Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Seksualforbrydelser

Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Seksualforbrydelser

1.

Overblik og tjekliste

Politiet skal under efterforskningen af en sag om seksualforbrydelser være særligt opmærksom på følgende

Anklagemyndigheden skal i forbindelse med behandlingen af en sag om seksualforbrydelser være særligt opmærksom på

2.

Politiets efterforskning og sagsbehandling

2.1.

Lægeundersøgelse af et barn

I sager om seksuelle overgreb mod børn skal politiet overveje, om der er grundlag for en undersøgelse af barnet.

Betingelserne for at foretage legemsindgreb over for en person, der ikke er sigtet, fremgår af retsplejelovens § 792 d.

Politiet kan foretage legemsbesigtigelse af barnet, der ikke kræver afklædning,

Optagelse af fotografier, aftryk og lignende af legemet og visitation af tøj er også en legemsbesigtigelse.

Politiet kan alene foretage en legemsundersøgelse af barnet, hvis der foreligger et samtykke, der så vidt muligt skal være skriftligt, jf. retsplejelovens § 792 d, stk. 1.

Et samtykke kan som udgangspunkt kun gives af forældremyndighedsindehaveren.

For større børn – det vil sige børn på omkring 12 år og derover – bør barnets holdning dog også indgå ved vurderingen af, om der skal foretages legemsindgreb, jf. herved betænkning nr. 1420/2002, afsnit 8.3.2.

Hvis forældremyndighedsindehaveren ikke vil give samtykke til en legemsundersøgelse af barnet, kan anklagemyndigheden overveje følgende muligheder

2.2.

Opgørelsen af antallet af billeder og filmsekvenser mv. i sager om børnepornografi efter straffelovens § 235

Det har betydning for straffastsættelsen, hvilke typer af børnepornografiske fremstillinger sagen angår, jf. pkt. 5.6.

Politiet skal derfor i sager, hvor der rejses sigtelse for overtrædelse af straffelovens § 235, foretage en optælling af antallet af billeder/film, så det fremgår, hvor mange fremstillinger der er omfattet af følgende kategorier, som er udarbejdet efter drøftelse med Nationalt IT-Efterforskningscenter (nu NC3)

Politiet skal angive varigheden af filmsekvenser med børnepornografisk indhold inden for de nævnte typer.

2.3.

Vejledning af forurettede

Politiet eller anklagemyndigheden skal i tilknytning til anmeldelse af en lovovertrædelse eller umiddelbart herefter vejlede forurettede om reglerne om beskikkelse af bistandsadvokat, muligheden for erstatning, offerrådgivning og om forurettedes rettigheder og pligter som eventuelt vidne i sagen.

I sager om grovere overtrædelser af straffeloven, hvor vold, trusler eller anden personfarlig kriminalitet indgår, og i sager om seksualforbrydelser, skal forurettede desuden vejledes og informeres om sagens gang og forventede forløb.

Herudover skal der som udgangspunkt udpeges en kontaktperson for forurettede.

Dette følger af bekendtgørelse nr. 1108 af 21. september 2007 om politiets og anklagemyndighedens pligt til at vejlede og orientere forurettede i straffesager og til at udpege en kontaktperson for forurettede.

Der henvises til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om vejledning af forurettede mv. og til afsnittet om Samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser, pkt. 2.4.

3.

Forberedelse

3.1.

Vurdering af tiltalespørgsmålet

3.1.1.

Fonetisk afhøring

Det følger af Rigspolitiets vejledning om politiets behandling af sager om voldtægt eller voldtægtslignende forhold, at sigtedes og forurettedes forklaring i videst muligt omfang skal optages fonetisk.

Det kan være en stor hjælp for anklageren at lytte til de fonetiske optagelser, bl.a. i forbindelse med vurderingen af tiltalespørgsmålet, som supplement til afhøringsrapporterne.

3.1.2.

Underretning af forurettede ved henlæggelse af sagen

Når en straffesag, herunder en sag om voldtægt, henlægges efter retsplejelovens § 749, skal der som altovervejende hovedregel ske skriftlig underretning af forurettede, om at sagen henlægges.

Det samme gælder andre, der måtte have en rimelig interesse i at blive underrettet om henlæggelsen, jf. retsplejelovens § 749, stk. 3.

Anklagemyndigheden skal endvidere ifølge retsplejelovens § 724, stk. 1, underrette forurettede eller, hvis forurettede er afgået ved døden, forurettedes nære pårørende om afgørelser om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald.

Underretning om disse afgørelser skal ske skriftligt og skal indeholde en begrundelse for afgørelsen samt klagevejledning.

Der henvises til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om vejledning af forurettede mv., pkt. 3.2. og til Rigsadvokatens retningslinjer om underretning ved henlæggelser af straffesager – retsplejelovens § 749, stk. 3.

Se endvidere Den gode begrundelse i voldtægtssager.

3.2.

Tiltalerejsning

3.2.1.

Forelæggelse for visitationsudvalget ved påstand om betinget dom med vilkår om sexologisk behandling

Der er i visse sager om overtrædelser af straffelovens § 216, stk. 2, § 219, nr. 1 og 3, og §§ 222, 223 og 232, mulighed for at dømme den tiltalte til sexologisk behandling som alternativ til frihedsstraf.

Anklagemyndigheden skal i disse sager hurtigst muligt indhente en personundersøgelse fra kriminalforsorgen og iværksætte en ambulant mentalundersøgelse.

Når mentalundersøgelsen er foretaget, skal anklagemyndigheden sende erklæringen til kriminalforsorgen, der straks videresender mentalerklæringen til visitationsudvalget.

Se nærmere i Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Seksualforbrydelser – Betinget dom med vilkår om behandling af personer der har begået visse seksualforbrydelser.

3.2.2.

Påstand om rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79

Anklagemyndigheden skal være opmærksom på muligheden for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79.

Det vil ofte være relevant i situationer, hvor det strafbare forhold, som påberåbes som grundlag for frakendelse af stillingen, er begået i forbindelse med varetagelse af denne.

Det er dog ingen betingelse, at det strafbare forhold er begået under arbejdet.

Dog synes praksis at vise, at forhold, der ikke er begået under varetagelsen af stillingen, skal være af en betydelig grovhed for at medføre frakendelse, jf. Kommenteret straffelov, almindelig del, 11. udgave, side 494.

I sager, hvor den tiltalte erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter beskæftiger sig med børn eller unge under 18 år, skal anklagemyndigheden altid overveje, om der er grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79.

Det vil altid bero på en konkret vurdering, om der skal nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse.

Som eksempel på en sag, hvor Højesteret ikke fandt grundlag for at idømme rettighedsfrakendelse, kan nævnes U 2007.404H.

I den pågældende sag blev tiltalte fundet skyldig i besiddelse af 140 børnepornografiske billeder, som ikke var billeder af børn i samlejesituationer eller af lignende grovhed.

Tiltalte blev samtidig frikendt for en påstand om frakendelse af retten til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år.

Den pågældende havde i mange år været medlem af spejderbevægelsen, men i de senere år kun med begrænset aktivitet, og han havde som følge af sagen meldt sig ud af spejderbevægelsen.

Højesteret udtalte i den forbindelse, at tiltaltes overtrædelse af straffelovens § 235 ikke var af en sådan karakter, at den giver grundlag for at fastslå, at der består en nærliggende fare for, at den tiltalte vil misbruge adgangen til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år, jf. straffelovens § 79, stk. 2, jf. stk. 1.

3.2.3.

Påstand om forbud efter straffelovens § 236

Hvis personer tiltales for seksuelt misbrug, skal anklagemyndigheden overveje, om der er grundlag for at nedlægge påstand om et forbud efter straffelovens § 236.

Efter denne bestemmelse kan der i forbindelse med dommen gives den dømte opholds-, bolig-, besøgs- og/eller kontaktforbud.

Der henvises til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om forbud til seksualforbrydere.

Se derudover nærmere om forbud efter straffelovens § 236 i Rigsadvokatens praksisoversigt ”Sager om rettighedsfrakendelse i relation til børn og pålæg efter § 236”.

3.2.4.

Påstand om arveretsfrakendelse efter arvelovens § 48

Hvis personer tiltales for voldtægt efter straffelovens § 216 eller samleje med et barn under 15 år efter straffelovens § 222, skal anklagemyndigheden overveje, om der er grundlag for at nedlægge påstand om arveretsfrakendelse efter arvelovens § 48, stk. 1 og 2.

Efter arvelovens § 48, stk. 1, kan det ved dom bestemmes, at en person, der har begået en forsætlig overtrædelse af straffeloven, som har medført en andens død, fortaber retten til at få arv, forsikringssummer, pensioner eller andre ydelser, der var afhængig af den dræbtes død.

Efter arvelovens § 48, stk. 2, kan den, der har forsøgt at dræbe en slægtsarving, øvet vold mod eller groft krænket den pågældende eller truet vedkommende på en strafbar måde, efter den forurettedes anmodning fradømmes retten til arv, forsikringssummer, pensioner eller andre ydelser, der er afhængige af den pågældendes død.

Udtrykket ”groft krænket” omfatter f.eks. voldtægt efter straffelovens § 216 og overtrædelse af straffelovens § 222.

Se nærmere i Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Drab (§§ 237-241), pkt. 3.1.

3.2.5.

Konfiskation

Anklagemyndigheden skal i sager om besiddelse og udbredelse af børnepornografi nedlægge påstand om konfiskation af det børnepornografiske materiale, som den sigtede/tiltalte besidder.

Anklagemyndigheden skal herudover som udgangspunkt nedlægge påstand om konfiskation af computer med tilbehør og andet dataudstyr, der har været anvendt til at modtage eller udbrede børnepornografi, hvis det findes påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

I sager, hvor der alene er tale om besiddelse af børnepornografi, hvor besiddelsen kun omfatter få fremstillinger, og hvor strafpåstanden er bøde, kan det efter en konkret vurdering være tilstrækkeligt at påstå konfiskation af det eller de lagringsmedier (f.eks. en harddisk), der har været anvendt til modtagelsen/lagringen af materialet.

3.2.6.

Forhåndsafgørelse om dørlukning mv.

Anklagemyndigheden skal overveje, om retten i medfør af retsplejelovens § 845, stk. 1, skal anmodes om forud for hovedforhandlingen at træffe afgørelse om f.eks. ¬

Anklagemyndigheden skal hurtigst muligt – og senest samtidig med indlevering af bevisfortegnelsen – underrette forsvareren og retten, hvis der foreligger spørgsmål som nævnt i § 845, stk. 1, jf. stk. 2.

Til afklaring heraf kan anklagemyndigheden på forhånd undersøge spørgsmålene ved at rette henvendelse til f.eks. bistandsadvokaten.

3.2.7.

Voldtægter begået før den 1. januar 2021 til pådømmelse efter den 1. januar 2021

Ved lov nr. 2208 af 29. december 2020, der trådte i kraft den 1. januar 2021, blev straffelovens bestemmelse om voldtægt i § 216, stk. 1, nyaffattet.

Ændringen indebar en udvidelse af det strafbare område, således at samleje med en person, som ikke samtykker heri, er voldtægt.

