Orientering om ophævelse af de generelle midlertidige besøgsrestriktioner på en række sociale tilbud beliggende i Viborg Kommune (Til Viborg Kommune og sociale tilbud beliggende i kommunen og øvrige relevante myndigheder, herunder alle øvrige kommuner)
Statutory Text (2 Articles)
Orientering om ophævelse af de generelle midlertidige besøgsrestriktioner på en række sociale tilbud beliggende i Viborg Kommune
(Til Viborg Kommune og sociale tilbud beliggende i kommunen og øvrige relevante myndigheder, herunder alle øvrige kommuner)
Styrelsen for Patientsikkerhed har den 18. februar 2021 meddelt Social- og Ældreministeriet, at der på baggrund af en stabil incidens på under 20 ikke er grundlag for at anbefale at fastholde påbud om restriktioner for besøgendes adgang til botilbud med sårbare borgere i Viborg Kommune.
På baggrund heraf har ministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 238 af 22. februar 2021 om ændring af bekendtgørelse om besøg og mulighed for lokalt at fastsætte midlertidige besøgsrestriktioner på anbringelsessteder og botilbud m.v. på socialområdet i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Ændringsbekendtgørelsen medfører, at det generelle midlertidige forbud mod besøg på indendørs arealer på en række sociale tilbud beliggende i Viborg Kommune ophæves.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 24. februar 2021.
Besøg på sociale tilbud i kommunen skal dog fortsat gennemføres på en forsvarlig måde både på indendørs og udendørs arealer.
Tilbuddets ledelse er forpligtet til at sikre, at dette sker, og at besøg sker under hensyntagen til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om bl.a. god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd.
Læs mere herom på https://www.sst.dk/da/corona.
Hvis der opstår behov herfor, vil der fortsat lokalt på det enkelte tilbud kunne indføres midlertidige besøgsrestriktioner.
Der henvises til Social- og Ældreministeriets (tidligere Social- og Indenrigsministeriet) orienteringsskrivelse af 21. december 2020 om besøg og mulighed for at indføre midlertidige besøgsrestriktioner på sociale tilbud .