Legislator Case Law & Legislation
C20230958409 DK

Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Krypteret kommunikation fra særlige tjenester

7 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (7)

Statutory Text (7 Articles)

CIR1H#LOKDOK11 2023 9584 Historic

Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Krypteret kommunikation fra særlige tjenester

CIR1H#LOKDOK11 2023 9584 Historic

1.

Overblik

Politiet – både i Danmark og internationalt – oplever, at personer i kriminelle miljøer i stigende grad benytter krypteret kommunikation ved brug af særlige tjenester som eksempelvis EncroChat og SKY ECC til kommunikation om alvorlig kriminalitet.

Kommunikationstjenesterne er kendetegnet ved at have indbygget en lang række tekniske modforanstaltninger, som er designet til at skjule brugernes kommunikation.

Samtidig bliver tjenesterne stillet til rådighed af udbydere, som typisk ikke er samarbejdsvillige i forhold til retshåndhævende myndigheder.

De retshåndhævende myndigheder har derfor vanskeligt ved at få adgang til data fra kommunikationstjenesterne.

Andre landes retshåndhævende myndigheder har dog i enkelte tilfælde skaffet sig adgang til indholdet af krypterede kommunikationstjenester.

Derved har myndighederne fået adgang til meget store mængder data fra kommunikationstjenesterne.

Disse data har myndighederne givet andre landes retshåndhævende myndigheder indblik i gennem det internationale politisamarbejde.

De krypterede kommunikationstjenester, som dette meddelelesafsnit vedrører, skal ikke forveksles med mere udbredte krypterede kommunikationsapplikationer som f.eks. iMessage, Telegram, Signal, WhatsApp m.fl. Disse applikationer vil typisk kunne installeres af alle på en almindelig smartphone, mens f.eks. EncroChat og SKY ECC kræver særligt tilvirkede telefoner.

Kommunikationsplatformene EncroChat og SKY ECC adskiller sig bl.a. fra de øvrige nævnte applikationer, idet EncroChat og SKY ECC efter politiets vurdering primært anvendes af organiserede kriminelle netværk.

EncroChat

EncroChat var en ”end-to-end” krypteret kommunikationstjeneste, som var installeret på særligt tilvirkede mobiltelefoner.

I forbindelse med et samarbejde mellem fransk og hollandsk politi og Europol lykkedes det de franske myndigheder at omgå krypteringen i marts 2020.

I den anledning fik myndighederne adgang til mere end 120.000.000 datatransaktioner på netværket.

EncroChat blev anvendt i perioden fra 2015 til juni 2020, hvor det blev kendt i de organiserede kriminelle miljøer, at netværket var kompromitteret som følge af de franske myndigheders dekryptering.

EncroChat blev herefter lukket ned og anvendes ikke længere.

EncroChat-telefonerne blev ifølge Eurojust solgt for ca. 1.000 € stykket med et abonnement på 6 måneder for ca. 1.500 €.

Samtalefunktion, kamera og mikrofon var deaktiveret på telefonerne, og der var alene mulighed for at bruge telefonerne til at skrive beskeder og chatte samt til at sende billeder via EncroChats servere i Frankrig.

Der var installeret særligt hurtige slettefunktioner, så indholdet på telefonerne hurtigt kunne slettes, hvis brugeren f.eks. blev anholdt af politiet.

Efter dekrypteringen blev der konstrueret to databaser i henholdsvis Frankrig og Holland.

Dansk politi fik online adgang fra Danmark til at gennemse og eksportere data relateret til Danmark til efterretningsbrug via den franske database.

Det kunne efterfølgende konstateres, at en stor del af brugerne gik over til at benytte den krypterede platform SKY ECC.

SKY ECC

SKY ECC var en krypteret kommunikationstjeneste til at udveksle beskeder, der blev installeret på almindelige, men konfigurerede smartphones, typisk iPhones.

Der var kun få tilgængelige applikationer i en krypteret SKY ECC-telefon, og de almindeligt kendte applikationer var fjernet, ligesom det ikke var muligt at installere nye applikationer.

Det var ikke muligt at foretage almindelige taleopkald fra telefonen.

