Cirkulæreskrivelse om anvendelse og godkendelse af håndjern
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Cirkulæreskrivelse om anvendelse og godkendelse af håndjern
(Til kriminalforsorgsområderne)
Nedenstående retningslinjer vedrører anvendelse og godkendelse af håndjern m.v.
Anvendelse
Kriminalforsorgsområdet fastsætter retningslinjer for, hvor håndjern opbevares mest hensigtsmæssigt i den enkelte institution.
Placeringen skal være generelt kendt af personalet, og håndjernene skal være klar til omgående brug – herunder skal det sikres, at nøgler til håndjernene altid medbringes.
Regler for hvornår håndjern kan og skal bæres, fastsættes af kriminalforsorgsområdet.
Standardprocedure
Håndjern anlægges altid således, at den indsatte har hænderne placeret på ryggen.
(Se i den forbindelse nedenfor vedrørende anvendelse af håndjernstransportbælte ved længere transporter som følge af skånsomhedsprincippet.) Det skal kontrolleres, at der ikke er hud i klemme, eller at håndjernene ikke sidder så stramt, at blodcirkulationen generes.
Vær opmærksom på, at nøglehullerne vender opad, og at de bevægelige bøjler vender mod den indsattes håndled.
Håndjernene kan eventuelt anlægges ved, at den indsatte placerer håndryggene mod hinanden, idet det vil hindre en smidig person i at føre armene ned om benene og på den måde få hænderne foran.
Håndjernene skal altid sikkerhedslåses.
Håndjernene aftages ved, at nøglen drejes først den ene vej og derefter i modsat retning.
Slip aldrig håndjernene, før de er enten anlagt eller taget af begge håndled.
Godkendelse
Efter § 5 i bekendtgørelse om anvendelse af sikringsmidler i kriminalforsorgens institutioner må der kun anvendes håndjern af en type, der er godkendt af Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Godkendte håndjern, håndjernstransportbælte og plasticstrips indkøbes via kriminalforsorgens e-handel.
Håndjernstransportbælte og plasticstrips
For så vidt angår anvendelse af håndjernstransportbælte og plasticstrips henvises der til vejledning om anvendelse af sikringsmidler, pkt. 2.
Det bemærkes særligt, at det i overensstemmelse med skånsomhedsprincippet bør overvejes at anvende håndjernstransportbælte ved længere transporter, medmindre det konkret skønnes, at håndjernstransportbælte ikke vil være et tilstrækkeligt sikringsmiddel.
Cirkulæreskrivelse nr. 75 af 18. august 2010 om anvendelse og godkendelse af håndjern bortfalder.