Vejledning om lægemiddel- og medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr med tilknyttede sundhedspersoner
Statutory Text (3 Articles)
Vejledning om lægemiddel- og medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr med tilknyttede sundhedspersoner
Indhold
1
Indledning
2
Omfattede virksomheder og forretninger
2.1
Lægemiddelvirksomheder
2.2
Medicovirksomheder
2.3
Specialforretninger med medicinsk udstyr
3
Hvad skal virksomhederne og forretningerne indberette?
3.1
Persongruppe
3.2
Typer af tilknytning
3.2.1
Hvad er ikke en tilknytning
4
Informationspligten for virksomheder og forretninger
4.1
Informationspligt i forbindelse med kollektive arbejdsopgaver
5
Indberetningspligten for virksomheder og forretninger
5.1
Tidspunkt for indberetning
5.2
Sådan indberetter virksomheder og forretninger
5.3
Sundhedspersoner skal informeres om indberetningen
5.4
Hvis virksomheden eller forretningen opdager fejl i sin indberetning
5.5
Sundhedsstyrelsens anvendelse af indberetningen
6
Reglerne
6.1
Informationspligten
6.2
Indberetningspligten
7
Hvad sker der ved manglende indberetning til Sundhedsstyrelsen eller information til sundhedspersoner?
8
Spørgsmål og klager
9
Overgangsbestemmelser
10
Tidligere vejledning
1 Indledning
Denne vejledning vedrører
● lægemiddelvirksomheder med apotekere, læger og tandlæger tilknyttet.
● medicovirksomheder med apotekere, læger, sygeplejersker og tandlæger tilknyttet.
● specialforretninger med medicinsk udstyr med læger tilknyttet.
Lægemiddel- og medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr har pligt til at indberette oplysninger om de nævnte sundhedspersoner, der er tilknyttet virksomhederne, til Sundhedsstyrelsen.
Indberetning skal foretages digitalt via en formular på Sundhedsstyrelsens hjemmeside en gang om året (senest den 31. januar).
Vejledningen omhandler den informationspligt, som virksomhederne har til at oplyse de sundhedspersoner, som virksomheden indgår aftaler med, om sundhedslovens regler vedrørende tilknytning.
Reglerne om virksomhedernes pligter fremgår af bekendtgørelse nr. 1154 af 22. oktober 2014 om sundhedspersoners tilknytning til lægemiddel- og medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr.
Pligterne gælder også, hvis en virksomhed eller forretning uddelegerer opgaver til 3. part f.eks. en kontraktorganisation eller konsulentvirksomhed.
2 Omfattede virksomheder og forretninger
2.1 Lægemiddelvirksomheder
Indberetnings- og informationspligten er knyttet til
● indehavere af en markedsføringstilladelse til et lægemiddel, der lovligt kan forhandles eller udleveres her i landet, jf. lægemiddellovens § 7, stk. 1.
● virksomheder, der har fået tilladelse af Sundhedsstyrelsen til fremstilling, indførsel, udførsel, oplagring, forhandling, fordeling, udlevering, opsplitning og emballering af lægemidler, jf. lægemiddellovens § 39, stk. 1.
Indberetnings- og informationspligten gælder ikke for offentlige sygehuse, herunder Regionernes lægemiddelorganisation Amgros, der er et integreret led i de offentlige sygehuse.
2.2 Medicovirksomheder
Indberetnings- og informationspligten er knyttet til fabrikanter, der markedsfører medicinsk udstyr i risikoklasse II a, II b eller III, medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik eller aktivt, implantabelt medicinsk udstyr, repræsentanter for fabrikanter af denne type produkter, samt importører og distributører af denne type produkter, der er etableret i Danmark.
2.3 Specialforretninger med medicinsk udstyr
Indberetnings- og informationspligten er knyttet til forretninger etableret i Danmark, der er specialiserede forhandlere af medicinsk udstyr i risikoklasse II a, II b eller III, medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik eller aktivt, implantabelt medicinsk udstyr og repræsentanter for sådanne forretninger.
En forretning er specialiseret forhandler, når det medicinske udstyr udgør over 50 % af forretningens varesortiment og omsætning.
3 Hvad skal virksomhederne og forretningerne indberette?
3.1 Persongruppe
Læger, sygeplejersker og tandlæger er kun omfattet af reglerne, hvis de er i klinisk arbejde.
Ved klinisk arbejde forstås behandling af patienter og bistand med behandling af patienter.
