Cirkulære om forsøgsordning med vilkår om elektronisk overvågning ved udgang og prøveløsladelse
Statutory Text (5 Articles)
Cirkulære om forsøgsordning med vilkår om elektronisk overvågning ved udgang og prøveløsladelse
(Til Kriminalforsorgen Syddanmark samt Kriminalforsorgen Hovedstaden)
§ 1.
Finder Kriminalforsorgen Syddanmark eller Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. § 3 i bekendtgørelsen om forsøgsordning med vilkår om elektronisk overvågning ved udgang og prøveløsladelse, at en indsat bør have vilkår om elektronisk overvågning i forbindelse med udgang eller prøveløsladelse, orienterer kriminalforsorgsområdet den indsatte om brug af fodlænken og om, hvad vilkåret indebærer.
Kriminalforsorgsområdet skal sikre sig, at den indsatte erklærer at ville overholde vilkåret.
Stk. 2.
Når der er truffet afgørelse om, at vilkåret skal fastsættes, og den indsatte erklærer at være indforstået hermed, indskriver kriminalforsorgsområdet de zoner, hvor den indsatte må/ikke må færdes, i overvågningssystemet.
§ 2.
Kriminalforsorgen Syddanmark sørger for, at fodlænken bliver monteret på den indsatte i fængslet inden udgangen eller prøveløsladelsen.
I den forbindelse orienterer kriminalforsorgsområdet både mundtligt og skriftligt den indsatte om brugen af fodlænken og de forpligtelser, der påhviler den indsatte.
Stk. 2.
Efter en udgang afmonterer Kriminalforsorgen Syddanmark fodlænken.
Ved prøveløsladelse er det Kriminalforsorgen Syddanmark eller efter konkret aftale Kriminalforsorgen Hovedstaden, der afmonterer fodlænken, når vilkåret ophører.
§ 3.
Under udgangen eller prøveløsladelsen håndterer Kriminalforsorgen Syddanmark eventuelle alarmer, herunder vurderer, om alarmen er reel, eller om det er en fejlalarm.
Denne vurdering kan bl.a. foretages ved telefonopkald til den indsatte.
Stk. 2.
Overtræder den dømte ved sin færden vilkåret om tilladte tidspunkter og steder, kontakter kriminalforsorgsområdet straks den indsatte pr. telefon og anmoder vedkommende om at forlade den forbudte zone og overholde reglerne for udgangen eller prøveløsladelsen.
Stk. 3.
Vurderer kriminalforsorgsområdet, at der er overhængende risiko for, at den dømte vil begå ny kriminalitet, eller bevæger den pågældende sig ind i en kritisk forbudszone, skal politiet straks kontaktes.
Hvis den indsatte er på udgang, kan kriminalforsorgsområdet med politiets hjælp foranledige, at udgangen bringes til ophør.
Stk. 4.
Under en udgang udarbejder kriminalforsorgsområdet et observationsskema, hvoraf eventuelle uregelmæssigheder eller konstaterede overtrædelser af vilkårene fremgår.
Stk. 5.
Ved overtrædelse af vilkåret om elektronisk overvågning i forbindelse med prøveløsladelse finder tilsynscirkulærets kapitel 3 i øvrigt tilsvarende anvendelse.
§ 4.
Cirkulæret træder i kraft den 6. maj 2015.
Stk. 2.
Cirkulære af 29. juli 2014 om forsøgsordning med elektronisk overvågning ved udgang og prøveløsladelse bortfalder.