Skrivelse om ændring af vejledning til bekendtgørelse om rådighed
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om ændring af vejledning til bekendtgørelse om rådighed
I vejledning nr. 9708 af 1. juli 2015 til bekendtgørelse om rådighed, foretages følgende ændringer
1.
I 5. afsnit i vejledningens Kapitel 1 , indsættes efter »aktivt arbejdssøgende«: », selvbooke«.
2.
I 4. afsnit i vejledningen Til § 6, stk. 1, indsættes efter »pågældende er arbejdssøgende«:», eller ikke selv har booket samtaler, som medlemmet har pligt til at booke«.
3.
I 6. afsnit i vejledningen Til § 6, stk. 1 , indsættes efter: »tilmelding og bekræftelse af arbejdssøgning«: »samt pligt til selv at booke samtaler«.
4.
Før vejledningens overskrift »Jobsøgning og CV« indsættes
»Til § 9 a
Et medlem har pligt til selv at booke jobsamtaler i jobcenteret eller hos anden aktør i hele sin ledighedsperiode.
Reglerne herom står i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Medlemmet har også pligt til selv at booke 2 rådighedssamtaler med a-kassen, der skal holdes inden for de første 6 måneders sammenlagt ledighed.
Reglerne herom står i bekendtgørelsens § 9 b.
Til § 9 b
Til stk. 1-4
Et medlem har pligt til selv at booke de 2 rådighedssamtaler, som skal holdes inden for de første 6 måneders sammenlagt ledighed, og som fremgår af § 35, stk. 1, i bekendtgørelsen.
A-kassen skal fastsætte en frist for medlemmets selvbooking af samtalerne.
Hvis medlemmet ikke selv booker samtalerne inden for fristen, afmelder a-kassen medlemmet som arbejdssøgende i jobcenteret.
I tilfælde, hvor medlemmet forsøger at booke en samtale inden for fristen, men hvor der ikke er ledige samtaletider, skal medlemmet kontakte a-kassen, der herefter kan udsætte fristen, eller stille flere samtaletider til rådighed.
Eksempel
Hvis a-kassen fastsætter, at fristen for booking af en samtale er senest den 14. juni, vil medlemmet kunne booke en samtale indtil udgangen af den 14. juni, og vil ved manglende booking blive afmeldt af a-kassen med virkning fra og med den 15. juni.
Et medlem, der er blevet afmeldt som følge af manglende booking af en samtale, skal tilmelde sig igen, for at få ret til dagpenge, jf. bekendtgørelsens § 6.
Når medlemmet igen tilmelder sig som arbejdssøgende, skal a-kassen fastsætte en ny frist for booking af en samtale.
Hvis medlemmet ikke har booket samtalen inden for fristen, afmelder a-kassen medlemmet som arbejdssøgende i jobcenteret.
Til stk. 6
A-kassen kan fratage et medlem retten til selv at booke samtaler, hvis a-kassen vurderer, at medlemmet booker på en anden måde end aftalt.
Der skal være tale om helt særlige tilfælde, fx hvor medlemmet gentagne gange booker på en anden måde, end hvad der er aftalt.
At booke på en anden måde end aftalt kan være tilfælde, hvor medlemmet booker mange samtaler til afholdelse inden for en kort periode, selvom det er aftalt med a-kassen, at næste samtale skal holdes om ca. 2 måneder.
Til stk. 7
I de tilfælde, hvor afholdelsen af samtalen er betinget af særlige lokaliteter, fx fordi medlemmet er kørestolsbruger, eller samtalen er betinget af deltagelse af tolk, herunder tegnsprogstolk, kan a-kassen fritage medlemmet fra pligten til selv at booke samtaler.
Dermed kan a-kassen sørge for, at der til samtalen er adgang til fx egnede lokaler eller er arrangeret tolkebistand.
Medlemmet har dog mulighed for at oplyse, at medlemmet selv ønsker at booke samtaler, og dermed ikke ønsker at blive fritaget.
A-kassen skal i sådanne tilfælde oplyse medlemmet om, at hvis medlemmet selv booker samtalerne, vil a-kassen ikke nødvendigvis kunne sikre de rette lokaliteter/tolkebistand.
A-kassen skal dog i videst muligt omfang søge at stille de rette de rette lokaliteter/tolkebistand til rådighed, selvom medlemmet selv har booket eller ombooket en samtale.
Til stk. 8
Der skal være tale om betydelige manglende it- eller sproglige kundskaber eller om betydelig fysisk, kognitiv eller psykisk funktionsnedsættelse for at a-kassen kan fritage et medlem for selvbooking.
Det forhold, at medlemmet ikke har gode it-kundskaber, sproglige barriere i form af manglende beherskelse af dansk eller en fysisk, kognitiv eller psykisk funktionsnedsættelse er således ikke i sig selv tiltrækkeligt til at fritage medlemmet, hvis a-kassen vurderer, at medlemmet har tilstrækkelige forudsætninger til selv at kunne booke samtalerne.
I vurderingen kan bl.a. indgå, at medlemmet kan få hjælp fra jobcenteret, a-kassen eller eventuelt andre til at booke samtaler, herunder også omfanget af hjælpen, f.eks. om der skal gives hjælp ved en eller flere gange hvor der skal bookes.
Grundlaget for, at et medlem er blevet fritaget for selv at booke samtaler vil kunne ændre sig, fx fordi medlemmet efter et danskkursus eller it-kurser, har opnået de nødvendige kundskaber til selv at kunne booke samtaler.
Til stk. 9
Det forhold, at medlemmet efter en anmodning er blevet fritaget for pligten til selv at booke samtaler afskærer ikke et medlem fra fremadrettet selv at booke eller ombooke samtaler.
Medlemmet skal i disse tilfælde henvende sig til sin a-kasse og oplyse, at medlemmet fremadrettet ønsker at selvbooke/ombooke sine samtaler.
Hvis et medlem er fritaget, fordi samtalen er betinget af særlige lokaliteter eller tolk, vil medlemmet ikke selv kunne booke eller ombooke samtaler, fordi a-kassen skal sikre sig de særlige lokaliteter er til rådighed eller at en tolk kan være tilstede.
Hvis et medlem ønsker et tidligere samtaletidspunkt end det indkaldte, har medlemmet mulighed for at henvende sig til a-kasse med henblik på en ombooking.
A-kassen bør i videst muligt omfang imødekomme medlemmets ønske om ombooking.«
5.
I afsnittet Digital kommunikation i vejledningen Til §§ 7 og 10 ophæves sidste punktum.
6.
I 1. afsnit i vejledningen Til § 15 , indsættes som nyt punktum: »Det gælder også samtaler som et medlem selv har booket.«
7.
I 2. afsnit i vejledningen Til § 18, stk. 4, indsættes efter »søge arbejde«:», booke samtaler«, og »§§ 7-10« ændres til:»§§ 7-11«.