Reglerne omfatter således læger, sygeplejersker og tandlæger, der selv varetager ordination eller valg af lægemidler og medicinsk udstyr, og de læger, sygeplejersker og tandlæger i ledende stillinger, som i deres praktiske virke har væsentlig indflydelse på, hvad andre læger, tandlæger eller sygeplejersker vælger i patientbehandlingen, uanset at pågældende ikke selv har direkte patientbehandling.
Det vil sige, at
● lægemiddelvirksomheder kun skal indberette læger og tandlæger i klinisk arbejde samt apotekere.
● medicovirksomheder kun skal indberette læger, sygeplejersker og tandlæger i klinisk arbejde samt apoteker.
● specialforretninger med medicinsk udstyr kun skal indberette læger i klinisk arbejde.
Læger, sygeplejersker og tandlæger, der f.eks. udelukkende har laboratoriearbejde eller varetager administrative opgaver (og således ikke er i klinisk arbejde), er ikke omfattede af reglerne og skal derfor ikke indberettes til Sundhedsstyrelsen.
3.2 Typer af tilknytning
Tilknytning omfatter faglig og økonomisk tilknytning til en lægemiddel- eller medicovirksomhed eller forretning.
Ved en faglig tilknytning udfører sundhedspersonen arbejdsopgaver med undervisning, foredrag, rådgivning i ekspertgrupper og andre opgaver af faglig art for virksomhederne.
Deltagelse i forskningsprojekter, herunder kliniske forsøg, ikke-interventionsforsøg og klinisk afprøvning, betragtes også som en tilknytning.
Tilknytning kan være opgavebaseret eller bestå i fuldtids- eller deltidsarbejde.
En sundhedsperson skal indberettes uanset omfanget af tilknytningen og uanset om der udbetales honorar til personen.
Tillidsposter i en lægemiddel- eller medicovirksomhed eller specialforretning med medicinsk udstyr anses også som værende en tilknytning, f.eks. som bestyrelsesmedlem.
Udgangspunktet er, at en sundhedsperson skal indberettes uanset, hvilken type tilknytning personen har til virksomheden eller forretningen.
Virksomheden eller forretningen skal dog ikke indberette sundhedspersoners besiddelse af værdipapirer i virksomheden eller forretningen.
3.2.1 Hvad er ikke en tilknytning
Udgangspunktet er, at alle tilknytninger er omfattet af reglerne.
Visse forhold, der relaterer sig til en virksomhed, betragtes dog ikke som værende en tilknytning, og kræver derfor ingen anmeldelse eller ansøgning til Sundhedsstyrelsen fra sundhedspersonen.
Det kan f.eks. være følgende
● Indledende samtaler om et eventuelt samarbejde, hvor der ikke udbetales honorar.
● Anonyme undersøgelser (f.eks. spørgeskema eller panel), hvor undersøgelsen udføres af 3. part og hvor anonymiteten mellem henholdsvis den bagvedliggende virksomhed og sundhedspersonen opretholdes efter undersøgelsens gennemførelse.
Det vil sige, at virksomheden og sundhedspersonen ikke får kendskab til hinanden.
● Pressemeddelelser fra en virksomhed med citat af en sundhedsperson, hvis udtalelsen relaterer sig til en tilknytning til virksomheden, som sundhedspersonen i forvejen har anmeldt til eller har fået Sundhedsstyrelsens tilladelse til.
Dette er under forudsætning, at der ikke er tale om reklame (se bekendtgørelse nr. 1153 af 22. oktober 2014 om reklame mv. for lægemidler, § 2, nr. 7 om pressemeddelelser).
4 Informationspligten for virksomheder og forretninger
Lægemiddel- og medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr skal, når de ved aftale knytter en sundhedsperson til virksomheden eller forretningen, informere personen om dennes anmeldelses- eller ansøgningspligt efter sundhedsloven og om at Sundhedsstyrelsen offentliggør oplysninger om sundhedspersonen og tilknytningen på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
For lægemiddelvirksomheder indebærer informationspligten, at virksomheden skal informere læger og tandlæger i klinisk arbejde, samt apotekere om reglerne, når de ved aftale knytter en af disse personer til virksomheden.
For medicovirksomheder indebærer informationspligten, at virksomheden skal informere læger, sygeplejersker og tandlæger i klinisk arbejde, samt apotekere om reglerne, når de ved aftale knytter en af disse personer til virksomheden.
For specialforretninger med medicinsk udstyr indebærer informationspligten, at forretningen skal informere læger i klinisk arbejde om reglerne, når de ved aftale knytter en læge til forretningen.
