Legislator Case Law & Legislation
C20200925754 DK

Skrivelse om bekendtgørelse om konsekvenserne for beskæftigelsesindsatsen og ydelser som følge af COVID 19 (BEK nr. 245 af 20. marts 2020)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SKR#LOKDOK22 2020 9257 Historic

Skrivelse om bekendtgørelse om konsekvenserne for beskæftigelsesindsatsen og ydelser som følge af COVID 19 (BEK nr. 245 af 20. marts 2020)

SKR#LOKDOK22 2020 9257 Historic

Den 11. marts 2020 tilkendegav statsministeren nye og omfattende nationale foranstaltninger for at undgå yderligere spredning af COVID-19, herunder at alle offentligt ansatte, der ikke arbejder i kritiske funktioner, i videst muligt omfang skal arbejde hjemmefra.

I den forbindelse har Beskæftigelsesministeriet vurderet, hvilke dele af beskæftigelsesindsatsen der skal videreføres, og hvilke dele der skal suspenderes i en midlertidig periode.

Der henvises til styrelsens brev af 12. marts 2020 til jobcentrene og a-kasserne om COVID19: konsekvenser for beskæftigelsesindsatsen og ydelser og notat om suspendering af beskæftigelsesindsatsen i en midlertidig periode for så vidt angår COVID-19, som også kan findes her: https://star.dk/media/12838/notat- suspendering-af-beskaeftigelsesindsats.pdf.

Senere den 12. marts vedtog Folketinget en hastelov med ændringer til epidemiloven.

Med ændringerne til epidemiloven er der skabt hjemmel til at beskæftigelsesministeren efter forhandling med sundhedsministeren kan udstede en ny bekendtgørelse om den delvise suspension af beskæftigelsesindsatsen i jobcentrene.

Konkret hjemler § 12 d i loven, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige, der er nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig sygdom (COVID-19), når de pågældende forpligtelser og rettigheder i den sammenhæng må anses for at være af mere underordnet betydning, eller når opfyldelse af de pågældende forpligtelser og rettigheder bliver umulig eller uforholdsmæssig vanskelig som følge af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom.

Af vedlagte bekendtgørelse fremgår i forlængelse heraf, hvilke forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige, der er fraveget på beskæftigelsesindsatsområdet.

Bekendtgørelsen kan findes på Retsinformation fra den 20. marts 2020.

I bekendtgørelsen er det bl.a. fastsat, at jobcenteret ikke skal give og borgere ikke har ret til jobsamtaler, tilbud, ret- og pligttilbud, og at der ikke er ret til jobrettet uddannelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB).

Det betyder, at fx reglerne om jobcentrenes pligt til at give tilbud og borgernes ret til tilbud efter kapitel 10-14 og 15-16 i LAB er fraveget i suspensionsperioden.

Det vil dog være muligt for borgere, som allerede har fået bevilget jobrettet uddannelse eller et tilbud om vejledning og opkvalificering, at kunne fortsætte i et allerede igangsat forløb, og det afholdes digitalt.

Der vil også fortsat være muligt for borgere, som allerede har fået bevilget et virksomhedsrettet tilbud, at kunne fortsætte i allerede igangsatte tilbud, hvis borger og arbejdsgiver er enige om dette.

Jobcenteret har i disse tilfælde fortsat en forpligtelse til bl.a. at tage stilling til eventuel forlængelse af tilbud efter gældende regler.

Jobcentreret skal i den forbindelse undersøge om formålet med forløbet fortsat er opfyldt, inden man forlænger tilbuddet.

Jobcenteret opfordres til at undersøge, om det er muligt for borgen at blive ansat ordinært i virksomheden, inden man forlænger et virksomhedsrettet tilbud.

Jobcenteret skal fortsat sørge for, at personer, der bliver ledige, kan tilmelde sig som jobsøgende telefonisk eller ved fysisk brev i kommunen, hvis de ikke har mulighed for at tilmelde sig på Jobnet, og at personer, der søger om ydelser efter lov om aktiv socialpolitik bliver tilmeldt, jf. § 18 i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Jobcentrene skal ligeledes forsat tage imod meddelelse om arbejdsfordelingsordninger og sørge for, at personer, der er i arbejdsfordeling, bliver tilmeldt, jf. § 18, stk. 5, i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Der henvises til bekendtgørelse nr. 1588 af 18. december 2018 om udbetaling af dagpenge, som ændret ved bekendtgørelse nr. 192 af 12. marts 2020, og styrelsens skrivelse af 12. marts 2020 ændring af bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge.

Jobcentrene kan i suspensionsperioden fortsat understøtte målrettede og effektive match mellem ledige og arbejdsgivere ved, at jobcenteret orienterer ledige om ledige job eller ved, at jobcenteret sætter arbejdsgivere og ledige i forbindelse med hinanden.

