Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Opholdsforbud - Straffelovens § 79 a

Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Opholdsforbud - Straffelovens § 79 a

1.

Overblik og tjekliste

Før tiltalerejsning og hovedforhandling skal anklageren være opmærksom på følgende sagsbehandlingsskridt

Overvej, om der eventuelt vil kunne idømmes et opholdsforbud efter § 79 a, stk. 1, 2. pkt., således at der er mulighed for at idømme et opholdsforbud, selvom der måtte ske frifindelse for overtrædelse af straffelovens § 81 a.

Se nedenfor.

Efter dom skal anklageren være opmærksom på

2.

Politiets efterforskning og sagsbehandling

I sager, hvor en person sigtes for et strafbart forhold, der efter straffelovens § 79 a kan føre til idømmelse af opholdsforbud, skal der efterforskes og sagsbehandles med henblik på at afdække, om betingelserne for at nedlægge påstand om opholdsforbud er opfyldt.

Det indebærer, at politiet i forbindelse med efterforskningen af lovovertrædelsen også skal være opmærksom på elementer, der kan være relevante i forbindelse med vurderingen af, om der kan idømmes et opholdsforbud.

Læs mere under pkt. 4 om vurderingen af, hvornår betingelserne for at idømme opholdsforbud er opfyldt, og de elementer, der indgår i vurderingen.

2.1.

Efterforskning af sigtedes tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet

I sager, der falder uden for straffelovens § 81 a, men hvor sagen kan være omfattet af § 79 a, stk. 1, 2. pkt., skal der skal foreligge en udtalelse fra politiet om 1) den sigtedes tilknytning til gruppen, 2) oplysninger om personer, der er tilknyttet gruppen, og 3) oplysninger om registreringer af den kriminalitet, som personerne i gruppen er dømt for.

2.2.

Begrundet redegørelse for, hvor opholdsforbuddet bør gælde

Sagen skal indeholde oplysninger om, hvor opholdsforbuddet bør gælde, og det skal tillige være angivet ved et kort.

Se nedenfor under pkt. 4.3.2. om den geografiske udstrækning af et opholdsforbud.

Der skal være en begrundelse for politiets indstilling om, hvorfor opholdsforbuddet bør gælde i det eller de pågældende områder.

Det skal herunder fremgå, hvad der ligger til grund for politiets vurdering af, at et opholdsforbud i det pågældende område mest effektivt vil forhindre, at den pågældende genoptager sine kriminelle aktiviteter.

Hvis opholdsforbuddet – eventuelt tillige - skal gælde det område, hvor den dømtes gruppering opholder sig, skal afgrænsningen af dette område være belyst eksempelvis ved oplysninger om, hvor gruppens klubhus er beliggende og/eller oplysninger om, hvor gruppen i praksis samles og f.eks. udøver negativ påvirkning, herunder i form af kriminalitet.

3.

Forberedelse

3.1.

Opholdsforbud i sager om overtrædelse af straffelovens § 81 a

Hvis der er rejst tiltale efter straffelovens § 81 a, skal der også nedlægges påstand om et opholdsforbud i medfør af § 79 a, stk. 1, 1. pkt. Hvis der sker frifindelse for overtrædelse af straffelovens § 81 a, vil der efter omstændighederne være mulighed for i stedet at idømme et opholdsforbud efter § 79 a, stk. 1, 2. pkt. Se pkt. 3.2.

Anklageren skal forberede sig på i retten at redegøre for et opholdsforbuds tidsmæssige og geografiske udstrækning.

Se pkt. 4.3.

Med hensyn til forholdet til EMRK, se nedenfor under pkt. 4.4.

Under sagens forelæggelse i retten kan anklageren med fordel kort redegøre for påstanden om opholdsforbud.

3.2.

Opholdsforbud i sager, hvor lovovertrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet

Hvis der nedlægges påstand om et opholdsforbud efter straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., skal anklageren overveje den relevante bevisførelse om de forskellige spørgsmål i relation til et opholdsforbud, herunder

Bevisførelsen kan f.eks. ske ved dokumentation af rapporter, kort mv., men også eventuelt ved vidneførsel af den eller de efterforskere, der har udfærdiget rapporten om eksempelvis den dømtes tilknytning til gruppen eller om den kriminalitet, som gruppen tilsammen står bag.

Vidneførsel vil også kunne være relevant i relation til spørgsmålet om opholdsforbuddets geografiske udstrækning, herunder hvor gruppen opholder sig.

Under sagens forelæggelse i retten kan anklageren med fordel kort redegøre for påstanden om opholdsforbud.

3.3.

Eksempel på formulering af påstand

I anklageskriftet formuleres påstanden om opholdsforbud på følgende måde

»Der nedlægges i medfør af straffelovens § 79 a, stk. 1, påstand om, at tiltalte idømmes forbud mod at færdes og opholde sig i følgende område(r) i et af retten nærmere bestemt tidsrum

Eks.

A: Herning Kommune.

Se kort 1

Eks.

B: Dragør Kommune og Frederiksberg Kommune, dog alene i det område, der afgrænses af Åboulevarden/Ågade – Falkoner Allé – Gl.

Kongevej – Vodroffsvej og Rosenørns Allé, herunder de nævnte veje.

Se kort 1 og 2.«

Det bemærkes, at en påstand om ubetinget udvisning ikke er til hinder for, at der samtidig nedlægges påstand om opholdsforbud.

Er betingelserne for at nedlægge påstand om udvisning opfyldt, skal den pågældende således påstås udvist samtidig med, at der nedlægges påstand om opholdsforbud.

Der henvises til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Udvisning og frakendelse af statsborgerskab ved dom pkt. 3.1.1. og 4.1.1.1.

Det bemærkes endvidere, at det undtagelsesvist er muligt at tage forbehold for nedlæggelse af en påstand om opholdsforbud i medfør af straffelovens § 79 a under en særskilt sag.

Der henvises i den forbindelse til Østre Landsrets dom af 7. november 2019 ( AM2019.

11.07Ø ), hvor landsretten tillod anklagemyndigheden efterfølgende at rejse en særskilt sag om opholdsforbud i medfør af straffelovens § 79 a.

Sagen vedrørte en tiltalt, der tidligere var dømt for overtrædelse af straffelovens § 192 a.

I forbindelse med den tidligere sag havde anklagemyndigheden i anklageskriftet taget forbehold for at nedlægge påstand om opholdsforbud i medfør af straffelovens § 79 a, og under hovedforhandlingen havde anklagemyndigheden ligeledes taget forbehold for at nedlægge påstanden under en særskilt sag.

Landsretten lagde i forbindelse med den efterfølgende sag – som alene vedrørte opholdsforbud i medfør af straffelovens § 79 a – til grund, at det ikke beroede på en fejl, at påstanden ikke var nedlagt under straffesagen, men at det skyldtes, at det ikke tidsmæssigt havde været muligt at få fremskaffet de for påstandens behandling nødvendige oplysninger, inden den berammede hovedforhandling i byretten.

Landsretten fandt derfor, at anklagemyndigheden kunne rejse en efterfølgende sag om meddelelse af opholdsforbud.

Det begrundede landsretten navnlig med henvisning til praksis vedrørende udlændingelovens § 49, stk. 1, hvorefter det i særlige situationer tillades, at anklagemyndigheden efterfølgende anlægger særskilt sag om udvisning.

4.

Jura

4.1 Opholdsforbud efter straffelovens § 79 a

Straffelovens § 79 a om opholdsforbud er indført ved lov nr. 1402, som trådte i kraft 7. december 2017.

Bestemmelsen gælder for forhold begået efter lovens ikrafttræden, jf. de specielle bemærkninger til lovforslagets § 4.

Se også nedenfor under pkt. 4.2.2.1.

Bestemmelsen er en udmøntning af et af initiativerne i den politiske aftale af 24. marts 2017 om Bandepakke III.

Det fremgår af forarbejderne til § 79 a , at opholdsforbud har til formål at styrke indsatsen mod rocker- og bandekriminalitet ved at fjerne den pågældende fra det eller de områder, hvor vedkommende har begået kriminalitet, eller hvor gruppen, som kriminaliteten er begået i tilknytning til, opholder sig.

Et opholdsforbud skal sikre, at den pågældende ikke efter løsladelse umiddelbart genoptager sin kriminelle tilværelse i tilknytning til gruppen i de områder, hvor den pågældende tidligere har begået kriminalitet, eller hvor gruppen holder til.

Et opholdsforbud indebærer, at den dømte ikke må færdes eller opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede områder, hvor den pågældende lovovertrædelse er begået, og/eller hvor den gruppe af personer, som den dømte er tilknyttet, opholder sig.

Udtrykket ”færdes eller opholder sig” skal forstås på samme måde som i straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, om opholdsforbud for navnlig visse seksualforbrydelser.

Færden eller ophold omfatter dermed enhver fysisk tilstedeværelse inden for det pågældende område, herunder ved at passere igennem området.

Et opholdsforbud indebærer således, at den blotte tilstedeværelse i det pågældende område vil udgøre en overtrædelse.

Dette gælder også, selvom der er tale om helt kortvarige ophold.

Et opholdsforbud indebærer et forbud mod at bosætte sig i det område, der er omfattet af opholdsforbuddet, og indebærer i praksis, at den pågældende for at efterleve dommen må bosætte sig uden for det område, som opholdsforbuddet omfatter.

Se pkt. 6.1. og pkt. 4.4. om muligheden for, at politiet undtagelsesvis kan give tilladelse til at færdes i et område omfattet af et opholdsforbud, og om forholdet til EMRK.

Færden og ophold i et område omfattet af et opholdsforbud, der udelukkende skyldes nødsituationer, herunder den pågældendes eller dennes nærmeste pårørendes akutte henvendelse til et hospital, er ikke omfattet af opholdsforbuddet.

Den pågældende vil imidlertid straks skulle forlade området, når nødsituationen er afsluttet.

Når det af særlige grunde må anses for beføjet, kan politiet meddele tilladelse til færden og ophold i det område, som er omfattet af opholdsforbuddet.

Se mere nedenfor under pkt. 6.1.

4.2 Anvendelsesområdet for opholdsforbud efter straffelovens § 79 a

Opholdsforbud kan anvendes i to forskellige typer af tilfælde: I sager om overtrædelse af straffelovens § 81 a og i visse andre sager, hvor lovovertrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet.

Opholdsforbud kan idømmes sammen med en hel eller delvis ubetinget frihedsstraf.

Opholdsforbud kan endvidere idømmes sammen med en anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

Dette omfatter anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter straffelovens §§ 68 og 69, hvor der sker frihedsberøvelse, forvaring efter § 70 og ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a.

Der kan derimod ikke gives opholdsforbud i sager, hvor straffen alene er bøde eller betinget fængselsstraf.

Der kan heller ikke gives opholdsforbud i sager, hvor den pågældende er idømt en anden strafferetlig retsfølge, som ikke er af frihedsberøvende karakter, f.eks. dom til ambulant behandling eller til tilsyn efter straffelovens §§ 68 og 69.

4.2.1.

Opholdsforbud i sager om overtrædelse af straffeloven § 81 a (§ 79 a, stk. 1, 1. pkt.)

Opholdsforbud efter straffelovens § 79 a, stk. 1, 1. pkt., kan gives til den, som idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Et opholdsforbud efter § 79 a, stk 1, 1. pkt., er således alene betinget af, at den pågældende idømmes ubetinget fængsel eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffelovens § 81 a.