Virksomheder og forretninger har ingen informationspligt, når en sundhedsperson får en tilknytning til virksomheden eller forretningen i form at besiddelse af værdipapirer.
4.1 Informationspligt i forbindelse med kollektive arbejdsopgaver
Informationspligten gælder også ved forskningsprojekter og andre arbejdsopgaver, der involverer flere sundhedspersoner f.eks. klinisk forsøg/afprøvning på en sygehusafdeling.
Den enkelte virksomhed har ansvar for, at alle omfattede apotekere, læger, sygeplejersker og tandlæger, som deltager i en kollektiv arbejdsopgave, er bekendt med reglerne om tilknytning.
Informationspligten kan gennemføres ved, at virksomheden inden igangsætning af opgaven udpeger en ansvarlig (det kan være den primære investigator eller en anden person) til hvem følgende opgaver uddelegeres
● At udarbejde en liste over de apotekere, læger, sygeplejersker (i forhold til sygeplejersker gælder det kun for medicovirksomheder) og tandlæger, der arbejder med opgaven.
Det kan være ud fra GCP-liste, Iso standard-log eller anden oversigt.
Listen indsendes til virksomheden, når opgaven påbegyndes.
Listen skal omfatte oplysninger om personer, som virksomheden efterfølgende skal indberette til Sundhedsstyrelsen (det vil sige personernes fulde navn, privatadresse og CPR-nummer).
● At informere alle omfattede apotekere, læger, sygeplejersker og tandlæger på listen om reglerne om tilknytning.
Virksomheden kan udarbejde skriftlig information til udlevering til sundhedspersonerne.
● At indsende en opdateret liste pr. 1. januar til virksomheden.
Listen indsendes hvert år i januar, så længe opgaven er i gang.
5 Indberetningspligten for virksomheder og forretninger
Indberetningspligten indebærer, at lægemiddel- og medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr en gang om året skal indberette oplysninger om de sundhedspersoner, de har haft tilknyttet i det foregående kalenderår.
Virksomheder skal ikke indberette sundhedspersoner, der har været tilknyttet virksomhedens udenlandske datterselskaber og lignende.
5.1 Tidspunkt for indberetning
Indberetningen skal foretages en gang om året, senest den 31. januar.
5.2 Sådan indberetter virksomheder og forretninger
Indberetning skal foretages via en formular på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og den tilhørende skabelon skal bruges.
Der logges på formularen med NemID (medarbejdersignatur).
Indberetningen skal indeholde oplysninger om virksomhedens eller forretningens navn og CVR-nummer, de tilknyttede sundhedspersoners fulde navn, arbejdsplads, privatadresse og CPR-nummer samt tidsperiode for tilknytningen.
Når indberetningen er indsendt modtager virksomheden eller forretningen en e-mail, hvori Sundhedsstyrelsen bekræfter, at indberetningen er modtaget.
E-mailen fra Sundhedsstyrelsen sendes til den mailadresse, som er angivet i formularen.
I en ny e-mail fra Sundhedsstyrelsen bliver der oplyst et sagsnummer for indberetningen.
5.3 Sundhedspersoner skal informeres om indberetningen
Samtidig med indberetningen til Sundhedsstyrelsen skal lægemiddel- og medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr informere de berørte apotekere, læger, sygeplejesker og tandlæger om indholdet af indberetningen.
Det betyder, at
● lægemiddelvirksomheder samtidig med indberetning til Sundhedsstyrelsen, skal informere de berørte apotekere, læger og tandlæger om indholdet af indberetningen (hvilke oplysninger, der er videregivet til Sundhedsstyrelsen).
● medicovirksomheder samtidig med indberetning til Sundhedsstyrelsen, skal informere de berørte apotekere, læger, sygeplejersker og tandlæger om indholdet af indberetningen (hvilke oplysninger, der er videregivet til Sundhedsstyrelsen).
● specialforretninger med medicinsk udstyr samtidig med indberetning til Sundhedsstyrelsen, skal informere de berørte læger om indholdet af indberetningen (hvilke oplysninger, der er videregivet til Sundhedsstyrelsen).
5.4 Hvis virksomheden eller forretningen opdager fejl i sin indberetning
Opdager en lægemiddel- eller medicovirksomhed eller forretning fejl i indberetningen, skal der foretages en ny indberetning til Sundhedsstyrelsen.
Det er ikke tilstrækkeligt at indsende ændringerne.
Formularen på Sundhedsstyrelsens hjemmeside skal benyttes og der skal vedhæftes en ny revideret liste over de personer, der var tilknyttet virksomheden eller forretningen det foregående kalenderår.
