Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Detailsalg fra butikker (Lukkeloven)
Statutory Text (5 Articles)
Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Detailsalg fra butikker (Lukkeloven)
Revideret 15. december 2014
1.
Overblik og tjekliste
2.
Politiets efterforskning og sagsbehandling
3.
Forberedelse
4.
Jura
4.1.
Lovens anvendelsesområde
Reglerne om, hvornår butikker skal holde lukket, fremgår af lov om detailsalg fra butikker mv. (Lukkeloven).
Loven gælder ifølge § 1, stk. 1, for butikker, hvorfra der foregår detailsalg.
Ved detailsalg forstås salg af varer direkte til forbrugere.
Ifølge lovens § 2, stk. 1, må der ikke ske detailsalg fra de butikker, der er omfattet af § 1, stk. 1, på helligdage, grundlovsdag og juleaftensdag samt efter kl.
15 på nytårsaftensdag.
Ved helligdage forstås nytårsdag, Skærtorsdag, Langfredag, 1. og 2. påskedag, 1. og 2. pinsedag, Store Bededag, Kr. himmelfartsdag samt 1. og 2. juledag.
Der gælder i øvrigt ingen begrænsninger for butikkernes åbningstider.
Alle butikker omfattet af § 1, stk. 1, kan således holde døgnåbent året rundt med undtagelse af de dage og tidspunkter, der er nævnt i § 2, stk. 1.
I lovens §§ 3-5 er der fastsat undtagelser til de generelle regler om butikkernes åbningstider i § 2.
Salg af særlige varer, herunder biler, lystbåde, benzin og planter, er således ikke omfattet af reglerne i § 2, stk. 1, og må derfor ske på alle tidspunkter.
Det samme gælder særlige butikkers salg, herunder butikker beliggende i lufthavne og forlystelseshaver, jf. § 4, og mindre dagligvarebutikker, jf. § 5.
Om omsætningsgrænsen for, hvornår en butik er omfattet af § 5, se bekendtgørelse nr. 236 af 8. marts 2013 om omsætningsgrænsen og bagatelgrænsen for butikker omfattet af § 5 i lov om detailsalg fra butikker mv. samt bekendtgørelse nr. 1171 af 8. december 2011 om dokumentation af omsætningens størrelse mv. i henhold til § 5 i lov om detailsalg fra butikker mv.
5.
Straf og andre retsfølger
Overtrædelse af § 2, stk. 1, om butikkers generelle lukketider straffes efter lovens § 7, stk. 1, med bøde.
Det fremgår af § 7, stk. 1, 2. pkt., at der ved udmålingen af bøden skal tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.
Der kan ifølge § 7, stk. 3, pålægges juridiske personer strafansvar efter straffelovens 5. kap.
Forarbejderne til lov nr. 543 af 26. maj 2010, hvor lov om detailsalg fra butikker mv. fik sin nuværende affattelse, indeholder ingen tilkendegivelser om bødeniveauet for overtrædelse af loven.
Fra tidligere retspraksis kan der henvises til Højesterets dom, U 1990.68H, der vedrørte overtrædelse af tidligere gældende regler om salg af varer, der ikke måtte sælges fra butikken.
I denne sag tiltrådte Højesteret, at bøden blev fastsat til et beløb svarende til 20-25 procent af den ulovligt opnåede bruttofortjeneste.
Bruttofortjenesten i sagen var 85.000 kr., og bøden blev fastsat til 20.000 kr.
Det må antages, at der ved fastsættelse af bøden i tråd med resultatet i Højesterets dom fortsat vil blive lagt vægt på størrelsen af fortjenesten ved overtrædelsen.
6.
Efter dom
6.1.
Domme til Vidensbasen
Det skal overvejes, om dommen er egnet til at indgå i anklagemyndighedens Vidensbase.
En dom kan være egnet til Vidensbasen, hvis den belyser strafniveauet eller praksis for rettighedsfrakendelse mv. inden for et sagsområde, eller hvis dommen belyser problemstillinger af generel/principiel betydning for retstilstanden.
Samtidig kan en dom være egnet, hvis den vedrører et område, som ikke allerede er dækket på Vidensbasen.
Kun endelige domme må indsendes til Vidensbasen.
Skemaer til indsendelse af domme til Vidensbasen findes i Vidensbasen på AnklagerNet.
7.
Love og forarbejder
Lov om detailsalg fra butikker
Seneste hovedlov
Relevante ændringslove og forarbejder
Relevante bekendtgørelser
•
Lov nr. 606 af 24. juni 2005 om detailsalg fra butikker mv. (Lukkeloven)
•
Lov nr. 543 af 26. maj 2010 om ændring af lov om detailsalg fra butikker mv. (Liberalisering af regler om åbningstid) (L 96 af 17. december 2009)
•
Bekendtgørelse nr. 236 af 8. marts 2013 om omsætningsgrænsen og bagatelgrænsen for butikker omfattet af § 5 i lov om detailsalg fra butikker mv.
•
Bekendtgørelse nr. 1171 af 8. december 2011 om dokumentation af omsætningens størrelse mv. i henhold til § 5 i lov om detailsalg fra butikker mv.