I 2016 indledte politimyndigheder fra Holland, Belgien og Frankrig en fælles efterforskning mod det canadiske selskab SKY ECC, idet politiet i Belgien mistænkte selskabet for at tilbyde krypterede kommunikationsløsninger til kriminelle.

Den 9. marts 2021 blev det offentligt kendt, at myndighederne i de førnævnte lande i et samarbejde med Europol havde aktioneret mod platformen, og at sikkerheden var blevet kompromitteret.

På det tidspunkt var der ca. 70.000 brugere af SKY ECC-platformen på verdensplan, og det blev samtidig betragtet som en af verdens mest anvendte krypterede kommunikationsplatforme.

I perioden fra 2019 til 2021 blev der indhentet kommunikationsdata fra platformen.

Efterretningsdata modtaget gennem internationalt politisamarbejde

Når internationale samarbejdspartnere udveksler oplysninger om strafbare forhold med Danmark, kan det pågældende land (”ejerlandet”) fastsætte betingelser for, hvordan de modtagne oplysninger må anvendes.

Det kan f.eks. være, at oplysningerne er begrænset til kun at måtte anvendes til efterretningsmæssig brug.

Politiet og anklagemyndigheden vil herefter være bundet af disse betingelser.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er nationalt kontaktpunkt for modtagelse af såkaldt efterretningsdata og har mulighed for at få stillet et samlet datasæt vedrørende profiler relateret til Danmark (landepakker) til rådighed.

Efterretningsdata indgår i politiets systematiske monitering af kriminelle grupper og netværk samt til vurdering af konkrete mistankegrundlag mod enkeltpersoner, grupper og netværk.

Se pkt. 2.

Teknisk bevis

Oplysningerne fra de krypterede kommunikationstjenester er et teknisk bevis.

Tekniske beviser vil altid indgå som ét blandt flere beviser i en straffesag, og betydningen af et bevis i form af oplysninger fra de krypterede kommunikationstjenester vil altid bero på en konkret vurdering af det enkelte bevis samt sagens samlede omstændigheder i øvrigt.

Det vil, i overensstemmelse med princippet om den fri bevisbedømmelse, i sidste ende være retten som afgør, hvilken bevismæssig vægt et bevis skal tillægges i den enkelte sag.

I forbindelse med behandlingen af en straffesag, hvor der indgår oplysninger fra en krypteret kommunikationstjeneste, skal anklageren særligt være opmærksom på følgende under efterforskningen, i forbindelse med tiltalerejsning samt under og efter hovedforhandlingen

Under efterforskning

I forbindelse med tiltalerejsning

Under hovedforhandlingen

Efter hovedforhandlingen

2.

Politiets efterforskning og sagsbehandling

Det er politimyndighederne i det eller de lande, som har sikret sig adgang til en krypteret kommunikationstjeneste, som ”ejer” de oplysninger, der er tilgængelige i kommunikationstjenesten.

”Ejerlandene” kan dog vælge at give politimyndigheder i andre lande indblik i oplysningerne med henblik på, at disse politimyndigheder selv kan vurdere, om kommunikationstjenesten indeholder oplysninger af betydning for det pågældende land;

en såkaldt efterretningsadgang.

Dette sker typisk via internationalt politisamarbejde.

Der er fastsat interne retningslinjer i politiet om håndtering af modtagne oplysninger fra krypterede kommunikationsplatforme.

Oplysninger fra krypterede kommunikationstjenester, som dansk politi indhenter fra internationale samarbejdspartnere, modtages i NSK, som herefter behandler det modtagne data, dels for at dette leveres overskueligt, ensartet og valideret, dels for at udfinde eventuelle indikatorer på visse kriminalitetsformer og dels for at fastlægge identiteten på de fysiske personer bag kommunikationstjenesternes profiler.

NSK kan på den baggrund enten sende data direkte til politikredsene eller udarbejde efterforskningsoplæg, der som udgangspunkt vil indgå i den almindelige samarbejdsmodel mellem NSK og politikredsene.

Når dansk politi indgår i et internationalt politisamarbejde vedrørende en krypteret kommunikationstjeneste, skal det besluttes, hvordan oplysninger fra kommunikationstjenesten skal visiteres og videreformidles til de relevante politikredse.