En person, der idømmes ubetinget fængsel eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en lovovertrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, vil i almindelighed skulle idømmes et opholdsforbud i medfør af § 79 a, stk. 1, 1. pkt. Det gælder, uanset hvilken af de bestemmelser, der er nævnt i § 81 a, den pågældende findes skyldig i, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 2.1.3.2.

(LSF af 4. oktober 2017) .

4.2.2.

Opholdsforbud i sager, hvor lovovertrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet (§ 79 a, stk. 1, 2. pkt.)

Opholdsforbud efter § 79 a, stk. 1, 2. pkt., kan gives til den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer eller lov om våben og eksplosivstoffer, og som har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.

I relation til rocker- og bandekriminalitet vil der ofte være tale om at anvende opholdsforbud efter § 79 a, stk. 1, 2. pkt., over for personer, som er registreret i politiets register over rocker- og bandemedlemmer, eller som i øvrigt monitoreres af politiet i den forbindelse.

I disse tilfælde vil politiet således i kraft af den løbende monitering mv. allerede være i besiddelse af en række af de oplysninger, der vil indgå i vurderingen af, om der er grundlag for at nedlægge påstand om et opholdsforbud.

Denne del af bestemmelsen vil også – hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt – kunne finde anvendelse på anden organiseret kriminalitet.

Det vil i praksis normalt være tilfælde, hvor der under efterforskningen af lovovertrædelsen i øvrigt fremkommer oplysninger, der peger på, at der kan være tale om en lovovertrædelse, der har relation til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet.

Det samme gælder, hvis de oplysninger om sagens personer, som politiet i øvrigt er besiddelse af, peger på, at dette kan være tilfældet.

Under pkt. 4.2.2.1 – 4.2.2.5 er betingelserne for at anvende opholdsforbud efter § 79 a, stk. 1, 2. pkt., nærmere beskrevet, herunder kravene til kriminalitetens art, og hvad der forstås ved begreberne ”tilknytning til en gruppe”, ”gruppe af personer”, ”der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet” og ”når lovovertrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen”.

Beskrivelsen af begreberne fremgår også af de almindelige bemærkniger pkt. 2.1.3. og de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1.

Som det fremgår ovenfor under pkt. 4.2.1. , er opholdsforbud efter § 79 a, stk 1, 1. pkt., alene betinget af, at den pågældende idømmes ubetinget fængsel eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffelovens § 81 a.

4.2.2.1.

Kriminalitetens art og omfang

Er der tale om opholdsforbud efter § 79 a, stk. 1, 2. pkt., om tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal der foretages en nærmere vurdering af det eller de strafbare forhold, der konkret er til pådømmelse.

Bestemmelsen i § 79 a, stk. 1, 2. pkt., kan anvendes, hvis der foreligger to eller flere overtrædelser, der opfylder betingelserne i bestemmelsen.

Det gælder, uanset hvor lang den eller de ubetingede frihedsstraffe er.

Det er uden betydning, om der er tale om flere overtrædelser af samme lov eller overtrædelser af flere af de love, der er nævnt i bestemmelsen.

Det er endvidere uden betydning, om lovovertrædelserne er behandlet i samme dom eller ved flere domme.

Det fremgår af forarbejderne , at hvis det eller de strafbare forhold, der er begået efter lovens ikrafttræden, ikke i sig selv er tilstrækkelige til et opholdsforbud, kan der også lægges vægt på forhold, der er begået inden lovens ikrafttræden.

Bestemmelsen i § 79 a, stk. 1, 2. pkt., kan også anvendes, hvis der foreligger en enkelt overtrædelse , som opfylder betingelserne, og som samtidig fører til en ubetinget frihedsstraf af mindst 3 måneders varighed.

Hvis en dom omhandler flere overtrædelser, hvor det ikke er alle, som er omfattet af § 79 a, stk. 1, 2. pkt., skal der foretages en konkret vurdering af, om den overtrædelse, der er omfattet af bestemmelsen, i sig selv ville have medført en ubetinget frihedsstraf af mindst 3 måneders varighed.

4.2.2.2.

” tilknytning til en gruppe”

Det er en betingelse for at idømme et opholdsforbud, at den pågældende har ”tilknytning” til en gruppe af personer.

Begrebet ”tilknytning” indebærer, at den pågældende skal have et tilhørsforhold til gruppen som sådan.

Det blotte bekendtskab med enkeltpersoner fra den pågældende gruppe falder således uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Vurderingen af, om den dømte har tilknytning til gruppen, beror efter forarbejderne i første række på et politifagligt skøn.

I den forbindelse vil der blandt andet kunne lægges vægt på, om personen er iagttaget i forbindelse med gruppens arrangementer eller har båret beklædning, udsmykning eller lignende med symboler eller tekst med tilknytning til den pågældende gruppe.

Der vil også kunne lægges vægt på, om personen i gentagne tilfælde er observeret sammen med andre personer tilknyttet gruppen.

På samme måde vil eksempelvis tatoveringer og tilkendegivelser, herunder på sociale medier eller lignende, kunne indgå i vurderingen af den pågældendes tilknytning til gruppen.

Der vil endvidere kunne lægges vægt på eventuelt materiale tilhørende gruppen, f.eks. dokumenter, bøger, regnskaber, medlemslister, telefonlister, indbetalinger, fotos, videoer mv., der viser, at personen har en tilknytning til den pågældende gruppe af personer.

Herudover vil der også kunne lægges vægt på, om den pågældende er dømt for at have begået strafbare forhold sammen med andre personer tilknyttet gruppen.

Opholdsforbud kan gives til personer, uanset om den pågældende i gruppens egen selvforståelse er fuldgyldigt medlem eller har status f.eks. som ”prospekt”, ”supporter”, ”hangaround” eller ”probationary”.

Det afgørende er, at den dømte har den beskrevne tilknytning til gruppen.

4.2.2.3.

