet er indplaceret i en dagpengeperiode, jf. § 17, stk. 3, forbruger af de op til 481 timer for fuldtidsforsikrede og 390 timer for deltidsforsikrede, hvor beskæftigelsestillægget kan udbetales.
Det betyder yderligere, at et medlem ved overgang fra dagpenge med beskæftigelsestillæg til dagpenge med 100 pct.-satsen, skal have udbetalt dagpenge i en given måned med 2 forskellige satser.
Se vejledningen til § 2, stk. 3, om udbetaling af dagpenge i måneder med to forskellige satser.
Til stk. 6
Opgørelsen af de 481/390 timer med beskæftigelsestillæg sker som udgangspunkt efter reglerne om forbrug af ydelsesperioden i bekendtgørelse om dagpengeperioden.
I opgørelsen medregnes dog ikke følgende perioder
1) Perioder, hvor et medlem har fået udbetalt dagpenge fra et andet EØS-land.
2) Perioder, hvor et medlem har fået udbetalt feriedagpenge.
3) Perioder, hvor medlemmet under ledighed modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge.
Udbetaling af feriedagpenge efter lovens § 75 h indgår ikke i opgørelsen af forbruget af beskæftigelsestillægget, da feriedagpengene bliver udbetalt med medlemmets individuelle dagpengesats, som vil være mindre end dagpenge, der vil blive udbetalt med beskæftigelsestillægget.
Et medlem kan få udbetalt dagpenge med beskæftigelsestillægget i 481/390 timer uanset, om medlemmet får udbetalt feriedagpenge i en periode, eller har fået udbetalt feriedagpenge forud for indplaceringen.
De første 14 dages sygdom med arbejdsløshedsdagpenge, hvor medlemmet modtager dagpenge med beskæftigelsestillægget, forbruger af perioden på de 481 timer, også når medlemmet modtager dagpenge med beskæftigelsestillægget uden at være indplaceret i en dagpengeperiode, dvs., uden at forbruge af sin dagpengeperiode, se i øvrigt vejledningen til § 17, stk. 3, om dette.
Efterfølgende perioder på op til 4 uger med sygedagpenge forbruger dog ikke af perioden med ret til dagpenge med beskæftigelsestillægget.
Et medlem, der vender tilbage fra sygedagpenge til dagpengesystemet, kan få genoptaget udbetalingen af dagpenge med beskæftigelsestillægget med det forbrug, som var gældende på tidspunktet for overgangen til sygedagpenge.
Én times forbrug af dagpenge inden for de første 481 timer vil således medføre forbrug med én time af retten til dagpenge med beskæftigelsestillægget.
Til stk. 7
Timer med beskæftigelsestillæg kan inden for en periode på 3 år fra indplaceringen, overføres til en efterfølgende periode med ret til dagpenge, hvis timerne med beskæftigelsestillæg ikke er blevet udbetalt i indeværende dagpengeperiode.
Tilsvarende kan beskæftigelsestillæg efter stk. 3, der ikke er udbetalt, overføres til en efterfølgende periode med ret til dagpenge inden for 3 år fra udbetaling af beskæftigelsestillæg efter stk. 3.
Det betyder, at det vil være timer med ret til beskæftigelsestillægget, der vil blive overført.
Retten til dagpenge med en højere sats vil imidlertid ikke blive overført.
Det skyldes, at der efter de almindelige regler om beregning af dagpengesatsen kun kan ske genberegning af dagpengesatsen i forbindelse med en genindplacering i dagpengeperioden.
Beskæftigelsestillægget kan udbetales med op til 118,86 pct. af dagpengenes højeste beløb, jf. lovens §§ 47 og 70, dog højst 90 pct. af beregningsgrundlaget.
Den overførte ret til timer med beskæftigelsestillægget kan dermed både være højere eller lavere end beskæftigelsestillægget i den dagpengeperiode, hvor beskæftigelsestillægget blev tildelt.
Retten til at overføre timer bortfalder, hvis medlemmet genindplaceres i en dagpengeperiode og i den forbindelse opfylder betingelserne for et nyt beskæftigelsestillæg.
Det er således ikke muligt at opspare timer med ret til beskæftigelsestillæg, hvis man ved indplaceringen i en ny dagpengeperiode opfylder betingelserne for tildeling af et nyt beskæftigelsestillæg.
Retten til at få overført ikke udbetalte timer med beskæftigelsestillægget bortfalder, hvis medlemmet melder sig ud af a-kassen og ikke umiddelbart i forlængelse heraf bliver optaget eller overflyttet til en ny a-kasse.
Det vil således ikke være muligt at overføre et vist antal timer med ret til beskæftigelsestillæg mellem 2 medlemsskabsperioder, der er opdelt af en periode uden medlemskab af en a-kasse.
Til stk. 8 og 9
Perioden på 3 år, hvor beskæftigelsestillægget kan overføres til en ny dagpengeperiode, kan forlænges, hvis der forekommer følgende forhold
1) Sammenhængende perioder ud over 4 uger, hvor medlemmet modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge,
2) perioder, hvor medlemmet modtager dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel,
3) perioder med støtte efter barnets lov til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, jf. lov om social service og barnets lov.
Ved opgørelsen finder principperne i § 9 i bekendtgørelse om dagpengeperioden anvendelse.
Det betyder, at referenceperioden opgøres i hele måneder.
Forlængelse af referenceperioden sker i hele måneder, og det samlede antal timer, som kan forlænge referenceperioden, omregnes til måneder, ved at timerne deles med 160,33.
Der rundes op til nærmeste antal hele måneder.
Uger med støtte efter lov om social service og barnets lov, jf. § 17, stk. 7, nr. 3, indgår i beregningen med 37 timer pr. uge.
Det bemærkes i øvrigt, at forlængelsen af referenceperioden for beskæftigelsestillægget på 3 år følger reglerne i lovens § 55, stk. 5.«
3.
I Til § 19 ændres »§ 17, stk. 4« til: »§ 17, stk. 5«.