Det følger af straffelovens § 3, at handlinger begået før lovens ikrafttræden og pådømt efter lovens ikrafttræden skal bedømmes efter de nye regler, men gerningsmanden kan kun pålægges straf, hvis handlingen også var strafbar efter de hidtil gældende regler, og straffen må ikke være strengere end efter de hidtil gældende regler.

Det betyder, at hvis der efter den 1. januar 2021 rejses tiltale for forhold begået før den 1. januar 2021 som var strafbare efter den hidtil gældende bestemmelse i straffeloven om voldtægt, skal tiltalen rejses efter § 216, stk. 1.

Forhold omfattet af det udvidede strafbare område straffes derimod kun, hvis de er begået efter lovens ikrafttræden.

4.

Jura

4.1.

Straffelovens § 216 – voldtægt

Straffelovens § 216 omhandler voldtægt.

Begrebet ”samleje” i bestemmelsen omfatter såvel vaginalt som analt samleje, ligesom også samleje mellem personer af samme køn er omfattet af bestemmelsen.

Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse ved andet seksuelt forhold end samleje, jf. straffelovens § 225, jf. i det hele forarbejderne til lov nr. 633 af 12. juni 2013 (L 141 af 6. februar 2013, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8).

4.1.1.

Straffelovens § 216, stk. 1

Efter straffelovens § 216, stk. 1, straffes for voldtægt med fængsel indtil 8 år den, der har samleje med en person, der ikke har samtykket heri.

Bestemmelsen blev nyaffattet ved lov nr. 2208 af 29. december 2020.

Ændringen indebar en udvidelse af det strafbare område, således at samleje med en person, som ikke samtykker heri, er voldtægt.

De forhold, som før indførelsen af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse var strafbare som voldtægt, dvs. hvor gerningsmanden tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, eller skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, eller med en person, som befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, er omfattet af det udvidede strafbare område.

Der vil under disse omstændigheder ikke kunne foreligge et samtykke, som er givet frivilligt.

Se nærmere nedenfor.

Samtykke

I forarbejderne til lov nr. 2208 af 29. december 2020 (lovforslag nr. L85 af 11. november 2020, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.2) findes følgende fortolkningsbidrag til, hvordan samtykke skal forstås i relation til sager om voldtægt

»Et samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den pågældendes frie vilje, bedømt ud fra omstændighederne ved den konkrete situation.

Voldtægt handler ikke om tvang eller pligt til at sige fra.

Tværtimod handler det om, hvorvidt parterne af egen fri vilje samtykker i en seksuel aktivitet.

Begge parter skal samtykke, og samtykket skal foreligge under hele samlejet.

Ellers er det voldtægt, og det gælder også i parforhold.

Samtykke kan komme til udtryk gennem ord eller handling.

Der stilles ikke krav om, at samtykke skal være udtrykt direkte eller i øvrigt på nogen bestemt måde.

Samtykke efter voldtægtsbestemmelsen skal således vurderes uformaliseret og ud fra en konkret og samlet vurdering.

Samtykke i seksuelle relationer kan komme til udtryk på forskellige måder og i forskellige former.

Der må som udgangspunkt være en formodning for, at en person, der samtykker i et samleje, ikke blot forholder sig helt passivt, men deltager i et eller andet omfang.

Handlinger, der kan være udtryk for et samtykke til samleje, vil f.eks. kunne være kys, berøringer, nydende lyde eller relevante bevægelser, f.eks. at man vender sig mod den anden person, selv hjælper til med at tage sit undertøj af, udfører samlejebevægelser eller lignende.

Det forekommer, at en person, der udsættes for f.eks. et seksuelt overgreb, agerer ud fra en ubevidst frygtbetinget tilstand, hvor vedkommende ikke gør modstand (”fryser”).

Dette kan give sig udslag i f.eks. dissociation eller tonisk immobilitet, hvor vedkommende ikke vil kunne tale eller bevæge sig, men der ses også eksempler på, at forurettedes krop er i en sådan frygttilstand (kører på ”autopilot”), så vedkommende fysisk kan fungere (f.eks. vende sig om eller foretage seksuelle handlinger, hvis forurettede bliver bedt om det), uden at dette er udtryk for forurettedes frie vilje.

Dette vil både kunne forekomme før og under et samleje.

I en sådan tilstand er passivitet fra den forurettedes side således ikke et udtryk for samtykke eller for en bevidst strategi eller handling fra forurettedes side, men et udtryk for frygt.

I sådanne tilfælde foreligger der aldrig samtykke.

Når der ses bort fra ovennævnte situationer, vil der ved total passivitet forstås den situation, hvor den ene person ikke foretager sig nogen form for handling, der kan indikere samtykke eller manglende samtykke til samleje.

I de situationer, hvor der er udvist total passivitet fra den ene persons side, er der en formodning for, at vedkommende ikke samtykker, og derfor må den person, der ønsker samleje gennemført, gøre noget for at sikre sig, at vedkommende samtykker.

Også ved total passivitet må det dog afhænge af en konkret og samlet vurdering, om deltagelse i samlejet kan anses for at være sket med samtykke.

Der vil – også ved total passivitet – efter en konkret og samlet vurdering kunne foreligge samtykke.

Her vil det naturligt kunne indgå i vurderingen, om parterne tidligere har haft samleje gennemført med samtykke, der er foregået på samme måde, uden at der har været tale om indirekte trusler eller psykisk vold mv., eller om parterne ikke tidligere har haft nogen seksuel relation.

Der må som udgangspunkt være en formodning for, at en person, der samtykker i et samleje, ikke blot forholder sig helt passivt, men deltager i et eller andet omfang.

I de situationer, hvor samtykke på den ene eller anden måde er kommet til udtryk, men hvor der undervejs udvises passivitet, og der derfor er anledning til at overveje rækkevidden af samtykket, f.eks. om samtykket kun gælder vaginalt samleje, men ikke analt samleje, eller om det kun gælder oralt seksuelt forhold, men ikke vaginalt samleje, vil der ligeledes skulle foretages en konkret og samlet vurdering af, om der af den konkrete situation og sammenhæng fremgår et samtykke til de seksuelle forhold.

I den forbindelse vil hensynene, som er nævnt ovenfor, ligeledes kunne indgå i vurderingen.

Om der er samtykket i et samleje beror på, om personen deltager i samlejet af egen fri vilje.

Det afgørende er, at personen har haft mulighed for at tage stilling til, om vedkommende vil deltage i samlejet.

Det skal i den forbindelse understreges, at det er personens adfærd umiddelbart i sammenhæng med og på tidspunktet for samlejet, som er afgørende for vurderingen af, om der foreligger samtykke.

Flirtende adfærd, kys tidligere på aftenen, eller det forhold, at en person er gået med en anden person hjem, kan ikke i sig selv anses som samtykke til et samleje.

Samtykke skal foreligge under hele samlejet.

Det forhold, at en person har givet udtryk for, at den pågældende samtykker i samleje, udelukker ikke, at vedkommende senere trækker sit samtykke tilbage.

Et samtykke må – navnlig ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn – vurderes objektivt ud fra oplysningerne om personens deltagelse i samlejet, herunder personens ord og handlinger, og ikke ud fra personens indre overbevisning.

Dette indebærer f.eks., at en person, som efter sin indre overbevisning ikke ønsker et samleje, men som alligevel vælger at gå med til samlejet, vil skulle anses for at have samtykket i samlejet.«

Af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 1 (i lovforslag nr. L85 af 11. november 2020) følger det endvidere, at

».

.

.

det forhold, at en person ikke har haft fuld viden om eller indsigt i en række forhold, der kan have haft betydning for, at vedkommende valgte at deltage i samlejet, ikke udelukker, at der er samtykket i samlejet.

I de tilfælde, hvor en person f.eks. er blevet ”snydt” til samleje gennem usande påstande om, at den anden person var en berømthed eller havde en særlig alder, status, beskæftigelse eller lignende, må samlejet anses for gennemført med samtykke.

Er der tale om tilsnigelse af samleje med en person, som forveksler gerningsmanden med en anden, vil forholdet dog kunne være strafbart efter straffelovens § 221.«

Efter lovforslaget skal samtykke efter voldtægtsbestemmelsen således vurderes uformaliseret og ud fra en samlet vurdering af omstændighederne ved den konkrete situation.

Om et samtykke er givet frivilligt og er udtryk for den pågældendes frie vilje, må bedømmes objektivt ud fra omstændighederne ved den konkrete situation.

Det er afgørende, at den pågældende har haft mulighed for at tage stilling til, om vedkommende vil deltage i samlejet.

Der er tale om et særligt samtykkebegreb for voldtægtsbestemmelsen.

Om der foreligger samtykke i sager om voldtægt, må således navnlig afgøres ud fra de kriterier, som fremgår af forarbejderne til bestemmelsen.

Se mere om begrebet samtykke i den juridiske litteratur i Rigsadvokatens notat om samtykke her.

For så vidt angår samleje med børn under 15 år, gælder der et absolut forbud herimod efter straffelovens § 216, stk. 2, og § 222.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 2208 af 29. december 2020 (lovforslag nr. L85 af 11. november 2020, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.6), at kriminaliseringen i bl.a. disse bestemmelser bør opretholdes ved siden af den foreslåede nyaffattelse af § 216, stk. 1, og at der således, hvis gerningsindholdet i bestemmelserne er opfyldt, og hvis det seksuelle forhold er gennemført uden samtykke, efter omstændighederne kan blive tale om, at der skal straffes i sammenstød med § 216, stk. 1.

Dette indebærer efter Rigsadvokatens opfattelse, at den omstændighed, at en person er under 15 år, ikke i sig selv medfører, at den pågældende ikke kan give et gyldigt samtykke i relation til straffelovens § 216, stk. 1.

Samleje med en person under 15 år vil i sig selv være strafbart efter § 216, stk. 2, eller § 222, men om forholdet tillige udgør voldtægt efter § 216, stk. 1, som følge af manglende samtykke, må bedømmes objektivt ud fra omstændighederne ved den konkrete situation, herunder om personen i øvrigt har været i stand til at tage stilling til, om vedkommende vil deltage i samlejet.

Om straffelovens § 216, stk. 2, og § 222 henvises i øvrigt til pkt. 4.1.2 og 4.2 nedenfor.

Forsæt og bevisvurdering

Det er en forudsætning for anvendelse af straffelovens § 216, stk. 1, at gerningsmanden har handlet forsætligt i relation til alle led i gerningsindsholdet i § 216, stk. 1.

Det betyder, at gerningsmanden skal have forsæt til at have samleje med en person, der ikke samtykker.

Det er ikke tilstrækkeligt, at gerningsmanden burde vide, at forurettede ikke samtykkede.

Det er anklagemyndigheden, der skal føre bevis for, at gerningsmanden havde samleje med forurettede, at foruttede ikke havde samtykket, og at gerningsmanden havde forsæt til, at forurettede ikke deltog med samtykke.

Om der er ført tilstrækkeligt bevis for de objektive og subjektive forhold i tiltalen, må afgøres af retten efter en samlet vurdering af alle omstændigheder i den konkrete situation.

