Vejledning om Nationalt tilskud til uforudsete udgifter til projektændringer der opstår under anlægsarbejder i forbindelse med gennemførelse af vandløbsrestaurering
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om Nationalt tilskud til uforudsete udgifter til projektændringer der opstår under anlægsarbejder i forbindelse med gennemførelse af vandløbsrestaurering
I perioden fra 2022 til og med 2027 kan kommuner søge om tilskud til uforudsete udgifter, der pga.
uventede jordbundsforhold under den fysiske gennemførelse af anlægsarbejdet, medfører ændring af et projekteret vandløbsforløb eller okkerrensningsanlæg.
Ordningen har bevillingsmæssig hjemmel i finansloven § 23.22.02.60 og afgørelser træffes med hjemmel i tekstanmærkning 106 i finanslov 2024.
Hvilke uforudsete udgifter kan der søges tilskud til?
Der kan søges om tilskud til uforudsete udgifter til ændring af et projekteret vandløbsforløb eller okkerrensningsanlæg, der skyldes jordbundsforhold, der opstår under den fysiske gennemførelse af et anlægsarbejde i forbindelse med igangværende vandløbsprojekter, der har fået tilsagn til gennemførelse under vandplanerne 2009-2015 og projekter, der er omfattet af følgende indsatsbekendtgørelser
• Bekendtgørelse nr. 794 af 24. juni 2016
• Bekendtgørelse nr. 1521 af 15. december 2017
• Bekendtgørelse nr. 449 af 11. april 2019
• Bekendtgørelse nr. 797 af 13. juni 2023
Hvem kan søge?
Det er alene kommuner der kan søge om tilskud efter denne tilskudsordning.
Hvordan søges tilskuddet?
Der skal anvendes et ansøgningsskema, som findes på www.vandprojekter.dk.
Ansøgningsskemaet udfyldes og sendes til vandprojekter@mst.dk.
Kommunen modtager afgørelse (tilsagn eller afslag) fra Miljøstyrelsen.
Kriterier for tilskud til uforudsete udgifter
Følgende kriterier skal være opfyldt for at opnå tilskud
1.
Den uforudsete udgift skal vedrøre
a) igangværende projekter, der har fået tilsagn til gennemførelse under vandplanerne 2009-2015 (VP1) eller,
b) igangværende projekter, der har fået tilsagn om tilskud til gennemførelse efter indsatsbekendtgørelse nr. 794 af 24. juni 2016, indsatsbekendtgørelse nr. 1521 af 15. december 2017, indsatsbekendtgørelse nr. 449 af 11. april 2019 (VP2) eller indsatsbekendtgørelse nr. 797 af 13. juni 2023 (VP3).
2.
Der skal være tale om en fysisk projektændring af det projekterede vandløbsforløb eller okkerrensningsanlæg
Den uforudsete udgift skal være opstået som følge af uhensigtsmæssige jordbundsforhold, der har medført behov for fysiske ændringer af det projekterede vandløbsforløb eller okkerrensningsanlæg.
Der kan således ikke gives tilskud til andre former for projektændringer, som har medført uforudsete udgifter.
3.
Jordbundsforholdene har ikke måtte kunne forudses i forundersøgelsen eller i detailprojekteringen
Der kan alene gives tilskud til udgifter, som skyldes uhensigtsmæssige jordbundsforhold, som ikke ville kunne have været forudset i en forundersøgelse eller detailprojektering.
Der skal således indsendes en begrundelse for, at de uhensigtsmæssige jordbundsforhold ikke har kunne forudses i forundersøgelsen eller i detailprojekteringen.
4.
Det ansøgte beløb skal være dokumenteret
Der skal indsendes et budget, som dokumenterer den uforudsete udgift.
Prioritering
Ansøgning om tilskud til uforudsete udgifter kan indsendes løbende og vil blive behandlet i den rækkefølge, de modtages.
Hvis der opstår en situation, hvor der foreligger flere ansøgninger, end der er afsat midler til, vil ansøgningerne blive prioriteret efter modtaget rækkefølge.
Hvad kan der søges tilskud til?
Der kan alene søges tilskud til uforudsete udgifter til projektændringer, der skyldes uhensigtsmæssige jordbundsforhold og som opstår under den fysiske gennemførelse af en igangværende vandløbsrestaurering, og som ikke inden for rimeligheden har kunnet forudses i forundersøgelsen eller i projekteringsfasen.
Projektændringerne skal bestå i en fysisk ændring af det projekterede vandløbsforløb eller okkerrensningsanlæg.
For indsatser, hvor der graves nye vandløbsforløb eller graves okkerrensningsanlæg, skal der i forbindelse med udarbejdelse af forundersøgelse og detailprojekt altid foretages en vurdering af jordbundsforholdene på baggrund af jordartskort.
Afhængig af hvor store variationer jordartskortet viser, vil der være behov for at udtage en række jordbundsprøver, med henblik på at vurdere jordbundens egnethed for gravning af nyt vandløbsprofil mv. Hvis der er mistanke om, at der kan være strækninger med forurenet jord, herunder byggeaffald, skal der også tage jordbundsprøver.
Hvis ovenstående forhold er vurderet og dokumenteret, og der under anlægs- og gravearbejdet mod forventning alligevel fremkommer områder med uhensigtsmæssige jordbundsforhold, som vil medføre en uforudset udgift til ændring af det projekterede vandløbsforløb, som ikke kan finansieres inden for det budget, der er afsat via Fiskeristyrelsens eller Miljøstyrelsens tilsagn til projektets gennemførelse, vil der kunne søges om tilskud til de uforudsete udgifter efter denne ordning.
Der kan ikke søges om tilskud til udgifter for uforudsete skader, der opstår eller konstateres efter projektets gennemførelse.
Der kan ikke søges om tilskud til udgifter, der allerede er udbetalt af kommunen.
Tilskudsprocent
Som udgangspunkt dækkes 100 % af det ansøgte beløb.
Afgørelse vedr.
tilskud
Miljøstyrelsen træffer afgørelse om tilsagn eller afslag vedr.
ansøgninger om tilskud til uforudsete udgifter.
Der kan klages over Miljøstyrelsens afgørelse.
En eventuel klage sendes til Miljøministeriet - mim@mim.dk
Udbetaling af tilskud
Tilskuddet til uforudsete udgifter udbetales, når kommunen har gennemført vandløbsrestaureringen, og når beløbet er udbetalt.
Der kan kun udbetales tilskud i overensstemmelse med tilsagnet.
Der kan ikke udbetales acontobeløb, og der kan ikke ske rateudbetaling.
Udbetaling sker på baggrund af dokumentation for kommunens udbetaling af udgifter til den uforudsete ændring af projektet til entreprenør, rådgiver mv. Anmodning om udbetaling med tilhørende dokumentation indsendes til Miljøstyrelsen – vandprojekter@mst.dk