I den forbindelse skal det tillige afklares med ”ejerlandet”, under hvilke betingelser oplysningerne må anvendes i konkrete sager.

Visitationsmodellen skal godkendes af Rigspolitiet og den centrale anklagemyndighed, inden den tages i brug.

Hvis oplysninger fra en krypteret kommunikationstjeneste skal behandles fortroligt, fordi oplysningerne af ”ejerlandet” er begrænset til efterretningsmæssig brug, sørger politiet for, at baggrunden herfor er beskrevet.

Det skyldes, at behovet for fortrolighed skal anvendes til at vurdere, om der skal ske en foreløbig eller endelig undtagelse af oplysningerne efter retsplejelovens § 729 c.

Se nærmere herom i pkt. 3.1.

Herudover skal NSK udarbejde en dokumentpakke indeholdende en varedeklaration, et terminologiskema og et teknisk skema, som skal bilageres ind i sager med oplysninger, som stammer fra den krypterede kommunikationstjeneste.

Dokumentpakken skal godkendes af Rigspolitiet og den centrale anklagemyndighed, inden denne tages i brug.

Politiet skal endvidere udarbejde en kvalitetskontrolrapport til den konkrete sag.

Se nærmere herom i pkt. 3.3.

Politiets beslutning om at anvende oplysninger fra en krypteret kommunikationstjeneste i en efterforskning af en straffesag er som udgangspunkt ikke i sig selv et konkret efterforskningsskridt, som kan gøres til genstand for rettens legalitetskontrol efter retsplejelovens § 746, stk. 1, eller princippet heri.

Det følger af Højesterets kendelse af 27. september 2022 (trykt i UfR 2022.4878 H).

3.

Forberedelse

3.1.

Forsvarerens adgang til aktindsigt i oplysningerne efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3, og fravigelse af adgang efter retsplejelovens § 729 c

Hvis politiet til brug for en konkret sag har modtaget oplysninger, som stammer fra en krypteret kommunikationstjeneste, eller hvis politiet vil gøre brug af sådanne oplysninger i en konkret sag, er oplysningerne omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 3.

Oplysningerne skal derfor inddrages i sagen.

Det gælder også, selvom oplysningerne er begrænset til efterretningsmæssig brug af f.eks. ”ejerlandet”.

I sådanne tilfælde skal det overvejes, om der er grundlag for at undtage oplysningerne fra forsvarerens adgang til aktindsigt i medfør af retsplejelovens § 729 c.

Oplysninger, som ikke er modtaget til en konkret sag, men som ikke kan udelukkes at have betydning for en konkret sag, er ligeledes omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt, og skal derfor inddrages i den konkrete sag.

Det gælder også, selvom oplysningerne er begrænset til efterretningsmæssig brug.

3.2.

Retshjælpsanmodning om tilladelse til brug af oplysninger i en straffesag

Hvis der i en sag indgår oplysninger fra en krypteret kommunikationstjeneste, skal det med bistand fra politiet undersøges, om oplysningerne må fremlægges under en straffesag.

Hvis oplysningerne ikke må fremlægges under en straffesag, eksempelvis fordi de af ”ejerlandet” er begrænset til efterretningsmæssig brug, skal anklageren sende en retshjælpsanmodning til ”ejerlandet”, hvori der anmodes om tilladelse til at bruge oplysningerne i straffesagen.

Anklageren skal i den forbindelse være opmærksom på, om der gælder en særlig procedure for fremsendelsen af retshjælpsanmodninger i sager med oplysninger fra den pågældende kommunikationstjeneste.

Typisk vil denne procedure være meldt ud til embederne i forbindelse med, at NSK har indledt et internationalt samarbejde om en kommunikationstjeneste.

Hvis de oplysninger, som retshjælpsanmodningen vedrører, er undtaget efter retsplejelovens § 729 c, skal selve retshjælpsanmodningen også søges undtaget efter retsplejelovens § 729 c.

