Vejledning om midlertidig arbejdsfordeling
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om midlertidig arbejdsfordeling
Undtagelse for automatisk genindplacering i en dagpengeperiode for medlemmer omfattet af en midlertidig arbejdsfordelingsordning og ingen opdatering af beskæftigelseskontoen,
Suspension af mindsteudbetalingsregel
og
Arbejdsgivernes betaling af fast bidrag til medarbejdere omfattet af en midlertidig arbejdsfordelingsordning
1.
Undtagelse for automatisk genindplacering i en dagpengeperiode for medlemmer omfattet af en midlertidig arbejdsfordelingsordning og ingen opdatering af beskæftigelseskontoen
1.1.
Ingen genindplacering
Med vedtagelsen af lov nr. 1964 af 15. december 2020 om ændring af lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19 og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Forlængelse af den midlertidige arbejdsfordelingsordning, forlængelse af suspension af forbrug af dagpenge, undtagelse for automatisk genindplacering, undtagelse for månedskontrol m.v.) er der indført hjemmel til, at bemyndigelsesbestemmelsen i § 55, stk. 6, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er præciseret således, at der fastsættes regler om, at personer, som i forvejen er indplaceret i en dagpengeperiode, og som er omfattet af midlertidig arbejdsfordeling, jf. lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19, ikke vil skulle genindplaceres i en dagpengeperiode, selv om de vil opfylde et nyt beskæftigelseskrav.
En sådan regel er fastsat i bekendtgørelse nr. 1173 af 26. september 2018 om dagpengeperioden, som ændret ved § 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1967 af 15. december 2020 om ændring af bekendtgørelse om dagpengeperioden.
Derved behandles de på samme måde som ikke-indplacerede medlemmer i relation til løbende optjening af rettigheder.
1.2.
Ingen opdatering af beskæftigelseskontoen
Beskæftigelsen i perioden med midlertidig arbejdsfordeling vil kunne medregnes til opgørelsen af retten til dagpenge efter ophøret af en midlertidig arbejdsfordelingsordning.
Alternativt vil beskæftigelsen kunne anvendes til en eventuel forlængelse af dagpengeretten.
Der vil dog ikke løbende skulle indsættes timer med præsteret beskæftigelse på medlemmets beskæftigelseskonto i disse tilfælde.
Dette svarer til den måde, beskæftigelseskontoen opgøres på for indplacerede medlemmer, som ikke aktuelt modtager dagpenge, jf. § 23, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1751 af 27. december 2018 om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge.
Det betyder, at beskæftigelseskontoen først vil skulle opdateres med yderligere løntimer, når medlemmet enten anmoder herom eller i tilfælde af, at medlemmet melder sig ledig igen.
På disse tidspunkter vil arbejdsløshedskassen således skulle rekonstruere medlemmets beskæftigelseskonto, typisk ved indhentelse af løntimeoplysninger fra indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister.
Det bemærkes, at ovennævnte ændring alene gælder fremadrettet.
For medlemmer, som indtil den 15. december 2020 måtte have genoptjent dagpengeretten herunder retten til en ny satsberegning, gælder de hidtil gældende regler.
Det betyder, at medlemmer af en arbejdsløshedskasse, som ved påbegyndelsen af en midlertidig arbejdsfordelingsordning allerede er indplaceret i en dagpengeperiode, og dermed har forbrugt af den aktuelle dagpengeperiode løbende skal genindplaceres i en ny dagpengeperiode, hvis medlemmet genoptjener dagpengeretten i løbet af dagpengeperioden og skal i den forbindelse have beregnet en ny dagpengesats.
Herved stilles medlemmer omfattet af en midlertidig arbejdsfordeling, som forudsat i loven, med hensyn til optjening og beregning af sats.
Det fremgår af bekendtgørelse nr. 1173 af 26. september 2018 om dagpengeperioden, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1365 af 16. september 2020, at der ikke skal ske indplacering i en dagpengeperiode ved udbetaling af dagpenge under den midlertidige arbejdsfordelingsordning.
Dette er en undtagelse fra den almindelige regel om, at en person skal indplaceres i en dagpengeperiode, når pågældende begynder at modtage dagpenge.
Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af bemyndigelsen i lovens § 55, stk. 6.
Bestemmelsen gælder alene personer, der ikke tidligere har modtaget dagpenge, og dermed ikke er registreret med forudgående forbrug af dagpenge og beskæftigede timer i en dagpengeperiode.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at arbejdsløshedskasserne kan udbetale dagpenge til medlemmerne uden om arbejdsløshedskassernes almindelige automatiserede udbetalingssystem.
Det bemærkes, at udbetalte dagpenge under den midlertidige arbejdsfordelingsordning ikke indgår i dagpengeforbruget.
2.
Suspension af mindsteudbetalingsreglen
Mindsteudbetalingsreglen i § 4 i bekendtgørelse nr. 1588 af 19. december 2018 om udbetaling af dagpenge, er suspenderet frem til og med den 31. december 2021 hvis ledigheden skyldes, at medlemmet er omfattet af en midlertidig arbejdsfordelingsordning, jf. lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19.
I disse situationer vil der således være ret til udbetaling af dagpenge på trods af, at det månedlige timetal udgør mindre end 14,8 timer pr. måned.
Det bemærkes, at hvis timetallet er mindre end 14,8 timer i måneden som følge af andre forhold, så finder mindsteudbetalingsreglen fortsat anvendelse.
De nye regler finder anvendelse på dagpenge udbetalt efter bekendtgørelsens ikrafttræden den 15. december 2020.
Dagpenge opgøres og udbetales månedsvis, hvilket betyder, at suspensionen af mindsteudbetalingsreglen finder anvendelse fra og med udbetalingen af dagpenge for december måned 2020.
Der skal således ikke ske en forholdsmæssig deling af dagpenge udbetalt for denne måned.
3.
Arbejdsgivernes betaling af fast bidrag til medarbejdere omfattet af en midlertidig arbejdsfordelingsordning
Ved lov nr. 1337 af 11. september 2020 blev der bl.a. indført regler om arbejdsgivers betaling af et fast arbejdsgiverbidrag til medlemmer af en arbejdsløshedskasse, som bliver omfattet af en midlertidig arbejdsfordelingsordning, jf. lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringens af covid-19.
Det faste arbejdsgiverbidrag er fastsat som et beløb svarende til 3 G-dage (3 x 881 kr. i 2020 niveau).
Bestemmelsen er ændret med vedtagelsen af lov nr. 1964 af 15. december 2020.
§ 84, stk. 11, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er pr. den 15. december sålydende
»Stk. 11.
Uanset stk. 1 skal arbejdsgiveren ikke betale dagpengegodtgørelse til medlemmer af en arbejdsløshedskasse, som er omfattet af den midlertidige ordning om arbejdsfordeling, jf. lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19.
I stedet betaler arbejdsgiveren godtgørelse til medlemmet for hver påbegyndt måned med arbejdsfordeling.
Beløbet fastsættes som tre gange dagpengegodtgørelsen opgjort efter stk. 1, 5. pkt. Arbejdsgivere, der pr. 31. august 2020 havde en igangværende arbejdsfordeling, og som bliver omfattet af den midlertidige arbejdsfordeling nævnt i 1. pkt. inden udgangen af september 2020, betaler ikke godtgørelse for den første måned under den midlertidige arbejdsfordeling, og for resten af 2020 betaler arbejdsgiveren to gange dagpengegodtgørelser pr. måned.
Dækker arbejdsfordelingen ikke en hel måned, udbetales godtgørelsen i forhold til antallet af dage, medlemmet er omfattet af arbejdsfordelingen i den pågældende måned.
Der afrundes til nærmeste halve godtgørelsesdag, jf. stk. 1, 4. pkt. Stk. 3 og 5-8 og § 90 a, stk. 2, finder anvendelse, dog således at godtgørelsen udbetales sammen med lønudbetalingen for den måned, for hvilken godtgørelsen ydes.
