Skrivelse om ændring af vejledning om frit sygehusvalg, udvidet frit sygehusvalg, ret til hurtig udredning og information til henviste patienter
Statutory Text (3 Articles)
Skrivelse om ændring af vejledning om frit sygehusvalg, udvidet frit sygehusvalg, ret til hurtig udredning og information til henviste patienter
I vejledning nr. 9988 af 22. september 2016 foretages følgende ændringer
1.
I afsnit 3.0 Det udvidede frie sygehusvalg generelt indsættes efter sidste sætning
»Det fremgår af regeringsgrundlaget og som følge af Lov nr. 413 af 25. april 2023 om lov om ændring af sundhedsloven (Udvidelse af fristen for retten til udvidet frit sygehusvalg i forbindelse med somatisk behandling), at regeringen som en del af en akutplan midlertidigt vil forlænge fristen for retten til udvidet frit sygehusvalg i forbindelse med somatisk behandling til 60 dage.
Det skal derfor bemærkes, at eksempler og henvisninger til det udvidede frie sygehusvalg efter sundhedslovens § 87, stk. 2 generelt i vejledningen skal læses med forbehold for, at retten til udvidet frit sygehusvalg for somatisk behandling midlertidigt udvides til 60 dage i perioden fra den 1. juni 2023 til og med 31. december 2024.
Se dertil afsnit 3.7.1 om midlertidig forlængelse af det udvidede frie sygehusvalg for somatisk behandling.«
2.
I afsnit 3.7 Reel behandling inden for 30 dage indsættes som nyt underafsnit
» 3.7.1 Midlertidig forlængelse af det udvidede frie sygehusvalg for somatisk behandling
For en person, som er henvist til sygehusbehandling og udredt, i perioden fra den 1. juni 2023 til og med den 31. december 2024, er fristen for retten til udvidet frit sygehusvalg i forbindelse med somatisk behandling dog 2 måneder, jf. sundhedslovens § 87, stk. 2.
Der er således tale om en midlertidig udvidelse af fristen for ret til udvidet frit sygehusvalg for somatisk behandling fra 1 måned (30 dage) til 2 måneder (60 dage) for en person, som er henvist til sygehusbehandling og udredt i perioden fra den 1. juni 2023 til og med 31. december 2024.
At fristen udvides fra 30 dage til 60 dage indebærer, at en person, som er henvist til sygehusbehandling og udredt, kan vælge at blive behandlet på et af de sygehuse eller en af de klinikker m.v., som Danske Regioner har indgået aftale med (aftalesygehuse), hvis regionsrådet i bopælsregionen ikke inden for 60 dage kan tilbyde somatisk behandling ved egne sygehuse eller et af de i sundhedslovens § 79 nævnte sygehuse, som regionsrådet samarbejder med eller sædvanligvis benytter (samarbejdssygehuse).
Udvidelsen af fristen gælder alene i forhold til somatisk behandling.
De øvrige regler om udvidet frit sygehusvalg gælder fortsat.
«
Boks 7 a: Eksempler vedrørende det udvidede frie sygehusvalg for somatisk behandling
Eksempel 1: Endelig udredning før 1. juni 2023
I en situation, hvor et sygehus den 10. maj 2023 modtager henvisningen af en person, som ikke er udredt, og hvor sygehuset efterfølgende afslutter endelig udredning den 31. maj 2023, kan personen efter 1 måned (30 dage) vælge at blive behandlet på et af de sygehuse eller en af de klinikker m.v., som Danske Regioner har indgået aftale med (aftalesygehuse).
Eksempel 2: Endelig udredning i perioden 1. juni 2023 til og med 31. december 2024
I en situation, hvor et sygehus den 10. maj 2023 modtager henvisningen af en person, som ikke er udredt, og hvor sygehuset efterfølgende afslutter endelig udredning den 1. juni 2023, kan personen efter 2 måneder (60 dage) vælge at blive behandlet på et af de sygehuse eller en af de klinikker m.v., som Danske Regioner har indgået aftale med (aftalesygehuse).
Eksempel 3: Endelig udredning i perioden 1. juni 2023 til og med 31. december 2024
I en situation, hvor et sygehus den 10. december 2024 modtager henvisningen af en person, som ikke er udredt, og hvor sygehuset efterfølgende afslutter endelig udredning den 31. december 2024, kan personen efter 2 måneder (60 dage) vælge at blive behandlet på et af de sygehuse eller en af de klinikker m.v., som Danske Regioner har indgået aftale med (aftalesygehuse).
Eksempel 4: Endelig udredning efter 31. december 2024
I en situation, hvor et sygehus den 10. december 2024 modtager henvisningen af en person, som ikke er udredt, og hvor sygehuset efterfølgende afslutter endelig udredning den 1. januar 2025, kan personen efter 1 måned (30 dage) vælge at blive behandlet på et af de sygehuse eller en af de klinikker m.v., som Danske Regioner har indgået aftale med (aftalesygehuse).