”grupper af personer”

Udtrykket ”grupper af personer” skal forstås i overensstemmelse med udtrykkets anvendelse i straffelovens § 81 a.

Som en gruppe anses derved ikke kun formaliserede grupper med en fast struktur og rollefordeling mellem medlemmerne, et fast opholdssted og navn eller lignende.

Bestemmelsen omfatter også mere løse grupperinger, hvis gruppen dog virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at personerne i gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via telefon- eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller truende begivenheder, som indtræffer.

Det er i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at gruppen - for at være omfattet af bestemmelsen - ikke alene er opstået og fungerer i anledning af de forhold, der er til pådømmelse under den konkrete straffesag.

En familiegruppe vil også kunne anses for en gruppe af personer, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

4.2.2.4.

”der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet”

Et opholdsforbud forudsætter, at personerne knyttet til den pågældende gruppe tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet.

Det betyder, at de personer, som har tilknytning til gruppen, samlet set skal være dømt for lovovertrædelser af en sådan art eller i et sådant omfang eller antal, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses for omfattende og alvorlig.

Det er uden betydning, om de enkelte overtrædelser er begået af en eller flere personer, der har tilknytning til gruppen.

Ved vurderingen af, om de personer, som har tilknytning til gruppen, tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal der navnlig skal lægges vægt på, om de pågældende er dømt for overtrædelser af straffeloven, lov om euforiserende stoffer eller lov om våben og eksplosivstoffer.

Andre lovovertrædelser vil efter omstændighederne også kunne tillægges vægt i denne vurdering.

Der vil endvidere kunne lægges vægt på, om overtrædelserne har ført til idømmelse af ubetingede fængselsstraffe eller andre strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende karakter.

Det vil også skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er gået, siden forholdene blev begået.

Det skal endvidere tillægges betydelig vægt, hvis forholdene er begået af personer, der må anses for ledende eller toneangivende figurer inden for gruppen.

Til brug for vurderingen vil anklagemyndigheden under hovedforhandlingen bl.a. kunne fremlægge en udtalelse fra politiet om, hvilke personer der har tilknytning til gruppen, og om registreringer af den kriminalitet, som disse personer er dømt for.

Hvis der er forhold, der er begået af personer, der må anses for ledende eller toneangivende inden for gruppen, skal dette også belyses, jf. de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1.

4.2.2.5.

”når lovovertrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen”

Den lovovertrædelse, der er til pådømmelse, skal have relation til den dømtes tilknytning til gruppen.

Det indebærer, at opholdsforbud ikke kan idømmes i sager, hvor lovovertrædelsen ikke har nogen sammenhæng med den pågældendes tilknytning til gruppen.

Dette må vurderes konkret, blandt andet i lyset af den begåede lovovertrædelse, herunder af overtrædelsens karakter, hvor den er foretaget, og om den er begået sammen med andre, der har tilknytning til gruppen.

Det er i forarbejderne angivet, at der i mange tilfælde vil være tale om kriminalitet i form af organiseret hashhandel, besiddelse af våben, vidnetrusler, afpresning i form af beskyttelsespenge og personfarlig kriminalitet, herunder grov vold.

Uden for bestemmelsens anvendelsesområde falder efter forarbejderne eksempelvis sager om vold eller voldtægt begået i et parforhold, uden at det har nogen sammenhæng med den dømtes tilknytning til den pågældende gruppe.

Bestemmelsen omfatter også den, der dømmes for forsøg og medvirken, jf. straffelovens §§ 21 og 23.

4.2.3 Proportionalitet

Ved vurderingen af, om der i medfør af straffelovens § 79 a skal idømmes opholdsforbud og i givet fald den geografiske og tidsmæssige udstrækning heraf, skal der tages stilling til, om et forbud i det konkrete tilfælde vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

Det fremgår af forarbejderne til straffelovens § 79 a, at dette navnlig vil omfatte en vurdering af forholdet til artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK om bevægelses- og opholdsfrihed.

Efter artikel 2, stk. 3, kan der gøres indgreb i retten til bevægelses- og opholdsfrihed, når indgrebet er i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund (krav om proportionalitet) af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at opretholde den offentlige orden, for at forebygge forbrydelse, etc.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.1.4.

(LSF 35 af 4. oktober 2017).

Højesteret har i dom af 16. august 2019 (trykt i U.

2019.3586) udtalt, at der ved vurderingen af proportionaliteten af et opholdsforbud navnlig må lægges vægt på karakteren, omfanget og grovheden af den aktuelle kriminalitet og eventuel tidligere relevant kriminalitet samt på den dømtes personlige forhold, herunder familiemæssige og erhvervsmæssige forhold.

Der kan endvidere henvises til Østre Landsrets dom af 29. januar 2020 (trykt i U.

2020.1389), hvor den tiltalte blev straffet med 40 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 132 a, stk. 2, men frifundet for påstanden om opholdsforbud.

Landsretten lagde vægt på, at den tiltalte ”ikke aktuelt har tilknytning til LTF eller en anden gruppering, og at det har været situationen siden efteråret 2019” .

Efter Rigsadvokatens opfattelse er afgørelsen udtryk for, at tidspunktet for tilknytning til grupperingen og perioden m.v. indgår som et element i den samlede proportionalitetsvurdering.

4.3.

Opholdsforbuddets tidsmæssige og geografiske udstrækning

Den tidsmæssige og geografiske udstrækning af opholdsforbuddet beror på en konkret vurdering.

Ved den nærmere fastsættelse af den tidsmæssige og geografiske udstrækning skal der foretages en konkret proportionalitetsvurdering og navnlig lægges vægt på karakteren, omfanget og grovheden af den begåede kriminalitet, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 2.1.3.4. og 2.1.3.5.

(LSF 35 af 4. oktober 2017) .

Der vil endvidere skulle lægges afgørende vægt på, hvor forbuddet mest effektivt forhindrer, at den pågældende genoptager sine kriminelle aktiviteter.

En person, der er idømt et opholdsforbud, kan ved en senere dom idømmes yderligere opholdsforbud, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Et sådant yderligere opholdsforbud får virkning fra endelig dom, og der er ikke noget til hinder for, at der et geografisk og/eller tidsmæssigt overlap mellem flere idømte opholdsforbud.

4.3.1.

Opholdsforbuddets tidsmæssige udstrækning

Fastsættelse af opholdsforbuddets tidsmæssige længde skal afspejle den begåede kriminalitet, herunder grovheden og omfanget af kriminaliteten.

I vurderingen skal der lægges afgørende vægt på længden af den idømte straf eller karakteren af den foranstaltning mv., som idømmes.

Der er i de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 2.1.3.5. fastsat følgende udgangspunkter

Som eksempel på fastsættelse af opholdsforbuddets længde efter en konkret vurdering af den begåede kriminalitet kan der henvises til Østre Landsrets dom af 21. juni 2021 (trykt i TfK 2021.971), hvor tiltalte, som var bandemedlem, på baggrund af en dom på 2 år og 9 måneders fængsel for bl.a. grov vold (§ 245) i gentagelsestilfælde og trusler (§ 266), blev idømt et opholdsforbud på 4 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt.

Opholdsforbuddet gælder for en periode efter endt afsoning.

Ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges opholdsforbuddet derfor tilsvarende, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 2.1.3.5.

(LSF nr. 35 af 4. oktober 2017).

Det følger også af forarbejderne, at den tidsmæssige udstrækning af opholdsforbuddet forlænges med en periode, svarende til den tid, den dømte måtte udstå eventuelle øvrige fængselsstraffe eller andre strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende karakter, hvis udståelsen finder sted, mens opholdsforbuddet har virkning.

Som nævnt under pkt. 4.1. kan en person, der er idømt et opholdsforbud, ved en senere dom idømmes yderligere opholdsforbud, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Et sådant yderligere opholdsforbud får virkning fra endelig dom, og der er ikke noget til hinder for, at der er et geografisk og/eller tidsmæssigt overlap mellem flere idømte opholdsforbud.

Om muligheden for ophævelse af opholdsforbuddet før udløbet, se nedenfor under pkt. 6.2.

4.3.2.

Opholdsforbuddets geografiske udstrækning

Et opholdsforbud skal som udgangspunkt omfatte den eller de kommuner, hvor den pågældende lovovertrædelse er begået.

Der kan i stedet eller tillige gives et opholdsforbud i den eller de kommuner, hvor den gruppe af personer, jf. § 81 a eller § 79 a, stk. 1, 2. pkt., som den dømte er tilknyttet, opholder sig.

Det vil navnlig bero på et politifagligt skøn, hvor en gruppe af personer anses for at opholde sig.

I den forbindelse vil der bl.a. kunne lægges vægt på politiets observationer, ransagninger, afhøringer mv. Det er ikke kun gruppens formelle opholdssted i form af et klubhus mv., der skal anses som gruppens opholdssted.

Også steder eller områder, hvor gruppen i praksis samles og f.eks. udøver negativ påvirkning, herunder i form af kriminalitet, vil skulle anses som gruppens opholdssted.

I vurderingen af den nærmere afgrænsning af opholdsforbuddet – herunder om forbuddet skal omfatte mere end én kommune, f.

eks.

både den kommune, hvor forholdet er begået, og den kommune, hvor gruppen opholder sig - vil der navnlig skulle lægges vægt på karakteren, omfanget og grovheden af den begåede kriminalitet, herunder om den begåede kriminalitet har forbindelse til en konflikt mellem forskellige grupper, f.eks. hvor der bliver kæmpet om territoriet i forhold til hashhandel jf. de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1.

Der vil endvidere skulle lægges afgørende vægt på, hvor forbuddet mest effektivt forhindrer, at den pågældende genoptager sine kriminelle aktiviteter.

Der henvises i den forbindelse til Højesterets dom af 16. august 2019 (trykt i U.

2019.3586), hvor Højesteret efter en konkret proportionalitetsvurdering tiltrådte, at et opholdsforbud kunne omfatte alle klubhuse i Danmark, tilhørende en navngiven rockergruppering.

Højesteret lagde bl.a. vægt på, at et opholdsforbud skulle forebygge, at den dømte – der var blevet dømt for under særligt skærpende omstændigheder at have besiddet en skarpladt pistol i nærheden af klublokaler tilhørende en støttegruppe til rockergrupperingen, og som ikke havde relevante forstraffe – genoptog sine kriminelle aktiviteter i tilknytning til den gruppe af personer, som den dømte var tilknyttet, herunder ved at i mødegå at den pågældende kunne skifte til en anden afdeling af gruppen eller i øvrigt ved at komme i andre klubhuse tilhørende gruppen her i landet.

Der blev endvidere lagt vægt på, at forbuddet mod at komme på bestemt angivne adresser kun i meget begrænset omfang ville indebærer indskrænkninger i den dømtes bevægelsesfrihed.

Højesteret fandt det derfor også ubetænkeligt at tage anklagemyndighedens præciserende påstand om ændring af adresserne på to af disse klubhuse til følge.

Der kan desuden henvises til Østre Landsrets dom af 21. juni 2021 (trykt i TfK 2021.971), hvor opholdsforbuddet blev fastsat til at gælde den kommune, hvor kriminaliteten var begået, og samtlige registrerede klubhuse og lokaliteter, der relaterer sig til en navngiven rockergruppering samt støttegrupper i Danmark og dertilhørende jordstykker.

Landsretten lagde vægt på, at formålet med opholdsforbuddet er at forebygge, at tiltalte efter sin løsladelse genoptager sine kriminelle aktiviteter i tilknytning til rockergrupperingen ved at skifte til en anden afdeling eller i øvrigt ved at komme i andre klubhuse eller lignende lokaliteter tilhørende grupperingen eller støttegrupper her i landet.