Ved vurderingen af, om gerningsmanden havde forsæt til at have samleje med en person, der ikke samtykker, vil det kunne have betydning, om gerningsmanden havde grund til at tro, at forurettede samtykkede eller ikke samtykkede i samlejet.

Det følger af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 1 (i lovforslag nr. L85 af 11. november 2020), at i tilfælde, hvor der ikke er andre beviser end tiltaltes og offerets forklaringer, og hvor tiltalte og offeret forklarer forskelligt om forløbet, må afgørelsen i første række bero på en bedømmelse af troværdigheden af forklaringerne.

Hvis de modstridende forklaringer af retten vurderes at være lige troværdige, må der ske frifindelse.

Det kræves i den forbindelse, at beviset skal have en sådan styrke, at der ikke er nogen rimelig tvivl om, at tiltalte er skyldig.

Det kan herunder tages i betragtning, om der er omstændigheder, der ud fra en generel betragtning kan tale imod, at en part samtykker, hvis den pågældende ikke har givet udtrykkeligt samtykke til de pågældende handlinger, og hvor omstændighederne ikke i øvrigt taler for, at der er samtykket.

I sådanne tilfælde kan der argumenteres for, at den handlende part må skærpe sin opmærksomhed på, om den anden part samtykker i handlingerne.

Blandt omstændigheder, der kan give anledning til, at den handlende part må skærpe sin opmærksomhed på, om den anden part frivilligt samtykker, hvis dette ikke klart fremgår af situationen, kan formentlig peges på følgende omstændigheder (eller kombinationer heraf)

Som eksempler på, hvor der som udgangspunkt ikke foreligger samtykke, og der derfor er tale om voldtægt efter nyaffattelsen af straffelovens § 216, stk. 1, ved lov nr. 2208 af 29. december 2020, kan nævnes

Vold eller trussel om vold

Der vil ikke kunne foreligge et gyldigt samtykke i tilfælde, hvor samlejet tiltvinges ved vold eller trussel om vold.

Vold omfatter fysisk magtanvendelse både i form af mekanisk tvang (hvor gerningsmanden i kraft af større fysisk styrke gennemtvinger samleje, eller hvor en eller flere holder offeret, mens en anden gennemfører samleje) og i form af kompulsiv tvang (hvor slag eller anden magtanvendelse bevirker, at offeret opgiver videre modstand).

Den blotte fastholdelse af offeret udgør således vold omfattet af bestemmelsen.

Vold omfatter også generelt mildere former for vold, herunder handlinger, som ikke nødvendigvis falder under straffelovens § 244 (simpel vold).

Som eksempler på denne form for vold kan nævnes det at fastholde eller gribe fat om forurettede, at tvinge forurettedes ben fra hinanden og at lægge sig på forurettede.

Det er således ikke en betingelse, at der er anvendt omfattende vold eller trusler, ligesom der også kan være tale om mere eller mindre stiltiende trusler.

Anden ulovlig tvang

Der vil ikke kunne foreligge et gyldigt samtykke i tilfælde, hvor samlejet skaffes ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold, jf. straffelovens § 260.

De tvangsmidler, der er nævnt i straffelovens § 260 – ud over vold og trussel om vold – er bl.a. trussel om betydelig skade på gods, om frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold eller om at åbenbare privatlivet tilhørende forhold.

Udnyttelse af forurettedes hjælpeløse tilstand eller situation (overrumpling)

Der vil ikke kunne foreligge et gyldigt samtykke i tilfælde, hvor offeret befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

”Tilstande” forstås ifølge forarbejderne til lov nr. 2208 af 29. december 2020 (lovforslag nr. L85 af 11. november 2020, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 1), i overensstemmelse med den hidtil gældende retstilstand som søvn, bevidstløshed, stærk beruselse, hypnotisk trance, fysisk lammelse og lignende.

Der henvises herom til forarbejderne til lov nr. 633 af 12. juni 2013 (lovforslag nr. L 141 af 6. februar 2013, de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.1).

”Situationer” kan betegnes som overrumplingstilfælde.

Bestemmelsen tager sigte på konkrete situationer, hvor gerningsmanden har mulighed for at overrumple forurettede og begynde et samleje (eller andet seksuelt forhold, jf. § 225), før offeret kan nå at reagere.

Det drejer sig i praksis navnlig om tilfælde, hvor offeret er afklædt, og hvor gerningsmanden har en legitim anledning til forholdsvis intime berøringer, men hvor gerningsmanden overskrider grænsen for, hvad der er fagligt begrundet i situationen.

Som eksempler på sådanne situationer kan nævnes bistand til personlig hygiejne, lægeundersøgelse og massage.

Med ”situation” sigtes således til en konkret fysisk situation og ikke en eventuel særligt sårbar situation i øvrigt, eksempelvis i form af økonomisk afhængighed, jf. forarbejderne til lov nr. 633 af 12. juni 2013 (lovforslag nr. L 141 af 6. februar 2013, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8).

Er et samleje ikke udslag af en persons frie vilje som følge af gerningsmandens udnyttelse af, at den pågældende er i en særligt sårbar situation, f.eks. som udslag af psykisk vold efter straffelovens § 243, foreligger der ikke samtykke, og der vil derfor som udgangspunkt være tale om voldtægt.

4.1.2.

Straffelovens § 216, stk. 2

Efter straffelovens § 216, stk. 2, straffes den, der har samleje med et barn under 12 år.

Bestemmelsen indebærer et absolut forbud mod samleje med et barn under 12 år, når gerningsmanden har forsæt med hensyn til, at barnet var under 12 år.

Hvis gerningsmanden ikke har haft forsæt med hensyn til, at barnet var under 12 år, kan forholdet i stedet være omfattet af straffelovens § 222 om samleje med et barn under 15 år.

Om straffelovens § 222, se nedenfor under pkt. 4.2.

Det har ikke betydning for strafbarheden, om barnet har været indforstået, og om det er den ene eller den anden part, der har taget initiativ til samlejet.

Efter straffelovens § 225 finder bestemmelsen tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.

Der vil kunne straffes i sammenstød for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, og straffelovens § 216, stk. 2, hvis det seksuelle forhold (med et barn under 12 år) er gennemført uden samtykke, jf. forarbejderne til lov nr nr. 2208 af 29. december 2020 (lovforslag nr. L85 af 11. november 2020, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 1).

Der henvises i øvrigt til ovenfor under pkt. 4.1.1 (afsnittet om samtykke).

4.1.3.

Betydningen af parforhold

Det har ingen betydning for den strafferetlige subsumption, om et seksuelt forhold finder sted inden for eller uden for parforhold.

Det er tilsvarende uden betydning for strafudmålingen, om de personer, der har haft et seksuelt forhold, efterfølgende indgår ægteskab eller parforhold, eller tidligere har været i et sådant.

Det vil dog efter almindelige strafudmålingsprincipper kunne tillægges betydning i formildende retning, at gerningsmanden og forurettede er blevet forsonet og har genoptaget eller fortsat deres samliv.

Læs mere om dette i Straffelovrådets betænkning nr. 1434/2012 om seksualforbrydelser, pkt. 3.1.4. og i forarbejderne til lov nr. 633 af 12. juni 2013 (lovforslag nr. L 141 af 6. februar 2013, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8, nr. 10, og nr. 21) og til lov nr. 2208 af 29. december 2020 (lovforslag nr. L85 af 11. november 2020, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.2).

4.2.

Straffelovens § 222 - samleje med et barn under 15 år

Efter straffelovens § 222, stk. 1, straffes den, som har samleje med et barn under 15 år.

Straffelovens § 222 indebærer et absolut forbud mod samleje med et barn under 15 år.

Det har ikke betydning for strafbarheden, om barnet har været indforstået, og om det er den ene eller den anden part, der har taget initiativ til samlejet.

Efter straffelovens § 225 finder bestemmelsen tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.

For at straffe for overtrædelse af straffelovens § 222 skal gerningsmanden have haft forsæt til at have samleje med et barn under 15 år.

Det betyder, at gerningsmanden også skal have haft forsæt til, at den forurettede var under 15 år på gerningstidspunktet.

Det følger dog af straffelovens § 228, at en person kan straffes for overtrædelse af straffelovens § 222, hvis gerningsmanden har handlet uagtsomt i forhold til barnets alder.

Straffelovens § 222 er subsidiær i forhold til straffelovens § 216, stk. 2.

Det betyder, at der skal straffes for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2, og ikke for overtrædelse af straffelovens § 222, når barnet er under 12 år, og gerningsmanden har haft forsæt i forhold til barnets alder.

Hvis det seksuelle forhold (med et barn under 15 år) er gennemført uden samtykke, jf. straffelovens § 216, stk. 1, vil der kunne straffes i sammenstød mellem § 222 og § 216, stk. 1.

Efter straffelovens § 222, stk. 2, hæves strafferammen til fængsel indtil 12 år, hvis gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed ved brug af tvang eller fremsættelse af trusler.

Der kan straffes i sammenstød mellem § 222, stk. 2, og § 216, stk. 1, jf. forarbejderne til lov nr. 633 af 12. juni 2013 (lovforslag nr. L 141 af 6. februar 2013, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 17-19).

Efter straffelovens § 222, stk. 3, skal det indgå som en skærpende omstændighed ved fastsættelsen af straffen efter straffelovens § 222, stk. 1, at gerningsmanden har skaffet sig samleje ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed.

Det vil bero på de konkrete omstændigheder i den enkelte sag, om gerningsmanden har udnyttet en fysisk eller psykisk overlegenhed til at skaffe sig samleje.

Der skal i den forbindelse blandt andet lægges vægt på

4.3.

Straffelovens § 232 – blufærdighedskrænkelse

Efter straffelovens § 232 straffes den, som ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden, med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Hvis forholdet er begået over for et barn under 15 år, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4 år.

Læs mere i afsnittet om digitale sexkrænkelser i Rigsadvokatmeddelelsen, pkt. 4.1., om de situationer, hvor der sker deling eller offentliggørelse – ofte via internettet, mobiltelefoner mv. – af nøgenbilleder, herunder billeder eller videoer af seksuel karakter, uden samtykke fra den afbildede person (digitale sexkrænkelser).

4.4.

Straffelovens § 235 – børnepornografi

Besiddelse og udbredelse af børnepornografi straffes efter straffelovens § 235.

Læs mere i afsnittet om digitale sexkrænkelser i Rigsadvokatmeddelelsen, pkt. 4.1, om de situationer, hvor der sker deling eller offentliggørelse – ofte via internettet, mobiltelefoner mv. – af nøgenbilleder, herunder billeder eller videoer af seksuel karakter, uden samtykke fra den afbildede person, der er under 18 år (digitale sexkrænkelser).

En del anmeldelser af børnepornografi kommer fra the National Center for Missing and Exploited Children (NCMEC).

NCMEC er en amerikansk non-profit organisation, som bl.a. arbejder for at reducere seksuel udnyttelse af børn og derfor driver en centraliseret cybertip-linje, hvor det er muligt bl.a. at oplyse om børnepornografisk materiale på internettet.

NCMEC vidersender disse oplysninger til Europol, hvis det pågældende cybertip har relation til internetbrugere i lande, der deltager i Europol-samarbejdet.

