Cirkulæreskrivelse om regulering for 2023 af egenbetalingen i omsorgstandplejen, specialtandplejen m.v. efter sundhedsloven
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om regulering for 2023 af egenbetalingen i omsorgstandplejen, specialtandplejen m.v. efter sundhedsloven
(Til samtlige kommunalbestyrelser, regionsråd m.fl.)
I bekendtgørelse nr. 959 af 14. juni 2022 om tandpleje er der i §§ 10, 15 og §§ 26-29 fastsat loft for egenbetalingen for de af ordningerne omfattede patienter.
Ifølge bekendtgørelsens § 32 reguleres det fastsatte loft for egenbetaling én gang årligt den 1. januar.
Reguleringen foretages på grundlag af satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.
Beløbet afrundes til det nærmeste kronebeløb deleligt med 5.
Beløb for 2023
For 2023 er satsreguleringsprocenten fastsat til 2,7 pct., jf. bekendtgørelse nr. 1204 af 16. august 2022 om satsreguleringsprocenten, tilpasningsprocenten og satstilpasningsprocenten for finansåret 2023 § 1.
Under henvisning hertil skal Sundhedsministeriet meddele, at den maksimale egenbetaling for deltagere i omsorgstandplejen, jf. § 10, stk. 1, i bekendtgørelse om tandpleje, fra den 1. januar 2023 udgør 570 kr. Fra samme dato udgør den maksimale egenbetaling for deltagere i specialtandplejen, jf. § 15, stk. 1, i bekendtgørelse om tandpleje, og for patienter, der modtager tilskud efter sundhedslovens § 166, jf. § 26, stk. 4, § 27, stk. 4, § 28, stk. 4, og § 29, stk. 4, i bekendtgørelse om tandpleje, 2130 kr.
Ikrafttrædelse
Cirkulæreskrivelsen træder i kraft den 1. januar 2023.
Cirkulæreskrivelse nr. 9924 af 11. november 2021 om regulering for 2022 af egenbetalingen i omsorgstandplejen, specialtandplejen m.v. efter sundhedsloven ophæves den 1. januar 2023.