Det skyldes, at det er uvist, om ”ejerlandet” vil godkende anmodningen, og at det vil kompromittere fortroligheden i de bagvedliggende oplysninger, hvis retshjælpsanmodningen fremlægges, forinden en eventuel tilladelse fra ejerlandet kan opnås.

Når ”ejerlandet” giver tilladelse til at bruge oplysningerne i straffesagen, skal det altid sikres, at der er overensstemmelse mellem de oplysninger, som er foreløbigt undtaget efter retsplejelovens § 729 c, og de oplysninger, som udleveres til forsvarsadvokaten efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3.

Hvis der af ”ejerlandet” ikke er givet tilladelse til at bruge alle oplysningerne i straffesagen, skal det vurderes, om der er grundlag for at søge disse oplysninger endeligt undtaget fra aktindsigt i medfør af retsplejelovens § 729 c.

Se i øvrigt pkt. 3.1.

Hvis ”ejerlandet” undtagelsesvis ikke vil give tilladelse til, at oplysningerne fremlægges under straffesagen, skal sagen drøftes med den tilsynshavende statsadvokat.

3.3.

Teknisk beskrivelse af kommunikationstjenesten

Inden sagen indbringes for retten, skal anklageren sikre, at der er udarbejdet følgende dokumenter, som beskriver den krypterede kommunikationstjeneste, hvordan oplysningerne er sikret og eventuelle fejlkilder ved indhentning og konvertering af data

Varedeklarationen har til formål at sikre, at der er transparens for alle straffesagens aktører om tilvejebringelsen og behandlingen af data fra kommunikationstjenesten.

Varedeklarationen har derudover til formål at beskrive de eventuelle fejl og usikkerheder, som knytter sig til anvendelsen af oplysninger fra kommunikationstjenesten som bevis under straffesagen.

Der henvises i den forbindelse til varedeklaration for EncroChat (bilag 1) og varedeklaration for SKY ECC (bilag 2).

Terminologiskemaet beskriver visse tekniske begreber.

Den tekniske beskrivelse vedrører beskrivelse af den standardiserede databehandling af den pågældende platform og tilhørende kontroller.

Kvalitetskontrolrapporten dokumenterer, at politiet har udvist særlig opmærksomhed ved gennemgangen, kontrollen og brugen af data fra den krypterede kommunikationstjeneste, herunder i forhold til de potentielle fejlkilder og usikkerheder der kan være.

Rapporten angiver således, hvilke data der er indhentet i sagen, hvordan kvaliteten af data er kontrolleret, hvis der er usikkerheder og fejlkilder, som vurderes at være særligt relevante for den konkrete sag, og i bekræftende fald hvilke efterforskningsskridt der eventuelt er foretaget for at imødegå de pågældende usikkerheder mv.

Dokumenterne skal være bilageret ind i sagen, og skal under hovedforhandlingen dokumenteres i relevant omfang, inden der gøres brug af oplysninger fra den krypterede kommunikationstjeneste.

Se i den forbindelse pkt. 5.1.

3.4.

Det juridiske grundlag for ”ejerlandets” adgang til oplysningerne

Når de udenlandske myndigheders indsamling af oplysninger fra en krypteret tjeneste ikke sker som led i danske myndigheders efterforskning eller på foranledning af danske myndigheder, skal der ikke foretages en bedømmelse af indsamlingen efter den danske retsplejelovs regler om straffeprocessuelle indgreb.

Det følger af Højesterets afgørelse af 11. januar 2023 (trykt i UfR 2023.1368 H).

Derfor skal det kendelsesmateriale, som ligger til grund for ”ejerlandets” indhentning af oplysninger fra den kryptrede kommunikationstjeneste som altovervejende hovedregel ikke søges indhentet til brug for danske straffesager.

Det skyldes, at det er en forudsætning inden for gensidig retshjælp, at et efterforskningsskridt, som gennemføres i en fremmed stat, foretages i overensstemmelse med den fremmede stats love og regler.

Det vil være i strid med principperne i konventionsbestemt eller bilateralt aftalt gensidig retshjælp, hvis en anmodende stat foretager en juridisk prøvelse af lovligheden af det ønskede eller udførte efterforskningsskridt i udlandet.

