Legislator Case Law & Legislation
C20150929660 DK

Vejledning om ændring af vejledning om særlig støtte til voksne (Vejledning nr. 5 til serviceloven)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

VEJ#LOKDOK15 2015 9296 Historic

Vejledning om ændring af vejledning om særlig støtte til voksne

(Vejledning nr. 5 til serviceloven)

VEJ#LOKDOK15 2015 9296 Historic

1.

I vejledning nr. 10 af 15. februar 2011 om særlig støtte til voksne foretages følgende ændringer

1.

Punkt 3 affattes således

3.

Formålet med ledsagelse er at medvirke til integration i samfundet af borgere med betydelig og varigt nedsat funktionsevne, ved at give borgerne mulighed for at deltage i selvvalgte fritidsaktiviteter.

Ledsageordningen skal ses som et led i bestræbelserne på at øge mulighederne for selvstændighed, valgfrihed og ansvar for egen tilværelse hos borgere med handicap.

Borgere med handicap har som andre behov for at kunne komme hjemmefra, købe ind, gå til massage eller lignende, og deltage i kulturelle og sociale aktiviteter, herunder fx aktiviteter i relation til børn i familien, uden at skulle bede familie, venner eller medarbejdere i bomiljøet om hjælp.

Både for borgere, der lever et relativt aktivt liv og for andre, der lever mere isoleret, vil ordningen kunne medvirke til, at de kan deltage i aktiviteter uden for hjemmet efter eget valg.

Bestemmelsen kan bl.a. også anvendes til at understøtte den pågældendes varetagelse af forældrerollen.

2.

Punkt 9 affattes således

9.

Når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om ledsagelse til en borger, der i forvejen modtager ledsagelse som en del af et samlet servicetilbud i eget hjem eller i et botilbud, tages der ved den kommunale myndigheds vurdering af, om der er et yderligere ledsagerbehov efter denne bestemmelse, hensyn til den hjælp, der i øvrigt ydes den pågældende.

Det vil typisk dreje sig om borgere, der har handicap, som bevirker, at de har behov for en meget beskyttet boform, men som alligevel er i stand til at efterspørge individuel ledsagelse, f.eks. til deltagelse i aftenskole, danseskole, biograf, idræt, familiebesøg, forældremøder eller andre aktiviteter.

Ledsagelsen skal give borgerne mulighed for at deltage i aktiviteter efter eget valg, uden at skulle bede medarbejdere i bomiljøet om hjælp.

Ved tilrettelæggelse af ledsagelsen skal der tages hensyn til den hjælp, der i øvrigt ydes den pågældende som en integreret del af botilbuddet.

Det betyder, at beboere, der i forvejen modtager individuel ledsagelse til en aktivitet, som de selv har valgt, men som de alene på grund af deres handicap ikke kan deltage i uden ledsagelse, ikke har krav på yderligere 15 timers ledsagelse, men op til i alt 15 timers ledsagelse.

Ledsageordningen skal ikke fungere som en erstatning for den socialpædagogiske bistand og anden form for hjælp.

Ved vurderingen af, om en beboer i forvejen modtager individuel ledsagelse til en aktivitet i en form, der modsvarer ledsagelse efter § 97, skal der blandt andet lægges vægt på, om der er tale om en aktivitet, som borgeren selv har valgt, og som ikke indeholder socialpædagogisk bistand.

I Principafgørelse C-8-06 afgjorde Ankestyrelsen, at en aktivitet, som var lægeordineret, ikke var selvvalgt.

Der kunne i den forbindelse ikke lægges vægt på, at den pågældende var glad for aktiviteten.

Aktiviteter som besøg hos frisør, restaurant eller indkøb af mad og tøj var derimod selvvalgte, og dermed svarende til ledsagelse efter § 97.

3.

Punkt 12 affattes således

12.

Ledsageopgaven afspejler brugerens handicap og ledsagebehov.

For brugere med fysiske handicaps kan ledsageren f.eks. støtte brugeren, når denne skal udendørs, finde varer under indkøb, tage dem ned fra hylderne og bære indkøbte varer hjem.

Ledsageren kan hjælpe til med kørestolen ved besværlige passager, hjælpe brugeren på toilettet, køre bil for brugeren, eventuelt tage med ud i naturen, i biograf eller til andre forlystelser.

For brugere som f.eks. spastikere eller andre, der har svært ved at gøre sig forståelig over for fremmede, kan ledsageren hjælpe til med kommunikationen.

For blinde eller svagtseende kan der ligeledes hjælpes til med indkøb af dagligvarer eller tøj og gaver, eller med andre aktiviteter, hvor brugeren skal bruge hjælper, f.eks. motionere på tandemcykel, være med ved svømning eller andre fritidsaktiviteter.

Hvis brugeren af ledsageordningen er forælder, kan ledsageren i forbindelse med forælderens ledsagelse af børnene hjælpe med de funktioner, som forældrene ellers ville varetage i forbindelse med ledsagelsen til fx skolearrangementer, barnets fritidsaktiviteter mv., eksempelvis hjælpe med at bære barnets taske, hente forplejning ved arrangementet mv.

Ledsageren må være opmærksom på, hvordan brugeren har det, og være klar til at sørge for hjælp, hvis brugeren får anfald eller bliver dårlig.

2.

Vejledningen angår en præcisering af ledsageordningen efter servicelovens § 97 i relation til støtte til forældre med funktionsnedsættelse ved varetagelsen af forældrerollen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →