Vejledning om optagelsessamtaler på læreruddannelsen
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om optagelsessamtaler på læreruddannelsen
Det er et krav på læreruddannelsen, at kvote 2 ansøgere optages på baggrund af en optagelsessamtale, jf. bilag 1 til bekendtgørelse nr. 223 af 11. marts 2014 om adgang til erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser.
Denne vejledning om optagelsessamtaler på læreruddannelsen er baseret på Multiple Mini Interview-modellen, som er et internationalt testformat, der bedømmer de realkompetencer, der er relevante i forhold til de enkelte uddannelser.
Formålet med denne særlige optagelsesprocedure er at skabe det bedste match mellem den studerende og uddannelsen ved at optage ansøgere, der har større mulighed for at gennemføre studiet og bidrage positivt til studiet og læringsmiljøet.
Optagelsessamtalerne består af to eller flere korte interviews, hvor ansøgeren bliver testet i forhold til følgende indholdsdomæner
1.
Motivation
2.
Analytisk formåen
3.
Personlig integritet og samarbejde
4.
Kommunikationsevne
5.
Etisk formåen
6.
Faglig tekstforståelse og teksthåndtering
Ansøgeren skal i løbet af optagelsessamtalen igennem alle seks indholdsdomæner.
Hvert interview skal tage udgangspunkt i en konkret case, som ansøger har haft mulighed for at forberede sig på.
Casen skal muliggøre en test af samtlige indholdsdomæner i det pågældende interview.
Hvert interview kan omfatte ét eller flere indholdsdomæner.
Vurdering
Under optagelsessamtalerne skal der foretages for hvert indholdsdomæne individuelle separate vurderinger af ansøgerens præstation.
Ansøgerens præstation vurderes på en skala fra 1-7 for hvert indholdsdomæne
1 gives for den utilfredsstillende præstation.
2 gives for den ujævne præstation.
3 gives for den jævne præstation.
4 gives for middelpræstationen.
5 gives for den tilfredsstillende præstation.
6 gives for den fortrinlige præstation.
7 gives for den udmærkede præstation.
Efter optagelsessamtalerne er gennemført, vil ansøgeren blive bedømt med en samlet score, som udtrykker en kvantitativ værdi for ansøgerens egnethed til at beherske og gennemføre studiet.
Dette udløser mellem 6 og 42 point.
I tillæg til præstationen fra optagelsessamtalerne gives karaktergennemsnittet fra ansøgerens adgangsgivende uddannelse (inkl.
bonus for tidlig start og højniveaufag) en pointværdi, som lægges til scoren fra interviewene.
Denne pointværdi beregnes som den adgangsgivende uddannelses karaktergennemsnit ganget med faktoren 1,5.
Dette udløser mellem 3,0 og 10,4 point (for henholdsvis 2 og 6,9 som adgangsgivende karakter).
For ansøgere uden adgangsgivende uddannelse og ansøgere med ikke-omregnelig adgangsgivende uddannelse fra udlandet gives der 3 point, som erstatter pointværdien fra den adgangsgivende uddannelses karaktergennemsnit.
Minimumscoren for tilstrækkelig egnethed til optag på læreruddannelsen er 30 point.
På baggrund af den samlede score udarbejder hver professionshøjskole en prioriteret liste over egnede ansøgere, som ønskes optaget på læreruddannelsen (clearingliste).
Listen indberettes til Den Koordinerede Tilmelding med henblik på kvote 2-optag.
De seks indholdsdomæner
1.
Motivation
Domænet motivation for læreruddannelse er baseret på viden om, at motivation er en afgørende faktor for, at den lærerstuderende gennemfører studiets 1. år, hvor frafaldet traditionelt er størst.
Ansøger skal kunne gøre sig overvejelser om, hvad vedkommende ønsker at opnå med lærerstudiet og efterfølgende lærerprofessionen.
Ansøger skal herunder have viden om uddannelsen og have gjort sig overvejelser om folkeskolen som arbejdsplads i relation til lærerfaglige problemstillinger, om eleverne og om folkeskolen som virksomhed, eksempelvis i forhold til forældre, pædagoger, psykologer, andet fagpersonale.
Hvis ansøger har personlige erfaringer fra det lærerfaglige/ pædagogiske område, eksempelvis erhverv, uddannelse, projekter, frivilligt arbejde o.
lign., er det ikke selve deltagelsens omfang, men den viden, forståelse og selvindsigt i forhold til området vedkommende har opnået, der vil blive vurderet.
2.
Analytisk formåen
I domænet fokuseres specielt på ansøgers evner i forhold til analytisk refleksion, kritisk tænkning, problemløsning, og prioritering af information.
Der er ikke fokus på specifikke vidensområder.
3.
Personlig integritet og samarbejde
I domænet fokuseres på om ansøger har personlig myndighed, kan samarbejde, forstår betydning af samarbejde mellem mennesker, der indtager forskellige roller, kender egne styrker og svage sider samt evner at reflektere herover.
Samarbejdsevner vurderes som vigtige for ansøgers trivsel og udvikling og for det videre arbejde som lærer.
4.
Kommunikationsevne
I domænet fokuseres på evnen til mundtligt og skriftligt at kommunikere en bestemt problemstilling samt argumentere for et synspunkt.
Der lægges vægt på, at ansøger kan udtrykke sig præcist, nuanceret og formidlingsbevidst mundtligt og/ eller skriftligt.
Det er desuden vigtigt, at ansøgeren kan kommunikere med respekt og empati samt bruge kommunikation til at formidle overvejelser og løse problemer.
5.
Etisk formåen
I domænet fokuseres på ansøgers evne til at identificere og forholde sig til etiske problemer konkret og principielt, men ikke ansøgers etiske grundopfattelser.
Der lægges vægt på, om ansøger kan forholde sig reflekterende og ansvarligt til sin omverden, eksempelvis medmennesker, natur og samfund, og til egen udvikling, men også til dilemmaer og udfordringer, som er forbundet med undervisning, forældresamarbejde og skole.
6.
Faglig tekstforståelse og teksthåndtering
I domænet fokuseres på ansøgers evne at håndtere informationer og udvise forståelse for faglige tekster og disses indhold og nuancer.
Herudover skal ansøger demonstrere en kritisk-analytisk formåen og selv kunne udtrykke sig i forhold til faglige genrer i et korrekt og sikkert dansk.
Klage
Der kan indgives klage i forhold til eventuelle processuelle spørgsmål i forbindelse med optagelsessamtalerne.
Klagen sendes til den professionshøjskole, der har været ansvarlig for afholdelsen af den konkrete optagelsessamtale.
Der kan ikke indgives klage i forhold til bedømmelsen af ansøgers præstation i optagelsessamtalerne.
Overgangsbestemmelse
Denne vejledning erstatter vejledning nr. 9002 af 3. januar 2013 om optagelsessamtaler på læreruddannelsen.