Cirkulære om aftale om den statslige kompetencefond
Statutory Text (3 Articles)
Cirkulære om aftale om den statslige kompetencefond
Generelle bemærkninger
Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (Det Statslige Område), CO10, Centralorganisationen af 2010, Akademikerne og Lærernes Centralorganisation har den 6. september 2019 indgået vedlagte aftale om Den Statslige Kompetencefond.
Ikrafttræden mv.
Cirkulæret træder i kraft den 1. april 2018.
Samtidig ophæves Finansministeriets cirkulære 9375 af 15. juni 2015 om Kompetencefonden (Modst.
nr. 023-15) samt Finansministeriets cirkulære 9374 af 15. juni 2015 om Fonden til udvikling af statens arbejdspladser (Modst.
nr. 022-15).
Bilag
Aftale om den statslige kompetencefond
-
§ 1.
Indledning
Med et arbejdsmarked i forandring er kompetenceudvikling af statens medarbejdere vigtig for at sikre opgavevaretagelsen på arbejdspladserne og medarbejdernes udviklingsmuligheder på arbejdsmarkedet.
Derfor har parterne etableret Den Statslige Kompetencefond, der skal støtte individuel kompetencegivende kompetenceudvikling på statens arbejdspladser.
§ 2.
Økonomisk ramme
Der afsættes 172,3 mio. kr. til fonden, der fordeles ligeligt ud over overenskomstperioden, medmindre parterne aftaler andet.
§ 3.
Formål
Formålet med Den Statslige Kompetencefond er at fremme og understøtte de statslige arbejdspladsers kompetenceudviklingsindsats og sikre medarbejderne et øget kompetenceniveau til gavn for både arbejdspladsernes opgaveløsning og medarbejdernes værdi på arbejdsmarkedet.
Midlerne anvendes med fokus på individuel kompetencegivende kompetenceudvikling, og er et supplement til de økonomiske midler, der allerede anvendes af statens arbejdspladser til kompetenceudvikling.
Stk. 2.
Fonden kan desuden yde støtte til særlige indsatser besluttet af parterne.
§ 4.
Anvendelsesområde
Midler fra Den Statslige Kompetencefond kan anvendes i forbindelse med kompetenceudviklingsforløb, der er aftalt som led i en individuel udviklingsplan for medarbejderen.
Stk. 2.
Der kan ansøges om støtte til dækning af følgende udgifter i forbindelse med medarbejdernes kompetenceudvikling
-
Uddannelses- og kursusgebyr (ex moms)
-
Materialer
-
Transport og ophold.
Stk. 3.
Det er en forudsætning for tildeling af midler fra Den Statslige Kompetencefond, at medarbejder og nærmeste leder begge har godkendt ansøgningen.
Stk. 4.
Hertil er det en forudsætning for tildeling af midler fra Den Statslige Kompetencefond, at der er medfinansiering fra arbejdsgiveren i form af arbejdstid eller økonomiske midler, og at der er tale om et supplement til de midler, arbejdspladsen i øvrigt anvender til kompetenceudvikling.
§ 5.
Organisering og udmøntning
Fonden opdeles i fire fondsområder.
Et for hver af de fire centralorganisationer
-
Offentligt Ansattes Organisationer
-
Lærernes Centralorganisation
-
Centralorganisationen af 2010
-
Akademikerne
Stk. 2.
Fondens midler fordeles forholdsmæssigt til fondsområderne efter lønsum.
Stk. 3.
Hvert fondsområde uddeler efter ansøgning midler til ansatte på de forhandlingsområder, der hører under den pågældende centralorganisation.
Aftales der tværgående indsatser mellem to eller flere fondsområder finansieres indsatserne som udgangspunkt af de berørte fondsområder.
Stk. 4.
Fondsområderne kan underopdeles i kar, hvis der er enighed om det blandt de relevante parter.
§ 6.
Ikrafttræden og opsigelse
Denne aftale har virkning fra den 1. april 2018.
Stk. 2.
Samtidig ophæves aftale af 11. juni 2015 om Kompetencefonden samt aftale af 11. juni 2015 om Fonden til udvikling af statens arbejdspladser.
Stk. 3.
Aftalen kan opsiges skriftligt med 3 måneders varsel til en 31. marts, dog tidligst til 31. marts 2021.
København, den 6. september 2019
Offentligt Ansattes Organisationer
(Det Statslige Område)
Flemming Vinther
CO10, Centralorganisationen af 2010
Jesper K.
Hansen
Akademikerne
Lars Qvistgaard
Lærernes Centralorganisation
Anders Bondo Christensen
Skatteministeriet
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen
Linda Nordstrøm Nissen