For ugelønnede og 14-dageslønnede udbetales godtgørelsen snarest muligt, dog senest ved virksomhedens anden lønudbetaling efter de ledighedsdage, som der ydes dagpengegodtgørelse for.«
Bestemmelsen trådte i kraft den 14. september 2020 og er ændret med virkning fra 15. december 2020.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har modtaget en række spørgsmål om bestemmelsens rækkevide.
Styrelsen har i den forbindelse udarbejdet en række vejledende svar, som er offentliggjort på styrelsens hjemmeside på følgende URL
https://star.dk/til-virksomheder/info-virksomheder-midlertidige-aendringer-beskaeftigelsesomraadet-foelge-af-coronavirus/til-virksomheder-spoergsmaal-og-svar-midlertidige-aendringer-coronavirus/den-nye-midlertidige-arbejdsfordelingsordning-coronavirus/.
Nedenfor gennemgås indholdet af styrelsens forskellige vejledende svar så vidt muligt delt op på kronologien i bestemmelsen og de spørgsmål, som er stillet hertil.
Der er dog visse spørgsmål, som ikke direkte relatere sig til de enkelte elementer i bestemmelsen.
Tidligere afgivne vejledende udtalelser vedrørende de elementer, der er ændret med vedtagelsen af ovennævnte lovforslag, er nedenfor tilpasset i overensstemmelse med ændringerne.
3.1.
Fritagelse for betaling – 1. punktum
Der skal ikke betales 2 G-dage ved påbegyndelse af en arbejdsfordeling under den midlertidige arbejdsfordelingsordning.
I stedet skal arbejdsgiverne betale et fast bidrag svarende til værdien af 3 G-dage pr. påbegyndt måned med midlertidig arbejdsfordeling.
En arbejdsgiver er ikke fritaget for at betale G-dage ved hjemsendelser og arbejdsfordelinger efter den almindelige arbejdsfordelingsordning.
3.2.
Hvem er omfattet af det faste arbejdsgiverbidrag – 2. punktum
Det er kun lønmodtagere i et ansættelsesforhold, der er medlem af en a-kasse, som har ret til betaling af G-dage.
Lønmodtagere, der ikke er medlem af en a-kasse, kan blive optaget og umiddelbart opnå ret til dagpenge under den nye arbejdsfordelingsordning.
3.3.
Opgørelse af antal dage med fast arbejdsgiverbidrag - 2., 3. og 5. punktum
Arbejdsgiveren skal betale et fast beløb svarende til 3 G-dage pr. måned for hver påbegyndt måned med midlertidig arbejdsfordeling til de medarbejdere, som indgår i fordelingen.
G-dagene udbetales som hele eller halve dage.
Satsen for G-dage i 2020 er kr. 881 pr. hele G-dag og kr. 441 for halve dage G-dage.
G-dagene i den enkelte måned er de første 3 dage, hvor medarbejderen er helt eller delvis ledig.
Bidraget opgøres forholdsmæssigt, hvis arbejdsfordelingen ikke dækker en hel måned, og bliver udbetalt i forhold til antallet af kalenderdage, medlemmet vil være omfattet af arbejdsfordelingen i den pågældende kalendermåned.
Det vil sige, at hvis arbejdsfordelingen ikke dækker en hel måned, skal G-dagene udbetales i forhold til antallet af dage, medarbejderen vil være omfattet af arbejdsfordelingen i den pågældende måned og ikke for en fuld måned.
Følgende formel kan benyttes
Dage med arbejdsfordeling: dage i kalendermåneden x 3 x 881 kr. = samlet beløb i kr. : 881 kr. = antal G-dage som afrundes efter de almindelige afrundingsregler.
Eksempel
Bliver en midlertidig arbejdsfordelingsordning f.eks. påbegyndt mandag den 28. september 2020 (uge 40) fastsættes G-dagsbetalingen for september måned som 3/30 x 3 x 881 kr. svarende til 264,30 kr.: 881 kr. = 0,3 G-dag, som afrundes til en halv G-dag.
3.4.