Hertil kommer, at det som udgangspunkt reelt ikke vil være muligt for en national domstol at vurdere, om en fremmed stats myndigheder har overholdt lovgivningen i den fremmede stat.

Når der indledes et internationalt politisamarbejde om en krypteret kommunikationstjeneste, vil det land, som har sikret adgang til kommunikationstjenesten, dog typisk generelt tilkendegive, at adgangen er sket i overensstemmelse med det pågældende lands lovgivning.

Hvis en sådan tilkendegivelse foreligger, kan den eller selve oplysningen herom bilageres ind i sagen og skal dokumenteres under hovedforhandlingen i relevant omfang.

3.4.1.

Særlige omstændigheder for så vidt angår EncroChat og SKY ECC

Hvis det bagvedliggende udenlandske kendelsesmateriale drejer sig om politiets indhentelse af oplysninger fra EncroChat eller SKY ECC, kan en anmodning fra en beskikket forsvarsadvokat om udlevering af det bagvedliggende franske kendelsesmateriale som udgangspunkt imødekommes.

Selv om udgangspunktet er, at det kendelsesmateriale, som ligger til grund for ”ejerlandets” indhentning af oplysninger fra en krypteret kommunikationstjeneste, som altovervejende udgangspunkt ikke skal indhentes, jf. ovenstående pkt. 3.4, har den centrale anklagemyndighed efter en konkret vurdering besluttet at fravige dette udgangspunkt for så vidt angår det kendelsesmateriale, der ligger til grund for de franske myndigheders indhentning af data fra EncroChat og SKY ECC.

Baggrunden for fravigelsen er, at de franske myndigheder til brug for straffesager i andre europæiske lande har udleveret dette kendelsesmateriale.

Kendelsesmaterialet er derfor allerede fremlagt i sammenlignelige sager i andre europæiske lande.

3.5.

Opmærksomhedspunkter ved anvendelsen af oplysningerne under en straffesag

Når der i en straffesag indgår oplysninger fra en krypteret kommunikationstjeneste, skal anklageren være opmærksom på, at der kan være en række potentielle fejlkilder og usikkerheder ved anvendelsen af oplysningerne.

Det vil altid bero på en konkret vurdering af den enkelte kommunikationstjeneste hvilke fejlkilder og usikkerheder, der kan knytte sig til anvendelsen af oplysninger fra tjenesten, og hvilken betydning disse fejlkilder og usikkerheder skal tillægges.

Varedeklaration

NSK udarbejder dokumentationspakker indeholdende bl.a. en varedeklaration for hver krypteret platform, der nedtages i de internationale efterforskninger, se også pkt. 3.3.

Varedeklarationen har bl.a. til formål at beskrive de eventuelle fejl, mangler og usikkerheder, som knytter sig til anvendelsen af oplysninger fra kommunikationstjenesten som bevis under straffesagen.

En varedeklaration kan løbende ændres eller tilpasses, hvis politiet f.eks. bliver opmærksom på nye fejlkilder og usikkerheder.

Teledata

Oplysninger fra krypterede kommunikationstjenester indeholder ofte teledata.

Der gælder derfor de samme opmærksomhedspunkter for disse oplysningstyper, som der gælder for teledata i øvrigt.

Der henvises i den forbindelse til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om anvendelse af teledata i straffesager.

Den omstændighed, at oplysningerne indeholder teledata, er ikke ensbetydende med, at der er tale om logningspligtige oplysninger.

Dette kan f.eks. skyldes, at oplysningerne om teledata indsamles af udbyderen af den krypterede kommunikationstjeneste, og dermed ikke sker som følge af en af myndighederne pålagt logningsforpligtelse, eller fordi teleudbyderne ikke har registreret oplysninger på baggrund af en pålagt logningsforpligtelse.

Hvis oplysninger om teledata stammer fra udenlandske teleudbydere, vil der ikke skulle foretages en vurdering af, hvorvidt det pågældende lands regler er i overensstemmelse med EU-Domstolens afgørelser om logning af trafik- og lokaliseringsdata.

