Cirkulæreskrivelse om regulering for 2024 af gebyr for sundhedskort og det særlige sundhedskort efter sundhedsloven (Til Styrelsen for Patientsikkerhed, Udbetaling Danmark, kommunalbestyrelser og regionsråd)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om regulering for 2024 af gebyr for sundhedskort og det særlige sundhedskort efter sundhedsloven
(Til Styrelsen for Patientsikkerhed, Udbetaling Danmark, kommunalbestyrelser og regionsråd)
I medfør af § 12, stk. 7, og § 12 a, stk. 7, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1011 af 17. juni 2023, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren regler om opkrævning af gebyr for sundhedskort og det særlige sundhedskort.
Regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 1016 af 25. maj 2021 om valgfri indplacering i sikringsgrupper og udstedelse af sundhedskort m.v. og i bekendtgørelse nr. 278 af 20. marts 2017 om Udbetaling Danmarks afgørelser om lovvalg, udstedelse af EU-sygesikringskort, særlige sundhedskort m.v.
Det fremgår af § 12, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1016 af 25. maj 2021 om valgfri indplacering i sikringsgrupper og udstedelse af sundhedskort m.v., at gebyret for sundhedskort reguleres én gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Det regulerede beløb afrundes til det nærmeste med 5 delelige kronebeløb.
Af § 11 i bekendtgørelse nr. 278 af 20. marts 2017 om Udbetaling Danmarks afgørelser om lovvalg, udstedelse af EU-sygesikringskort, særlige sundhedskort m.v., fremgår, at gebyr for det særlige sundhedskort opkræves efter de samme regler og satser som sundhedskortet.
Beløb for 2024
For 2024 er satsreguleringsprocenten fastsat til 3,2 pct., jf. bekendtgørelse nr. 1101 af 21. august 2023 om satsreguleringsprocenten, tilpasningsprocenten og satstilpasningsprocenten for finansåret 2024.
Under henvisning hertil skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet hermed meddele, at gebyret for udstedelse af sundhedskort efter § 12, stk. 7, og § 58 i sundhedsloven samt gebyr for udstedelse af det særlige sundhedskort efter § 12 a, stk. 7, i sundhedsloven udgør 225 kr. for 2024.
Ikrafttrædelse
Cirkulæreskrivelsen træder i kraft den 1. januar 2024.
Cirkulæreskrivelse nr. 10317 af 13. december 2022 om regulering for 2023 af gebyr for sundhedskort og det særlige sundhedskort efter sundhedsloven ophæves den 1. januar 2024.