Rabatordning - 4. punktum
Hvis en virksomhed pr. 31. august 2020 havde en arbejdsfordeling efter den eksisterende almindelige arbejdsfordelingsordning, skal virksomheden ikke betale G-dage den første måned og alene betale 2 G-dage de efterfølgende måneder i resten af 2020, hvis virksomheden bliver omfattet af den midlertidige arbejdsfordeling inden udgangen af september 2020.
Dette er betegnet som ”rabatordningen”.
En virksomhed, der først har igangsat en arbejdsfordeling efter den hidtidige ordning efter den 31. august 2020, har ikke ret til den ovennævnte rabat på G-dage ved overgangen til den nye midlertidige arbejdsfordelingsordning.
3.5.
G-dagsreglerne finder tilsvarende anvendelse - 7. punktum
Det fremgår af § 84, stk. 11, 7. pkt., at stk. 3 og 5-8 og § 90 a, stk. 2, finder anvendelse dog således, at godtgørelsen udbetales sammen med lønudbetalingen for den måned, for hvilken godtgørelsen ydes.
Bestemmelsen er ændret ved § 2, nr. 9, i lov nr. 1964 af 15. december 2020.
Dette betyder, at reglerne om G-dage i § 84 i loven i store træk finder anvendelse.
Udbetalingen af G-dagene skal dog udbetales sammen med den lønudbetaling, som dækker den pågældende måned med arbejdsfordeling.
Som følge af ovennævnte lovforslag finder beskæftigelseskravet på 74 timer inden for de sidste 4 uger i forhold til arbejdsgivernes betaling af et fast bidrag i forbindelse med en midlertidig arbejdsfordelingsordning ikke anvendelse fra og med den 15. december 2020, hvor ændringen træder i kraft.
Sammenholdt med de hidtil gældende regner, hvorefter beskæftigelseskravet skulle være opfyldt i forbindelse med hver udbetaling af G-dage ved påbegyndelsen af en kalendermåned, finder bortfaldet af beskæftigelseskravet anvendelse for vurderingen af det fast arbejdsgiverbidrag fra og med januar måned 2021.
Fra og med den 15. december 2020 skal det ikke længere opgøres, hvor mange gange, arbejdsgiveren har betalt det faste arbejdsgiverbidrag i forbindelse med deltagelse i en midlertidig arbejdsfordelingsordning.
Sammenholdt med de hidtil gældende regler, hvorefter arbejdsgiveren maksimalt skulle betale det faste arbejdsgiver bidrag 16 gange pr. kalenderår, finder bortfaldet af det maksimale antal gange med fastarbejdsgiverbidrag anvendelse for vurderingen fra og med januar måned 2021.
De regler i § 84, der i øvrigt vil finde anvendelse drejer sig om bortfaldsgrunde, arbejdsgivers mulighed for anmodning om en tro og love-erklæring fra lønmodtageren om, at denne ikke er begyndt i et nyt ansættelsesforhold, er syg eller afholder ferie, bortfald af G-dage hvis erklæringen ikke modtages af arbejdsgiver, arbejdsløshedskassernes mulighed for at hjælpe medlemmet med opkrævningen af G-dage hos arbejdsgiveren, herunder at udlægge G-dagsbeløbet på arbejdsgivers vegne, indbringelse af sagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, klage, regler om inddrivelse af skyldige G-dage og arbejdsgivers pligt til at afgive oplysninger om antal G-dage til det enkelte medlem, jf. § 90 a, stk. 2, i loven.
Det følger heraf, at de regler om disse emner, som fremgår af bekendtgørelse nr. 400 af 26. april 2017 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag (G-dage) finder anvendelse.
Arbejdsgiveren vil fortsat have en pligt til at afgive oplysninger over for medlemmet om betaling af det faste arbejdsgiverbidrag.
Det skyldes, at arbejdsgiveren vurderes at være nærmest til at have denne information.
Hvis ikke arbejdsgiver får pligt til at oplyse medlemmet herom, vil medlemmet på tidspunktet for udfyldelsen af dagpengekortet (typisk omkring den 25. i en måned) ikke have tilstrækkelig viden om, hvorledes forholdstallet bliver for måneden, og for den enkelte kan det være svært at beregne.