5.5 Sundhedsstyrelsens anvendelse af indberetningen
Sundhedsstyrelsen kan bruge indberetninger til kontrol af, om apotekere, læger, sygeplejesker og tandlæger har anmeldt eller ansøgt om tilladelse til deres tilknytningsforhold i overensstemmelse med sundhedslovens regler.
Sundhedsstyrelsen kan kræve yderligere oplysninger fra lægemiddel- eller medicovirksomheden eller specialforretningen med medicinsk udstyr om det enkelte tilknytningsforhold, herunder om tilknytningens art og omfang samt om størrelsen af den betaling, som sundhedspersonen har modtaget.
6 Reglerne
6.1 Informationspligten
Reglerne om lægemiddelvirksomheders informationspligt fremgår af lægemiddellovens § 43 c, stk. 1 og § 18, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1154 af 22. oktober 2014 om sundhedspersoners tilknytning til lægemiddel- og medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr.
Reglerne om medicovirksomheders informationspligt fremgår af § 2 c, stk. 1 i lov om medicinsk udstyr og § 18, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1154 af 22. oktober 2014 om sundhedspersoners tilknytning til lægemiddel- og medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr.
Reglerne om specialforretninger med medicinsk udstyrs informationspligt fremgår af § 2 c, stk. 2 i lov om medicinsk udstyr og § 18, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 1154 af 22. oktober 2014 om sundhedspersoners tilknytning til lægemiddel- og medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr.
6.2 Indberetningspligten
Reglerne om lægemiddelvirksomheders indberetningspligt fremgår af lægemiddellovens § 43 b, stk. 1 og § 16, stk. 1 og § 17 i bekendtgørelse nr. 1154 af 22. oktober 2014 om sundhedspersoners tilknytning til lægemiddel- og medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr.
Reglerne om medicovirksomheders indberetningspligt fremgår af § 2 b, stk. 1 i lov om medicinsk udstyr og § 16, stk. 2 og § 17 i bekendtgørelse nr. 1154 af 22. oktober 2014 om sundhedspersoners tilknytning til lægemiddel- og medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr.
Reglerne om specialforretninger med medicinsk udstyrs indberetningspligt fremgår af § 2 b, stk. 2 i lov om medicinsk udstyr og § 16, stk. 3 og § 17 i bekendtgørelse nr. 1154 af 22. oktober 2014 om sundhedspersoners tilknytning til lægemiddel- og medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr.
Reglerne om sundhedspersoners tilknytning til lægemiddel- og medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr fremgår af sundhedslovens kapitel 61 a og i bekendtgørelse nr. 1154 af 22. oktober 2014 om sundhedspersoners tilknytning til lægemiddel- og medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr.
7 Hvad sker der ved manglende indberetning til Sundhedsstyrelsen eller information til sundhedspersoner?
Overtrædelse af kravet om indberetning til Sundhedsstyrelsen og information til sundhedspersoner, kan straffes med bøde jf. § 19, stk. 1, nr. 1 i bekendtgørelse nr. 1154 af 22. oktober 2014 om sundhedspersoners tilknytning til lægemiddel- og medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr.
Hvis en virksomhed undlader at udlevere oplysninger efter bekendtgørelsens § 17, stk. 4 kan dette ligeledes straffes med bøde, jf. § 19, stk. 1, nr. 2.
Det følger af § 19, stk. 2, at selskaber mv. (juridiske personer) kan pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
8 Spørgsmål og klager
Spørgsmål til reglerne om indberetnings- og informationspligten for lægemiddel- og medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr kan sendes til Sundhedsstyrelsen på tilknytning@dkma.dk eller
Sundhedsstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S.
Der kan også ringes til Sundhedsstyrelsen på + 45 72 22 74 00.
Sundhedsstyrelsens afgørelser kan påklages til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.
Ministeriets adresse er
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
Holbergsgade 6
1057 København K.
9 Overgangsbestemmelser
Medicovirksomheder skal indberette oplysninger om apotekere, læger, sygeplejersker og tandlæger, der har været tilknyttet virksomheden i perioden 1. november 2014 til 31. december 2015, senest den 31. januar 2016.
Specialforretninger med medicinsk udstyr skal indberette læger, der har været tilknyttet forretningen i perioden 1. november 2014 til 31. december 2015, senest den 31. januar 2016.
10 Tidligere vejledning
Vejledning af 31. oktober 2014 om lægemiddel- og medicovirksomheder og specialforretninger med medicinsk udstyr med tilknyttede sundhedspersoner bortfalder.