Vejledning til bekendtgørelse om feriefonde mv.
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning til bekendtgørelse om feriefonde mv.
Indledning
I bekendtgørelse nr. 1090 af 30. juni 2020 med tilhørende bilag, er der fastsat regler om feriefonde.
I denne vejledning uddybes bekendtgørelsens regler.
Kapitel 1
Anvendelsesområde og definitioner
Til § 1
En feriefond er juridisk en selvejende institution (fond).
Det betyder bl.a., at fonden ejer sig selv, og at ingen kan have ejerinteresser i fonden.
En feriefond er en selvstændig juridisk person, der kan opnå rettigheder og påtage sig forpligtelser.
Ved fondens etablering overgår ejendomsretten til aktiver mv. til fonden, og midlerne kan aldrig gå tilbage til stifteren eller virksomheden, som fonden er knyttet til.
Se § 14 i standardvedtægten om fondens opløsning.
Civilstyrelsen kan bestemme, at en fond, som på anden måde end efter fondsloven er undergivet et vist statsligt eller kommunalt tilsyn, helt eller delvist skal være undtaget fra fondsloven.
Det følger af § 1, stk. 5, i lov om fonde og visse foreninger (fondsloven).
Herved undgås bl.a. en uhensigtsmæssig dobbeltadministration.
Det er fondens ansvar, at gældende skattelovgivning overholdes.
Sigtet med etablering af en fond er at skabe en fast og juridisk ansvarlig organisation, der i tilknytning til tilladelse efter ferielovens § 34, stk. 2, kan danne rammerne om nærmere afgrænsede ferieformål for de lønmodtagere, der er omfattet af fondens formål.
Kapitel 2
Feriefondens formål
Til § 3, stk. 1
Bestemmelsen fastlægger feriefondens formål.
Fonden skal anvende sine midler til ferieformål for en virksomheds medarbejdere, som er omfattet af den feriekortordning, som fonden knytter sig til.
Fonden kan derfor ikke udleje sine feriefaciliteter til fx borgmestre, eksterne bestyrelsesmedlemmer i virksomheden eller andre, som ikke er omfattet af feriekortordningen.
Fratrådte medarbejdere kan leje feriefaciliteterne, så længe de har feriepenge til gode i virksomheden.
Der er tillige mulighed for udleje til pensionister m.fl., se stk. 2.
Eksempel
En medarbejder, som er fratrådt virksomheden den 1. november 2020, kan benytte feriefondens feriefaciliteter mv. indtil den 31. december 2021, hvor ferieafholdelsesperioden for ferieåret 1. september 2020 – 31. august 2021 udløber.
Tildeling af feriefaciliteterne mv. til fondens bestyrelsesmedlemmer skal ske på samme vilkår som for de øvrige ansatte.
Fondens feriefaciliteter mv. må kun bruges til ferieformål for de begunstigede.
Kursusformål, ferieophold for børn eller andre aktiviteter falder derfor uden for fondens formål.
Anvendelsen af fondens midler er i øvrigt reguleret i § 13.
Til § 3, stk. 2
Feriefonden kan beslutte ved en ændring af vedtægten, jf. § 34, at udleje feriefaciliteter til medarbejdere, der ved fratræden fra virksomheden forlader arbejdsmarkedet af alders- eller helbredsmæssige årsager, hvis fonden ikke kan udleje sine feriefaciliteter til de begunstigede, jf. stk. 1.
Det gælder fx ved overgang til alders- eller førtidspension, og overgang til fleksydelse eller efterløn
Fonden skal fastsætte retningslinjer for, hvornår udleje til de ansatte ikke har været mulig.
Det kan fx være en regel om, at fonden kan udleje feriefaciliteterne til pensionister m.fl., hvis faciliteterne ikke er udlejet inden 1 måned før lejeperiodens begyndelse, men at de ansatte stadig har fortrinsretten.
Udlejen af feriefaciliteterne til pensionister m.fl. skal være af begrænset omfang set i forhold til udlejen til de ansatte.
Hvis fondens vedtægt giver mulighed for udleje til pensionister m.fl., indebærer dette dog, at fonden både kan og skal give disse mulighed for at leje fondens feriefaciliteter, hvis udleje til de ansatte ikke er mulig.
Bestemmelsen gælder alene udlejning af fondens feriefaciliteter.
Bestemmelsen giver således ikke mulighed for at give tilskud til leje, rejser og rejseomkostninger til pensionister m.fl.
Fonden skal være opmærksom på, at reglerne i fx § 40 i planloven, lov om sommerhuse og campering mv. (sommerhusloven) skal overholdes.
Kapitel 3
Oprettelse af en feriefond
Til § 4, stk. 1
Det kan være svært at fastslå, hvem der er stifter af en feriefond.
I lyset af fondens karakter og omstændighederne ved oprettelsen er der dog ikke noget grundlæggende fondsretligt problem i, at det er lønmodtagere, der udgør flertallet i en fonds bestyrelse, uanset om lønmodtagerne må anses for stiftere af fonden.
Fonden bør kun oprettes, hvis der er en klar formodning om, at fondens andel af de uhævede feriepenge og evt.
tilskud fra virksomheden, jf. stk. 2, vil være af en størrelse og have en sådan permanent karakter, at fonden efter højst 4 år kan leve op til sit formål (efter hensættelse efter § 11), jf. § 7 i standardvedtægten i bilag 1.
Fonden skal være opmærksom på, at der kan være andre juridiske, økonomiske eller skattemæssige aspekter i forbindelse med en fondsdannelse.
Fonden bør derfor kontakte revisor eller advokat for yderligere rådgivning.
Til § 4, stk. 2
Virksomheden skal ved feriefondens oprettelse give skriftligt tilsagn om at yde det fornødne tilskud, hvis fondens nettoaktiver efter 4 års tilgang af midler ikke overstiger 250.000 kr. Nettoaktiver er fondens aktiver efter fradrag af gæld og hensættelser.
Kapitalkravet skal ses i sammenhæng med fondslovens regler.
Hvis fonden har nettoaktiver for mere end 250.000 kr., anses fonden for stiftet ved vedtægtens underskrift og datering.
Det samme gælder, hvis virksomheden har givet bindende tilsagn om tilførsel af dette beløb inden for 4 år.
Efter 4. overførsel af uhævede feriepenge skal det derfor opgøres, om der er behov for, at virksomheden indbetaler en del af beløbet.
Ejendomsretten til et tilskud fra virksomheden overgår til fonden, da fonden er en selvejende institution.
Hvis tilskuddet gives i form af udbetaling til en feriebolig eller til kontant køb af ferieboligen, skal ferieboligen tilskødes fonden.
Det gælder, uanset om virksomheden har overdraget ferieboligen helt eller delvist til fonden.
Virksomheden skal også give skriftligt tilsagn om årligt at sende en blanket med revisorerklæring om korrekt og rettidig afregning af uhævede feriepenge til fonden, hvis fonden giver virksomheden pålæg derom Det gælder også afregning af ikke udbetalt løn under ferie og ferietillæg for månedsvis ansatte.
Blanketten kan hentes på Arbejdsmarkedets Feriefondhjemmeside på www.aff.dk.
Betaling for udgifter til revisorerklæringen afholdes af virksomheden.
Til § 5
Udgangspunktet er, at feriefondens vedtægt skal følge standardvedtægten, jf. bilag 1.
Arbejdsmarkedets Feriefond kan dog godkende mindre ændringer.
Det gælder fx et andet antal af bestyrelsesmedlemmer eller en anden valgprocedure.
Hvis antallet af medlemmer er ændret, skal flertalsbestemmelsen i § 3, stk. 6, i standardvedtægten ændres tilsvarende.
Fonden skal oplyse ændringer i forhold til standardvedtægten til Arbejdsmarkedets Feriefond.
Til § 6
Oplysninger om bestyrelsens sammensætning kan gives på en blanket, som kan hentes på Arbejdsmarkedets Feriefonds hjemmeside på www.aff.dk.
Til § 7
Ansøgningen om etablering af en feriefond skal være Arbejdsmarkedets Feriefond i hænde inden udløbet af det ferieår, som den første overførsel af uhævede feriepenge vedrører.
Arbejdsmarkedets Feriefond skal således have modtaget ansøgningen senest den 31. december, for at fonden, hvis Arbejdsmarkedets Feriefond tillader det, kan disponere over de uhævede feriepenge, der forældes pr. denne dato.
Eksempel
Fonden vil kunne disponere over de uhævede feriepenge for ferieåret 1. september 2020 – 31. august 2021, hvis Arbejdsmarkedets Feriefond modtager ansøgningen senest den 31. december 2021.
Tildeling af uhævede feriepenge sker under forudsætning af, at fonden overholder de bestemmelser, der fremgår af vedtægten og denne bekendtgørelse med tilhørende bilag.
Tildeling sker derfor ”indtil videre”.
Se også § 36.
Til § 8, stk. 1
Arbejdsmarkedets Feriefond orienterer fonden, Arbejdsmarkedets Feriefond, SKAT og Beskæftigelsesministeriet, når Civilstyrelsen har fritaget feriefonden fra fondsloven.
Til § 8, stk. 2
Der er en tæt sammenhæng mellem fondsdannelsen og tildeling af uhævede feriepenge.
Derfor bortfalder Arbejdsmarkedets Feriefonds tilladelse til, at fonden kan disponere over uhævede feriepenge, hvis Civilstyrelsen afslår at fritage feriefonden fra fondsloven.
Kapitel 4
Feriefondens ledelse
Til § 9
Bestyrelsen leder feriefonden.
Bestyrelsen er ansvarlig for fondens forhold og er den, der på fondens vegne træffer alle beslutninger og dispositioner.
Et samarbejdsudvalg eller andre udenforstående kan derfor ikke ændre de beslutninger, fondens bestyrelse træffer.
Der kan heller ikke stilles krav om, at andre skal godkende bestyrelsens beslutninger.
En sådan bestemmelse i vedtægten vil være ugyldig.
I standardvedtægtens §§ 4 og 5 er der fastsat regler om bestyrelsens opgaver og krav til bestyrelsesmedlemmerne.
