Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Dna-beviset i straffesager

Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Dna-beviset i straffesager

1.

Overblik og tjekliste

●

Indgår der dna-bevis i sagen?

Anklageren skal i forbindelse med tiltalerejsning være opmærksom på, om der indgår dna-bevis i straffesagen.

I den forbindelse skal anklageren holde sig for øje, om sagen er startet op på baggrund af en søgning i dna-profilregisteret (”cold-hit”) eller ved en sammenligning af dna-profiler, hvor der på forhånd var mistanke om sammenfald.

Se nærmere i pkt. 3 .

●

Er mistænkte identificeret på baggrund af et hit i dna-profilregisteret (”cold-hit”)?

Hvis der er et dna-profilsammenfald mellem dna-profilerne for et spor og en person på baggrund af en søgning i dna-profilregisteret, skal anklageren bl.a. være opmærksom på, om dna-profilerne er opgraderede til 16 dna-systemer.

Anklageren skal endvidere være opmærksom på risikoen for tilfældige sammenfald.

●

Er dna-beviset det afgørende bevis i sagen?

I de tilfælde, hvor en sag er opstået som følge af et ”cold-hit”, kan anklageren komme ud for, at dna-beviset er det afgørende bevis i sagen.

Et dna-bevis kan ikke stå alene og skal i hver enkelt sag vurderes i forhold til sagens sammenhæng og øvrige beviser.

I forbindelse med skyldsvurderingen skal anklageren ikke fokusere isoleret på dna-beviset, men inddrage alle de momenter, der taler for henholdsvis skyld og uskyld (vurdere forhåndsodds).

Se nærmere i pkt. 4.2.

●

Hvilken type spor er der tale om?

For at være bevidst om eventuelle indsigelser vedrørende dna-sporet skal anklageren være opmærksom på, om der er tale om et flytbart dna-spor eller et spor, der er direkte knyttet til forbrydelsen (se nærmere pkt. 4.3. ).

Derudover skal anklageren være opmærksom på, om dna-sporet kan stamme fra en anden anledning end selve forbrydelsen (se nærmere pkt. 4.4. ).

Endelig skal anklageren være opmærksom på muligheden for sekundær overførsel af dna (se nærmere pkt. 4.5 .).

●

Er der særlige risikomomenter ved dna-beviset?

Der er især risiko for to fejlslutninger vedrørende dna-beviset.

Den første fejlslutning går ud på, at det antages, at man ud fra dna-beviset alene kan beregne sandsynligheden for, at sporet stammer fra en bestemt person.

Den anden fejlslutning går ud på, at det antages, at sporet lige så godt kan stamme fra en 4-5 andre personer i den danske befolkning, som det kan stamme fra den mistænkte.

I forbindelse med hovedforhandlingen skal anklageren derfor være bekendt med disse fejlslutninger.

Se nærmere i pkt. 5.5.

Derudover er der en generel risiko for, at der ved søgning i dna-profilregisteret opstår tilfældige sammenfald.

Det er helt forudsigeligt og bagrunden er, at jo flere dna-profiler, der sammenlignes med, jo større er sandsynligheden for, at man finder en person, der passer ved et tilfælde (og ikke fordi personen er ophavsmand til sporet).

I praksis må risikoen imødegås ved, at der efterforskes, således at det er muligt at vurdere forhåndsodds og dermed sandsynligheden for, at personen faktisk er ophavsmand til sporet.

Se nærmere i pkt. 5.5.3.

●

Er der behov for yderligere bevisførelse?

Hvis det er selve grundlaget for den retsgenetiske erklæring eller retsgenetiske begreber, der problematiseres, skal anklageren vurdere, om det det er nødvendigt at indkalde en retsgenetiker til at afgive forklaring i retten.

Se pkt. 5.3.

2.

Generelt om dna

2.1.

Definitioner

2.1.1.

Dna og dna-profiler

Menneskets krop er opbygget af et meget stort antal forskellige typer levende celler.

Dna er det arvebæ-rende materiale, der findes i alle kroppens kerneholdige celler.

Dna er en forkortelse af stoffets kemiske betegnelse, deoxyribonucleinsyre, som er det molekyle, der fastlægger kroppens karakteristika og funk-tioner.

Forskellige dna-sammensætninger er med andre ord medvirkende til, at enkeltindivider er for-skellige.

Sammenligner man to ubeslægtede menneskers dna, vil størstedelen af dna’et være ens.

Der findes dog nogle dna-områder (også kaldet dna-systemer), der har en særlig opbygning, som ofte er forskellig fra menneske til menneske.

Gennem en analyse kan opbygningen af disse dna-områder bestemmes.

Resul-tatet præsenteres som en række tal (dna-faktorer), hvis kombination giver et dna-signalement af den pågældende person.

Den samlede mængde dna-faktorer udgør personens dna-profil.

2.1.2.

Biologiske spor

Biologiske spor er spor, der ofte indeholder celler med cellekerner, f.eks. blod, sæd, spyt, hår med hår-rødder og væv.

En person vil som altovervejende udgangspunkt have ”det samme dna” i hver eneste celle med en celle-kerne.

Det betyder, at man vil opnå den samme dna-profil for en person, uanset om dna-profilanalysen foretages på blod, sæd, spyt m.v.

2.1.3.

Reference- og sporprøve

En referenceprøve er en dna-prøve fra en identificeret person – ofte lavet ud fra mundskrab.

En spor-prøve er en dna-prøve fra et spor – f.eks. spor fra gerningssteder eller forurettede.

Prøverne anvendes til at udarbejde dna-profiler.

2.1.4.

Likelihood-kvotient

Når der er dna-profilsammenfald mellem dna-profilerne for et spor og en person, beregnes om muligt, hvor sandsynligt det er at observere værdierne i sporprofilen, hvis sporet faktisk stammer fra den pågæl-dende person i forhold til, hvis sporet stammer fra en anden person.

Det udtrykkes ofte også som, at den bevismæssige vægt af dna-profilsammenfaldet beregnes.