På den baggrund modtager Rigspolitiets NC3 årligt flere tusinde cybertips (NCMEC-efterretninger) fra Europol, hvis efterretningen har ført til identificering af forhold, der forbinder sagen med Danmark.

Rigspolitiets NC3 har udarbejdet en vejledning om Nationalt Cyber Crime Centers håndtering af efterretninger og anmeldelser, herunder NCMEC-efterretninger.

Vejledningen er tilgængelig på Pol-INTRA.

Det fremgår heraf, at NC3 inddeler NCMEC-efterretningerne i to grupper

En NCMEC-efterretning, der vedrører materiale med børnepornografisk indhold, skal behandles som en anmeldelse.

NC3 overdrager sagen til rette politikreds, som findes på grundlag af de oplysninger, som er anført i NCMEC-efterretningen om f.eks. telefonnummer, geolokation eller ip-adresse.

NC3 opretter i den forbindelse sagen i POLSAS med et straffesagsjournalnummer.

Hvis NC3 umiddelbart har kendskab til, at der i samme eller andre politikredse verserer andre sager vedrørende materiale med samme børnepornografiske indhold, gør NC3 politikredsen opmærksom herpå i forbindelse med sagens overdragelse.

Hvis politikredsen ikke er enig i NC3’s vurdering af materialet og på den baggrund finder, at der ikke er grundlag for at indlede efterforskning eller rejse tiltale, skal politikredsen via den lokale anklagemyndighed forelægge sagen for den regionale statsadvokat.

NCMEC-efterretninger, der indeholder ikke-børnepornografisk materiale, skal ikke betragtes som en anmeldelse og overdrages ikke til en politikreds.

5.

Straf og andre retsfølger

5.1.

Straffelovens § 216 – voldtægt

Normalstrafferammen for voldtægt er fængsel indtil 8 år.

Straffen kan stige til fængsel indtil 12 år, jf. stk. 3, hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

Ved fastsættelsen af straffen skal der lægges vægt på den særlige krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen, jf. stk. 4.

Nedenstående retningslinjer for anklagemyndighedens strafpåstande i sager om voldtægt gælder, når overtrædelsen er begået efter den 1. juli 2016, jf. § 2 i lov nr. 635 af 8. juni 2016.

Hvis overtrædelsen er begået forud for den 1. juli 2016, skal anklagemyndigheden nedlægge påstand efter de hidtil gældende retningslinjerne, som kan findes i Vidensbasen under historiske dokumenter.

5.1.1.

Generelt om straffastsættelsen

Ved lov nr. 635 af 8. juni 2016 er der indsat en bestemmelse i straffelovens § 216, stk. 4, som præciserer, at der ved fastsættelse af straffen for voldtægt skal lægges vægt på den særlige krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen.

Det fremgår af forarbejderne til loven, at der skal ske en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet for voldtægt, så straffen for voldtægt i højere grad afspejler den krænkelse af offerets værdighed, integritet og selvbestemmelsesret, der er forbundet med voldtægt (lovforslag nr. L 98 af 16. december 2015, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2).

Strafudmålingen i voldtægtssager skal i øvrigt ske på grundlag af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af voldtægtens karakter og øvrige foreliggende omstændigheder og ikke på grundlag af en generel forskellig vurdering af grovheden af overfaldsvoldtægter i forhold til voldtægter, der sker i forbindelse med socialt samvær eller i et parforhold.

Det vil dog udgøre en skærpende omstændighed, at voldtægten er begået i forbindelse med et overfald.

Straffen for en overfaldsvoldtægt vil derfor alt andet lige være strengere end for en voldtægt, der ikke har karakter af et overfald.

Et overfald kan f.eks. ske ved, at offeret udsættes for et pludseligt angreb på et offentligt sted, hvor offeret færdes alene, eller i eget hjem, hvor gerningsmanden er trængt ind.

Der vil kunne være tale om et overfald, uanset om gerningsmanden og offeret kender hinanden eller ej.

Det anses omvendt ikke for en formildende omstændighed, at en voldtægt er begået i forbindelse med socialt samvær eller i et parforhold.

Dette fremgår af forarbejderne til lov nr. 635 af 8. juni 2016 (lovforslag nr. L 98 af 16. december 2015, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.1.5. og besvarelse af spørgsmål nr. 7 fra Folketingets Retsudvalg til lovforslag nr. L 98).

Herudover skal anklagemyndigheden som udgangspunkt nedlægge påstand om en skærpet straf i forhold til de strafpåstande, der er anført i pkt. 5.1.2. og pkt. 5.1.3., hvis f.eks.

Dette fremgår af forarbejderne til lov nr. 635 af 8. juni 2016 (lovforslag nr. L 98 af 16. december 2015, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.).

Straffen for forsøg på voldtægt fastsættes som udgangspunkt lavere end straffen for en fuldbyrdet voldtægt.

Der kan dog også i disse tilfælde på baggrund af en konkret vurdering være omstændigheder, der gør, at der skal fastsættes en strengere straf.

Hvis der ikke er tale om samleje, men om andet seksuelt forhold end samleje, jf. straffelovens § 225, afhænger den konkrete strafudmåling af, hvor intensivt et overgreb der er tale om.

Ved fastsættelse af straffen i den enkelte sag skal det indgå som et væsentligt element, hvilken form for seksuelt forhold der har været tale om.

Hvis der er tale om grove tilfælde af andet seksuelt forhold end samleje, f.eks. indføring af genstande i forurettedes skede eller endetarm, vil dette kunne indgå som en skærpende omstændighed i modsætning til f.eks. de mildere tilfælde, som ligger lige over grænsen for blufærdighedskrænkelse.

Se betænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser, afsnit 16.2.

Hvis gerningsmanden tidligere er straffet af betydning af sagen, skal dette indgå som en skærpende omstændighed, jf. straffelovens § 81, nr. 1.

5.1.2.

Straffelovens § 216, stk. 1

Ved lov nr. 2208 af 29. december 2020 (Samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse) skete der en udvidelse af det strafbare område i straffelovens § 216, stk. 1, så samleje med en person, som ikke samtykker heri, er voldtægt.

Det er således ikke længere en betingelse for at straffe for voldtægt, at gerningsmanden har anvendt vold, trussel om vold eller anden ulovlig tvang, eller at den forurettede befinder sig i en tilstand eller en situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Ved lovændringen er de eksisterende strafferammer videreført.

Det følger af forarbejderne til loven (lovforslag nr. L85 af 11. november 2020, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.5, samt de specielle bemærkninger til § 1, nr. 1), at der ved straffastsættelsen tages udgangspunkt i de hidtil gældende strafniveauer i tilfælde af voldtægt omfattet af den tidligere gældende bestemmelse i straffelovens § 216, stk. 1.

Tiltvingelse af samleje ved vold eller trussel om vold (tidligere § 216, stk. 1, nr. 1)

Anklagemyndigheden skal som udgangspunkt nedlægge påstand om en fængselsstraf på omkring 2 år og 6 måneder til 3 år og 6 måneder for en enkeltstående fuldbyrdet voldtægt, jf. straffelovens § 216, stk. 1, når et samleje er tiltvunget ved vold eller trussel om vold.

Strafpåstanden afhænger dog altid af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Anklagemyndigheden skal som udgangspunkt nedlægge påstand om, at tiltalte idømmes fængsel i 3 år og 6 måneder for en enkeltstående fuldbyrdet overfaldsvoldtægt, hvis der ikke foreligger andre skærpende omstændigheder.

Anklagemyndigheden skal som udgangspunkt nedlægge påstand om, at tiltalte idømmes fængsel i niveauet fra ca. 2 år og 6 måneder til 3 år for et enkeltstående fuldbyrdet samleje i andre sager om voldtægt ved vold eller trussel om vold, hvis der ikke foreligger andre skærpende omstændigheder.

Dette fremgår af forarbejderne til lov nr. 635 af 8. juni 2016 (lovforslag nr. L 98 af 16. december 2015, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2).

Se i øvrigt pkt. 5.1.1. om formildende og skærpende omstændigheder, der kan have betydning for anklagemyndighedens strafpåstand.

Se herudover pkt. 5.1.4. om strafskærpende omstændigheder ved voldtægt af særligt farlig karakter eller under øvrige særligt skærpende omstændigheder samt voldtægt i forbindelse med menneskehandel.

Samleje skaffet ved anvendelse af anden ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen (tidligere § 216, stk. 1, nr. 2)

Samleje med en person, der ikke samtykker, og hvor der ikke er anvendt tvangsmidler, eller hvor forurettede ikke befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Det følger af forarbejderne til lov nr. 2208 af 29. december 2020 (lovforslag nr. L85 af 11. november 2020, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.2.4.), at strafudmålingen for forhold, der omfattes af nykriminaliseringen af samleje med en person, der ikke samtykker, beror på en konkret vurdering af alle sagens omstændigheder med henblik på at fastsætte en straf, som afspejler karakteren og grovheden af forbrydelsen, herunder i forhold til de strafniveauer, som er forudsat ved lov nr. 635 af 8. juni 2016.

I forarbejderne til lov nr. 2208 af 29. december 2020 (lovforslag nr. L85 af 11. november 2020, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.5) henvises til Straffelovrådets overvejelser i betænkning nr. 1574/2020 (om en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse) vedrørende udgangspunkter for strafnivauet i de tilfælde, som omfattes af nykriminaliseringen, og gengives således i lovforslagets pkt. 2.1.2.4

» Straffelovrådet har i den forbindelse bemærket, at de situationer, som forventes omfattet af den foreslåede nykriminalisering, vil være af yderst forskelligartet karakter og grovhed.

Derfor vil det efter Straffelovrådets opfattelse være uhensigtsmæssigt at fastsætte et fælles udgangspunkt for strafniveauet i de sager, som ikke er omfattet af den gældende bestemmelse.

Straffelovrådet foreslår, at strafudmålingen i stedet må bero på en konkret vurdering af alle sagens omstændigheder med henblik på at fastsætte en straf, som afspejler karakteren og grovheden af forbrydelsen, herunder i forhold til de strafniveauer, som er forudsat ved lov nr. 635 af 8. juni 2016.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at der i de groveste tilfælde bør straffes på linje med de tilfælde af voldtægt, der ikke er overfaldsvoldtægt – det vil sige som udgangspunkt med fængsel fra 2 år og 6 måneder til op mod 3 år.

Et eksempel herpå kan være, at et ufrivilligt samleje eller et samleje gennemført uden samtykke foregår under intimiderende omstændigheder.

Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at der i mildere tilfælde, f.eks. i visse passivitetssituationer, vil kunne være grundlag for at tage udgangspunkt i et strafniveau på fængsel i 1 år og 2 måneder, da sådanne situationer efter omstændighederne vil kunne sidestilles med de situationer, hvor forurettede befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

I atter andre mildere tilfælde vil der kunne være grundlag for at udmåle en straf under dette niveau, f.eks. hvor parterne har indledt et frivilligt samleje eller et samleje med samtykke, og hvor den ene part undervejs fortryder og siger fra, hvorefter gerningsmanden alligevel fortsætter samlejet.