Landsretten lagde endvidere vægt på, at grupperingen var præget af et dynamisk miljø, herunder med hensyn til geografisk tilstedeværelse og med hensyn til klubhuse og lignende lokaliteter, ligesom der blev lagt vægt på, at et forbud mod at komme på bestemt angivne adresser, som efter en politifaglig vurdering er omfattet af forbuddet, kun i meget begrænset omfang ville indebære indskrænkninger i tiltaltes bevægelsesfrihed.

Endelig bemærkede landsretten, at der ikke i forbindelse med tiltaltes forklaring eller på anden måde var fremkommet oplysninger, der gav grundlag for at antage, at det ville indebære en uproportional indskrænkning i tiltaltes bevægelsesfrihed, hvis han ikke må opholde sig i kommunen, hvor kriminaliteten var begået.

Hvis der er tale om en geografisk stor kommune med en eller flere større byer, eller en kommune, der hovedsageligt består af tæt bebyggede områder, og hvor det er tydeligt, at den pågældendes kriminalitet og/eller gruppe hører til i en bestemt by eller bydel, kan opholdsforbuddet - i stedet for at omfatte hele kommunen - eventuelt begrænses til alene at omfatte en eller flere byer eller bydele, forudsat at en bredere udstrækning konkret vurderes ikke at stå i et rimeligt forhold til den begåede kriminalitet.

Der kan endvidere gives et opholdsforbud, der alene omfatter dele af to kommuner, hvis f.eks. gruppen opholder sig omkring og eventuelt på begge sider af kommunegrænsen.

Ved mindre alvorlig kriminalitet, som f.eks. alene har givet anledning til en kortere ubetinget frihedsstraf, hvor et opholdsforbud i hele kommunen ikke vil stå i rimeligt forhold til den begåede kriminalitet, kan opholdsforbuddet indskrænkes til et eller flere mindre områder, som ikke hindrer den dømtes sædvanlige ophold og færden de steder, hvor den dømte har sin bopæl og sine sædvanlige legitime gøremål, men som hindrer den dømte i at opholde sig og færdes der, hvor den eller de pågældende lovovertrædelser er begået, og/eller hvor den gruppe af personer, som den dømte er tilknyttet opholder sig.

Udgangspunktet for anklagemyndighedens påstand er, at opholdsforbuddet skal omfatte en eller flere hele kommuner, og det skal i anklageskriftet afgrænses ved at angive den eller de pågældende kommuner.

I de særlige tilfælde, hvor anklagemyndighedens påstand indebærer, at opholdsforbuddet ikke omfatter en hel kommune, skal afgrænsningen på anden måde fremgå entydigt af anklageskriftet, eksempelvis ved angivelse af, hvilke gadenavne der omkranser det område, som er omfattet af forbuddet.

Se eksempel under pkt. 3.3.

Andre objektive beskrivelser af et område vil også kunne anvendes, så længe det sikres, at det omfattede område let og utvetydigt kan identificeres.

Det er ikke tilstrækkeligt at angive området på et kort, men beskrivelsen skal suppleres af et kort.

4.4.

Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Et opholdsforbud indebærer et indgreb i den dømtes bevægelses- og opholdsfrihed, som er beskyttet af artikel 2, stk. 1, i 4. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Denne ret er imidlertid ikke absolut, og efter artikel 2, stk. 3, kan der gøres indgreb i retten, når indgrebet er i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund (krav om proportionalitet) af hensyn til den nationale sikkerhed eller offentligt tryghed, for at opretholde den offentlige orden, for at forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

I lovforslagets almindelige bemærkninger 2.1.4. fremgår Justitsministeriets overvejelser om opholdsforbuds forenelighed med EMRK.

Det fremgår, at Justitsministeriet blandt andet har lagt vægt på, at opholdsforbuddet, herunder den tidsmæssige og geografiske udstrækning af forbuddet, idømmes af domstolene på baggrund af en konkret vurdering, og at forbuddet idømmes som led i en straffedom for alvorlig kriminalitet, der har baggrund i en voldelig konflikt mellem grupper, eller for kriminalitet, der har relation til den pågældendes tilknytning til en gruppe, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet.

Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på, at forbuddet ikke indskrænker den dømtes bevægelses- og opholdsfrihed ud over i den eller de konkrete kommuner eller de byer eller bydele, som omfattes af opholdsforbuddet, og dermed muligheden for i øvrigt at opretholde et almindeligt liv.

Hertil kommer, at en person, der er idømt et opholdsforbud efter straffelovens § 79 a, stk. 3, har mulighed for at søge en konkret tilladelse til færden eller ophold i et område, der er omfattet af et opholdsforbud, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet, og det fremgår af forarbejderne, at tilladelsesordningen forudsættes administreret således, at der træffes afgørelse om at meddele tilladelse, når Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK, kræver dette.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.1.4. og de specielle bemærkninger til stk. 3 (LSF 35 af 4. oktober 2017).

Som det fremgår heraf, kan et idømt opholdsforbud efter omstændighederne gribe ind i andre rettigheder end bevægelses- og opholdsfriheden, som også er beskyttet af Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK.

Det kan bl.a. være adgangen til sundhedsydelser, som efter omstændighederne kan være beskyttet af EMRK artikel 2 eller artikel 8, retten til privat- og familieliv, som er beskyttet af EMRK artikel 8, og retten til forsamlings- og foreningsfrihed, som er beskyttet af EMRK artikel 11.

Det anføres i forarbejderne, at tilladelsesordningen, jf. pkt. 6.1. nedenfor, tager højde for, at der konkret kan foreligge sådanne tungtvejende hensyn, at der skal meddeles tilladelse til, at den pågældende kan opholde sig i det område, som forbuddet vedrører.