Resultatet af beregningen er et tal – en såkaldt likelihood-kvotient.

Se nærmere i pkt. 2.2.4.

2.1.5.

Match-sandsynlighed

Match-sandsynligheden er defineret som sandsynligheden for, at en tilfældigt udvalgt person fra en gi-ven befolkning matcher sporets dna-profil.

Jo lavere match-sandsynlighed, jo højere vægt vil beviset ha-ve.

Se nærmere i pkt. 2.2.5.

2.1.6.

Forhånds-odds

Forhåndsodds vurderes ud fra alle øvrige omstændigheder i straffesagen, der taler for henholdsvis skyld og uskyld, før dna-beviset inddrages.

Se nærmere i pkt. 4.2.

2.1.7.

Bayes formel

Bayes formel er en matematisk formel, der fortæller hvordan vægten af dna-beviset kombineres med den øvrige information i sagen.

Formlen går ud på, at likelihood-kvotienten skal ganges med forhånds-odds, hvilket resulterer i de opdaterede odds.

De opdaterede odds fortæller, hvor mange gange mere sandsynligt det er, at det undersøgte dna stammer fra den pågældende person, end at det stammer fra en anden person.

Bayes formel ser således ud

Odds = likelihood-kvotient x forhåndsodds

2.2.

Håndtering af dna i straffesager

2.2.1.

Dna-profilregisteret

Dna-profiler, som indgår i efterforskningen af straffesager i Danmark, optages i Det Centrale Dna-profilregister (dna-profilregisteret).

Dna-profilregisteret blev oprettet ved lov nr. 431 af 31. maj 2000 om Det Centrale Dna-profilregister, der trådte i kraft den 1. juli 2000.

Dna-profilregisteret blev oprettet med det formål at etablere et internt arbejdsregister for politiet med henblik på at forbedre politiets mulighe-der for at efterforske og opklare forbrydelser.

Det er Rigspolitiet, der fører dna-profilregisteret.

Dna-profilregisteret er opdelt i to dele – en spordel og en persondel.

Spordelen indeholder dna-profiler fra spor (sporprøver).

Persondelen indeholder personidentificerede dna-profiler (referenceprøver).

I dna-profilregisterets persondel må der optages dna-profiler af personer, som er eller har været sigtet for en overtrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller for en overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2, hvis dna-analysen i den pågældende sag er udført på grundlag af biologisk materiale udtaget efter reglerne i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb.

Det følger af § 2, stk. 2, nr. 1, i lov om Det Centrale Dna-profilregister.

I registrets spordel må der optages dna-profiler af biologisk materiale, der er fundet på gerningssteder eller på effekter, personer eller steder med tilknytning til en forbrydelse.

Det følger af § 2, stk. 2, nr. 2, i lov om Det Centrale Dna-profilregister.

2.2.2.

Optagelse af spor- og referenceprøver med henblik på dna-profilanalyser

I straffesager udarbejdes dna-profiler på baggrund af biologiske spor fra gerningssteder og personer.

Når politiet finder biologiske spor på gerningssteder, f.eks. i form af spyt, blod eller sæd, kan der typisk laves en dna-profil, der kan bidrage til at identificere den person, som det biologiske materiale stammer fra.

Det er politiet, der sikrer effekter med mulige biologiske spor fra gerningsstederne.

Politikredsen sender effekterne til Rigspolitiets centrale kriminaltekniske enhed, Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC), der undersøger effekterne for relevante biologiske spor.

NKC sender enten effekterne eller en prøve derfra til Retsgenetisk Afdeling ved Københavns Universitet, der efterfølgende udfører dna-profilanalysen (sporprøve).

Prøver fra retsmedicinske undersøgelser (personundersøgelser eller obduktioner) sendes som udgangs-punkt direkte til retsgenetisk undersøgelse.

Politiet kan også tage prøver fra mistænkte personer og dermed få kendskab til disse personers dna-profiler.

Politiet vil typisk tage en ”spytprøve” – i form af et mundskrab – eller en blodprøve.

Det følger af retsplejelovens § 792 b, stk. 1, at udtagelse af blod- eller spytprøve med henblik på senere identifikation kan foretages, hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller for en lovovertrædelse af straffelo-vens § 235, stk. 2.

Politiet kan således tage en spyt- eller blodprøve, selvom efterforskningen i den aktuel-le sag ikke tilsiger det.

Efterfølgende indsender politiet prøven til Retsgenetisk Afdeling, som udarbejder en dna-profilanalyse (referenceprøve).

Efterfølgende optages dna-profilerne eventuelt i dna-profilregisteret.

2.2.3.

Dna-profilanalyser

Retsgenetisk Afdeling undersøger på nuværende tidspunkt rutinemæssigt 16 dna-systemer samt et sy-stem, der giver information om kønnet.

Retsgenetisk Afdeling har beskrevet de metoder, som afdelingen anvender til dna-undersøgelser i et generelt bilag om anvendte metoder.

Bilaget kan findes i bilag 1.

Se også nærmere i pkt. 2.2.4.

Hvis der for et biologisk spor påvises én eller to dna-faktorer inden for hvert dna-system, hidrører sporet sædvanligvis fra kun én person (ren dna-profil).

Hvis der i sporet påvises mere end to dna-faktorer inden for ét eller flere dna-systemer, findes der sædvanligvis dna fra mere end én person i sporet (blandings-dna-profil).

Der kan også være tale om en partiel dna-profil.

Det er tilfældet, hvor det ikke har været muligt at finde alle dna-faktorerne inden for de 16 dna-systemer.

En dna-profil for en person kan ikke i sig selv fastslå, hvem personen er, men en sammenligning af en dna-profil for et biologisk spor fra et gerningssted og dna-profilen for en mistænkt eller fra dna-profilregisteret kan afklare, om dna-undersøgelserne taler for eller imod, at biologisk materiale i et spor kommer fra en given person.

Hvis der er overensstemmelse (dvs. dna-profilsammenfald) mellem en fuld dna-profil for et spor og en fuld dna-profil for en person, taler dette for, at sporet kommer fra denne person, frem for en tilfældig anden person.

Omvendt kan personen udelukkes som ophavsmand til sporet, hvis der ikke er overens-stemmelse mellem dna-profilerne.

2.2.3.1.

Antallet af dna-systemer

Som beskrevet under pkt. 2.2.3. undersøger Retsgenetisk Afdeling 16 dna-systemer samt et system, der giver information om kønnet.

Undersøgelsen af 16 dna-systemer blev for så vidt angår sporprøver taget i brug i november 2011 og for så vidt angår referenceprøver i juni 2012.

Sammenligningserklæringer baseret på 16 dna-systemer har således været foretaget siden juni 2012.

I perioden fra 2000 til oktober 2011 blev spor- og referenceprøver typebestemt efter 10 dna-systemer.

Man kan sammenligne tilgængelige dna-systemer uanset antal.

De dna-systemer, der er indeholdt i 10 dna-profilanalysen, findes alle i 16 dna-profilanalysen.

Det er derfor muligt at sammenligne dna-profiler, der er undersøgt med 10 dna-profilanalysen med dna-profiler, der er undersøgt med 16 dna-profilanalysen.

Sammenligning kan naturligvis kun foretages i de 10 dna-systemer, de to analyser har til-fælles.

Fra juni 2012 er sammenligningserklæringer, hvor referenceprøven er undersøgt før juni 2012, og spor-prøven er undersøgt efter november 2011, som udgangspunkt udarbejdet således, at dna-profilen for referenceprøven er baseret på 10 dna-systemer og dna-profilen for sporprøven er baseret på 16 dna-systemer.

2.2.3.2.

Supplerende analyser med henblik på at måle på et større antal dna-systemer

Retsgenetisk Afdeling kan som udgangspunkt altid opgradere en personprofil til 16 dna-systemer.

Dette kan enten ske ved at sikre og undersøge en ny prøve fra den pågældende person eller ved at anvende en arkiveret referenceprøve.

Der foreligger i langt de fleste tilfælde en arkiveret referenceprøve, såfremt den tilhørende dna-profil er registreret i dna-profilregisteret.

Derimod er det sjældent muligt at opgradere prøver fra spor, da der typisk ikke vil være tilstrækkeligt materiale til at foretage en ny analyse.

2.2.3.3.

Sikkerhedsmekanismer

Retsgenetisk Afdelings undersøgelser og erklæringer er som altovervejende udgangspunkt akkrediteret efter den internationale laboratoriestandard ISO 17025.

Hvis ikke undersøgelsen eller erklæringen er om-fattet af akkrediteringen, vil det tydeligt fremgå.

Retsgenetisk Afdelings undersøgelsesstrategi sikrer her-udover et meget højt sikkerhedsniveau, og beregningerne foretages efter forsigtige principper.

2.2.4.

Likelihood-kvotient

Når der er dna-profilsammenfald mellem dna-profilerne for et spor og en person, beregnes om muligt, hvor sandsynligt det er at observere værdierne i sporprofilen, hvis sporet faktisk stammer fra den pågæl-dende person, i forhold til, hvor sandsynligt det er at observere dna-profilen, hvis sporet stammer fra en anden person (typisk en tilfældig person fra den danske befolkning).

Dette sandsynlighedsforhold ud-trykkes med et tal – en såkaldt likelihood-kvotient.

Likelihood-kvotienten er altså et sandsynlighedsforhold.

Tallet angiver, hvor mange gange mere sandsyn-ligt det er at observere dna-profilerne, hvis sporet stammer fra en bestemt person, end hvis sporet stammer fra en tilfældig anden person i den danske befolkning.

Likelihood-kvotienten kan beregnes ved at opstille to hypoteser.

Den første hypotese – også kaldet an-klagerens hypotese – er, at sporet stammer fra den pågældende mistænkte person.

Den anden hypote-se – også kaldet forsvarerens hypotese – er, at sporet stammer fra en tilfældig person i den danske be-folkning.

Sandsynligheden for dna-sammenfaldet, hvis anklagerens hypotese er korrekt, skal sammen-holdes med sandsynligheden for dna-sammenfaldet, hvis forsvarerens hypotese er korrekt.

Sandsynligheden for at observere sporet, hvis det stammer fra en tilfældig person i befolkningen, kaldes match-sandsynligheden og beregnes på baggrund af kendskab til hyppigheden af dna-faktorer hos per-soner f.eks. i den danske befolkning (se nærmere i pkt. 2.2.5.).

Formlen ser således ud

En likelihood-kvotient på 1 betyder, at dna-profilen for sporet er lige sandsynlig under begge hypoteser, og at dna-resultaterne taler lige meget for og imod, at det undersøgte dna stammer fra f.eks. sigtede frem for en tilfældig anden person.

Det vil sige, at resultatet ikke giver et bidrag til skyldsvurderingen.

Hvis en likelihood-kvotient er under 1, betyder det, at dna-resultatet er mest sandsynligt, hvis forsvare-rens hypotese er korrekt, og det taler således imod, at det undersøgte dna stammer fra f.eks. sigtede.

Likelihood-kvotienten kan også være over 1, hvilket betyder, at sandsynligheden for, at dna-resultatet er mest sandsynligt, hvis anklagerens hypotese er korrekt.

Likelihood-kvotienten graduerer sandsynligheden og kan udtrykkes ved, at dna-profilen for det under-søgte spor er X gange mere sandsynligt at observere, hvis sporet stammer fra f.eks. sigtede, end hvis sporet stammer fra en tilfældig anden person i den danske befolkning.

Retsgenetisk Afdeling har valgt at anvende en likelihood-kvotient-grænse på 1.000.000, således at dna som bevis ikke overvurderes.

Den beregnede likelihood-kvotient kan dog ofte være betydeligt højere.

2.2.4.1.

Partiel dna-profil og blandings dna-profil

Som beskrevet i pkt. 2.2.3. kan en dna-profil være partiel, hvis det ikke har været muligt at finde alle dna-faktorerne inden for de 16 dna-systemer.