Straffelovrådet anfører, at strafudmålingen fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. hermed de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.«

Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1574/2020 om en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse, side 154-160, 166-167, 183-185 og 191-192.

Anklagemyndigheden skal på den baggrund i de groveste tilfælde som udgangspunkt nedlægge påstand om, at tiltalte idømmes fængsel i 2 år og 6 måneder til op mod 3 år for et enkeltstående fuldbyrdet tilfælde af samleje med en person, der ikke samtykker.

I mildere tilfælde påstås fængsel i 1 år og 2 måneder.

I visse situationer vil der efter omstændighederne kunne være grundlag for at påstå en straf under dette niveau.

5.1.3.

Straffelovens § 216, stk. 2

Hvis der ikke foreligger skærpende omstændigheder, skal anklagemyndigheden som udgangspunkt nedlægge påstand om, at tiltalte idømmes fængsel i 3 år og 6 måneder for samleje med et barn under 12 år, jf. straffelovens § 216, stk. 2.

Strafudmålingen skal dog ske på grundlag af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Se pkt. 5.1.1. om formildende og skærpende omstændigheder, der kan have betydning for anklagemyndighedens strafpåstand.

Se herudover pkt. 5.1.4. om strafskærpende omstændigheder ved voldtægt af særligt farlig karakter eller under øvrige særligt skærpende omstændigheder samt voldtægt i forbindelse med menneskehandel.

Der kan undtagelsesvist i sager om overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2, være mulighed for at idømme den tiltalte en dom til behandling som alternativ til frihedsstraf.

Betinget dom med vilkår om sexologisk behandling forudsættes i almindelighed at komme på tale som alternativ til ubetinget fængselsstraf op til omkring 1 år og 6 måneder.

Derfor må betinget dom med vilkår om sexologisk behandling navnlig antages at kunne blive relevant i sager om overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2, jf. § 225.

Se Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Seksualforbrydelser – Betinget dom med vilkår om behandling af personer der har begået visse seksualforbrydelser.

5.2.

Straffelovens § 219

Anklagemyndigheden kan i visse sager om overtrædelse af straffelovens § 219 nedlægge påstand om, at tiltalte idømmes en dom til behandling som alternativ til frihedsstraf.

Se Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Seksualforbrydelser – Betinget dom med vilkår om behandling af personer der har begået visse seksualforbrydelser.

5.3.

Straffelovens § 222

Nedenstående retningslinjer for anklagemyndighedens strafpåstande i sager om overtrædelse af straffelovens § 222 gælder, når overtrædelsen er begået efter den 1. juli 2016, jf. § 2 i lov nr. 635 af 8. juni 2016.

Hvis overtrædelsen er begået forud for den 1. juli 2016, skal anklagemyndigheden nedlægge påstand efter de hidtil gældende retningslinjerne, som kan findes i Vidensbasen under historiske dokumenter.

Efter straffelovens § 222, stk. 1, straffes den, som har samleje med et barn under 15 år med fængsel indtil 8 år, medmindre forholdet er omfattet af straffelovens § 216, stk. 2.

Anklagemyndigheden skal være opmærksom på, at sager om fuldt ud frivillige seksuelle forhold til børn under 15 år, hvor parterne har været tilstrækkeligt jævnbyrdige i alder og udvikling, efter en konkret vurdering, kan afgøres med et tiltalefrafald uden vilkår, jf. bekendtgørelse nr. 302 af 2. marts 2016 om politidirektørernes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale § 1, stk. 1, nr. 3.

Der henvises til pkt. 4.1.1. vedr.

samtykke.

Der kan straffes i sammenstød med med § 216, stk. 1, såfremt betingelserne er opfyldte, jf. forarbejderne til lov nr. 2208 af 29. december 2020 (lovforslag nr. L85 af 11. november 2020, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.6.).

Anklagemyndigheden kan i visse sager om overtrædelse af straffelovens § 222 nedlægge påstand om, at tiltalte idømmes en dom til behandling som alternativ til frihedsstraf.

Se Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Seksualforbrydelser – Betinget dom med vilkår om behandling af personer der har begået visse seksualforbrydelser.

5.3.1.

Udnyttelse af fysisk eller psykisk overlegenhed

Efter straffelovens § 222, stk. 3, skal det indgå som en skærpende omstændighed ved fastsættelsen af straffen efter straffelovens § 222, stk. 1, at gerningsmanden har skaffet sig samleje ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed.

Hvis udnyttelsen af den fysiske eller psykiske overlegenhed sker ved brug af tvang eller fremsættelse af trusler, kan straffen for samleje med et barn under 15 år, jf. straffelovens § 222, stk. 2, stige til fængsel indtil 12 år.

Se pkt. 4.2. om, hvornår der er tale om udnyttelse af fysisk eller psykisk overlegenhed.

Strafudmålingen i en sag, hvor gerningsmanden har skaffet sig samleje med et barn under 15 år ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed, skal sidestilles med strafudmålingen for en overfaldsvoldtægt.

Anklagemyndigheden skal som udgangspunkt nedlægge påstand om, at tiltalte idømmes fængsel i 3 år og 6 måneder for et enkeltstående tilfælde af samleje med et barn under 15 år ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed, hvis der ikke foreligger andre skærpende omstændigheder.

Anklagemyndigheden skal nedlægge påstand om en skærpet straf, hvis

Der vil i almindelighed være grundlag for at udmåle en lavere straf end det angivne udgangspunkt, hvis der f.eks. er tale om andet seksuelt forhold end samleje (§ 225) eller om forsøg.

Dette fremgår af forarbejderne til lov nr. 635 af 8. juni 2016 (lovforslag nr. L 98 af 16. december 2015, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.1. og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 3-5).

5.4.

Straffelovens § 223

Anklagemyndigheden kan i visse sager om overtrædelse af straffelovens § 223 nedlægge påstand om, at tiltalte idømmes en dom til behandling som alternativ til frihedsstraf.

Se i Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Seksualforbrydelser – Betinget dom med vilkår om behandling af personer der har begået visse seksualforbrydelser.

5.5.

Straffelovens § 232

Anklagemyndigheden kan i visse sager om overtrædelse af straffelovens § 232 nedlægge påstand om, at tiltalte idømmes en dom til behandling som alternativ til frihedsstraf.

Se i Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Seksualforbrydelser – Betinget dom med vilkår om behandling af personer der har begået visse seksualforbrydelser.

For så vidt angår blufærdighedskrænkelse begået i forbindelse med digitale sexkrænkelser, se Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om digitale sexkrænkelser.

Efter straffelovens § 232, stk. 2, skal der ved fastsættelsen af straffen for blufærdighedskrænkelse lægges vægt på den særlige krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 257 af 10. april 2018 og finder anvendelse på forhold begået efter lovens ikrafttræden den 15. april 2018.

Som det fremgår nedenfor, er formålet med loven at skærpe bødestraffen for blotteri, men det fremgår af forarbejderne til lovforslaget (de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.2), at det for at sikre sammenhæng på området forudsættes, at der også i de tilfælde, hvor gerningsmanden idømmes bødestraf for andre former for blufærdighedskrænkelse end blotteri, generelt sker en fordobling af bødestraffen i forhold til det resultat, domstolene efter hidtidig praksis ville være nået frem til.

5.5.1.

Blufærdighedskrænkelse i form af blotteri

Efter straffelovens § 232, stk. 2, skal der ved fastsættelse af straffen for blufærdighedskrænkelse lægges vægt på den særlige krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 257 af 10. april 2018.

Det fremgår af forarbejderne til lovforslaget (de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.2), at det med lovforslaget forudsættes, at der generelt sker en fordobling af bødeniveauet for blotteri i forhold til det resultat, domstolene efter hidtidig praksis ville være nået frem til, således at bødestraffen i højere grad afspejler den krænkelse af offeret, der er forbundet med overtrædelsen.

For at sikre sammenhæng på området for blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232 forudsættes det, at der også i de tilfælde, hvor gerningsmanden idømmes bødestraf for andre former for blufærdighedskrænkelse end blotteri, generelt sker en fordobling af bødestraffen i forhold til det resultat, domstolene efter hidtidig praksis ville være nået frem til.

Strafskærpelsen medfører, at anklagemyndigheden i sager om blotteri i førstegangstilfælde, hvor der ikke foreligger skærpende omstændigheder, som udgangspunkt skal nedlægge påstand om en bøde på omkring 5.000 kr.

Anklagemyndigheden skal – også i førstegangstilfælde – nedlægge påstand om en bøde på omkring 7.500 kr., hvis der foreligger skærpende omstændigheder som f.eks.

Hvis der foreligger flere forhold til samtidig pådømmelse eller flere skærpende omstændigheder, skal der nedlægges påstand om en skærpet bøde, som afhænger af antallet af forhold og karakteren af overtrædelserne.

Hvis forholdet er begået under særligt skærpende omstændigheder, kan anklagemyndigheden undtagelsesvist også i førstegangstilfælde nedlægge påstand om en kortere frihedsstraf.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvis anklagemyndigheden vurderer, at der foreligger en række skærpende omstændigheder, sådan at der i givet fald ville blive tale om en bøde i størrelsesordenen omkring 15-20.000 kr.

Ovennævnte strafforhøjelse finder anvendelse på forhold, der er begået efter lovens ikrafttræden den 15. april 2018, jf. straffelovens § 3, stk. 1.

Anklagemyndigheden skal i andengangstilfælde foretage en konkret vurdering af, om sagen skal afgøres med bøde eller frihedsstraf.

Der gælder således ikke et fast udgangspunkt, og anklagemyndigheden skal lægge vægt på karakteren og grovheden af tiltaltes forstraffe sammenholdt med den aktuelle overtrædelse.

Anklagemyndigheden skal i tredjegangstilfælde som udgangspunkt nedlægge påstand om en kortere frihedsstraf.

5.6.

Straffelovens § 235 – børnepornografi

Det har betydning for anklagemyndighedens strafpåstand, hvilke typer af børnepornografiske fremstillinger sagen angår.

Se pkt. 2.2. om opgørelsen af antallet af billeder og filmsekvenser mv.

5.6.1.

Udbredelse (og samtidig besiddelse) – straffelovens § 235, stk. 1 og 2

Anklagemyndigheden skal som udgangspunkt nedlægge påstand om, at tiltalte idømmes en fængselsstraf i sager om udbredelse og samtidig besiddelse af børnepornografisk materiale.

Anklagemyndigheden skal ved fastsættelse af sanktionspåstanden foretage en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i sagen.

Ved påstanden om straffens længde skal anklagemyndigheden blandt andet lægge vægt på følgende kriterier

Det fremgår af straffelovens § 235, stk. 1, at straffen under særligt skærpende omstændigheder kan stige til fængsel indtil 6 år.

Særligt skærpende omstændigheder vil navnlig foreligge, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk karakter.

Hvorvidt optagelserne eller udbredelsen mv. skønnes at være af mere systematisk eller organiseret karakter, vil afhænge af en konkret vurdering, hvor blandt andet omfanget af produktionen og udbredelsen vil kunne indgå.

