Cirkulæreskrivelse om Den Kriminalpræventive Pris 2015\n(Til samtlige politikredse)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om Den Kriminalpræventive Pris 2015
(Til samtlige politikredse)
Den Kriminalpræventive Pris blev indstiftet i forbindelse med indgåelsen af politiets flerårsaftale for perioden 1996 – 1999 og er siden uddelt hvert år på Det Kriminalpræventive Råds årsmøde.
Den Kriminalpræventive Pris 2015, som er på 50.000 kr., uddeles ved Den Kriminalpræventive Dag den 23. april 2015.
Formålet med prisen er generelt at sætte fokus på kriminalitetsforebyggende arbejde i lokalområderne, herunder at opmuntre til kriminalitetsforebyggende initiativer samt at øge bevidstheden om vigtigheden af kriminalitetsforebyggelse både hos enkeltpersoner og hos organisationer, foreninger og myndigheder.
Prismodtager vil kunne være en person, et projekt eller en gruppe (institution, forening, ungdomsklub eller lignende), som findes at have gjort sig fortjent til påskønnelse for en særlig indsats eller et særligt initiativ på det kriminalpræventive område i det forløbne år.
Prisen vil også kunne uddeles til offentlig ansatte og vil kunne uddeles samtidig med økonomisk støtte til f.eks. fortsættelse eller udbygning af det projekt eller lignende, der danner grundlag for prisen.
Modtagelse af prisen forudsætter ikke, at der er ydet støtte fra Justitsministeriets særlige kriminalpræventive pulje til vedkommende person eller gruppe.
Justitsministeriet skal opfordre politikredsene til at indsende indstillinger til årets kriminalpræventive pris.
Justitsministeriet skal samtidig anmode politikredsene om at orientere lokale samarbejdspartnere, foreninger mv. om prisen og opfordre til, at der – eventuelt sammen med politikredsen – afgives indstilling til prisen.
Indstillinger til årets kriminalpræventive pris bedes indsendt senest fredag den 31. oktober 2014 til
Det Kriminalpræventive Råd, Polititorvet 14, 1780 København V.