Dette skyldes, at oplysningerne er indhentet via international retshjælp, og det er en forudsætning inden for gensidig retshjælp, at et efterforskningsskridt, som gennemføres i en fremmed stat, foretages i overensstemmelse med den fremmede stats love og regler.

Se også pkt. 3.4.

Datasæt er ikke altid komplette

Dekrypteringen af data fra krypterede kommunikationstjenester vil ofte foregå løbende.

Det betyder, at de datapakker på konkrete brugerprofiler, som politiet modtager, ikke nødvendigvis er fuldt dækkende for den kommunikation, som der har været på brugerprofilen.

Det vil derfor ikke kunne afvises, at der har været kommunikation på en brugerprofil, som politiet ikke har fået adgang til.

Forud for en eventuel hovedforhandling kan det undersøges, om der er dekrypteret yderligere data vedrørende sagens relevante brugerprofiler.

Det vil bero på en konkret vurdering, om eventuelt yderligere data skal indhentes til brug for sagen.

Bevismæssig vurdering

Oplysninger fra krypterede kommunikationstjenester vil altid skulle indgå som ét blandt flere beviser i en sag, og betydningen af et bevis i form af oplysninger fra en af disse kommunikationstjenester vil altid bero på en konkret vurdering af dels det enkelte bevis og dels sagens samlede omstændigheder i øvrigt.

Det vil i sidste ende være retten, som afgør, hvilken bevismæssig vægt et bevis i form af oplysninger fra krypterede kommunikationstjenester skal tillægges i den enkelte sag, jf. princippet om den fri bevisbedømmelse.

4.

Anvendelse af oplysningerne som grundlag for tiltalerejsningen

Inden anklageren tager stilling til tiltalespørgsmålet, skal anklageren kontrollere, om politiet har udfærdiget kvalitetskontrolrapporten med de nødvendige oplysninger om usikkerheder og fejlkilder, der vurderes at være særligt relevante i sagen.

Herefter kan anklageren tage stilling til tiltalespørgsmålet.

I den forbindelse skal anklageren forholde sig til relevante data og de opmærksomhedspunkter, der er forbundet med anvendelse af oplysninger fra krypteret kommunikation i straffesager, jf. pkt. 3.5.

I forbindelse med sin stillingtagen til tiltalespørgsmålet skal anklageren også vurdere, om der er foretaget de nødvendige efterforskningsskridt for at imødegå de usikkerheder, der er ved anvendelse af oplysninger fra krypteret kommunikation i den konkrete sag, eller om der skal iværksættes yderligere efterforskningsskridt.

I de tilfælde, hvor der rejses tvivl om validiteten af oplysninger fra krypteret kommunikation, kan det bl.a. være relevant at indkalde vidner, der kan belyse, hvordan og med hvilken sikkerhed de centrale oplysninger kan tolkes i den konkrete sag.

Dette vil typisk være politiansatte, som arbejder med krypterede kommunikationstjenester.

Anklageren skal ved sin vurdering af tiltalespørgsmålet generelt være opmærksom på, at oplysningerne kan være mangelfulde.

Hvis forklaringer eller andre oplysninger i sagen giver anledning til det, bør der i relevant omfang iværksættes yderligere efterforskning for at afdække, om oplysningerne er mangelfulde, og om der er forhold, som kan belyses på anden vis.

Særligt i sager, hvor oplysninger fra krypteret kommunikation udgør et centralt bevis, skal anklageren i forbindelse med udfærdigelse af bevisfortegnelsen og eventuel tidsplan overveje – eventuelt efter forudgående drøftelse med forsvareren – om der skal afsættes yderligere tid til dokumentation af oplysninger fra krypteret kommunikation.

5.

Hovedforhandlingen

5.1.

Dokumentation af oplysningerne under hovedforhandlingen

Højesteret har ved afgørelse af 11. januar 2023 (trykt i UfR 2023.1368 H) udtalt, at oplysninger fra det krypterede netværk EncroChat, der er tilvejebragt af udenlandske myndigheder, kan bruges som bevis i en straffesag.

I alle straffesager, hvor oplysninger, som stammer fra en krypteret kommunikationstjeneste, fremlægges som bevis under sagen, skal de relevante dele af varedeklarationen i fornødent omfang dokumenteres.