Ifølge forarbejderne til lov nr. 228 af 2. april 2003 er der ikke tale om en udtømmende opregning af de omstændigheder, der kan betragtes som særligt skærpende (lovforslag nr. L 117 af 10. december 2002, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.4.4.).

Eksempelvis kan barnets alder i sig selv medføre, at forholdet skal omfattes af den skærpede strafferamme.

Har barnet været udsat for trusler eller særlig ydmygelse eller fornedrende handlinger, kan dette ligeledes medføre, at forholdet skal omfattes af den skærpede strafferamme.

Straffen for udbredelse af børnepornografisk materiale har i retspraksis forud for, at de nye regler om samfundstjeneste trådte i kraft den 1. maj 2015 (lov nr. 152 af 18. februar 2015), som udgangspunkt været ubetinget fængsel.

Højesteret har ved dom af 7. september 2016 taget stilling til spørgsmålet om anvendelse af samfundstjeneste i sager om udbredelse og besiddelse af børnepornografisk materiale, jf. straffelovens § 235, stk. 1 og 2, efter de nye regler om samfundstjeneste er trådt i kraft.

I den konkrete sag tiltrådte Højesteret, at straffen var udmålt til fængsel i 60 dage for besiddelse af 75 billeder og 7 filmsekvenser med børnepornografisk materiale.

Af de 75 billeder var de 42 i kategori 1, 23 var i kategori 2, og de 10 var i kategori 3.

Af de 7 filmsekvenser var de 2 i kategori 1, og de 5 var i kategori 2.

Tiltalte havde herudover udbredt 29 filer med børnepornografisk materiale til 3 uidentificerede personer.

For så vidt angår spørgsmålet om anvendelse af samfundstjeneste anførte Højesteret, at sager om besiddelse og udbredelse af børnepornografisk materiale efter straffelovens § 235, stk. 1 og 2, omfatter forhold af meget forskellig karakter og grovhed.

Nogle sager vil derfor skulle afgøres med en ubetinget dom, i andre sager kan straffen gøres helt eller delvist betinget med vilkår om samfundstjeneste, og i atter andre sager kan straffes gøres betinget uden vilkår om samfundstjeneste.

Højesteret fandt ikke grundlag for at gøre straffen i den konkrete sag betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Højesteret lagde herved vægt på, at tiltalte blandt andet havde været i besiddelse af 10 billeder, der indeholdt fremstillinger af særligt grove seksuelle forhold, herunder seksuel aktivitet med meget små børn (kategori 3), og 23 billeder og 5 filmsekvenser med gengivelser af børn, der indgik i seksuel aktivitet (kategori 2).

Højesteret lagde herudover vægt på, at tiltalte havde udbredt 29 filer med børnepornografisk materiale samt på, at tiltalte i forbindelse med udbredelsen blandt andet havde efterspurgt materiale om små børn, der blev udsat for ekstrem/hård seksuel behandling.

Oplysningerne om tiltaltes personlige forhold kunne ikke føre til et andet resultat.

Tiltalte var ustraffet og havde påbegyndt behandling for sit alkoholmisbrug og var i sexologisk behandling.

Højesteret fandt, at oplysningerne om, at tiltalte alene var i besiddelse af det børnepornografiske materiale i en kortere periode, ikke kunne føre til et andet resultat og lagde i den forbindelse vægt på, at dette skyldtes, at forholdene blev bragt til ophør som følge af politianmeldelsen.

Anklagemyndigheden skal herefter ved vurderingen af, hvilken sanktionstype (ubetinget fængsel eller helt eller delvist betinget fængsel med eller uden vilkår om samfundstjeneste) der skal nedlægges påstand om, blandt andet lægge vægt på følgende hensyn

Højesteret slog ved den ovennævnte dom fast, at en ustraffet persons besiddelse og udbredelse af børnepornografisk materiale skulle straffes med ubetinget fængsel i en situation, hvor der alene var tale om udbredelse af 29 filer, hvor et forholdsvis mindre antal fremstillinger var af særligt grove seksuelle forhold, herunder seksuel aktivitet med meget små børn (kategori 3), og hvor udbredelsen alene skete til 3 personer.

Anklagemyndigheden skal i førstegangstilfælde som udgangspunkt nedlægge påstand om en ubetinget fængselsstraf, når de konkrete omstændigheder i sagen, herunder karakteren og grovheden af det børnepornografiske materiale og udbredelsens og besiddelsens omfang, i det væsentligste kan sidestilles med eller er grovere end omstændighederne i Højesterets dom af 7. september 2016.

Hvis de konkrete omstændigheder i sagen derimod samlet set må anses for at være væsentligt mindre grove end i den omtalte Højesteretsdom, skal anklagemyndigheden – forudsat at tiltalte har gode personlige forhold – nedlægge påstand om betinget fængsel med eller uden samfundstjeneste.

Gentagelsestilfælde

Anklagemyndigheden skal i gentagelsestilfælde som udgangspunkt nedlægge påstand om, at tiltalte idømmes en ubetinget fængselsstraf.

For så vidt angår udbredelse af børnepornografisk materiale begået i forbindelse med digitale sexkrænkelser, se Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om digitale sexkrænkelser.

5.6.2.

Besiddelse - § 235, stk. 2

De nedenfor nævnte strafpåstande og retningslinjer vedrørende besiddelse af børnepornografisk materiale skal også anvendes i tilfælde, hvor en person gennem internettet mv. gør sig bekendt med sådant materiale, uden at der er sket lagring eller er betalt for at få adgang til materialet.

Førstegangstilfælde

Anklagemyndigheden skal som udgangspunkt nedlægge påstand om, at tiltalte idømmes en fængselsstraf i sager om besiddelse af børnepornografi.

Ved påstanden om straffens længde skal det som udgangspunkt fremhæves som skærpende omstændigheder, hvis

Ved påstanden om valg af sanktionstype (ubetinget fængsel eller helt eller delvist betinget fængsel med eller uden vilkår om samfundstjeneste) skal anklagemyndigheden lægge vægt på følgende hensyn

Det er efter omstændighederne ikke udelukket at anvende en ren betinget fængselsstraf ved førstegangsovertrædelse af straffelovens § 235, stk. 2, jf. U 2007.404H og U 2007.407H.

En ren betinget straf skal dog ikke anvendes, hvis der er tale om en overtrædelse af betydelig grovhed, f.eks.

Anklagemyndigheden kan nedlægge påstand om bødestraf i førstegangstilfælde, når der er tale om besiddelse af et meget begrænset antal børnepornografiske fremstillinger.

Det er dog normalt en forudsætning, at det kan lægges til grund, at der ikke er sket en egentlig indsamling af materialet, men at der f.eks. kun er modtaget eller downloadet enkelte billeder/billedserier eller enkelte filmklip af begrænset omfang.

Gentagelsestilfælde

Anklagemyndigheden skal i gentagelsesstilfælde som udgangspunkt nedlægge påstand om, at tiltalte idømmes en ubetinget fængselsstraf.

6.

Efter dom

6.1.

Domme til Vidensbasen

Anklagemyndigheden skal overveje, om dommen er egnet til at indgå i anklagemyndighedens Vidensbase.

En dom kan være egnet til Vidensbasen, hvis den belyser strafniveauet eller praksis for rettighedsfrakendelse m.v. inden for et sagsområde, eller hvis dommen belyser problemstillinger af generel/principiel betydning for retstilstanden.

Samtidig kan en dom være egnet, hvis den vedrører et område, som ikke allerede er dækket på Vidensbasen.

Sager omfattet af nykriminaliseringen i straffelovens § 216, stk. 1 og § 225, jf. § 216, stk. 1, er et anklagerfagligt fokusområde i retspraksis i 2021.

By- og landsretsdomme skal derfor sendes til Vidensbasen.

Kun endelige domme må indsendes til Vidensbasen.

6.2.

Underretning om rettighedsfrakendelse efter arvelovens § 48

De pågældende forsikringsselskaber, pensionskasser m.v. samt skifteretten skal underrettes, når der ved endelig dom er truffet afgørelse om frakendelsesspørgsmålet.

7.

Love og forarbejder

Straffeloven - seneste hovedlov

Retsplejeloven – seneste hovedlov

Relevante forarbejder

Relevante vejledninger og praksisoversigter

Øvrigt

Bilag

Bilag 1: Notat om Samtykke i juridisk teori

Bilag 2: Traumepsykologisk materialesamling ”Psykiske følger efter voldtægt”

https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/1bdb8034-1178-4c21-a024-3ac18ccdba0a?

showExact=true

-

I sager om voldtægt og voldtægtslignende forhold

-

Rigspolitiet har fastsat nationale retningslinjer for politiets behandling af sager om voldtægt og voldtægtslignende forhold (Vejledning om politiets behandling af sager om voldtægt eller voldtægtslignende forhold).

Vejledningen kan findes på POLintra.

-

Traumereaktioner hos ofre for seksuelle overgreb

-

Justitsministeriet har i 2020 efter anbefaling fra Ekspertpanelet vedrørende voldtægtssager, fået udarbejdet en traumepsykologisk materialesamling, som indeholder et katalog over de typiske reaktioner og eftervirkninger hos ofre for seksuelle overgreb.

Materialesamlingen, der er et redskab til at øge viden om de særlige psykologiske forhold, som er af betydning for behandlingen af voldtægtsofre hos politiet og i retssystemet, er udarbejdet af psykologer fra henholdsvis Syddansk og Aarhus Universitet samt Rigshospitalet.

Materialesamlingen ”Psykiske følger efter voldtægt” kan findes her.

-

Forurettede

-

At vejlede forurettede/et vidne om reglerne om vidnefritagelse i retsplejelovens § 171 i sager, hvor den mistænkte er forurettede/vidnets nærmeste (børn, stedbørn, søskende, ægtefæller, samlevere og forældre), se Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser, pkt. 2.4.2.

-

At vejlede forurettede om muligheden for beskikkelse af en bistandsadvokat i medfør af retsplejelovens § 741 a, stk. 1, i sager om blandt andet straffelovens §§ 216-223.

Der skal dog altid beskikkes en bistandsadvokat i medfør af § 741 a, stk. 2, i sager om blandt andet straffelovens § 216, medmindre den forurettede efter vejledningen frabeder sig dette, se Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Forurettede – Vejledning af forurettede mv., pkt. 2.1.1.

-

At overveje, om der skal udpeges en kontaktperson for forurettede, se Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Forurettede – Vejledning af forurettede mv., pkt. 2.2.

-

Når forurettede/vidner er under 18 år

-

At overveje om afhøring af børn og unge under 18 år skal ske ved videoafhøring, se Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Videoafhøring, pkt. 2.2.

-

I sager om børnepornografi

-

Ved anmeldelser på baggrund af NCMEC-indberetninger at forelægge sagen for den regionale statsadvokat, hvis politikredsen er uenig i NC3’s vurdering af materialet og på den baggrund vurderer, at der ikke skal indledes efterforskning, se pkt. 4.4.

-

At foretage en optælling af antallet af billeder/film med kategori-inddeling i sager om børnepornografiske fremstillinger, se pkt. 2.2.

-

Særlige påstande

-

Om der skal nedlægges påstand om betinget dom med vilkår om sexologisk behandling, herunder om der skal ske forelæggelse for visitationsudvalget m.v., se pkt. 3.2.1.

