Skrivelse om bekendtgørelse om anvendelse af magt og håndjern i forbindelse med kriminalforsorgens transport af visse domfældte og arrestanter
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om bekendtgørelse om anvendelse af magt og håndjern i forbindelse med kriminalforsorgens transport af visse domfældte og arrestanter
Vedlagt sendes bekendtgørelse om anvendelse af magt og håndjern i forbindelse med kriminalforsorgens transport af visse domfældte og arrestanter.
1.
Baggrunden for reglerne
Det er i flerårsaftalen for kriminalforsorgen for 2018-2021 fastsat, at kriminalforsorgen skal overtage en væsentlig del af politiets opgaver med transport af bl.a. arrestanter, herunder unge og psykisk syge, der er anbragt i varetægtssurrogat, samt domfældte, der i medfør af straffelovens §§ 68-69 er anbragt i hospital for sindslidende eller i institutioner inden for det sociale område, herunder institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap.
Det er som følge heraf i retsplejelovens § 765, stk. 7, § 777, stk. 2, og § 811, stk. 3, samt i straffelovens § 73 a, stk. 2, fastsat, at justitsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af magt og sikringsmidler over for disse persongrupper i forbindelse med transport, der forestås af kriminalforsorgens personale.
Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af disse bemyndigelsesbestemmelser.
2.
Bekendtgørelsen
I bekendtgørelsens § 1 er opremset de persongrupper, der er omfattet af bekendtgørelsen.
Der er tale om personer, som er
1) anbragt i institution eller hospital m.v. i medfør af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 eller 4,
2) anbragt i hospital m.v. i medfør af retsplejelovens § 777, stk. 1,
3) indlagt på hospital for sindslidende m.v. i medfør af retsplejelovens § 809, stk. 2, eller
4) anbragt i hospital for sindslidende m.v. i henhold til en afgørelse truffet i medfør af straffelovens §§ 68 eller 69.
I § 2 er det fastsat, at kriminalforsorgens personale i forbindelse med transport, der forestås af kriminalforsorgen, kan anvende magt over for de omfattede persongrupper efter straffuldbyrdelseslovens § 62 og håndjern efter straffuldbyrdelseslovens § 65.
Det er endvidere fastsat, at de administrative regler, der er fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 4, og § 65, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse med de fornødne tillempelser.
2.1.
Magtanvendelse
I medfør af straffuldbyrdelseslovens § 62 er udstedt bekendtgørelse om anvendelse af magt over for indsatte i kriminalforsorgens institutioner (magtanvendelsesbekendtgørelsen) samt en tilhørende skrivelse.
Dette regelsæt finder som nævnt ovenfor anvendelse med de fornødne tillempelser i forbindelse med transport af de omhandlede persongrupper.
Heri ligger, at visse regler alene er møntet på situationer, som foregår i kriminalforsorgens institutioner, hvorfor disse ikke vil være relevante for kriminalforsorgens personale i forbindelse med de omhandlede transporter.
Det skal særligt bemærkes, at det i pkt. 2.1.
B.
i skrivelse om bekendtgørelse om anvendelse af magt over for indsatte i kriminalforsorgens institutioner er anført, at der må udleveres og bæres peberspray ved transporter af indsatte, der er placeret i lukket regi.
I forlængelse heraf bemærkes, at der ved transport af de persongrupper, der er omfattet af nærværende regelsæt, også må udleveres og bæres peberspray.
2.2.
Håndjern
I medfør af straffuldbyrdelseslovens § 65 er udstedt bekendtgørelse om anvendelse af sikringsmidler i kriminalforsorgens institutioner og cirkulæreskrivelse om anvendelse og godkendelse af håndjern.
Dette regelsæt finder som nævnt ovenfor anvendelse med de fornødne tillempelser i forbindelse med transport af de omhandlede persongrupper.
Bekendtgørelse om anvendelse af sikringsmidler i kriminalforsorgens institutioner omhandler anvendelse af håndjern, sikringscelle og såkaldte "andre sikringsmidler".
Det skal derfor bemærkes, at det alene er bestemmelser, som er relevante for anvendelse af håndjern, der finder anvendelse i forbindelse med transport af de omhandlede persongrupper.