Dette vil kunne medføre efterreguleringer, hvor medlemmet skal tage fat i arbejdsløshedskassen, hvis lønsedlen viser et andet antal G-dage, end det medlemmet har indberettet.
Det betyder videre, at reglerne om bortfaldsgrunde også finder anvendelse.
For at kunne vurdere, om der foreligger bortfaldsgrunde, skal G-dagene placeres på de første ledige dage i arbejdsfordelingen.
I de efterfølgende måneder skal G-dagene også placeres, og bortfaldsgrundene vurderes, på de første ledige dage i den pågældende måned.
Hvis der på disse dage er en bortfaldsgrund, skal arbejdsgiver ikke betale for disse G-dage.
Så hvis medarbejderen f.eks. er i beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver på en af de 3 første ledighedsdage omfattet af en midlertidig arbejdsfordeling, så bortfalder arbejdsgiverens pligt til at betale.
Det betyder videre, at hvis arbejdsgiveren ikke udbetaler G-dage, så kan medarbejderens a-kasse være behjælpelig med at opkræve beløbet over for arbejdsgiveren, og under visse betingelse lægge beløbet ud til medlemmet på arbejdsgiverens vegne.
Eksempel I: Et medlem starter i en ny midlertidig arbejdsfordeling den 17. september 2020.
Fordelingen starter med én uges ledighed, hvilket betyder, at den 17. er den første ledige dag i fordelingen.
Der skal således vurderes, om der foreligger en bortfaldsgrund den 17., 18. og 19. september.
Eksempel II: Et medlem starter i en ny midlertidig arbejdsfordeling den 17. september 2020.
Arbejdstiden er nedsat med 50 pct. og er fordelt således, at medlemmet arbejder på fuld tid de første to uger i fordelingen, og er derefter ledig to uger osv. Arbejdsgiveren skal betale 1,5 G-dage for september og 3 G-dage for oktober.
Medlemmets første ledige dag i fordelingen er den 1. oktober.
Den 1,5 G-dag fra september skal dermed placeres den 1.-2. oktober.
De 3 G-dage for oktober placeres den 2.-7. oktober.
3.6.
Placering af arbejdsgiverbidraget – Hvad gælder i forhold til placering af fradraget for arbejdsgiverbidraget og fordeleingen af halve og hele dage i den enkelte måned under arbejdsfordeling
Der henvises til de specielle bemærkninger til § 1, nr. 7 i L 213 af 4. september 2020 – til sidst.
Heraf fremgår, at det faste arbejdsgiverbidrag (G-dage) skal fradrages i medlemmets dagpenge.
Medlemmet har ved deltagelse i en midlertidig arbejdsfordelingsordning ret til en højere dagpengesats.
Det er derfor vigtigt, at dage med fast arbejdsgiverbidrag bliver placeret på dage med ledighed.
Der er fastsat regler om, at medlemmet i denne situation vil få foretaget fradrag for G-dagene i dagpengene beregnet med den højere midlertidige dagpengesats krone for krone, jf. § 31, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1588 af 18. december 2018 om udbetaling af dagpenge.
Det betyder, at et medlem der har ret til dagpenge med en højere sats end den det hidtidige dagpengemaksimum vil modtage et ekstra dagpengebeløb svarende til forskellen mellem medlemmets dagpenge for én dag fratrukket værdien af en G-dag.
Som følge heraf skal de opgjorte dage med fast arbejdsgiverbidrag placeres på dage med ledighed.
Er det ikke muligt at placere alle dage med fast arbejdsgiverbidrag på ledige dag i en dagpengemåned, skal dagene overføres videre til næste måned.
3.7.
Udbetalingstidspunkt - 7. og 8. punktum
Udbetalingen af G-dage skal udbetales sammen med lønudbetalingen for den måned, for hvilken godtgørelsen ydes.
For uge- og 14-dages-lønnede udbetales godtgørelsen snarest muligt dog senest ved virksomhedens 2. lønudbetaling efter de ledighedsdage, der ydes godtgørelse for.