Det samme gælder kvalitetskontrolrapporten.

NSK’s tekniske beskrivelse kan i fornødent omfang anvendes af anklageren til at ”oversætte” oplysninger, som stammer fra en krypteret kommunikationstjeneste.

Varedeklarationen, kvalitetsrapporten, terminologiskemaet og den tekniske beskrivelse er beskrevet i pkt. 3.3.

Det er de oplysninger fra den krypterede kommunikationstjeneste, som dansk politi har bearbejdet, der skal dokumenteres i retten.

De originale oplysninger modtaget fra ”ejerlandet” til brug for sagen bør dog være til stede i retten – medmindre oplysningerne er endeligt undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt i medfør af retsplejelovens § 729 c, se pkt. 3.1 – til brug for behandling af eventuelle spørgsmål fra straffesagens aktører om uoverensstemmelser mellem de bearbejdede og de originale oplysninger.

6.

Efter dom

Ofte ønsker ”ejerlandet” og/eller det internationale politisamarbejde feedback vedrørende brugen af oplysninger fra den krypterede kommunikationstjeneste i konkrete sager.

Anklageren skal derfor være opmærksom på, om der gælder en særlig indberetningsordning, herunder til SSK eller NSK.

CIR1H#LOKDOK11 2023 9584 Historic

-

Når der er rejst sigtelse, skal alle oplysninger fra den krypterede kommunikationstjeneste, som ikke kan udelukkes at have betydning for sagen og dermed de tiltaltes/sigtedes mulighed for at tilrettelægge et effektivt forsvar, indgå i sagen, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 3.

Se pkt. 3.1.

-

Oplysninger, der er oversendt fra NSK til en politikreds eller NSK’s egne efterforskningsafdelinger, som af ”ejerlandet” er begrænset til efterretningsmæssig brug, og som indgår i sagen, vil skulle underlægges en konkret vurdering af, om oplysningerne skal søges foreløbigt eller endeligt undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt efter retsplejelovens § 729 c.

Se pkt. 3.1.

-

Hvis oplysningerne fra den krypterede kommunikationstjeneste af ”ejerlandet” er begrænset til efterretningsmæssig brug eller lignende, skal der i god tid inden hovedforhandlingen sendes en retshjælpsanmodning til ”ejerlandet”.

I retshjælpsanmodningen skal der anmodes om tilladelse til at fremlægge oplysningerne under straffesagen.

Se pkt. 3.2.

-

Dokumentationspakken for den krypterede kommunikationstjeneste (varedeklaration mv.) og kvalitetskontrolrapporten skal være bilageret ind i sagen.

Se pkt. 3.3.

CIR1H#LOKDOK11 2023 9584 Historic

-

Senest fire uger inden hovedforhandlingen begynder, skal der tages stilling til, om oplysninger, som er foreløbigt undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt efter retsplejelovens § 729 c, skal søges undtaget endeligt, eller om der skal meddeles aktindsigt efter § 729 a, stk. 3.

Se pkt. 3.1.

CIR1H#LOKDOK11 2023 9584 Historic

-

Dokumentationspakken, herunder varedeklarationen som politiet har udarbejdet, jf. pkt. 3.3., skal dokumenteres i relevant omfang.

Se pkt. 5.1.

-

Oplysninger fra en krypteret kommunikationstjeneste er et teknisk bevis, som ikke kan stå alene i straffesagen.

Se pkt. 3.5.

-

Der må ikke fremlægges oplysninger, som er endeligt undtaget efter retsplejelovens § 729 c, medmindre hensynene bag undtagelsen er faldet bort.

Se pkt. 3.1.

CIR1H#LOKDOK11 2023 9584 Historic

-

Der skal ske underretning om endelige domme i overensstemmelse med eventuelle aftaler indgået med eksempelvis det eller de lande, som har indhentet oplysningerne fra den krypterede kommunikationstjeneste, Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) eller NSK.

Se pkt. 6.

CIR1H#LOKDOK11 2023 9584 Historic

-

Varedeklaration

-

Terminologiskema

-

Teknisk beskrivelse

-

Kvalitetskontrolrapport

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →