Cirkulære om Studievalg Danmark
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Cirkulære om Studievalg Danmark
§ 1.
Studievalg Danmark er en statsinstitution under Uddannelses- og Forskningsministeriet, jf. lov om Studievalg Danmark.
Stk. 2.
Studievalg Danmark varetager institutionsuafhængig og landsdækkende vejledning om valg af videregående uddannelse, herunder inden for videreuddannelsessystemet for voksne, til samtlige videregående uddannelser og om forventede beskæftigelsesmuligheder efter endt uddannelse.
§ 2.
Studievalg Danmark har syv afdelinger i henholdsvis København, Næstved, Odense, Kolding, Herning, Aalborg og Aarhus med et sekretariat i tilknytning til afdelingen i Odense.
De enkelte afdelingers geografiske område fremgår af bilag 1.
Stk. 2.
Sekretariatet skal internt understøtte tværgående koordinering og samarbejde mellem afdelinger samt løbende udvikle studievalgsopgaven.
Stk. 3.
Sekretariatet skal eksternt understøtte samarbejde med de videregående uddannelsesinstitutioner og med ungdomsinstitutioner i hele landet og håndtere budgetter, årsregnskabet samt mål- og resultatplaner med Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte.
§ 3.
Studievalg Danmark afgiver en årlig redegørelse om sin virksomhed til Styrelsen for Forskning og Uddannelse.
Redegørelsen offentliggøres på Studievalg Danmarks hjemmeside.
§ 4.
Direktøren for Studievalg Danmark varetager den daglige drift af Studievalg Danmark med reference til direktøren for Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte.
Stk. 2.
I sager om afgørelser, som har større principiel betydning, skal direktøren for Studievalg Danmark drøfte disse forhold med direktøren for Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte.
Det samme gælder sager, som må antages at medføre ikke uvæsentlige økonomiske konsekvenser, eller som i øvrigt stiller krav om en samlet vurdering, hvor der i væsentligt omfang skal inddrages synspunkter eller hensyn, der normalt varetages af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte eller af andre myndigheder end af Studievalg Danmark.
§ 5.
Cirkulæret træder i kraft den 1. august 2018.
Bilag 1
Studievalg Danmarks afdelinger og overordnede geografiske opdeling
Afdeling Nordjylland - Aalborg
Afdelingen tilbyder vejledningsopgaverne til brugerne i området, som omfatter kommunerne
Morsø, Thisted, Brønderslev, Frederikshavn, Vesthimmerland, Læsø, Rebild, Mariagerfjord, Jammerbugt, Aalborg og Hjørring.
Afdeling Midt- og Vestjylland - Herning
Afdelingen tilbyder vejledningsopgaverne til brugerne i området, som omfatter kommunerne
Herning, Holstebro, Lemvig, Struer, Ikast-Brande, Ringkøbing-Skjern, Skive og Viborg.
Afdeling Østjylland - Aarhus
Afdelingen tilbyder vejledningsopgaverne til brugerne i området, som omfatter kommunerne
Horsens, Syddjurs, Norddjurs, Favrskov, Odder, Randers, Silkeborg, Samsø, Skanderborg, Aarhus og Hedensted.
Afdeling Sydjylland - Kolding
Afdelingen tilbyder vejledningsopgaverne til brugerne i området, som omfatter kommunerne
Haderslev, Billund, Sønderborg, Tønder, Esbjerg, Fanø, Varde, Vejen, Aabenraa, Fredericia, Kolding og Vejle.
Afdeling Fyn - Odense
Afdelingen tilbyder vejledningsopgaverne til brugerne i området, som omfatter kommunerne
Middelfart, Assens, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde, Nyborg, Odense, Svendborg, Nordfyns, Langeland og Ærø.
Afdeling Sjælland – Næstved
Afdelingen tilbyder vejledningsopgaverne til brugerne i området, som omfatter kommunerne
Greve, Køge, Roskilde, Solrød, Odsherred, Holbæk, Faxe, Kalundborg, Ringsted, Slagelse, Stevns, Sorø, Lejre, Lolland, Næstved, Guldborgsund og Vordingborg.
Afdeling København - København
Afdelingen tilbyder vejledningsopgaverne til brugerne i området, som omfatter kommunerne
København, Frederiksberg, Ballerup, Brøndby, Dragør, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Albertslund, Hvidovre, Høje-Taastrup, Lyngby-Taarbæk, Rødovre, Ishøj, Tårnby, Vallensbæk, Furesø, Allerød, Fredensborg, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Rudersdal, Egedal, Frederikssund, Halsnæs, Gribskov og Bornholm.