Cirkulære om aftale om frihed til nyuddannede
Statutory Text (3 Articles)
Cirkulære om aftale om frihed til nyuddannede
Ved overenskomst- og aftaleforhandlingerne i 2018 har Finansministeriet og Akademikerne aftalt en ret til frihed for nyuddannede akademikere.
Aftalen indebærer, at nyuddannede akademikere omfattet af overenskomst for akademikere i staten, overenskomst for læger i staten og overenskomst for lærere og pædagogiske ledere ved gymnasieskoler mv. får ret til fem fridage med løn i det første ansættelsesår.
Retten til de fem fridage for nyuddannede gælder for de medarbejdere, der ansættes pr. 1. april 2018 eller senere og er indplaceret på basislønstarttrin efter § 4, stk. 2, i overenskomsten for akademikere i staten, § 4, stk. 2, i overenskomst for læger i staten eller § 6, stk. 1, i overenskomst for lærere og pædagogiske ledere ved gymnasieskoler mv.
Aftalen gælder ikke for medarbejdere, der ansættes efter, at den nye ferielov er trådt i kraft.
Reglerne vil blive indarbejdet i § 13 i overenskomst for akademikere i staten, § 13 i overenskomst for læger i staten samt § 16 i overenskomst for lærere og pædagogiske ledere ved gymnasieskoler mv.
Ikrafttræden
Cirkulæret træder i kraft den 28. juni 2018.
Bilag 1
Aftale om frihed til nyuddannede
-
§ 1.
I § 13, stk. 8, i overenskomst for akademikere i staten, i § 13, stk. 8, i overenskomst for læger i staten samt i § 16, stk. 6, i overenskomst for lærere og pædagogiske ledere ved gymnasieskoler mv. indsættes en bestemmelse om frihed til nyuddannede i overensstemmelse med reglerne i §§ 2-3.
§ 2.
Ansatte, der indplaceres på basislønstarttrin, jf. overenskomst for akademikere i staten § 4, stk. 2, overenskomst for læger i staten § 4, stk. 2, samt overenskomst for lærere og pædagogiske ledere ved gymnasieskoler mv. § 6, stk. 1, har i det første ansættelsesår ret til 5 fridage med løn, såfremt medarbejderen ikke får penge fra feriekonto fra en tidligere fuldtidsansættelse.
§ 3.
Arbejdsgiveren fastsætter efter forhandling med den ansatte, hvornår fridagene skal holdes.
Stk. 2.
Såfremt den ansatte ikke afholder fridagene i det første ansættelsesår, bortfalder disse.
§ 4.
Aftalen har virkning fra 1. april 2018.
København, den 28. juni 2018
Akademikerne
Lars Qvistgaard
Finansministeriet,
Moderniseringsstyrelsen
Sara Bacher Jakobsen