De specielle bemærkninger til straffelovens § 79 a, stk. 3, indeholder en nærmere gennemgang af de forskellige forhold, der kan indgå i vurderingen af, om der foreligger ”særlige grunde”, som kan begrunde en tilladelse til at færdes eller opholde sig i området omfattet af opholdsforbuddet.

Bemærkningerne indeholder bl.a. en nærmere beskrivelse af de hensyn til den pågældendes familieliv og muligheder for at opretholde sin bopæl, som kan indgå i denne vurdering.

Det anføres i den forbindelse, at hvis de familiemæssige forhold er til stede på tidspunktet for domsafsigelsen, kan retten også, ved idømmelse af en kortere ubetinget fængselsstraf, tage hensyn hertil ved fastsættelsen af den geografiske udstrækning af opholdsforbuddet, således at den dømte kan opholde sig i og omkring bopælen.

Hvis der derimod er tale om idømmelse af en længerevarende fængselsstraf, bør retten ikke tage et sådant hensyn, idet de familiemæssige forhold vil kunne ændre sig i løbet af den periode, hvor den pågældende afsoner fængselsstraffen, og forholdet bør derfor reguleres gennem konkrete tilladelser.

Forarbejderne indebærer således efter Rigsadvokatens opfattelse, at der ved rettens stillingtagen til, om der skal idømmes et opholdsforbud og til udstrækningen af opholdsforbuddet, som udgangspunkt ikke skal foretages en vurdering af forholdet til f.eks. EMRK artikel 8 om retten til privat- og familieliv.

Dette skal der i stedet tages hensyn til ved politiets vurdering af, om der efterfølgende kan gives en tilladelse til færden eller ophold i det pågældende område.

5.

Straf og andre retsfølger

Overtrædelse af et opholdsforbud straffes efter straffelovens § 124 a med fængsel i indtil 2 år.

Overtrædelse af et opholdsforbud straffes i førstegangstilfælde som udgangspunkt med ubetinget fængsel i 60 dage, jf. de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1 (LSF 35 af 4. oktober 2017).

Der foreligger også en strafbar overtrædelse af straffelovens § 124 a, hvis den, som forbuddet omfatter, opholder sig i forbudsområdet uden at have søgt tilladelse til det pågældende ophold – uanset om der i medfør af f.eks. EMRK art.

8 ville skulle meddeles en sådan tilladelse, og uanset om det i øvrigt må antages, at tilladelse ville være givet, hvis der var søgt.

Det følger i den forbindelse af § 1, stk. 3, i bekendtgørelse om tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af et opholdsforbud efter straffelovens § 79 a, at der dog kan ske færden og ophold i et område omfattet af et opholdsforbud uden tilladelse, når der foreligger en nødsituation.

Se nedenfor under pkt. 6.1.

Hvis den dømte i forbindelse med overtrædelse af et opholdsforbud begår ny kriminalitet (foruden overtrædelsen af § 124 a), skal dette i almindelighed anses for en strafskærpende omstændighed ved udmålingen af straffen for den nye lovovertrædelse.

6.

Efter dom

6.1.

Tilladelser

Det følger af § 79 a, stk. 3, at politiet kan meddele tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af et opholdsforbud efter stk. 1, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet.

Der er i medfør af straffeloven af § 79 a, stk. 6, udstedt en bekendtgørelse om tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af et opholdsforbud efter straffelovens § 79 a ( BEK nr. 1168 af 20. november 2019 ).

Bekendtgørelsen regulerer nærmere politiets mulighed for at meddele tilladelse til at færdes eller tage ophold i et område omfattet af et opholdsforbud.

Tilladelsesordningen skal administreres restriktivt, jf. de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, stk. 1, nr. 1 ( LSF 35 af 4. oktober 2017 ), og vurderingen af, om der er grundlag for at meddele tilladelse, beror på et politifagligt skøn.

Anmodninger om tilladelser behandles af politiet.

Klager over afslag på tilladelse behandles efter reglerne i retsplejelovens § 109 og indgives i første omgang til politidirektøren.

Klager over politidirektørens afgørelser behandles af Rigspolitiet.

Der foreligger også en strafbar overtrædelse af straffelovens § 124 a, hvis den, som forbuddet omfatter, opholder sig i forbudsområdet uden at have søgt tilladelse til det pågældende ophold – uanset om der i medfør af f.eks. EMRK art.

8 ville skulle meddeles en sådan tilladelse, og uanset om det i øvrigt må antages, at tilladelse ville være givet, hvis der var søgt.

Det følger i den forbindelse af bekendtgørelsens § 1, stk. 3, at der dog kan ske færden og ophold i et område omfattet af et opholdsforbud uden tilladelse, når der foreligger en nødsituation.

Som eksempel nævnes den pågældendes eller dennes nærmeste pårørendes akutte henvendelse til et hospital, jf. de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, stk. 1, nr. 1 (LSF 35 af 4. oktober 2017).

6.2.

Sagsbehandlingen, når et opholdsforbud begæres ophævet

Det følger af § 79 a, stk. 5, at den dømte 3 år efter løsladelsen eller udskrivningen kan forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om opholdsforbuddets opretholdelse for retten.

Når særlige omstændigheder taler for det, kan justitsministeren tillade, at indbringelse for retten sker tidligere.

Straffelovens § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Afgørelsen træffes ved kendelse.

Går afgørelsen ud på, at opholdsforbuddet helt eller delvis opretholdes, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, dog tidligst efter 2 års forløb.

Anklagemyndigheden indbringer sager, hvor der rejses spørgsmål om ophævelse af opholdsforbud.

Inden sagen forelægges for retten, skal anklageren sikre, at følgende oplysninger er indhentet

Når et idømt opholdsforbud skal prøves efterfølgende, indbringer anklagemyndigheden sagen for retten i den retskreds, hvor den pågældende bor, opholder sig eller er dømt, jf. straffelovens § 59, stk. 2.

Efter sagens indbringelse for retten skal anklagemyndigheden følge op på, at berammelse sker hurtigst muligt.

Ved vurderingen af, om forbuddet kan ophæves, vil der navnlig skulle lægges vægt på, om den dømte eksempelvis har gennemført et exit-forløb og har forladt det kriminelle miljø og i øvrigt ikke har begået ny kriminalitet, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 2.1.3.6.

(LSF af 4. oktober 2017).

Ved sagens indbringelse skal anklageren som det altovervejende udgangspunkt nedlægge påstand om, at der ikke er grundlag for at ophæve et opholdsforbud, medmindre der foreligger konkrete oplysninger om, at den pågældende opfylder betingelserne ovenfor.

6.3.

Vejledning om et idømt opholdsforbuds varighed

Den tidsmæssige udstrækning af et idømt opholdsforbud forlænges med en periode, svarende til den tid, den dømte måtte udstå eventuelle øvrige fængselsstraffe eller andre strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende karakter, hvis udståelsen finder sted, mens opholdsforbuddet har virkning.

Der henvises til pkt. 4.3.1. ovenfor.

Der kan derfor efter dommen opstå spørgsmål om, hvornår et idømt opholdsforbud udløber.

Opholdsforbud efter straffelovens § 79 a registreres i Kriminalregisteret.

Det er Kriminalregisterafdelingen i Politiets Administrative Center, der varetager vejledning om spørgsmål, der relaterer sig til beregningen af længden af et idømt forbud.

Det betyder, at anklagemyndigheden ved henvendelser fra den dømte eller dennes forsvarsadvokat om, hvornår et opholdsforbud udløber, skal henvise til Kriminalregisterafdelingen.

Hvis Kriminalregisterafdelingen er i tvivl om betydningen af domme, der kan være relevante for beregningen af et idømt opholdsforbuds varighed, kan Kriminalregisterafdelingen rette henvendelse til den relevante lokale anklagemyndighed.

Ved henvisning til Kriminalregisterafdelingen kan der oplyses følgende kontaktinformation

E-mail : mvjyl-pac-kr@politi.dk

Telefon : 40 45 02 59.

7.

Love og forarbejder

Straffeloven - seneste hovedlov

Relevante forarbejder

Relevante bekendtgørelser

-

I alle sager, hvor straffelovens § 81 a påberåbes, skal der samtidig nedlægges påstand om opholdsforbud efter straffelovens § 79 a, stk. 1.

-

I sager, hvor § 81 a ikke påberåbes, men hvor sagen kan være omfattet af § 79 a, stk. 1, 2. pkt., skal anklageren overveje følgende

-

Er den aktuelle lovovertrædelse ud fra kriminalitetens art og omfang omfattet af bestemmelsen?

Se pkt. 4.2.2.1.

-

Er der tale om en person, der har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, og har overtrædelsen relation til den dømtes tilknytning til gruppen?

Se pkt. 4.2.2.2.

– 4.2.2.5.

-

Den færdigefterforskede sag skal indeholde oplysninger, der kan belyse og i givet fald anvendes som bevis for, at personen

-

har tilknytning til

-

en gruppe af personer,

-

som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, og

-

at overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.

-

Den færdigefterforskede sag skal indeholde oplysninger om, hvor opholdsforbuddet bør gælde (kommune/kommuner eller mindre afgrænset område) og med en konkret begrundelse herfor samt være ledsaget af en præcis angivelse på et kort.

-

At det er Kriminalregisterafdelingen i Politiets Administrative Center, der varetager vejledning om spørgsmål, der relaterer sig til beregningen af længden af et idømt forbud.

Det betyder, at anklagemyndigheden ved henvendelser fra den dømte eller dennes forsvarsadvokat om, hvornår et opholdsforbud udløber, skal henvise til Kriminalregisterafdelingen.

Se pkt. 6.3 .

-

at betingelserne vedrørende kriminalitetens art og omfang er opfyldt.

Se pkt. 4.2.2.1.

-

at den dømte 1) har tilknytning til 2) en gruppe af personer, 3) der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, og 4) at lovovertrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.

Se pkt. 4.2.2.2 – 4.2.2.5

-

spørgsmålene om opholdsforbuddets tidsmæssige og geografiske udstrækning.

Se pkt. 4.3.

-

Ved fængsel i indtil 1 år eller ved foranstaltninger efter straffelovens § 74 a (ungdomssanktion) fastsættes opholdsforbuddet som udgangspunkt til mellem 1 og 4 år.

-

Ved fængsel i mere end 1 år, men ikke over 4 år , eller ved foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 og 69 fastsættes opholdsforbuddet som udgangspunkt til mellem 3 og 6 år.

-

Ved fængsel i mere end 4 år, men ikke over 8 år , fastsættes opholdsforbuddet som udgangspunkt til mellem 5 og 8 år.

-

Ved fængsel i 8 år eller derover eller ved forvaring efter straffelovens § 70 fastsættes opholdsforbuddet som udgangspunkt til mellem 7 og 10 år.

-

En vurdering fra politiet om den pågældendes eventuelle fortsatte tilknytning til grupperinger, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet

-

Oplysninger om den dømtes personlige forhold, herunder familie-, arbejds- og uddannelsesforhold

-

Oplysninger om eventuel deltagelse i exitforløb

-

En udtalelse fra Kriminalforsorgen i de sager, hvor den pågældende har været undergivet tilsyn af Kriminalforsorgen

-

En udskrift fra Kriminalregisteret

-

Lov nr. 1402 af 5. december 2017 om ændring af straffeloven (Initiativer mod rocker- og bandekriminalitet m.v.)

-

Lovforslag LSF 35 aft 4. oktober 2017

-

Bekendtgørelse nr. 1186 af 20. november 2019 om tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af et opholdsforbud efter straffelovens § 79 a