Det er bl.a. bestyrelsens ansvar, at fonden administreres på korrekt og betryggende måde, herunder at der ikke sker en større, passiv formueakkumulering.
Bestyrelsen skal påse, at fondens midler bruges til ferieformål, herunder forbedringer, vedligeholdelse og nedbringelse af gæld i allerede erhvervede feriefaciliteter.
Bestyrelsen fører over hvert enkelt bestyrelsesmøde et referat.
Et referat er ikke kun et konklusionsreferat, men gengiver også drøftelserne.
Det fremgår derfor også af referatet, om der har været uenighed i bestyrelsen.
Alle tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer skal underskrive referatet, og evt.
fraværende bestyrelsesmedlemmer skal sætte sig ind i, hvad der er besluttet.
Til § 9, stk. 1
Borgmestre og andre, som ikke er lønmodtagere i virksomheden, kan ikke vælges til bestyrelsen, da bestyrelsen efter § 3, stk. 2, i standardvedtægten, vælges mellem virksomhedens ansatte.
Hvis en lønmodtager fratræder virksomheden, kan den pågældende ikke længere sidde i bestyrelsen.
Det gælder også ved overgang til efterløn eller pension mv., og uanset om pensionisten m.fl. kan leje fondens feriefaciliteter, jf. § 3, stk. 2.
Grunden til dette er, at formålet med bestemmelsen i standardvedtægtens § 3, stk. 2, fortabes, hvis et bestyrelsesmedlem ikke længere er ansat i virksomheden og dermed er uden særlig tilknytning til selve virksomheden.
Til § 9, stk. 3
Formanden og næstformanden vælges blandt medarbejderrepræsentanterne i bestyrelsen.
Det følger modsætningsvis af § 3, stk. 4, i standardvedtægten.
Reglen skal sikre, at der ikke sker sammenblanding af fondens og virksomhedens interesser med deraf følgende habilitetsproblemer.
Til § 9, stk. 4
Arbejdsmarkedets Feriefond skal til hver en tid kunne identificere bestyrelsen.
Bestyrelsen skal derfor give Arbejdsmarkedets Feriefond besked om ændringer i bestyrelsens sammensætning inden 4 uger.
Fonden kan meddele sådanne ændringer ved at udfylde en blanket om bestyrelsens sammensætning.
Blanketten kan hentes på Arbejdsmarkedets Feriefonds hjemmeside på www.aff.dk.
Bestyrelsen vælges hvert 3. år ifølge § 3, stk. 1, i standardvedtægten.
Det betyder, at hver bestyrelsespost skal vælges hvert 3. år, men der er intet krav om, at hele bestyrelsen skal vælges på én gang.
Der er ikke noget krav om suppleanter til bestyrelsen.
Til § 9, stk. 5
Et bestyrelsesmedlem må ikke få vederlag for administrationsarbejde eller andet arbejde, som er forbundet med varetagelsen af hvervet som bestyrelsesmedlem.
Det gælder, uanset om vederlaget betegnes løn, honorar, diæter eller lignende, eller udbetales i naturalier.
Hvis et bestyrelsesmedlem udfører arbejde for feriefonden, som ligger ud over selve hvervet som bestyrelsesmedlem, og som derfor kunne varetages af andre uden tilknytning til fonden, kan bestyrelsesmedlemmet dog aflønnes for denne del af sit arbejde.
Bestyrelsen skal være enig om arbejdets omfang og timesatsen for aflønningen af det pågældende arbejde.
Timeprisen må ikke overstige en sædvanlig timeløn for den pågældende type beskæftigelse.
Fonden kan afholde faktiske omkostninger til rejser og måltider under besigtigelsesrejser ved køb af feriefaciliteter, jf. § 12.
Kapitel 5
Drift af en feriefond
Til § 10, stk. 1
Reglen skal sikre, at de midler, der ikke er anbragt i feriefaciliteter, anbringes sikkert.
Fondens midler kan anbringes i obligationer med kort løbetid, hvis bestyrelsen skønner, at der vil gå nogen tid, før midlerne skal bruges.
Til § 10, stk. 2
Forbuddet mod mellemregningskonti gælder, uanset om feriefonden er knyttet til en privat eller en offentlig virksomhed.
Til § 11, stk. 3
Når feriefonden har fået overført uhævede feriepenge i mere end 4 år, og dermed har opnået det fornødne erfaringsgrundlag med størrelsen af den nødvendige hensættelse, skal hensættelsen fremover baseres på de faktiske, gennemsnitlige udbetalinger.
Det betyder, at hvis de faktiske udbetalinger har vist sig gennemsnitligt at udgøre 12 pct., skal fonden hensætte 12 pct. Hvis den faktiske, gennemsnitlige procent kun udgør 8 pct., skal fonden kun hensætte 8 pct.
Fonden skal være opmærksom på overgangsbestemmelsen i § 46, stk. 3, hvori det fremgår, at hensættelse fortsat skal sker efter bekendtgørelse nr. 1284 af 14. december 2004 for beløb, der tilfalder fonden efter § 36, stk. 2, i bekendtgørelse af lov om ferie nr. 1025 af 4. oktober 2019, og at hensættelsen skal opretholdes, så længe udbetaling ikke er forældet.
