Cirkulæreskrivelse om regulering for 2021 af gebyr for sundhedskort og det særlige sundhedskort efter sundhedsloven (Til Styrelsen for Patientsikkerhed, Udbetaling Danmark, kommunalbestyrelser og regionsråd)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om regulering for 2021 af gebyr for sundhedskort og det særlige sundhedskort efter sundhedsloven
(Til Styrelsen for Patientsikkerhed, Udbetaling Danmark, kommunalbestyrelser og regionsråd)
I medfør af § 12, stk. 7, og § 12 a, stk. 7, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 903 af 26. august 2019, fastsætter sundhedsministeren regler om opkrævning af gebyr for sundhedskort og det særlige sundhedskort.
Regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 566 af 29. april 2015 om valgfri indplacering i sikringsgrupper og udstedelse af sundhedskort m.v. og i bekendtgørelse nr. 278 af 20. marts 2017 om Udbetaling Danmarks afgørelser om lovvalg, udstedelse af EU-sygesikringskort, særlige sundhedskort m.v.
Det fremgår af § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 566 af 29. april 2015 om valgfri indplacering i sikringsgrupper og udstedelse af sundhedskort m.v., at gebyret for sundhedskort reguleres én gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Det regulerede beløb afrundes til det nærmeste med 5 delelige kronebeløb.
Af § 11 i bekendtgørelse nr. 278 af 20. marts 2017 om Udbetaling Danmarks afgørelser om lovvalg, udstedelse af EU-sygesikringskort, særlige sundhedskort m.v., fremgår, at gebyr for det særlige sundhedskort opkræves efter de samme regler og satser som sundhedskortet.
Beløb for 2021
For 2021 er satsreguleringsprocenten fastsat til 2,0 pct., jf. bekendtgørelse nr. 1210 af 12. august 2020 om satsreguleringsprocenten, tilpasningsprocenten og satstilpasningsprocenten for finansåret 2021.
Under henvisning hertil skal Sundheds- og Ældreministeriet hermed meddele, at gebyret for udstedelse af sundhedskort efter § 12, stk. 7, og § 58 i sundhedsloven samt gebyr for udstedelse af det særlige sundhedskort efter § 12 a, stk. 7, i sundhedsloven udgør 210 kr. for 2021.
Ikrafttrædelse
Cirkulæreskrivelsen træder i kraft den 1. januar 2021.
Cirkulæreskrivelse nr. 9933 af 29. oktober 2019 om regulering for 2020 af gebyr for sundhedskort og det særlige sundhedskort efter sundhedsloven ophæves den 1. januar 2021.