Vejledning om internationale vaccinationsattester
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om internationale vaccinationsattester
1.
Indledning
Denne vejledning præciserer, hvorledes regler for internationale vaccinationsattester i henhold til det internationale sundhedsregulativ (International Health Regulations, IHR (2005)), der er tiltrådt af Danmark, gør sig gældende for danske forhold.
1.1 Formål
I henhold til IHR (2005) kan lande, der har tiltrådt regulativet, under visse omstændigheder af hensyn til folkesundheden stille krav om, at indrejsende fremviser dokumentation for vaccination mod bestemte sygdomme i form af en international vaccinationsattest.
Formålet med denne vejledning er at sikre, at udstedelsen af internationale vaccinationsattester i Danmark sker i overensstemmelse med IHR (2005).
1.2 Målgruppe
Målgruppen for vejledningen er læger i almen praksis og på vaccinationsklinikker mv., samt andet sundhedsfagligt personale der foretager vaccinationer som medhjælp for en læge.
2.
Baggrund
2.1 Det Internationale Sundhedsregulativ
IHR (2005) har til formål at forebygge sygdomsspredning på tværs af landegrænser under hensyntagen til at undgå unødig påvirkning af international rejse og handel.
I IHR (2005) fastsættes til dette formål blandt andet regler for, under hvilke omstændigheder lande må afkræve dokumentation for vaccination ved indrejse, samt for internationale vaccinationsattesters udformning og gyldighed.
2.2 Vaccination
Vaccination er en lægeforbeholdt behandling i henhold til autorisationslovens § 74.
Lægen kan delegere behandlingen til andre, jf. bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed).
Læger, der ikke har tilladelse til selvstændigt virke, må kun under visse forudsætninger udøve lægefaglig virksomhed, jf. autorisationslovens § 29.
2.3 Ændringer i forhold til hidtidige regler
Sundhedsstyrelsen har tidligere (jf. cirkulære nr. 150 af 9. september 1993 om internationale vaccinationsattester) fastsat regler om, at internationale vaccinationsattester skulle være underskrevet af den vaccinerende læge samt påført et af Sundhedsstyrelsen godkendt stempel.
Kravet om brug af et godkendt stempel gælder nu kun for så vidt angår gul feber vaccination, og brugen af dette stempel kan nu overlades til andre ligesom selve vaccinationen.
Sundhedsstyrelsen forudsætter dog, at brugen af stemplet sker under udvisning af den omhu og samvittighedsfuldhed, som lægen er forpligtet til at udvise i henhold til autorisationslovens § 17, herunder ved benyttelse af medhjælp.
Det er fortsat et krav i henhold til IHR (2005), at vaccinationsattester vedrørende andre sygdomme end gul feber også er underskrevet af den vaccinerende sundhedsperson og påført et stempel, dog skal dette stempel ikke være godkendt af Sundhedsstyrelsen.
3.
Udformning og gyldighed af vaccinationsattester
For at en vaccinationsattest er internationalt gyldig, skal den være udfærdiget på de af World Health Organization godkendte formularer og i øvrigt opfylde de krav, der fremgår af IHR (2005), Annex 6.
Internationale vaccinationsattester (i form af vaccinationskort) kan rekvireres hos Statens Serum Institut.
4.
Særligt vedrørende attestering af vaccination mod gul feber
Gul feber er den eneste sygdom, for hvilken IHR (2005) fastsætter specifikke regler for vaccination, jf. IHR (2005), Annex 7.
Ved attestation af vaccination mod gul feber skal der benyttes et af Sundhedsstyrelsen godkendt stempel, der kun vedrører gul feber vaccination, som attestation af, at vaccinationen er foretaget af en læge med tilladelse til selvstændigt virke eller efter delegation fra lægen.
5.
Udlevering af stempler vedrørende gul feber fra Sundhedsstyrelsen
Sundhedsstyrelsen udleverer stempler vedrørende gul feber vaccination til læger, der har opnået tilladelse til selvstændigt virke.
Hvert stempel er forsynet med et unikt nummer af hensyn til identifikationen og må kun anvendes af lægen, til hvem det er udleveret, eller af dem, som foretager vaccination efter delegation fra lægen.
En læge kan ved behov rekvirere flere stempler, fx hvis andre sundhedspersoner foretager vaccinationer efter delegation fra lægen.
Anmodning om stempel indsendes til Sundhedsstyrelsen med angivelse af lægens autorisationsnummer samt navn og adresse, som stemplet skal sendes til.
Ved behov for flere stempler skal angives begrundelse for behovet.
Betaling foregår direkte til firmaet der fremstiller stemplerne.
6.
Ikrafttrædelse
Denne vejledning træder i kraft 1. november 2019, hvor Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 150 af 9. september 1993 om internationale vaccinationsattester samtidig bortfalder.