Til § 11, stk. 4
Tilbageførsel af ikke afregnede hensættelsesbeløb skal ske, når lønmodtagerne ikke længere kan få udbetalt uhævede feriepenge for et optjeningsår.
Til § 12
Fonden skal i første række anvende sine midler til ferieformål.
Fondens administrationsomkostninger skal derfor stå i et rimeligt forhold til fondens aktiver.
Lejeindtægterne skal kunne dække de omkostninger, som kan henføres til den daglige udleje af feriefaciliteter.
Se § 14.
Det gælder omkostninger til marketing (fx brochurer og fotos), lønomkostninger, kontorhold, it-omkostninger, bookingsystem og rådgiverhonorarer for rådgivning, der knytter sig til fondens feriefaciliteter, men som ikke kan medregnes til facilitetens anskaffelsesværdi.
Omkostninger, som ikke kan henføres til den daglige udleje af feriefaciliteter, omfatter besigtigelser før køb, beskedne måltider og transportomkostninger i forbindelse med disse, begrænsede mødeomkostninger, omkostninger i forbindelse med generalforsamling i sammenslutninger for feriefonde, fx foreningen ”Parasollen”, kontorhold, lønomkostninger, bankgebyrer, it-omkostninger, revisionshonorar samt honorar for rådgivning, der ikke vedrører fondens feriefaciliteter.
Kravet om, at omkostningerne skal stå i et rimeligt forhold til fondens midler og omfang, indebærer også, at et evt.
administrationsvederlag til virksomheden højst kan afregnes efter den medgåede tid for de medarbejdere, som virksomheden har stillet til rådighed for fonden.
Der skal for hver medarbejder foreligge en specifikation af tidsforbruget på dage og arbejdsopgaver.
Timesatsen kan højst udgøre virksomhedens direkte lønomkostninger til lånte medarbejdere.
Virksomheden kan herudover få dækket et mindre overhead til feriefondens administration (IT og it-support, telefon o.
lign.)
Omkostninger til repræsentation eller gaver vil ifølge praksis falde uden for fondens formål.
Mindre gaver, som fonden giver som tak for fx opsyn med feriefaciliteter, og som har en værdi under skattemyndighedernes bagatelgrænse, kan dog accepteres.
Arbejdsmarkedets Feriefond skal forudgående godkende afholdelse af andre omkostningsarter end de nævnte, jf. § 33.
Til § 13
Arbejdsmarkedets Feriefond skal ikke godkende anvendelsen af fondens midler, hvis anvendelsen sker i overensstemmelse med bestemmelsen.
Er der risiko for, at bestemmelsen ikke overholdes, skal Arbejdsmarkedets Feriefond godkende handlen, før denne må gennemføres, jf. § 33.
Fonden må ikke bruge midler til andre faciliteter mv. end dem, der fremgår af bestemmelsen.
Det betyder, at fonden ikke kan anvende midler til hjælp til driften af en feriekoloni for børn, understøttelser, legater, køb af lystbåde, bortlodninger eller lignende i anledning af andre formål end ferie.
Fonden må ikke bruge midler til nogen form for spekulation.
Bestyrelsen skal ved sine dispositioner og aktiviteter tage højde for, at der til enhver tid skal friholdes et beløb, således at fonden kan honorere lønmodtageres krav på § 30, stk. 1-udbetalinger.
Se § 11 om hensættelse til honorering af sådanne krav.
Til § 13, stk. 1, nr. 1-5
Køb af ferieboliger omfatter også opførelse af nye ferieboliger.
Køb må ikke ske uden for Norden og EU.
En fond må ikke købe brugsretter uden for Norden og EU.
Derimod kan der gives tilskud til leje af feriefaciliteter, rejser og rejseomkostninger også uden for EU.
Køb af autocampere og campingvogne omfatter også brugte autocampere og campingvogne, hvis de er i god stand.
Bestemmelsen omfatter både stationære campingvogne og flytbare campingvogne.
Autocampere og campingvogne kan bruges til ferier i Danmark og i udlandet, men de skal være indregistreret i Danmark.
Fonden skal være opmærksom på, at et tilskud kan være skattepligtigt for modtageren.
Ved vedligeholdelse sikres værdien af feriefaciliteten, uden at der tilføres faciliteten en merværdi.
Vedligeholdelsesomkostninger dækker således reparationsomkostninger og andre løbende omkostninger til at holde såvel grund som bygninger i den stand, som ferieboligen oprindelig har været i.
Vedligeholdelse omfatter fx murer-, tømrer-, VVS- og elektrikerarbejde, gulvbelægning, oprydning på grund, plantning af nye træer, slamsugning, udskiftning af havefliser og tag, maling af træværk, ny grus i indkørslen, nye elkabler, udskiftning af bordplade og vandhane i køkken.
Ved forbedring af en feriefacilitet sættes faciliteten i en bedre stand, end den var på anskaffelsestidspunktet.
Facilitetens værdi øges således varigt.
Forbedring kan fx være opførelse af en tilbygning eller etablering af en terrasse.
Det må ofte afgøres ved et skøn, hvorledes den konkrete afgrænsning mellem vedligeholdelse og forbedring skal ske.
Er en reparation fx gennemført med væsentlig bedre materialer end de tidligere anvendte, kan det være aktuelt at henføre en del af reparationen til forbedring af faciliteten, hvis denne må anses at være tilført en væsentlig merværdi.
Ved forbedringer opskrives ferieboligens værdi med beløbet.
Til § 13, stk. 2
Der er ingen tidsmæssig grænse for, hvor ofte fonden skal købe nye feriefaciliteter, men fonden må ikke passivt akkumulere likvide midler.
Udgangspunktet er derfor, at fonden efter hensættelse efter § 11, stk. 1, skal bruge midlerne til ferieformål, medmindre bestyrelsen beslutter at opspare midler i en kortere periode med henblik på at etablere en ny feriefacilitet.
Til § 13, stk. 3
Erhvervelse af feriefaciliteter i sameje med andre må ikke ske uden Arbejdsmarkedets Feriefonds forudgående godkendelse, jf. § 33.
Til § 14
Et driftsbudget skal være baseret på en realistisk forventning om, at feriefaciliteten kan drives økonomisk forsvarligt, herunder at gældende krav til driften kan overholdes.
Den fastsatte leje skal afspejle, at feriefonden drives forsvarligt.
Lejeindtægten behøver ikke at dække inventaranskaffelser, vedligeholdelse og forbedring.
I vejledningen til § 12 er administrationsomkostninger vedrørende den daglige udleje beskrevet.
I vejledningen til § 13, stk. 1, er forskellen mellem vedligeholdelse og forbedring beskrevet.
Inventaranskaffelse omfatter fx anskaffelse af møbler, hårde hvidevarer, trådløst internet, tv, sengeudstyr, lamper, havemøbler og cykler.
Løn til opsyn og rengøring omfatter løn eller vederlag til personer, der udøver opsyn, rengøring og havearbejde.
Øvrige ejendomsomkostninger omfatter fx el, vandafgift, ejendomsskat, diverse relevante kontingenter og abonnementer, skorstensfejer, forsikring, , løbende forbrugsomkostninger (fx elpærer, sikringer og rengøringsmidler), faktiske omkostninger til transport i forbindelse med drift eller afregning efter statens takster samt øvrige omkostninger, der ikke hører under vedligeholdelse eller inventaranskaffelser.
og øvrige omkostninger, der ikke hører under vedligeholdelse eller inventaranskaffelser.
Fonden skal ved fastsættelse af lejen være opmærksom på, at en for lav leje kan gøre brugen af feriefaciliteten til en skattepligtig gave for lejeren, som skal lønindberettes.
Til § 14, stk. 2.
Der kan dispenseres fra 4-årsperioden, hvis fonden sandsynliggør, at driftsomkostningerne for ferieboligen over en begrænset årrække igen vil hvile i sig selv.
Derudover kan der dispenseres, således at flere ferieboligers driftsomkostninger ses under ét fx på øer.
Til § 15
Hele bestyrelsen tegner fonden ved køb og salg af fondens feriefaciliteter, jf. § 12 i standardvedtægten.
Køb og salg godkendes med stemmeflerhed, jf. standardvedtægtens § 3, stk. 5 og 6.
Hvis et mindretal af bestyrelsesmedlemmerne ikke kan godkende handlen, skal bestyrelsen tilføje dette med begrundelse i forhandlingsprotokollen.
Til § 15, stk. 1
Bestyrelsen skal gennem rådgiveren sikre sig, at købet eller opførelsen af ferieboligen er forsvarlig, at fondens rettigheder sikres, og at der indhentes de fornødne tilladelser.
At handlen skal ske på almindelige vilkår indebærer bl.a., at ferieboligen skal kunne forsikres på normale vilkår.
Der skal være udarbejdet en tilstandsrapport, hvis dette er sædvanligt for den pågældende type handel.
Fonden skal også sikre sig, at der ikke er taget særlige forbehold eller lignende.
Arbejdsmarkedets Feriefond anbefaler, men stiller ikke krav om, at fonden tegner en ejerskifteforsikring.
Til § 15, stk. 2 og 3
Arbejdsmarkedets Feriefond skal ikke godkende salg af fondens feriefaciliteter, hvis bestemmelserne er opfyldt.
Hvis fonden sælger under vurderingsprisen, skal Arbejdsmarkedets Feriefond godkende salget, før dette må gennemføres, jf. § 33.
Fonden skal være opmærksom på evt.
skattemæssige konsekvenser ved salg af ferieboliger.
Fonden bør derfor få rådgivning herom fra advokat, revisor eller lignende sagkyndig.
Fonden kan i den forbindelse også overveje at få et bindende forhåndstilsagn fra skattemyndighederne om konsekvenser af påtænkte, konkrete dispositioner.
Til § 15, stk. 4
Det fremgår af vejledningen til § 13, hvad der anses for forbedringer, og hvad der anses for vedligeholdelse.
Hovedentrepriser må ikke opdeles i enkeltentrepriser for derved at omgå kravet om to tilbud.
Hvis fonden kun indhenter ét tilbud, skal Arbejdsmarkedets Feriefond godkende dette, jf. § 33.
Det kan tænkes at ske i særlige tilfælde, fx ved meget specialiserede arbejder på fredede bygninger.
Til § 16
Arbejdsmarkedets Feriefond skal ikke godkende, at fonden erhverver brugsretter, hvis betingelserne i bestemmelsen i øvrigt er opfyldt.
Hvis der er risiko for, at betingelserne ikke kan overholdes, skal Arbejdsmarkedets Feriefond godkende aftalen, før fonden indgår denne, jf. § 33.
Fondsbestyrelsen skal gennem rådgiveren sikre sig, at dispositionen er forsvarlig, at fondens rettigheder sikres, at der indhentes de fornødne tilladelser, og at fonden kun hæfter for sine egne forpligtelser.
Erhvervelse må således ikke ske, hvis fonden hæfter solidarisk for hele ejendommen eller for andre rettighedshaveres forpligtelser.
Til § 17
Fonden skal som udgangspunkt købe feriefaciliteter kontant.
Fonden må dog i visse situationer finansiere køb, opførelse, forbedring eller vedligeholdelse af en feriebolig ved lån.
Lånet skal optages i den pågældende feriebolig.
Fonden må fx ikke optage lån i én ferieboligs friværdi for at købe eller forbedre en anden feriebolig.
Det er en forudsætning for optagelse af lån, at bestyrelsen påser, at driften af ferieboligen tilrettelægges således, at lånet kan afdrages i overensstemmelse med aftalen med realkredit- eller pengeinstituttet inden for den fastsatte løbetid.
Lånet skal være et non recourse lån.
Det betyder, at fonden kun må stille sikkerhed for lånet i den pågældende feriebolig.
Fonden må således ikke stille sikkerhed i sine øvrige aktiver.
Afdragsfrie realkreditlån mv., herunder pauselån, er ikke omfattet af bestemmelsen.
Fonden må derfor ikke optage sådanne lån.
Arbejdsmarkedets Feriefond skal forudgående godkende, hvis en fond ønsker finansiering af en feriebolig gennem rente- eller afdragsfrie lån fra virksomheden, jf. § 33.
Hele bestyrelsen tegner fonden ved pantsætning af fondens feriefaciliteter, jf. § 12 i standardvedtægten.
Optagelse af lån godkendes med stemmeflerhed, jf. standardvedtægtens § 3, stk. 5 og 6.
Hvis et mindretal af bestyrelsesmedlemmerne ikke kan godkende lånoptagelsen, skal bestyrelsen skrive dette i forhandlingsprotokollen med begrundelse.
Til § 18
En feriebolig må højst indgå i en bytteordning i gennemsnitligt 4 måneder årligt set over en 3-årig periode.
Det vil sige, at hvis en feriefond har stillet en feriebolig til rådighed for andre i en periode på 12 måneder i træk, kan fonden ikke lade samme feriebolig indgå i en bytteordning de følgende to år.
Fonden skal overholde planloven, selvom fonden bytter ferieboliger.
Når en feriefond stiller en feriebolig til rådighed for en anden feriefond, kan fonden ikke selv anvende ferieboligen i den aktuelle periode.
Adgangen til at bytte feriefaciliteter gælder kun ferieboliger.
Det vil sige, at to private feriefonde ikke kan bytte fx brugsretter eller autocampere.
Til § 18, stk. 2
Det er en forudsætning for at bruge reglen, at fonden ikke selv kan udleje ferieboligen til de begunstigede efter vedtægten.
Kapitel 6
Aflæggelse af årsrapport og driftsbudget for en feriefond
Til §§ 20-23
Fonden skal aflægge årsrapporten i overensstemmelse med standardårsrapporten, jf. bilag 2, og de regler, der i øvrigt følger af bekendtgørelsen med tilhørende bilag, herunder regnskabsinstruksen, jf. bilag 3.
Til § 24, stk. 1
Bestyrelsen skal behandle og godkende feriefondens årsrapport på et bestyrelsesmøde.
Årsrapporten godkendes med stemmeflerhed, jf. standardvedtægtens § 3, stk. 5 og 6.
Alle bestyrelsesmedlemmerne skal altid underskrive årsrapporten.
Hvis et mindretal af bestyrelsesmedlemmerne ikke kan godkende årsrapporten, skal bestyrelsen tilføje dette med begrundelse i forhandlingsprotokollen.
Til § 24, stk. 2
Arbejdsmarkedets Feriefond foretager stikprøvekontrol af årsrapporterne.
Arbejdsmarkedets Feriefond foretager desuden gennemgang af en fonds årsrapport, hvis fondens forhold i øvrigt giver anledning til det.
Kapitel 7
Revision af en feriefond
Til § 25
Arbejdsmarkedets Feriefond skal til hver en tid kunne identificere revisor.
Bestyrelsen skal derfor inden 4 uger give Arbejdsmarkedets Feriefond besked om, hvem der er udpeget som revisor.
Det gælder også ved skift af revisor.
Arbejdsmarkedets Feriefond har udarbejdet en blanket, som fonden kan benytte til at meddele sådanne ændringer.
Blanketten kan hentes på Arbejdsmarkedets Feriefonds hjemmeside på www.aff.dk.
Til § 26
Reglen svarer til fondslovens krav til revisor.
Til § 27
Revisor skal efterkomme de krav vedrørende revisionen, som Arbejdsmarkedets Feriefond stiller, herunder i revisionsinstruksen, jf. bilag 4.
Revisor skal foretage en kritisk gennemgang af fondens regnskabsmateriale og dens forhold i øvrigt, herunder påse, at fondens vedtægt er overholdt.
Til § 28
Revisortjeklisten findes på Arbejdsmarkedets Feriefonds hjemmeside på www.aff.dk.
Kapitel 8
Sammenlægning og opløsning af feriefonde
Til § 30
Den enkelte feriefonds bestyrelse skal træffe beslutningen om sammenlægningen.
Den nye vedtægt skal være i overensstemmelse med standardvedtægten, jf. bilag 1.
Vedtægten skal afspejle sammenlægningen med hensyn til navn, kredsen af begunstigede osv. Den nye vedtægt skal være underskrevet af alle bestyrelsesmedlemmerne for den nye fond.
Se også § 5.
Forhandlingsprotokollen og redegørelsen skal være underskrevet af alle bestyrelsesmedlemmerne for de fonde, der skal indgå i sammenlægningen.
Fondene skal udarbejde redegørelsen, enten i fællesskab eller hver for sig.
Beslutning om sammenlægning skal behandles og godkendes med stemmeflerhed, jf. standardvedtægtens § 3, stk. 5 og 6.
Hvis et mindretal af bestyrelsesmedlemmerne i en fond ikke er enig, skal dette med begrundelse tilføjes bestyrelsens forhandlingsprotokol.
Oplysninger om bestyrelsens sammensætning kan gives på en blanket, som kan hentes på Arbejdsmarkedets Feriefonds hjemmeside på www.aff.dk.
Hvis fondene ønsker at blive sammenlagt pr. 1. januar, undgår fondene at skulle udarbejde resultatopgørelse og balance for den forløbne del af det løbende regnskabsår forud for udarbejdelse af åbningsbalancen.
Fondene skal udarbejde åbningsbalancen i overensstemmelse med reglerne i kapitel 6.
Arbejdsmarkedets Feriefond meddeler Civilstyrelsen, om sammenlægning kan anbefales.
Sammenlægning kan ikke ske, hvis Civilstyrelsen ikke kan godkende denne.
Civilstyrelsens afgørelse herom kan efter reglerne i fondsloven ikke ankes.
Hvis Civilstyrelsen godkender sammenlægningen, er denne gennemført.
Hvis fondene ønsker en ny fond etableret, anmoder Arbejdsmarkedets Feriefond Civilstyrelsen om at undtage fonden fra fondsloven.
Se også § 8.
Hvis en af fondene skal være den fortsættende fond, og derfor allerede er undtaget fra fondsloven, anmoder Arbejdsmarkedets Feriefond Civilstyrelsen om at godkende sammenlægningen.
Arbejdsmarkedets Feriefond orienterer feriefonden og SKAT om, at fondene er sammenlagt, når Civilstyrelsen har godkendt sammenlægningen.
Fonden skal være opmærksom på de skattemæssige konsekvenser af sammenlægningen.
Fonden bør derfor kontakte revisor eller advokat for yderligere rådgivning herom, inden sammenlægningen iværksættes.
Fonden skal også være opmærksom på, at der kan være andre juridiske eller økonomiske aspekter af en sammenlægning.
Det kan fx være problemer ved fordeling af fondens feriefaciliteter, debitorskifte, tinglysning osv. Fonden bør derfor kontakte revisor eller advokat for yderligere rådgivning.
Til § 31
Hvis en fonds formål ikke eller kun vanskeligt kan opfyldes eller er blevet uhensigtsmæssigt, kan dette tale for at opløse fonden.
Ophør af den virksomhed, de uhævede feriepenge stammer fra, vil normalt betyde, at grundlaget for fondens virke er bortfaldet, medmindre fondens aktiviteter kan indpasses i en overtagende virksomhed.
eller fonden kan afvikles ved brug af formuen inden for fondens formål
En fond kan på eget initiativ eller efter anbefaling fra Arbejdsmarkedets Feriefond søge om opløsning.
Fondens bestyrelse træffer beslutningen om opløsningen.
Hvis fondens nettoaktiver ikke overstiger 250.000 kr., skal fonden opløses, hvis fonden ikke selv søger om opløsning.
Hele bestyrelsen skal underskrive forhandlingsprotokollen og redegørelsen.
Bestyrelsen skal behandle og godkende beslutningen om opløsning med stemmeflerhed, jf. standardvedtægtens § 3, stk. 5 og 6.
Hvis et mindretal af bestyrelsesmedlemmerne i fonden ikke er enig, skal bestyrelsen tilføje dette med begrundelse i forhandlingsprotokollen.
Arbejdsmarkedets Feriefond meddeler Civilstyrelsen, om opløsning kan anbefales.
Opløsningen er gennemført, hvis Civilstyrelsen godkender denne.
Hvis Civilstyrelsen ikke kan godkende opløsningen, kan denne ikke ske.
Civilstyrelsens afgørelse herom kan efter reglerne i fondsloven ikke ankes.
Fonden skal være opmærksom på, at der kan være andre juridiske eller økonomiske aspekter af en opløsning.
Det kan fx være i relation til debitorskifte.
Fonden bør derfor kontakte revisor eller advokat for yderligere rådgivning.
Bestyrelsen skal også være opmærksom på, at de forpligtelser, der påhviler de enkelte bestyrelsesmedlemmer, består uændret, indtil fonden er endeligt opløst, og midlerne er indbetalt til Arbejdsmarkedets Feriefond henholdsvis brugt til ferieformål.
Der henvises til § 14 i standardvedtægten.
Til § 32
Salg af fondens feriefaciliteter skal ske efter reglerne herom i vedtægten og i bekendtgørelsen.
Den del af salgsprovenuet, der stammer fra uhævede feriepenge, skal sammen med endnu ikke anvendte uhævede feriepenge, indbetales til Arbejdsmarkedets Feriefond, jf. § 14 i standardvedtægten.
Arbejdsmarkedets Feriefond orienterer fonden og SKAT om, at fonden er opløst, når Arbejdsmarkedets Feriefond har godkendt opløsningsrapporten.
Det skal fremgå af denne, at de uhævede feriepenge mv. er indbetalt til Arbejdsmarkedets Feriefond, og at den resterende kapital er anvendt til ferieformål.
Kapitel 9
Feriefondens dispositioner, der skal forelægges Arbejdsmarkedets Feriefond, og dennes beføjelser
Til § 33
Bestyrelsen skal indhente Arbejdsmarkedets Feriefonds forudgående godkendelse, hvis den er i tvivl om, hvorvidt en disposition kan medføre risiko for, at vedtægten eller reglerne i bekendtgørelsen med tilhørende bilag ikke overholdes, jf. også § 4, stk. 4, i standardvedtægten.
Det gælder også, hvis bestyrelsen er klar over, at en disposition kan medføre risiko for, at vedtægten eller reglerne i bekendtgørelsen ikke overholdes.
Dette gælder fx tilfælde, hvor der kan være tvivl om, hvorvidt der foreligger et ferieformål, eller hvor der er forhold, der kan bringe fondens eksistens i fare.
Det gælder også, hvis garanterede beløb fra virksomheden efter § 7 i standardvedtægten udebliver.
Ekstraordinære dispositioner skal også forelægges, hvis disse kan udgøre en fare for fonden eller for overholdelsen af reglerne.
Hvad, der er ekstraordinære dispositioner, vil variere fra fond til fond.
Til § 34
Ved ændring af en eksisterende vedtægt skal fonden være opmærksom på, at § 6, stk. 1, i vedtægten, ikke skal angive forholdene ved stiftelsen, men derimod forholdene pr. 31. december ved sidste, reviderede årsrapport.
Se dog vejledningen til § 30 om sammenlægninger.
Reglerne i standardvedtægten, der relaterer sig til fondens første 4 år, kan udgå ved efterfølgende vedtægtsændringer, når fonden har eksisteret i mere end 4 år.
Til § 35
Ved afsættelse af et bestyrelsesmedlem kan Arbejdsmarkedets Feriefond udpege et andet bestyrelsesmedlem i overensstemmelse med fondens vedtægt.
I reglen om afsættelse af et bestyrelsesmedlem ligger også, at Arbejdsmarkedets Feriefond kan bestemme, at en bestemt person ikke fremover vil kunne vælges til bestyrelsen.
Arbejdsmarkedets Feriefonds påbud eller henstillinger kan fx dreje sig om køb eller salg af en feriefacilitet.
Til § 36
Arbejdsmarkedets Feriefond kan trække fondens tilladelse til at modtage uhævede feriepenge efter ferielovens § 34, stk. 2, tilbage, hvis forudsætningerne for oprettelsen af fonden ikke længere er til stede.
Det gælder også, hvis fonden ikke overholder bekendtgørelsen eller vedtægtens bestemmelser, eller i øvrigt sidder Arbejdsmarkedets Feriefonds påbud overhørig.
Arbejdsmarkedets Feriefond kan henstille til Civilstyrelsen, at fonden ikke længere er undtaget fra fondsloven, jf. dennes § 1, stk. 5, hvis Arbejdsmarkedets Feriefond af de samme grunde ikke mener sig i stand til at føre et betryggende tilsyn med fonden.
Fonden vil fremover være omfattet af kapitel 10, hvis Civilstyrelsen efterkommer denne henstilling.
Kapitel 12
Ikrafttræden mv.
Til § 46
Denne vejledning erstatter vejledning nr. 126 af 14. december 2004 om feriefonde mv.