Retsgenetisk Afdeling kan som udgangspunkt beregne likeli-hood-kvotienten ved sammenfald med partielle dna-profiler.

For så vidt angår sammenfald med blandings dna-profiler, der indeholder dna fra to eller flere personer, kan Retsgenetisk Afdeling som udgangspunkt også beregne likelihood-kvotienten.

2.2.5.

Befolkningsgruppe

Likelihood-kvotienten beregnes ud fra kendskab til hyppigheden af de påviste dna-faktorer i en given befolkningsgruppe.

Hvis man på forhånd antager, at sporet stammer fra en person fra den danske befolkning, beregnes væg-ten af dna-profilsammenligningen således ud fra kendskab til hyppigheden af de påviste dna-faktorer blandt personer i den danske befolkning.

Tilsvarende, hvis man på forhånd antager, at sporet stammer fra en grønlænder, beregnes likelihood-kvotienten ved hjælp af hyppigheden af de påviste dna-faktorer blandt personer i den grønlandske befolkning.

Hvis der i en sag foreligger nærmere oplysninger om, at sporets ophavsmand vil skulle findes blandt per-soner med en anden etnisk herkomst end dansk, kan man anmode Retsgenetisk Afdeling om at beregne likelihood-kvotienten ud fra kendskabet til hyppigheden af de undersøgte dna-faktorer i den pågælden-de befolkningsgruppe.

I en sag fra Holstebro, som vedrørte et knivdrab på en sagsbehandler, kunne det f.eks. antages, at ger-ningsmanden var somalier.

Retsgenetisk Afdeling blev derfor anmodet om at lave en beregning af likeli-hoodkvotienten på baggrund af den somaliske befolkning.

2.2.6.

Nært beslægtede

Standardberegningen af likelihood-kvotienten gælder ikke for personer, der er nært beslægtede.

F.eks. har enæggede tvillinger som udgangspunkt identiske dna-profiler, og biologiske søskende samt foræl-dre/børn har meget større chance for at have identiske dna-profiler, end ubeslægtede personer har.

Fjernere former for slægtskab er sædvanligvis uden praktisk betydning.

2.2.7.

Dna-erklæringens opbygning

På baggrund af resultatet af dna-profilanalysen udarbejder Retsgenetisk Afdeling en dna-erklæring til brug for straffesagen.

På dna-erklæringens første side vil det fremgå, om der er tale om en undersøgelse for biologiske spor (dna-profilanalyse af eventueller spor), en sammenligning af dna-profiler eller en kontrol af sammenfald af dna-profiler i dna-profilregisteret.

I andet afsnit vil konklusionen fremgå.

I erklæringer om biologiske spor vil der være en redegørelse for de undersøgelser og resultater, der er opnået for de undersøgte effekter og spor.

I sammenligningserklæ-ringer vil det fremgå, om der er dna-profilsammenfald mellem dna-profilerne for et spor og en person.

Likelihood-kvotienten vil sædvanligvis fremgå (se nærmere i pkt. 2.2.4.).

Det vil også fremgå, hvis dna-resultaterne taler lige meget for og imod, at det undersøgte dna stammer fra en bestemt person frem for en tilfældig anden person, eller hvis dna-resultateterne taler imod, at det undersøgte dna stammer fra en bestemt person frem for en tilfældig anden person.

I tredje afsnit i dna-erklæringen vil de konkrete dna-profiler for henholdsvis spor og person fremgå af en tabel.

Nedenfor ses et fiktivt eksempel på et resultat af en dna-profilanalyse

I den første kolonne fremgår de internationale betegnelser for dna-systemerne, der undersøges.

I den nederste linje er dna-systemet, der giver information om kønnet.

Står der både X og Y, vil det tale for, at materialet indeholder dna fra en mand.

Hvis der udelukkende står X vil det tale for, at materialet indehol-der dna fra en kvinde.

I de øvrige kolonner står en række tal – det er dna-faktorerne.

Øverst i kolonnerne vil det fremgå, om det er dna-profilen for en person eller et spor.

Et menneske kan sædvanligvis højst have to dna-faktorer inden for hvert dna-system.

Et menneske arver en dna-faktor fra henholdsvis sin far og mor, og disse dna-faktorer kan enten være forskellige eller identiske.

Hvis der er dna-profilsammenfald, vil de dna-faktorer, der udgør personens dna-profil, kunne genfindes blandt de dna-faktorer, der udgør sporets dna-profil.

Det forekommer ikke sjældent, at der er flere end to tal i kolonnerne.

I de tilfælde er der tale om en dna-profil, der repræsenterer dna fra mere end én person - en såkaldt blandings dna-profil.

Samtidig er der også tilfælde, hvor der mangler dna-faktorer, og felter kan være uden tal.

Det vil sige, at der er tale om en partiel dna-profil.

I bilag 1 fremgår endvidere den generelle vejledning fra Retsgenetisk Afdeling, som er vedhæftet hver enkelt dna-erklæring.

3.

Politiets efterforskning

3.1.

Brug af dna-beviset i efterforskningen

Dna-beviset kan indgå på forskellige måder i politiets efterforskning.

Der er situationer, hvor politiet har en mistanke til en specifik person og ønsker at sammenligne den mistænktes dna-profil med et spors dna-profil.

Desuden er der situationer, hvor den eneste oplysning er, at der ved en søgning i dna-profilregisteret findes et dna-profilsammenfald (”cold-hit”).

3.2.

Sammenligning af dna-profiler

I situationen, hvor politiet har en mistanke til en specifik person, kan Retsgenetisk Afdeling på anmodning udarbejde en dna-erklæring, hvor en konkret mistænkts dna-profil og et spors dna-profil sammenlignes.

3.3.

Søgning i dna-profilregisteret

Retsgenetisk Afdeling kan udarbejde en dna-erklæring på baggrund af et såkaldt ”cold-hit”.

Som nævnt i pkt. 3.1. vil det sige, at politiet har sikret et biologisk spor fra et gerningssted og på den baggrund udar-bejdet en dna-profil, der efterfølgende er sammenlignet med dna-profilerne i dna-profilregisterets per-sondel.

Sådanne sammenligninger kan resultere i sammenfald/match med en (eller flere) person(er) fra dna-profilregisteret.

Tilsvarende kan der forekomme ”cold-hits”, hvis en ny person kommer i dna-profilregisteret, og der er et sammenfald/match med en dna-profil fra et gammelt biologisk spor i dna-profilregisteret.

Med udgangspunkt i sammenfaldet efterforsker politiet sagen med henblik på at afdække, om der er andre beviser, som taler for eller imod, at sporet stammer fra den mistænkte, og om mistænkte er en sandsynlig gerningsmand til forbrydelsen.

3.3.1.

Opgradering (10 til 16)

I sager, hvor en mulig mistænkt identificeres på baggrund af en søgning i dna-profilregisteret baseret på en dna-personprofil med 10 dna-systemer, skal der altid ske en opgradering af dna-personprofilen til 16 dna-systemer.

Den opgraderede dna-profil skal herefter igen sammenholdes med de relevante spor.

Fra den 16. marts 2020 har Retsgenetisk Afdeling automatisk opgraderet dna-personprofilen til 16 dna-systemer, dvs. uden at politikredsene selv skal anmode herom.

Anklageren skal dog som led i legalitets-kontrollen sikre sig, at opgraderingen er foretaget.

Der må ikke foretages straffeprocessuelle skridt i sagen, herunder sigtelse af en potentiel mistænkt, før der er foretaget fornyet undersøgelse på baggrund af 16 dna-systemer.

Der kan dog efter omstændighederne foretages helt uopsættelige efterforskningsskridt.

I sager, hvor dna er af væsentlig betydning for den samlede bevisbedømmelse, bør det sikres, at der i videst muligt omfang anvendes dna-analyser baseret på sammenligning af 16 dna-systemer.

4.

Tiltalerejsning og forberedelse af hovedforhandlingen

Det er et grundlæggende princip i straffesager, at et bevis ikke kan stå alene.

Det gælder også i forhold til dna-beviset.

I sager, hvor der indgår dna-bevis, skal der derfor altid foretages en konkret vurdering af alle sagens omstændigheder.

4.1.

Dna-erklæringens konklusion

Som nævnt i pkt. 2.2.7. udarbejder Retsgenetisk Afdeling på baggrund af dna-profilanalysen en dna-erklæring til brug for straffesagen.

Hvis der er et dna-profilsammenfald for et spor og en person, beregner Retsgenetisk Afdeling om muligt likelihood-kvotienten.

Likelihood-kvotientens størrelse skal indgå som et moment i den strafferetlige bevisvurdering, og den skal ses i sammenhæng med sagens øvrige omstændigheder (forhåndsodds – se pkt. 4.2.).

Jo lavere like-lihood-kvotienten er, des flere øvrige omstændigheder skal tale for, at sporet stammer fra personen, hvis man skal opnå en given sikkerhed for, at sporet stammer fra personen.

Selv om likelihood-kvotienten er under 1.000.000, kan dna-beviset godt have væsentlig betydning for straffesagen.

I TfK 2019.260/2Ø var T tiltalt for forsøg på tyveri.

På indersiden af et vindue var der fundet dna.

Af dna-erklæringen fremgik det, at dna-profilen talte for, at en del af det undersøgte dna stammede fra T.

Dna-profilen fra materialet blev beregnet til at være 498.000 gange mere sandsynlig, hvis en del af det under-søgte stammede fra T, end hvis en del af det undersøgte dna ikke stammede fra ham.

T var tidligere straf-fet for indbrudstyverier.

T havde en båd i nærheden af gerningsstedet og havde afgivet skiftende forkla-ringer under sagen.

Landsretten fandt, at T var skyldig i forsøg på tyveri.

I TfK 2011.758Ø var T tiltalt for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 2, jf. § 21 (tilsnigelse af samleje).

I dna-erklæringen fremgik det, at dna-profilen for det påviste biologiske spor (fra T’s kønsdel) talte for, at en del af det undersøgte dna stammede fra forurettede frem for en tilfældig anden person.

Dna-profilen for det påviste biologiske spor talte ligeledes for, at en anden del af det undersøgte dna stammede fra T selv frem for en tilfældig anden person.

Dna-profilen for det aftørrede materiale blev beregnet til at være 115.500 gange mere sandsynlig, hvis en del af det undersøgte dna stammede fra for-urettede, end hvis ikke en del af det undersøgte dna stammede fra forurettede.

Landsretten fandt, at T var skyldig og lagde navnlig vægt på en vidneforklaring samt indholdet af dna-erklæringen.

4.2.

Forhåndsodds

En dna-profilanalyse kan ikke i sig selv angive sandsynligheden for, at et biologisk spor eksempelvis fra et gerningssted stammer fra en bestemt person frem for en tilfældig anden person i den danske befolkning.

For at vurdere sandsynligheden for, at et spor stammer fra personen, er det nødvendigt at inddrage al relevant information, herunder dna-beviset.

Ligesom det gør sig gældende med andre tekniske beviser, vidnebeviser m.v., skal dna-beviset i hver enkelt sag vurderes i forhold til sagens sammenhæng og øvrige beviser.

I den forbindelse kan det for eksempel være relevant at se på, om tiltalte har bopæl i nærheden af ger-ningsstedet eller har befundet sig i nærheden heraf på gerningstidspunktet, om tiltalte har begået ligear-tet kriminalitet, hvor der eventuelt er anvendt samme modus, og om tiltalte har et alibi, motiv m.v. End-videre skal mistænktes personlige forhold, herunder køn, alder og signalement, sammenholdt med sa-gens øvrige oplysninger inddrages.

Dna-beviset skal ikke betragtes isoleret, men skal vurderes i forhold til alle de andre omstændigheder, der er i sagen.

Forhåndsoddsene skal inddrages i vurderingen.

Det vil sige, at alle de momenter, der taler for henholdsvis skyld og uskyld (mht at være ophavsmand til sporet), skal inddrages i den samlede vurde-ring.

Eksempelvis kan tiltalte i en indbrudssag bo i området, være tidligere straffet for indbrud med samme modus, ikke have noget alibi, have et klart motiv for at begå berigelseskriminalitet og give usammenhæn-gende og divergerende forklaringer.

Inddrages et dna-bevis med en høj likelihood-kvotient, vil det måske samlet set være meget sandsynligt, at sporet stammer fra tiltalte.

Alternativt kan tiltalte i en voldtægtssag være identificeret af forurettede, bo i området, men have en god forklaring og et alibi fra sin mor.

På nuværende tidspunkt er der ikke mere, der taler for skyld eller uskyld, men inddrages dna-beviset, der taler for, at det er mere end 1.000.000 gange mere sandsynligt, at obser-vere dna-profilen for sporet, hvis sporet stammer fra tiltalte end hvis sporet stammer fra en tilfældig an-den person i den danske befolkning, vil det måske samlet set være meget sandsynligt, at sporet stammer fra tiltalte.

Man kan sige, at når dna-beviset inddrages i sagen, bliver tvivlen om, hvem dna-sporet stammer fra, X (likelihood-kvotientens størrelse) gange mindre, end den var før.

I Tfk2011.

515 beskriver landsdommer Eva Staal afgørelser, hvor dna-beviset har været det afgørende bevis og forhåndsodds dermed har været sparsomme.

4.3.

Flytbart spor

Det skal indgå i vurderingen af, hvilken betydning dna-beviset kan tillægges, om der er tale om et spor, der knytter sig direkte til forbrydelsen som for eksempel sæd på et voldtægtsoffer, eller om det drejer sig om dna på flytbare ting som for eksempel et cigaretskod, en flaske, eller en hue m.v., som kan være pla-ceret på gerningsstedet af andre.

I TfK 2014.1066Ø var T tiltalt for to indbrudstyverier.

Der var fundet blod på gerningsstederne, og der var udarbejdet dna-erklæringer, hvoraf fremgik, at dna-profilen talte for, at det undersøgte dna stammede fra T frem for en tilfældig anden person.

Dna-profilen i materialet blev beregnet til at være mere end 1.000.000 gange mere sandsynlig, hvis det undersøgte dna stammede fra T, end hvis det undersøgte dna stammede fra en tilfældig anden person i den danske befolkning.

T var tidligere straffet med bøder for berigelseskriminalitet.

T boede inden for en afstand af 35 km fra gerningsstederne.

Landsretten fandt, at T var skyldig i indbrudene (dissens).

I TfK 2016.592/2Ø var T tiltalt for forsøg på tyveri ved at være brudt ind i et kolonihavehus for at stjæle, hvilket mislykkedes.

Politiet havde på gerningsstedet sikret et cigaretskod, der blev undersøgt for dna.

Af dna-erklæringen fremgik, at dna-profilen talte for, at det undersøgte dna stammede fra T frem for en tilfældig anden person.

Dna-profilen for materialet blev beregnet til at være mere end 1.000.000 gange mere sandsynlig, hvis det undersøgte dna stammede fra T, end hvis det undersøgte dna stammede fra en tilfældig anden person i den danske befolkning.

T var tidligere straffet for berigelseskriminalitet, herunder indbrudstyveri.

T boede i samme haveforening og røg cigaretter.

Landsretten bemærkede, at cigaret-skoddet ikke kunne være kastet ind i huset udefra, og at T røg på daværende tidspunkt.

Landsretten fandt, at T var skyldig i forsøg på tyveri (dissens).

Omvendt i TfK2011.

216V, hvor T var tiltalt for to indbrud.

Politiet havde fra begge gerningssteder sikret biologiske spor, bl.a. fra et cigaretskod.

Ifølge dna-erklæringerne viste resultaterne af undersøgelserne, at dna-materialet stammede fra samme person, og at der var sammenfald med dna fra tiltalte.

Retsgene-tisk Afdeling konkluderede i erklæringerne, at det var mere end 1.000.000 gange mere sandsynligt, hvis det undersøgte materiale fra de to gerningssteder stammede fra T end en tilfældig anden person i den danske befolkning.

T var tidligere straffet for berigelse og prøveløsladt.

T ankede det ene forhold.

Lands-retten fandt, at cigaretskoddet med dna var det eneste bevis, der knyttede T til gerningsstedet, og fri-fandt vedrørende det forhold.

4.4.

Sporets tilknytning til forbrydelsen

Det skal indgå i bevisvurderingen, om der findes plausible forklaringer på, at tiltaltes dna er fundet på gerningsstedet, f.eks. hvis sporet stammer fra en anden anledning og ikke har tilknytning til forbrydelsen.

Det kunne eksempelvis være tilfældet, hvis politiet finder et cigaretskod lige foran et hus, hvor der har været indbrud.

Dna-erklæringen konkluderer, at det er mere end 1.000.000 gange mere sandsynligt, at observere dna-profilen, hvis det undersøgte dna stammer fra X, end hvis det undersøgte dna stammer fra en tilfældig anden person.

Efterforskningen viser efterfølgende, at X dagligt går tur med sin hund forbi huset, og at et vidne i øvrigt har set ham med hunden på gerningstidspunktet.

Sporet stammer formentlig fra X, men har altså ikke nødvendigvis tilknytning til forbrydelsen.

4.5.

Sekundær overførsel

Dna-spor kan i visse tilfælde overføres ved indirekte kontakt mellem en person og en genstand.

Det kun-ne f.eks. være i forbindelse med et håndtryk, hvor den ene persons dna overføres til den anden person og derefter til en genstand.

Dette kaldes sekundær overførsel.

En anden mulighed er, at dna-sporet er blevet overført fra en effekt til en anden.

Det kunne f.eks. være, hvis effekterne har været i direkte kontakt med hinanden (afsmitning) eller ved sekundær overførsel.

Eksempelvis hvis én person rører ved en genstand med en anden persons dna og derefter rører en an-den genstand, hvorefter dna overføres til genstanden.

I TfK 2019.1089/2Ø var T tiltalt for overtrædelse af knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1.

Politiet havde ransaget en bil, hvor T havde været passager, og fundet en kniv.

Kniven blev undersøgt for dna og dna-erklæringen konkluderede, at likelihood-kvotienten var 1.000.000.

T nægtede og gjorde gældende, at hans dna var blevet overført til kniven via betjenten, der anholdt ham og ransagede bilen.

Betjenten, der havde været med til ransagningen og fundet kniven, var ikke indkaldt som vidne i retten.

Landsretten lagde til grund, at den ene betjent anholdt T, og den anden fandt og rørte kniven, men det var ikke oplyst om den betjent, der fandt kniven, deltog i visitationen af T, og om betjenten bar handsker under visitation eller berøring af kniven.

På trods af, at det var mest sandsynligt, at T havde haft kniven, kunne landsretten efter bevisfø-relsen ikke se bort fra, at der kunne være sket en sekundær overførsel af dna.

Landsretten frifandt.

I TfK 2017.341Ø var T tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 192 a.

Politiet havde bl.a. fundet en halvau-tomatisk pistol med ammunition og andre våben i en kælder.

Dna-undersøgelsen talte for, at det under-søgte dna på pistolen stammede fra T, og likelihood-kvotienten var 1.000.000.

Et vidne (dømt i sagskom-pleks) forklarede, at han efter ordre fra et bandemedlem havde placeret våbnene, herunder pistolen, i kælderen.

T forklarede bl.a., at han ikke havde set pistolen, men vidnet og T kendte hinanden, og vidnet havde lånt T’s arbejdshandsker.

Landsretten fandt, at det efter forklaringerne var nærliggende, at vidnet kunne være kommet i besiddelse af T’s arbejdshandsker, og det kunne ikke afvises, at T’s dna på den måde kunne være overført sekundært til pistolen.

Landsretten frifandt (dissens).

4.6.

Tiltaltes forklaring

Tiltaltes forklaring indgår også i bevisvurderingen og i vurderingen af dna-beviset i den konkrete sag.

I den forbindelse må det vurderes, om den tiltalte har en plausibel forklaring på, at det med stor sandsynlighed er den pågældendes dna, som er fundet for eksempel på gerningsstedet.

I TfK2016.

1415/2H var T i by- og landsretten fundet skyldig i indbrud.

By- og landsretten lagde bl.a. vægt på et dna-spor, som var fundet på indersiden af et opbrudt vindue, sammenholdt med at tiltalte boede og færdedes i området omkring gerningsstedet, samt at han tidligere var straffet for indbrudstyverier.

By- og landsretten tog endvidere hensyn til, at tiltalte ikke havde afgivet en sandsynlig forklaring på, hvordan hans dna var kommet på indersiden af et opbrudt vindue.

Sagen blev indbragt for Højesteret.

Højesteret skulle vurdere, om bevisbyrdereglerne var anvendt forkert, således at bevisbyrden var overført til tiltalte.

Højesteret fandt ikke, at bevisbyrdereglerne var anvendt forkert.

Højesteret fremhævede, at der blot var tale om en konstatering af, at der ikke forelå en plausibel forklaring på, at dna-sporet kunne være afsat på anden måde end i forbindelse med indbrudstyveriet.

I TfK 2019.1160Ø blev T dømt for brugstyveri af motorkøretøj samt en række færdselslovsovertrædelser.

Der var fundet et dna-spor på airbaggen i førersiden.

Blandings dna-profilen talte for, at en del af det un-dersøgte dna stammede fra T (likelihood-kvotient på 1.000.000).

Landsretten bemærkede bl.a., at der ikke forelå anden plausibel forklaring på, at T’s dna var fundet på bilen, end at tiltalte havde været fører af bilen.

5.

Hovedforhandlingen

5.1.

Dokumentation af dna-beviset under hovedforhandlingen

Retsgenetisk Afdeling sætter ikke ord på den bevismæssige vægt i de retsgenetiske erklæringer, men angiver alene den beregnede værdi (likelihood-kvotienten).

Det skyldes bl.a., at undersøgelser har vist, at verbaliseringer i højere grad misforstås end de eksakte tal, når vægten af et bevis kommunikeres.

På den baggrund er oversættelsestabellen, som fremgik af Rigsadvokatens vejledning fra 2016 om rets-genetiske erklæringer og brugen af dna-beviset i straffesager, ikke medtaget her og bør ikke længere anvendes.

Dna-beviset skal inddrages i bevisvurderingen på lige fod med andre beviser.

Retten må fra sag til sag forholde sig til, hvilken bevismæssig vægt dna-beviset har i forhold til skyldsspørgsmålet.

5.2.

Dna som retligt bevis

Når Retsgenetisk Afdeling udarbejder dna-erklæringer, er der i erklæringens resultat taget højde for usikkerhedsfaktorer, der er forbundet med de faktiske undersøgelser såvel som ved de statistiske be-regninger.

Også når der er tale om blandings dna-profiler eller partielle dna-profiler har Retsgenetisk Afdeling taget højde for usikkerheder i forbindelse med beregningerne.

5.3.

Supplerende bevisførelse (evt.

retsgenetiker som vidne)

Hvis det er selve grundlaget for den retsgenetiske erklæring, der stilles spørgsmålstegn ved, skal anklage-ren vurdere, om det er nødvendigt at indkalde en retsgenetiker til at afgive forklaring i retten.

Det kan for eksempel dreje sig om fejl i forbindelse med undersøgelserne på Retsgenetisk Afdeling (forbytning af prøver, forurening af prøver m.v.).

Anklageren skal også vurdere, om det er nødvendigt at indkalde en retsgenetiker til at afgive forklaring i retten, hvis problemstillingen vedrører fortolkningen af retsgenetiske begreber.

5.4.

Bevisers taxonomiske niveauer

Beviser kan opdeles i taxonomiske niveauer, henholdsvis underkilde-, kilde-, aktivitets- og forbrydelses-niveauet.

Opdelingen kan bl.a. fungere som en disposition til gennemgang af beviser i forbindelse med hovedforhandlingen.

Dna-beviset fortæller som udgangspunkt udelukkende, hvorvidt et biologisk spor kan antages at stamme fra en bestemt person eller ej.

I vurderingen inddrages likelihood-kvotienten og forhåndsodds.

Hvis det lægges til grund, at det undersøgte dna stammer fra tiltalte, kan man overveje, hvilke aktiviteter, der kan forklare tilstedeværelsen af det biologiske spor (aktivitetsniveauet).

Her vurderes det, om dna’et er afsat på gerningsstedet i forbindelse med forbrydelsen.

I denne vurdering indgår således bl.a., om sporet er flytbart, har tilknytning til forbydelsen, eller om der er muligheder for sekundær overførsel.

Sidste niveau er forbrydelsesniveauet.

Her vurderes det, om tiltalte så er skyldig i forbrydelsen.

Dette er en juridisk vurdering.

5.5.

Faldgruber

5.5.1.

Prosecutors fallacy

Som nævnt i pkt. 4. kan et dna-bevis ikke stå alene.

Som følge heraf er det vigtigt, at der ikke sker fejl-slutninger, således at det - for en likelihoodkvotient beregnet til 1.000.000 - antages, at sandsynligheden for, at sporet stammer fra en tilfældig anden person, er 1:1.000.000.

Den fejlslutning, at man ud fra dna-beviset alene kan beregne sandsynligheden for, at sporet stammer fra en bestemt person kaldes ”prose-cutors fallacy”.

Den retsgenetiske erklæring beskriver sandsynligheden for observationen (dna-profilen) – aldrig sandsynligheden for hypotesen (dna stammer fra T).

5.5.2.

Defence attorneys fallacy

I Danmark anvendes en sandsynlighedsgrænse på 1.000.000.

Det er således statistisk sandsynligt, at op til 4-5 andre personer i den danske befolkning matcher sporets dna-profil.

Det betyder dog ikke, at sporet lige så godt kan stamme fra en af disse 4-5 andre personer, idet det er usandsynligt, at hele den danske befolkning har de samme forhåndsodds som tiltalte.

Denne fejlslutning kaldes ”defence attorneys falla-cy”.

Fejlslutningen går ud på, at den bevismæssige vægt sættes i forhold til en befolkningsstørrelse, og at der ud fra denne argumenteres for, at sporet derfor ligeså godt kan stamme fra x antal andre (ukendte) personer.

Dna-beviset skal hverken betragtes isoleret eller sættes i forhold til en befolkningsstørrelse, men skal vurderes i forhold til alle de andre omstændigheder, der er i sagen.

Forhåndsoddsene skal inddrages i vurderingen.

5.5.3.

Tilfældige sammenfald

I takt med at dna-profilregisteret vokser, øges risikoen for, at der ved søgning i dna-profilregisteret opstår tilfældige sammenfald.

Dette er helt forudsigeligt og skyldes det forhold, at jo flere dna-profiler, der sammenlignes med jo større er sandsynligheden for, at man finder en person, der passer ved et tilfælde (og ikke fordi personen er ophavsmand til sporet).

Man vil derfor oftere opleve, at en dna-profil for et spor i en sag matcher en dna-profil fra en person i dna-profilregisteret, uden at personen har noget som helst med sagen at gøre.

Risikoen for, at uskyldige forfølges strafferetligt på grund af sådanne tilfældige sammenfald, må i praksis imødegås ved, at der efterforskes, således at det er muligt at vurdere forhåndsodds og dermed sandsyn-ligheden for, at personen faktisk er ophavsmand til sporet.

6.

Straf og andre retsfølger

7.

Efter dom

8.

Love og forarbejder

9.

Kilder

Bilag

Bilag 1 - Bilag vedr.

metoder anvendt til undersøgelse af biologiske spor og un-dersøgelser af autosomale STR-områder i kerne-dna fra menneske

Likelihood-kvotienten =

Sandsynligheden for dna-profil, hvis hypotese 1 er korrekt

Sandsynligheden for dna-profil, hvis hypotese 2 er korrekt

Prøve

Materiale fra T

Materiale fra vatpind(e)

KT nr.

RGA mrk.

Område- og prøvenummer

Dna-profil

Dna-profil

D3S1358

14

14, 17

HUMVWA31/A

18, 19

14, 15, 19

D16S539

13

-

D2S1338

20, 23

17, 18, 20, 23

D8S1179

15

11, 12, 15

D21S11

30

27, 30, 33

D18S51

14

14

D19S433

12

12

HUM-TH01

6, 7

6, 7, 10

HUMFIBRA/FGA

27

27

D10S1248

15, 16

15, 16, 17

D22S1045

10, 11

10, 11

D2S441

10

10, 12, 13

D1S1656

14

14

D12S391

17

17, 18

SE33

11, 12

12, 13, 14, 15

Amelogenin

X,Y

X, Y

-

Lov om Det Centrale Dna-profil register - seneste hovedlov, lov nr. 431 af 31. maj 2000

-

Retsplejeloven - seneste hovedlov, lov nr. 938 af 10. september 2019

-

Politiret, Ib Henricson, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2016, 6. udgave, 1. oplag

-

Dna-bevis rettssikkerhet ved bruk av dna-sakkyndighet i kampen mot kriminalitet, Ragna Aarli, Cappellen Damm Akademisk, 2011, 1. udgave, 1. oplag

-

Advokaten 9 – Guide til dna som bevis, Hans Jakob Larsen og Kari Sørensen, 4. november 2013, Advokatsamfundet

-

Advokaten 8 – Brug og misbrug af dna-beviset, Kari Sørensen og Hans Jakob Larsen, 17. oktober 2011, Advokatsamfundet

-

Advokaten 1 – Dna i straffesager, Tine Østergård, 2. marts 2020, Advokatsamfundet