Det kan fx være til funktioner, der skal opretholde nødberedskaber, logistik mv.

Jobcentrene og a-kasserne opfordres dermed til fortsat at bistå arbejdsgivere med rekruttering, herunder ved at ledige opfordres til at søge de jobmuligheder, som fortsat er på arbejdsmarkedet.

Den ledige vil dog ikke kunne sanktioneres, hvis pågældende ikke tager imod tilbud om ansættelse.

I suspensionsperioden kan der fortsat behandles ansøgninger og udbetales tilskud efter kapitel 22 og 23 (jobrotation og voksenlærlingeordningen).

Der kan fortsat søges om midler fra varslingspuljen, og fristerne for, hvornår tilbud efter varslingsindsatsen skal være aftalt, påbegyndt og afsluttet, jf. kapitel 25 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats vil blive fraveget for de personer, som fratræder i suspensionsperioden.

Efter aftale mellem borger og jobcentret kan borgere fortsat have kontakt med deres mentor uden personlig kontakt, dvs. ved digitale eller telefoniske samtaler.

Mentorforløb på virksomheder, hvor produktionen/driften opretholdes, vil kunne videreføres og eventuelt forlænges efter gældende regler, hvis borger og arbejdsgiver er enige herom.

Herudover kan mentorforløb fortsætte eller igangsættes, hvor dette vurderes påkrævet af særlige hensyn, fx af borgerens sociale/psykiske ve og vel.

Bekendtgørelsens suspension af beskæftigelsesindsatsen omfatter også forsøg på beskæftigelsesområdet efter bekendtgørelse om forsøg på beskæftigelsesområdet, bekendtgørelse om forsøg i henhold til udfordringsretten, bekendtgørelse om frikommuneforsøg II på beskæftigelses- og sygedagpengeområdet og bekendtgørelse om forsøg med mere ansvar til arbejdsløshedskasser.

Det betyder konkret, at den aktive beskæftigelsesindsats i landets frikommuner og i de a-kasser, som deltager i forsøg med mere ansvar til a-kasserne også er suspenderet.

I lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. er der sket fravigelse af forpligtelsen til at afholde møder i rehabiliteringsteams.

Der skal således ikke afholdes møder og behandles sager i rehabiliteringsteamet i suspensionsperioden.

Kommunen kan ikke træffe afgørelse om ressourceforløb, et nyt jobafklaringsforløb, fleksjob og førtidspension m.v., uden at rehabiliteringsteamet har afgivet indstilling i sagen.

Kommunen kan fortsat træffe afgørelse i sager om førtidspension, der kan behandles uden forelæggelse for rehabiliteringsteamet, jf. § 18, stk. 2, i lov om social pension.

Der er ikke sket fravigelse af det offentliges forpligtelser i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. i øvrigt.

Det betyder, at jobcentrene fortsat skal lægge alle stillingsopslag, der modtages fra arbejdsgiverne, på Jobnet, og at offentlige arbejdsgivere fortsat skal lægge alle ledige stillinger på Jobnet.

Med henblik på at forebygge og inddæmme udbredelsen af COVID-19 fremgår det også af bekendtgørelsen, hvilke forpligtelser for arbejdsløshedskasserne og deres medlemmer efter bekendtgørelse nr. 1172 af 25. november 2019 om rådighed, der fraviges.

Endvidere fremgår det, at bekendtgørelse nr. 1169 af 25. november 2019 om selvforskyldt ledighed fraviges således, at ophør i tilbud ikke får dagpengemæssige konsekvenser.

Bekendtgørelsen udmønter tillige, at personer, der ansøger om eller modtager uddannelseshjælp eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller kontanthjælp samt modtagere af ressourceforløbsydelse under ressourceforløb eller jobafklaringsforløb og personer, der ansøger om eller modtager ledighedsydelse i forbindelse med forebyggelse og inddæmning af COVID-19 anses for at have en rimelig grund til ikke at stå til rådighed, og dermed anses disse personer for fritaget for rådighedsforpligtelsen.

Med henblik på at forebygge og inddæmme udbredelsen af COVID-19 fremgår det endvidere af bekendtgørelsen, at kommunens forpligtelse til at vejlede ansøgere eller modtagere af hjælp om alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner, der er forbundet med hjælpen efter § 35 i lov om aktiv socialpolitik er fraveget.

For så vidt angår sygedagpengesager fremgår det af bekendtgørelsen, at kommunerne i suspensionsperioden fritages for pligten til at tilrettelægge opfølgningen, herunder ved individuelle samtaler, samt til at give beskæftigelsesrettede tilbud efter lov om en aktive beskæftigelsesindsats.

Kommunerne kan dog vælge at foretage opfølgning telefonisk eller digitalt, under hensyn til den sygemeldtes helbred og forudsætninger.

Undtaget fra dette er sager omfattet af standby-ordningen.

Kommunerne kan eksempelvis vælge at følge op ved en telefonisk samtale med henblik på at understøtte, at en sygemeldte fastholdes på arbejdspladsen, eller med henblik på at vurdere den sygemeldtes ret til sygedagpenge, herunder om den sygemeldte er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom.

Opfølgningen skal fortsat ske under hensyntagen til den sygemeldtes situation og helbredstilstand.

Suspenderingen af beskæftigelsesindsatsen ændrer ikke på, at kommunen skal træffe afgørelse om retten til ydelse.

Dette gælder også afgørelser ved revurderingstidspunktet i sygedagpengesager.

Kommunen skal, inden udbetalingen af sygedagpenge standses, have vurderet og besluttet, om der er grundlag for at forlænge sygedagpengeperioden eller for at iværksætte f.eks. ressourceforløb, visitere til fleksjob eller tilkende førtidspension.

Når kommunen ved revurderingstidspunktet skal tage stilling til, om perioden med sygedagpenge kan forlænges, skal kommunen sikre, at der foreligger et tilstrækkeligt grundlag i sagen til at kunne træffe afgørelsen.

Oplysningerne skal beskrive den sygemeldtes tilstand, som den er på revurderingstidspunktet.

Der vil først kunne træffes en gyldig afgørelse, når sagen er blevet tilstrækkeligt oplyst.

Med baggrund i den helt særlige situation med at forebygge og inddæmme udbredelsen af COVID-19 anbefales det, at der i suspensionsperioden så vidt muligt ikke anmodes om lægeattester, der forudsætter konsultation.

Generelt anbefales det, at kommunerne har øget opmærksomhed på, at sundhedsmyndighederne belastes mindst muligt med udstedelse af lægeattester til brug for sagsbehandlingen.

For så vidt angår lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. er det i bekendtgørelsen anført, at jobcentrenes forpligtelser og borgernes rettighede i forbindelse med ansættelse i løntilskud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., herunder også et ret og pligt-tilbud om løntilskud ved ansættelse af nyuddannede personer med handicap i suspensionsperioden er fraveget.

Der vil dog fortsat være mulighed for, at personer med handicap, som allerede har fået bevilget et tilbud om løntilskud, jf. kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., kan fortsætte i allerede igangsatte løntilskudsforløb, hvis borger og arbejdsgiver er enige om dette.

Der kan endvidere ske forlængelse af forløbene, indtil den maksimale tidsramme efter kompensationsloven.

For så vidt angår lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. er det endvidere i bekendtgørelsen anført, at kapitel 6 om hjælpemidler i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. er fraveget, herunder også jobcenterets 4-ugers frist for behandling af ansøgning om hjælpemiddel, jf. § 16.

Allerede afsluttede og bevilgede hjælpemidler kan dog fortsætte, hvis de gives i forbindelse med tilbud, der videreføres, ligesom jobcenteret vil kunne vælge at bevilge hjælpemidler til borgere, der starter i job, hvor ansættelsen beror på hjælpemidlet.

Endvidere skal jobcenteret i de tilfælde, hvor det af jobcenteret vurderes muligt at træffe afgørelse om hjælpemidler uden en forudgående personlig samtale mellem jobcenter, ansøger, arbejdsplads eller andre relevante personer samt uden forudgående besøg på en konkret arbejdsplads eller uddannelsesinstitution, træffe afgørelse om hjælpemidler senest 4 uger efter tidspunktet for jobcenterets modtagelse af ansøgning om hjælpemidler efter kapitel 6 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Der henvises i øvrigt til vedlagte bekendtgørelse og tidligere udsendte brev og notat til jobcentrene og a-kasserne om COVID-19: konsekvenser for beskæftigelsesindsatsen og ydelser samt spørgsmål/svar på STAR.dk.

Se https://star.dk/om-styrelsen/nyt/corona-virus-betydning-for- beskaeftigelsesindsatsen-og-ydelser/spoergsmaal-og-svar-om-coronavirus/

Styrelsen er opmærksom på, at den midlertidige suspendering af den aktive indsats har indflydelse på kommuner og a-kassers resultater og indsats og vil derfor også få betydning for den statslige opfølgning på kommunernes indsats.

Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at sige noget om, hvor længe suspenderingen af den aktive indsats fortsætter.

Det er derfor heller ikke muligt at vurdere konsekvenserne for kommunernes og a-kassernes indsats, men der vil blive taget højde for suspensionsperioden, når den statslige opfølgning på kommunernes indsats genetableres efter foranstaltningsperioden.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →