Legislator Case Law & Legislation
C20141037554 DK

Skrivelse om ændring af vejledning til bekendtgørelse om rådighed

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SKR#LOKDOK22 2014 10375 Historic

Skrivelse om ændring af vejledning til bekendtgørelse om rådighed

SKR#LOKDOK22 2014 10375 Historic

I vejledning nr. 53 af 29. juni 2012 til bekendtgørelse om rådighed, som ændret ved skrivelse nr. 79 af 6. november 2012, foretages følgende ændringer

1.

Efter overskriften Kapitel 3, Rådighedsforpligtelsen i særlige situationer indsættes før overskriften til vejledningen Til § 13

»Dagpenge under de første 14 dages sygdom

Til § 12

Det fremgår af § 62, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at der kan udbetales dagpenge under de første 14 dages sygdom til et medlem, som er tilmeldt som arbejdssøgende hos jobcenteret forud herfor.

Medlemmet skal melde sig syg hos arbejdsløshedskassen på første sygedag, jf. § 12, stk. 1, og vejledningen hertil.

Udbetaling er betinget af, at medlemmet ikke arbejder på nedsat tid og ville være berettiget til dagpenge, hvis medlemmet ikke var sygt.

Ydelsen udbetales for hele dage.

I perioden med sygdom skal medlemmet ikke være tilmeldt som arbejdssøgende hos jobcenteret og medlemmet skal ikke være aktivt arbejdssøgende eller stå til rådighed for arbejde eller en aktiv indsats.

I perioden med sygdom skal medlemmet ikke være tilmeldt jobcenteret som jobsøgende, ikke være aktivt jobsøgende og ikke stå til rådighed for arbejde eller en aktiv indsats.

Der er således tale om en undtagelse fra hovedreglen om, at man skal stå til rådighed for at have ret til dagpenge.

Vedrørende afgrænsning af arbejde på nedsat tid henvises til § 1, stk. 5, i bekendtgørelse om supplerende dagpenge.

Til § 12, stk. 1

Medlemmet skal forud for sygdommen være tilmeldt som jobsøgende hos jobcenteret.

Medlemmet skal dermed have tilmeldt sig jobcentret før pågældende melder sig syg.

Der stilles dog ikke krav til, at medlemmet har fået udbetalt dagpenge før sygemeldingen.

I perioden med sygdom skal medlemmet dog ikke være tilmeldt jobcenteret som jobsøgende, jf. § 6.

Et medlem kan derfor få dagpenge under de første 14 dages sygdom, selv om pågældende ikke er tilmeldt som arbejdssøgende.

Til § 12, stk. 2

Retten til dagpenge under de første 14 dages sygdom er betinget af, at medlemmet har meldt sig syg hos a-kassen.

Medlemmet skal dermed melde sig syg på første sygedag for at kunne få udbetalt dagpenge fra dette tidspunkt.

Medlemmet kan tidligst få dagpenge under sygedom fra den dato, medlemmet har meldt sig syg hos a-kassen.

Sygemeldingen sker til a-kassen ved, at medlemmet enten foretager registrering af sygdom på ”Min Side” på Jobnet eller kontakter jobcenteret eller a-kassen.

Sygemeldingen bliver på den måde registreret i det fælles datagrundlag.

Sygemeldingen vil dermed ske på tilsvarende vis, som hidtil i medfør af § 35, stk. 3 og 4, i lov om sygedagpenge.

Hvis medlemmet melder sig syg på et senere tidspunkt end første sygedag, kan pågældende først få dagpenge under sygdom fra tidspunktet for sygemeldingen.

Medlemmet kan ikke få almindelige dagpenge fra første sygedag til datoen for sygemeldingen, fordi medlemmet ikke kan stå til rådighed, mens pågældende er syg.

Medlemmet kan dog få dagpenge fra første sygedag, hvis der foreligger særlige undskyldende forhold for den manglende sygemelding, jf. § 12, stk. 3.

De 14 dage, som medlemmet kan få dagpenge under sygdom, regnes fra første sygedag, selv om medlemmet først melder sig syg til a-kassen på et senere tidspunkt.

Eksempel

Et medlem, som bliver syg den 1. august, men som først melder sig syg den 3. august, kan tidligst få udbetalt dagpenge under sygdom fra den 3. august.

14-dagesperioden løber dog fra den 1. august, og medlemmet vil således alene kunne få udbetalt dagpenge under sygdom til og med den 14. august.

Til § 12, stk. 3

Et medlem kan som udgangspunkt ikke få dagpenge under sygdom, før pågældende har sygemeldt sig til a-kassen.

A-kassen kan dog udbetale dagpenge under sygdom fra første sygedag, selv om medlemmet ikke har meldt sig syg, hvis der foreligger en fyldestgørende begrundelse for, at medlemmets sygemelding ikke er sket rettidigt.

En fyldestgørende grund kan f.eks. være, at medlemmet af helbredsmæssige årsager, herunder ved hospitalsindlæggelse, ikke har kunnet sygemelde sig tidligere.

Det er et krav, at f.eks. hospitalsindlæggelsen er en direkte årsag til, at medlemmet ikke har kunnet melde sig syg rettidigt, og at medlemmet melder sig syg, når det er muligt.

A-kassen skal foretage en konkret vurdering af medlemmets oplysninger om den konkrete grund, som forhindrede sygemeldingen, og om den kan anses for at være fyldestgørende og kan have forhindret medlemmet i at melde sig syg rettidigt.

Til § 12, stk. 4

Det er en betingelse, at medlemmet ville være berettiget til dagpenge, hvis medlemmet ikke var ramt af sygdom.

Det betyder bl.a., at medlemmet – hvis medlemmet ikke var blevet ramt af sygdom – både kunne og ville stå til rådighed for arbejdsmarkedet, herunder kunne og ville overtage arbejde med dags varsel og deltage i kontaktforløbet, tilbud mv.

Et medlem, som får dagpenge under de første 14 dages sygdom, har i perioden med dagpenge under sygdom ikke pligt til at overtage henvist arbejde, søge arbejde og møde til samtaler og aktiviteter samt deltage i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. §§ 7-9 a.

Medlemmet skal således hverken møde til samtaler eller aktiviteter i jobcentret, anden aktør eller a-kassen, jf. § 9 a, mens pågældende får dagpenge under sygdom.

Medlemmet har heller ikke pligt til at møde til og deltage i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Til § 12, stk. 5

Det grundlæggende krav om, at et medlem skal have ophold i Danmark for at kunne få dagpenge, kan i særlige tilfælde fraviges i perioden med sygdom.

Det gælder de tilfælde, hvor et medlem efter reglerne retmæssigt er i udlandet, men hvor medlemmet ikke kan vende tilbage til Danmark i overensstemmelse med reglerne, fordi medlemmet bliver syg, og sygdommen forhindrer hjemrejsen.

Det kan f.eks. være i forbindelse med ferie, eller hvor medlemmet er til en ansættelsessamtale i udlandet.

Der skal foreligge dokumentation for, at sygdommen har forhindret hjemrejsen, og medlemmet skal vende tilbage til Danmark, så snart der er mulighed for dette.

Det gælder også i tilfælde, hvor der er dokumentation for, at medlemmet har brug for nødvendig lægebehandling i udlandet, som medlemmet ikke kan få her i landet.

Opholdskravet kan derudover fraviges, når der foreligger andre helt særlige omstændigheder, som bevirker at medlemmet ikke opholder sig i Danmark.

Et medlem kan få dagpenge under de første 14 dages sygdom, hvis årsagen til medlemmets ophold i udlandet er, at medlemmet forud for sygdommen har fået udbetalt dagpenge i medfør af artikel 65 i forordning (EF) nr. 883/04.

Det følger af § 4, at disse medlemmer er undtaget fra bopæls- og opholdskravet.

Da udbetalingen af dagpenge under de første 14 dages sygdom er betinget af, at medlemmet ellers ville være berettiget til dagpenge, kan der kun udbetales dagpenge under sygdom i perioden i PD U2.«

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →