Skrivelse om orientering til landets jobcentre om administrationen af reglerne vedr. den nye midlertidige arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om orientering til landets jobcentre om administrationen af reglerne vedr.
den nye midlertidige arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19
Som følge af vedtagelsen af lov nr. 1336 af 11. september 2020 om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19 og lov nr. 1337 af 11. september 2020 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om sygedagpenge og barselsloven (Midlertidig dagpengeret, højere dagpengemaksimum, beregning på grundlag af ikke-medlemsperioder, suspension af dagpengeforbrug og bedre uddannelsesmuligheder til personer omfattet af en arbejdsfordelingsordning samt fast arbejdsgiverbidrag m.v.), som træder i kraft den 14. september 2020, skal styrelsen hermed orientere om følgende
I medfør af lov nr. 1336 af 11. september 2020 om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19, er der udstedt bekendtgørelse om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19.
I bekendtgørelsen fastsættes de nærmere betingelser og rammer, som skal være gældende i forhold den nye midlertidige arbejdsfordelingsordning.
Det fastsættes bl.a., at arbejdstiden under en arbejdsfordeling efter den nye midler-tidige ordning skal være nedsat med mindst 20 pct. og højst 50 pct. af den aftalte arbejdstid i gennemsnit over fire uger.
Det fastsættes også, at nøglemedarbejdere og medarbejdere, der deltager i uddannelse med løn, kan undtages fra arbejdsfordelingen uden forudgående godkendelse fra Det Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR).
Anmeldelse om arbejdsfordeling på blanket AB 292 og AB 293
En arbejdsfordeling etableret efter den nye midlertidig arbejdsfordelingsordning skal fortsat anmeldes til jobcenteret i den kommune, hvor virksomheden er beliggende, senest samme dag, som den træder i kraft.
Hvis der anmeldes eller ansøges om arbejdsfordeling for en virksomhedsafdeling eller produktionsenhed, der ligger i en anden kommune end ”hovedvirksomheden”, skal anmeldelsen/ansøgningen indleveres til jobcenteret i den kommune, hvor virksomhedsafdelingen/produktionsenheden er beliggende.
Arbejdsfordelingen skal anmeldes på blanketterne AB 292 og AB 293.
Kommunernes Landsforening (KL) har revideret blanket AB 292, således at en arbejdsgiver kan afkrydse om etableringen af arbejdsfordelingsordningen sker i medfør af den nye midlertidig ordning om arbejdsfordeling eller efter den eksisterende arbejdsfordelingsordning.
Jobcentrene skal ved modtagelsen af blanketterne AB 292 og AB 293 påse, at blanketterne er korrekt udfyldt, det vil sige, at der er krydset af i de relevante rubrikker, svaret på de stillede spørgsmål, herunder at start- og slutdato på arbejdsfordelingen tydeligt fremgår, og at blanketterne er dateret og underskrevet.
Hvis dette ikke er tilfældet, fx hvis der mangler en underskrift, må jobcentret bede arbejdsgiver om at udbedre manglen.
Når jobcenteret har modtaget de korrekt udfyldte blanketter, skal de registrere arbejdsfordelingen og registrere de personer, der er omfattet af arbejdsfordelingen, som ledige, arbejdssøgende og som omfattet af arbejdsfordeling i det fælles it-baserede datagrundlag (DFDG).
Det gælder uanset hvilken kommune de pågældende personer bor i.
Jobcenteret skal underrette de relevante a-kasser ved at sende kopi af blanket AB 292, hvor datoen for jobcenteret modtagelse af blanketten fremgår, til den eller de berørte a-kasser.
Jobcenteret skal også underrette de relevante a-kasser, om hvilke af deres medlemmer, som er omfattet af arbejdsfordelingen, hvilket fremgår af blanket AB 293.
Styrelsen skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at jobcentrene skal overholde reglerne i databeskyttelsesforordningen vedrørende videregivelse af personoplysninger.
Jobcenteret må kun videregive oplysninger således, at hver a-kasse kun får oplysninger om egne medlemmer.
Fritagelse for jobsøgning under den nye midlertidig arbejdsfordeling
I bekendtgørelse om rådighed er på kravet til at være aktivt jobsøgende lempet, således at en dagpengemodtager, der er omfattet af den nye midlertidige arbejdsfordelingsordning, fortsat skal være tilmeldt som jobsøgende, men er fritaget for pligten til at være jobsøgende i hele perioden med arbejdsfordeling.
Der er tale om en udvidelse af reglerne om mindre intensiv indsats i bekendtgørelsen, således at dagpengemodtagere, der er omfattet af en arbejdsfordeling efter den nye ordning, er fritaget for jobsøgning.
De skal dog stadig have et godkendt CV senest 2 uger efter, at det er tilmeldt jobcenteret, og de skal også stå til rådighed for henvist arbejde.
Jobcentrenes registrering af personer omfattet af den nye midlertidige arbejdsfordeling
Medlemmer af en a-kasse, der deltager i arbejdsfordeling tilmeldes som dagpengemodtagere og registreres i forbindelse med jobcentrets tilmelding med ledighedsgrad arbejdsfordeling.
Når jobcenteret modtager blanket AB 292 hvor arbejdsgiver har afkrydset, at der er tale om den nye midlertidige ordning om arbejdsfordeling, skal jobcenteret som mindre intensiv indsats kun registrere "arbejdsfordeling op til 6 uger" (id 71) for hele perioden med ny midlertidig arbejdsfordelingsordning.
Hvis perioden er længere end 6 uger, er det nødvendigt, at jobcentret registrerer flere på hinanden efterfølgende "arbejdsfordeling op til 6 uger" (id 71), for at sikre at personen omfattes af de lempelige rådighedskrav under hele perioden.
Igen kan registreringen ske på en gang, hvis man husker at sætte korrekt start og slutdato på registreringerne.
Derudover skal jobcenteret også registrere en persongruppemarkering på de personer der er omfattet af den nye midlertidig arbejdsfordeling, således at det er muligt at skelne, hvilken ordning en person med "arbejdsfordeling op til 6 uger" (id 71) er omfattet af, og opgøre hvor mange personer, der er omfattet af ny midlertidig arbejdsfordelingsordning.
Styrelsen har oprettet et persongruppeprojekt til formålet ("Arbejdsfordeling - ny midlertidig ordning"), der kan anvendes fra 14. september 2020.
Registrering af arbejdsfordelingsordninger, der ikke etableres efter den nye midlertidige arbejdsfordelingsordning, skal det ske som hidtil.
Det vil sige ved at anvende både (id 71 ”arbejdsfordeling under 6 uger” og/eller id 72 arbejdsfordeling over 6 uger” afhængigt af længden på perioden på arbejdsfordeling.
Se evt.
mere på https://star.dk/it/borger-it/tilmelding-registrering-jobcentret-sygefravaer-fravaer-fritagelser/fravaer-og-fritagelser/vejledninger-fravaer-fritagelser/
Der kan ikke etableres virksomhedspraktik eller løntilskudsjob under en arbejdsfordeling
For at sikre, at personer på arbejdsfordeling ikke erstattes af virksomhedspraktikanter eller personer i løntilskudsjob, er § 61 og § 67 i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats blevet ændret, således at der ikke kan etableres virksomhedspraktik eller løntilskudsjob i en afdeling eller produktionsenhed, hvor der er etableret eller aftalt arbejdsfordelingsordning efter reglerne om den nye midlertidige arbejdsfordelingsordning.