Cirkulære om Statens It-råd
Table of Provisions (18)
Statutory Text (18 Articles)
Cirkulære om Statens It-råd
§ 1.
Dette cirkulære vedrører statslige myndigheders udgifter til it-projekter, it-anskaffelser og til drift og vedligehold af it-systemer.
Cirkulæret uddyber reglerne for afholdelse af udgifter i staten til it og reglerne for forelæggelse ved Statens It-råd, som fremgår af Budgetvejledningens pkt. 2.2.18 It .
§ 2.
Statens It-råd yder rådgivning for statslige it-projekter, it-anskaffelser og drift og vedligehold af it-systemer gennem risikovurdering og review.
På baggrund af Statens It-råds arbejde, modtager myndighederne konkrete anbefalinger til systemporteføljestyring og projektstyring.
Statens It-råd
It-projekter
It-anskaffelser
It-systemer
§ 3.
Statens It-råd består af personer, som har erfaring med topledelse og ledelse af it-projekter og styring af it-systemporteføljer fra såvel offentlige myndigheder som private virksomheder.
Medlemmerne af Statens It-råd udpeges af finansministeren.
§ 4.
Statens It-råd foretager risikovurderinger af og yder vejledning om statslige it-projekter.
For it-projekter, hvor de samlede budgetterede udgifter udgør 15 mio. kr. eller derover, skal en række obligatoriske dokumenter indsendes til Statens It-råd med henblik på risikovurdering.
Risikovurderingen skal afholdes i løbet af projektets analysefase, efter de bestemmelser der fremgår af Vejledning til statens it-projektmodel samt af It-projekter: Vejledning til risikovurdering og rådgivning ved Statens It-råd.
Statens It-råd kan vælge at afvige herfra baseret på en konkret vurdering.
Stk. 2.
Der kan ikke afholdes udgifter til aktiviteter, der knytter sig til gennemførelsesfasen, før projektet er blevet risikovurderet af Statens It-råd, og der er etableret en baseline for projektet ved Statens It-råd, jf. It-projekter: Vejledning til risikovurdering og rådgivning ved Statens It-råd .
Stk. 3.
Såfremt it-projekter med samlede budgetterede udgifter på 15 mio. kr. eller derover indgår i et program, indsendes udover de obligatoriske dokumenter tillige dokumentation for projektets ophæng i programmet.
Indsendelse sker så vidt muligt sammen med øvrige it-projekter, der gennemføres samtidig.
§ 5.
Statens It-råd kan efter myndighedens forelæggelse af et it-projekt give anbefalinger vedrørende it-projektets tilrettelæggelse og gennemførelse.
Den videre opfølgning på projektet aftales herefter med myndigheden på baggrund af risikovurderingen og myndighedens svar på Statens It-råds anbefalinger.
§ 6.
Statens It-råd kan anbefale, at der skal gennemføres eksterne reviews af særligt risikofyldte projekter og kan medvirke til gennemførelsen af disse.
Udgifter til eksterne reviews afholdes af den projektejende myndighed.
§ 7.
For it-projekter med samlede udgifter på over 15 mio. kr. indsendes hvert halve år en statusrapport til Statens It-råd, baseret på de seneste oplysninger om projektet, som er myndigheden bekendt.
Når projektet afsluttes indmeldes det til Statens It-råd.
I en periode på et år efter projektafslutning afrapportereres projektets gevinstrealisering ligeledes til Statens It-råd.
Statens It-råd fastlægger, hvilke data statusrapporteringen indeholder og fristerne for afrapportering.
§ 8.
Statens It-råd kan af egen drift eller på forespørgsel fra det ministerium, hvorunder it-projektet henhører, evaluere på afsluttede eller lukkede projekter, som ligger inden for Statens It-råds portefølje.
Statens It-råd offentliggør sine konklusioner herom i en årlig statusrapport.
§ 9.
I forbindelse med forelæggelse af væsentlige ændringer i it-projekter for Finansudvalget, jf. Budgetvejledningens kapitel 2.2.18.1.2, udarbejder Statens It-råd en vurdering af projektets status og fremdrift, som vedlægges it-aktstykket.
§ 10.
Hvis de samlede udgifter til en it-anskaffelse beløber sig til 70 mio. kr. eller derover, skal der foretages en risikovurdering hos Statens It-råd.
Der gælder i dette tilfælde de samme regler for behandling i Statens It-råd, som følger af §§ 4-9.
§ 11.
Statens It-råd foretager reviews af myndighedernes styring af deres it-systemportefølje.
Myndigheder skal foretage porteføljestyring af statslige it-systemer jf. It-systemportefølje: Vejledning til model for porteføljestyring af statslige it-systemer, der er optaget i ØAV, samt udarbejde og indsende en it-handlingsplan mv. til Statens It-råd med henblik på review, såfremt et eller begge af følgende kriterier er gældende
1)
myndighedens årlige it-omkostninger er 30 mio. kr. eller derover.
2)
myndigheden har et eller flere samfundskritiske it-systemer i sin it-systemportefølje.
Der henvises til It-systemportefølje: Vejledning til review og rådgivning ved Statens It-råd, som er optaget i ØAV
Stk. 2.
Myndigheden skal skriftligt oplyse Statens It-råd om, hvordan eventuelle anbefalinger, Statens It-råd måtte have afgivet til myndigheden ved review, påtænkes implementeret.
§ 12.
Hvert år efter gennemført review skal myndigheden indsende en status for arbejdet med implementeringen af it-handlingsplanen sammen med de seneste oplysninger om it-systemporteføljen, der er myndigheden bekendt.
Statens It-råd fastlægger kriterier for, hvilke data statusrapporteringen indeholder og fristerne for afrapportering.
§ 13.
Statens It-råd følger myndighedens arbejde med forbedring af it-systemporteføljens tilstand, myndighedens handlingsplan og initiativer i perioden mellem reviews.
§ 14.
Statens It-råd kan følge myndighedernes arbejde med at forbedre systemtilstanden for samfundskritiske it-systemer på tværs af staten og løbende anbefale, om der er behov for tværgående initiativer for at sikre den ønskede fremdrift.
§ 15.
Hvor fortroligheds- og sikkerhedshensyn ikke er til hinder herfor, offentliggør Statens It-råd sine konklusioner i en årlig rapport.
§ 16.
Cirkulæret træder i kraft den 22. april 2021.