Orientering om ophævelse af de generelle midlertidige besøgsrestriktioner på en række sociale tilbud beliggende i Skive og Aalborg kommuner (Til Skive og Aalborg kommuner og sociale tilbud beliggende i kommunerne samt øvrige relevante myndigheder og organisationer m.v., herunder alle øvrige kommuner)
Statutory Text (2 Articles)
Orientering om ophævelse af de generelle midlertidige besøgsrestriktioner på en række sociale tilbud beliggende i Skive og Aalborg kommuner
(Til Skive og Aalborg kommuner og sociale tilbud beliggende i kommunerne samt øvrige relevante myndigheder og organisationer m.v., herunder alle øvrige kommuner)
Styrelsen for Patientsikkerhed har den 2. og 3. december 2020 med øjeblikkelig virkning ophævet det udstedte påbud til kommunalbestyrelserne i henholdsvis Aalborg og Skive kommuner om omgående at udstede midlertidige besøgsrestriktioner på samtlige kommunale og private plejecentre m.v., der er beliggende i kommunerne.
Styrelsen for Patientsikkerhed har anbefalet, at de tilsvarende besøgsrestriktioner i kommunerne for sociale tilbud med borgere i en risikogruppe i forhold til smitte med Coronavirussygdom/Covid-19 ligeledes ophæves.
På baggrund af anbefalingen fra Styrelsen for Patientsikkerhed har Social- og Indenrigsministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 1781 af 3. december 2020 om ændring af bekendtgørelse om mulighed for lokalt at fastsætte midlertidige besøgsrestriktioner på anbringelsessteder og botilbud m.v. på socialområdet i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) .
Ændringsbekendtgørelsen medfører, at det generelle midlertidige forbud mod besøg på indendørs arealer på en række sociale tilbud beliggende i Skive og Aalborg kommuner ophæves.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 3. december 2020, kl.
17.00.
Besøg på sociale tilbud i Skive og Aalborg kommuner skal dog fortsat gennemføres på en forsvarlig måde både på indendørs og udendørs arealer.
Tilbuddets ledelse er forpligtet til at sikre, at dette sker, og at besøg sker under hensyntagen til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om bl.a. god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd.
Læs mere herom på www.sst.dk/da/corona.
Hvis der opstår behov herfor, vil der fortsat lokalt på det enkelte tilbud kunne indføres midlertidige besøgsrestriktioner.
Der henvises til Social- og Indenrigsministeriets orienteringsskrivelse af 22. juni 2020 om ophævelse af det generelle besøgsforbud på sociale tilbud og om mulighed for at indføre midlertidige lokale restriktioner for besøg, som kan ses her: https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2020/9364 .