-

Om der skal nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79, se pkt. 3.2.2.

-

Om der skal nedlægges påstand om forbud efter straffelovens § 236, se pkt. 3.2.3.

-

Om der skal nedlægges påstand om arveretsfrakendelse efter arvelovens § 48, se pkt. 3.2.4.

-

Om der skal nedlægges påstand om konfiskation i sager om børnepornografi, se pkt. 3.2.5.

-

Om der skal nedlægges påstand om udvisning efter udlændingeloven, se Rigsadvokatmeddelelsen om udvisning og frakendelse af statsborgerskab ved dom

-

Særlige hensyn til den forurettede, herunder

-

forhåndsafgørelse om dørlukning mv. efter retsplejelovens § 845, stk. 1, se pkt. 3.2.6.

-

Strafskærpelsesgrunde mv.

-

Om der er grundlag for, at en strafskærpelsesgrund mv. finder anvendelse og skal citeres i anklageskriftet

-

Voldtægt – straffelovens § 216, stk. 3 og 5, se pkt. 5.1.1. og pkt. 5.1.4.

-

Samleje med et barn under 12 år, jf. straffelovens § 216, stk. 2, se punkt 5.1.3

-

Samleje med et barn under 15 år – straffelovens § 222, stk. 1, se pkt. 5.3.

-

Samleje med et barn under 15 år skaffet ved brug af tvang eller fremsættelse af trusler, jf. straffelovens § 222, stk. 2, se pkt. 5.3.1.

-

Samleje med et barn under 15 år skaffet ved udnyttelse af fysisk eller psykisk overlegenhed, jf. straffelovens § 222, stk. 3, se pkt. 5.3.1.

-

Efter dom

-

At underrette forsikringsselskaber, pensionskasser m.v. samt skifteretten om rettighedsfrakendelse efter arvelovens § 48, se pkt. 6.2.

-

hvis der foreligger et samtykke (samtykket skal så vidt muligt skal være skriftligt, jf. § 792 d, stk. 1) eller

-

efter rettens bestemmelse, hvis betingelserne i retsplejelovens § 792 d, stk. 2, er opfyldt.

-

Efter servicelovens § 63 kan anklagemyndigheden anmode børn og unge-udvalget i kommunen om at bestemme, at barnet skal undersøges mod forældremyndighedsindehaverens vilje.

Dette forudsætter, at der er risiko for, at barnet vil blive udsat for yderligere overgreb eller anden form for vanrøgt.

-

Efter værgemålslovens § 47 kan anklagemyndigheden anmode statsforvaltningen om at beskikke en særlig værge (ad hoc værge) for barnet.

Den særlige værge vil kunne tage stilling til spørgsmålet om at give samtykke til en undersøgelse.

1)

Fremstillinger uden seksuel aktivitet (kategori 1)

●

Omfatter fotografier, filmsekvenser og andre visuelle gengivelser af børn, der fremstår som under 18 år, hvor barnet er alene på billedet, og hvor der ikke foregår seksuel aktivitet med andre, herunder billeder med fokusering på kønsdelene, onani og anden egen seksuel berøring, jf. dog nedenfor under kategori 2, sidste punktum.

2)

Fremstillinger med seksuel aktivitet (kategori 2)

●

Omfatter fotografier, filmsekvenser og andre visuelle gengivelser af børn, der fremstår som under 18 år, hvor der er to eller flere aktører på billedet, og hvor der er seksuel aktivitet, herunder samleje og anden kønslig omgængelse end samleje, jf. straffelovens §§ 216, stk. 2, 222 eller 225, samt tilfælde, hvor barnet udsættes for berøringer omfattet af straffelovens § 232.

Fremstillinger, hvor barnet er alene på billedet, og hvor barnet indfører fingre eller redskaber i egne kønsåbninger (vaginalt/analt), er tillige omfattet.

3)

Fremstillinger af særligt grove seksuelle forhold (kategori 3)

●

Omfatter fotografier, filmsekvenser og andre visuelle gengivelser af børn, der fremstår som under 18 år, hvor barnet fremstilles som udsat for voldtægt, tvang, trusler eller lignende, eller hvor barnets liv fremstilles som udsat for fare eller fremstilles som udsat for grov vold eller som udsat for alvorlig skade.

Tilfælde, hvor barnet fremstilles som udsat for seksuel omgang med dyr, og tilfælde, hvor den seksuelle aktivitet involverer et barn, der fremstår som mellem 0-3 år, er ligeledes omfattet.

-

Dørlukning, jf. retsplejelovens § 29 og § 29 a,

-

Referatforbud, jf. retsplejelovens § 30,

-

Navneforbud, jf. retsplejelovens § 31,

-

At tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres, jf. retsplejelovens § 856, og

-

Hvordan og ved hvem afhøringen af et barn under 15 år eller en person, der er blevet videoafhørt, jf. reglerne i retsplejelovens § 745 e, skal ske, jf. retsplejelovens § 183, stk. 3.

-

Situationer, hvor flere personer på den initiativtagende side er sammen om det seksuelle forhold med én person på den anden side, herunder hvis andre tilstedeværende uden forudgående aftale optager billeder eller film af samlejet eller andre seksuelle handlinger.

Dette gælder ikke mindst, hvis der forud for forholdet alene har været en seksuelt betonet optakt mellem to af parterne.

-

Seksuelle forhold, der efter begrænset forudgående kontakt mellem parterne foregår på usædvanlige steder (toiletbås, baggård mv.).

-

Situationer, hvor de deltagende personer har begrænset/ingen forudgående kendskab til hinanden eller ikke tidligere har haft et (ligeværdigt) seksuelt forhold til hinanden, og hvor der ikke har været en seksuelt betonet optakt umiddelbart før det seksuelle forhold.

-

Situationer, hvor den ene part i særlig grad er påvirket af træthed og/eller alkohol/medicin/stoffer, og hvor der kan være tvivl om, hvorvidt den pågældende er i stand til at give et gyldigt samtykke.

-

Situationer, hvor der er risiko for, at eksempelvis en pludselig opstart på det seksuelle forhold kan have fremkaldt frygt hos den anden part, som gør, at den pågældende f.eks. adlyder opfordringer til at afklæde sig, uden at dette er udtryk for den pågældendes frie vilje.

-

Situationer, hvor den ene part er meget ung, og der er stor aldersforskel mellem parterne, eller hvor der på anden måde er et væsentligt (udviklingsmæssigt) misforhold mellem parterne.

a)

F og T2 havde danset og kysset til en halfest og gik sammen mod et skurvognstoilet.

På vejen derhen sluttede T2’s venner T1 og T3, som F ikke kendte, sig til dem, og de gik alle fire ind i samme toiletbås.

F kom ind bagerst i båsen, og T2 låste døren.

T1 tog F’s strømpebukser og trusser af hende og stak en finger op i hendes skede, hvorefter T2 og T3 gennemførte oralsex og samleje med F, selv om hun sagde ”nej, det kan jeg ikke, det her” o.lign.

Selv om T1-T3 ikke anvendte vold eller trusler, og F ikke satte sig til modværge, kan hun ikke siges at have givet et samtykke til de seksuelle handlinger, som var udtryk for hendes egen frie vilje.

Eksemplet er bygget på betænkning nr. 1574/2020, bilag 1, afsnit 2.9.

b)

F og T havde indledningsvis kysset, og F havde frivilligt givet T oralsex.

T vendte herefter F rundt og gennemførte samleje med F, selv om F sagde, at hun ikke havde lyst.

Selv om F frivilligt havde deltaget i seksuelt forhold (oralsex) med T, trak hun sit samtykke til yderligere seksuelt forhold (samleje) med ham tilbage, og fortsættelsen af det seksuelle forhold skete derfor ikke med F’s vilje.

Eksemplet er bygget på betænkning nr. 1574/2020, bilag 1, afsnit 1.4.

c)

F var efter en bytur påvirket af alkohol og træt.

Efter midnat mødtes hun med T2, som hun kendte i forvejen.

T2 var sammen med T1, T3 og T4, som F ikke kendte, og de tog alle hen til T4’s lejlighed.

I lejligheden foretog T1-T4 skiftevis forskellige seksuelle handlinger på F, bl.a. ved at hælde energidrik i hendes skridt og føre håndtaget af en hårbørste ind og ud af hendes endetarm med blødning til følge, imens T1-T4 hver især optog film og billeder af forløbet.

På nogle af videoerne fremtrådte F aktiv og på andre passiv.

Da der var flere personer på den initiativtagende side om at være sammen med F, som de først lige havde mødt og var sammen med på et for F ukendt sted, da F var beruset og træt og fra tid til anden passiv, og da der bl.a. blev foretaget usædvanlige og nedværdigende seksuelle handlinger mod F, mens T1-T4 filmede det, kunne T1-T4 ikke uden nærmere undersøgelser have forudsat, at F samtykkede i de seksuelle handlinger, og at F’s deltagelse derfor var udtryk for hendes frie vilje.

Eksemplet er bygget på betænkning nr. 1574/2020, bilag 1, afsnit 1.16.

d)

F og T havde spillet computerspil sammen og var meget berusede efter indtagelse af betydelige mængder alkohol.

F faldt i søvn og vågnede, da T havde klædt hende af og flyttede rundt på hendes ben, hvorefter han indledte samleje med hende.

Selv om F var bevidst om, hvad der foregik, og ikke sagde fra over for T verbalt eller kropsligt, havde hun ikke givet samtykke til de seksuelle handlinger, som T foretog.

Eksemplet er bygget på betænkning nr. 1574/2020, bilag 1, afsnit 1.14.

-

aldersforskellen mellem gerningsmanden og forurettede,

-

barnets alder,

-

om forurettede som følge af en særlig familiemæssig eller anden tilknytning til gerningsmanden har haft vanskeligt ved at sige fra eller på anden måde modsætte sig overgrebet, og

-

om gerningsmanden har opsøgt forurettede og taget initiativet til overgrebet.

1)

Efterretninger om børnepornografisk materiale

2)

Efterretninger om ikke-børnepornografisk materiale

-

der som led i voldtægten er udøvet betydelig vold,

-

voldtægten er begået over for et særligt værgeløst offer, f.eks. et barn,

-

voldtægten har strakt sig over længere tid,

-

voldtægten er begået af flere gerningsmænd, eller

-

gerningsmanden er trængt ind i et privat hjem for at begå voldtægt.

-

Anden ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260

Anklagemyndighedens strafpåstand skal i sager om voldtægt ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold, jf. straffelovens § 260, som udgangspunkt være lavere end i sager om voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, hvor samlejet er tiltvunget ved vold eller trussel om vold, jf. ovenfor.

Strafpåstanden vil dog altid afhænge af en konkret vurdering af voldtægtens karakter og de øvrige foreliggende omstændigheder.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 635 af 8. juni 2016, at strafniveauet for voldtægt efter den tidligere gældende straffelovs § 216, stk. 1, nr. 2, der er begået efter 1. juli 2016, skal forhøjes med 6 måneder i forhold til strafniveauet fra før 1. juli 2016, jf. lovforslag nr. L 98 af 16. december 2015, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2.

-

Udnyttelse af forurettedes hjælpeløse tilstand

Anklagemyndigheden skal som udgangspunkt nedlægge påstand om, at tiltalte idømmes fængsel i 1 år og 2 måneder for et enkeltstående fuldbyrdet samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, jf. den tidligere gældende ordlyd af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, 2. led.

Dette fremgår af forarbejderne til lov nr. 635 af 8. juni 2016 (lovforslag nr. L 98 af 16. december 2015, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2).

Hvis gerningsmanden har hensat forurettede i en tilstand, hvor forurettede ikke var i stand til at modsætte sig handlingen, uden at gerningsmanden dog har gjort det med forsæt til at skaffe sig samleje, vil der ved strafudmålingen skulle tages udgangspunkt i et højere niveau, som afspejler, at forholdet nærmer sig tiltvingelse af samleje ved hensættelse i en hjælpeløs tilstand.

Dette fremgår af forarbejderne til lov nr. 633 af 12. juni 2013 (lovforslag nr. L 141 af 6. februar 2013, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8).

Hvis gerningsmanden – med forsæt til samleje – har hensat forurettede i en tilstand, hvor forurettede er ude af stand til at modsætte sig handlingen, skal anklagemyndigheden nedlægge påstand om en straf svarende til straffen for voldtægt ved vold eller trussel om vold.

Dette fremgår af forarbejderne til lov nr. 635 af 8. juni 2016 (lovforslag nr. L 98 af 16. december 2015, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2).

Strafpåstanden vil i alle tilfælde skulle tage udgangspunkt i den enkelte sags konkrete omstændigheder, og straffen vil afhængig heraf kunne fastsættes både højere og lavere end det forudsatte udgangspunkt.

Som eksempler på forhold, som skal indgå i anklagemyndighedens vurdering af forbrydelsens grovhed, kan nævnes

-

det seksuelle forholds karakter (samleje eller andet seksuelt forhold end samleje, herunder hvilken form for seksuelt forhold),

-

overgrebets tidsmæssige varighed,

-

graden af forurettedes hjælpeløshed,

-

forurettedes alder,

-

stedet for overgrebet, herunder om gerningsmanden er trængt ind i forurettedes hjem, og

-

de omstændigheder, under hvilke gerningsmanden mødte forurettede, herunder karakteren af et eventuelt forudgående samvær.

De beskrevne forhold er ikke udtømmende, jf. forarbejderne til lov nr. 633 af 12. juni 2013 (lovforslag nr. L 141 af 6. februar 2013, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8).

Se i øvrigt pkt. 5.1.1. om formildende og skærpende omstændigheder, der kan have betydning for anklagemyndighedens strafpåstand.

Se herudover pkt. 5.1.4. om strafskærpende omstændigheder ved voldtægt af særligt farlig karakter eller under øvrige særligt skærpende omstændigheder samt voldtægt i forbindelse med menneskehandel.

-

Udnyttelse af forurettedes situation (overrumpling)

Hvis der er tale om misbrug af et særligt tillidsforhold, som beror på gerningsmandens profession eller tilsvarende, skal anklagemyndigheden – for et enkeltstående fuldbyrdet tilfælde af samleje med en person, der befinder sig i en situation, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, jf. den tidligere gældende ordlyd af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, 2. led, – som udgangspunkt nedlægge påstand om, at tiltalte idømmes fængsel i 1 år og 2 måneder.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 635 af 8. juni 2016 (lovforslag nr. L 98 af 16. december 2015, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2).

Hvis der undtagelsesvist ikke er tale om misbrug af et særligt tillidsforhold, skal anklagemyndigheden i forbindelse med strafpåstanden være opmærksom på, at der ved lov nr. 635 af 8. juni 2016 er tilsigtet en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet i sager om overtrædelse af den tidligere gældende bestemmelse i straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, med gennemgående 6 måneder i forhold til det gældende strafniveau.

Ved fastsættelse af straffen skal det blandt andet indgå, hvilken form for seksuelt forhold der har været tale om.

Dette kan i praksis føre til et gennemsnitligt lavere strafniveau i overrumplingstilfælde sammenlignet med andre overtrædelser af § 216, stk. 1, fordi overrumplingstilfældene i praksis som oftest omfatter mildere grader af andet seksuelt forhold end samleje og kun meget sjældent fuldbyrdet samleje.

Se i øvrigt pkt. 5.1.1. om formildende og skærpende omstændigheder, der kan have betydning for anklagemyndighedens strafpåstand.

Se herudover pkt. 5.1.4. om strafskærpende omstændigheder ved voldtægt af særligt farlig karakter eller under øvrige særligt skærpende omstændigheder samt voldtægt i forbindelse med menneskehandel.

5.1.4.

§ 216, stk. 3 og stk. 5 - strafskærpende omstændigheder

-

Straffelovens § 216, stk. 3 – særligt farlig karakter eller særligt skærpende omstændigheder

Efter straffelovens § 216, stk. 3, kan straffen for voldtægt efter stk. 1 stige til fængsel indtil 12 år, hvis voldtægten har haft en særligt farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

Den omstændighed, at der foreligger flere forhold til samtidig pådømmelse, eller at gerningsmanden tidligere har gjort sig skyldig i en tilsvarende forbrydelse, vil ikke uden videre bringe forholdet ind under den skærpede bestemmelse i stk. 3.

Det samme gælder med hensyn til andre almindelige skærpelsesmomenter, som f.eks. at der er tale om overfald på en ubekendt, eller at voldtægten er begået af flere i forening.

Disse omstændigheder vil imidlertid kunne foreligge på en sådan måde eller i en sådan kombination, at sagen som helhed får en så alvorlig karakter, at der er grundlag for at anvende den skærpede strafferamme.

Dette fremgår af forarbejderne til lov nr. 633 af 12. juni 2013 (lovforslag nr. L 141 af 6. februar 2013, de almindelige bemærkninger, pkt. 3.1.1.).

-

Straffelovens § 216, stk. 5 – offer for menneskehandel

Efter straffelovens § 216, stk. 5, skal det ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, hvis offeret for en voldtægt tillige er offer for menneskehandel.

Bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor gerningsmanden til en voldtægt har forsæt til, at det seksuelle forhold finder sted i forbindelse med, at forurettede udnyttes ved prostitution som led i menneskehandel, jf. straffelovens § 262 a.

Bestemmelsen omfatter dermed blandt andet tilfælde, hvor en prostitutionskunde, der ikke i sig selv har anvendt vold eller trusler, har en bestemt formodning om, at den prostituerede udnyttes som led i menneskehandel og gennemfører det seksuelle forhold på grund af vold eller anden ulovlig tvang fra tredjemands side.

Dette fremgår af forarbejderne til lov nr. 633 af 12. juni 2013 (lovforslag nr. L 141 af 6. februar 2013, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8).

-

gerningsmanden har begået flere eller særligt grove forhold, herunder hvis der er tale om mere vedvarende overgreb eller overgreb af særligt krænkende karakter, eller

-

der har bestået et særligt afhængighedsforhold mellem barnet og gerningsmanden, f.eks. i tilfælde af seksuelt misbrug inden for familien.

-

flere forurettede ved overtrædelsen,

-

at krænkelsen er foretaget over for et barn,

-

at tiltalte har haft en særlig krænkende adfærd, f.eks. ved at opfordre forurettede til berøring eller ved at være særlig frembrusende eller påtrængende over for forurettede, eller

-

hvis gerningsmanden tidligere er straffet for lignende kriminalitet, og der ikke nedlægges påstand om frihedsstraf, jf. nedenfor.

-

tidspunktet for og den tidsmæssige udstrækning af udbredelsen,

-

omfanget af udbredelsen, herunder størrelsen af et eventuelt vederlag,

-

grovheden af det børnepornografiske materiale,

-

materialets omfang,

-

måden, hvorpå materialet er udbredt, herunder om udbredelsen eksempelvis involverer internettet, der muliggør udbredelse i videre omfang end udbredelse på anden måde, og

-

størrelsen af kredsen, hvortil udbredelse er sket.

-

antallet af børnepornografiske fremstillinger,

-

grovheden af det børnepornografiske indhold,

-

udbredelsens omfang og

-

tiltaltes personlige forhold.

-

der er tale om besiddelse af et meget stort antal børnepornografiske fremstillinger,

-

der er tale om besiddelse af et større antal børnepornografiske fremstillinger af særlig grove forhold, f.eks. voldtægt af børn,

-

der er tale om et betydeligt vederlag for at modtage eller gøre sig bekendt med materialet, eller

-

der har været tale om en systematisk indsamling af materialet eller en længerevarende besiddelse.

-

antallet af børnepornografiske fremstillinger,

-

grovheden af det børnepornografiske indhold,

-

besiddelsens omfang og

-

tiltaltes personlige forhold.

-

besiddelse af et større antal groft børnepornografiske fremstillinger i kategori 2, dvs. af børn i samlejelignende situationer eller lignende, eller

-

et antal fremstillinger af særligt grove forhold i kategori 3, f.eks. voldtægt af børn.

-

Lovbekendtgørelse nr. 1650 af 17. november 2020 – Straffeloven

-

Lovbekendtgørelse nr. 1445 af 29. september 2020 – Retsplejeloven

-

Lov nr. 2208 af 29. december 2020 om ændring af straffeloven

-

Lovforslag nr. L85 af 11. november 2020 om ændring af straffeloven (samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse)

-

Lov nr. 635 af 8. juni 2016 om ændring af straffeloven

-

Lovforslag nr. L 98 af 16. december 2015 om ændring af straffeloven

-

Lovforslag nr. L 98 A af 24. maj 2016 om ændring af straffeloven

-

Lov nr. 633 af 12. juni 2013 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning og lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v.

-

Lovforslag nr. L 141 af 6. februar 2013 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning og lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v.

-

Straffelovrådets betænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser

-

Lov nr. 228 af 2. april 2003 om ændring af straffeloven, adoptionsloven og retsplejeloven

-

Lovforslag nr. L 117 af 10. december 2002 om ændring af straffeloven, adoptionsloven og retsplejeloven

-

Lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven

-

Lovforslag nr. L 118 af 26. februar 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven

-

Rigsadvokatens praksisoversigt ”Børnepornografi – oversigt over domspraksis i sager om besiddelse og udbredelse af børnepornografi – opdateret 12-12-2006”

-

Rigsadvokatens oversigt over straffene i sager om overtrædelse af straffelovens § 222 ”Seksuelt misbrug af børn – oversigt over sanktionsniveauet – opdateret september 2012”

-

Rigsadvokatens Videnspakke – it-kriminalitet

-

Rigspolitiets nationale retningslinjer for politiets behandling af sager om voldtægt og voldtægtslignende forhold (Vejledning om politiets behandling af sager om voldtægt eller voldtægtslignende forhold)

-

Råd og vejledning til personer, der har været udsat for voldtægt eller lignende kan findes på www.anklagemyndigheden.dk (”Vidner, ofre & sigtede”)

-

Politiets folder til ofre for forbrydelser kan findes på www.politi.dk/ofre eller www.anklagemyndigheden.dk (”Vidner, ofre & sigtede”)