Cirkulæreskrivelse om aftale om udlån af arbejdstøj for faglærte arbejdere
Statutory Text (3 Articles)
Cirkulæreskrivelse om aftale om udlån af arbejdstøj for faglærte arbejdere
1.
FORMÅL
Cirkulæreskrivelsen gengiver reglerne om udlån af arbejdstøj til faglærte arbejdere.
1.1.
Afgrænsning og anvendelsesområde.
Cirkulæreskrivelsen er gældende for faglærte arbejdere under PKAT 0228, med undtagelse af elmestre, elektrikere, faglærte skibsassistenter og skibsmekanikere ved Statens Istjeneste.
2.
UDLÅN AF ARBEJDSTØJ
Tjenestestedet har pligt til at udlåne hensigtsmæssigt arbejdstøj i fornødent omfang.
Tjenestestedet bør endvidere sikre, at arbejdstøjet overholder arbejdsmiljøforskrifterne på området med hensyn til skridsikre såler mv.
3.
ANSVAR FOR BESTEMMELSE
Ansvar for vedligeholdelse af nærværende cirkulæreskrivelse påhviler Forsvarets Personeltjeneste, Overenskomst- og Aftaleafdelingen.
4.
IKRAFTTRÆDEN
Nærværende cirkulæreskrivelse har virkning fra den 1. juni 2010.
Bilag 1
Aftale mellem Forsvarets Personeltjeneste og Forsvarsarbejdernes Landsorganisation om funktionstillæg og udlån af arbejdstøj
Under henvisning til organisationsaftale for håndværkere i staten af 2. september 2005 mellem Finansministeriet og Dansk Metal, Dansk El-forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet, Træ, Industri og Byg, Malerforbundet i Danmark, 3F og Forsvarsarbejdernes Landsorganisation aftales hermed følgende funktionstillæg
§ 1.
For faglærte arbejdere ved Hovedværksted Værløse (indtil nedlukningen af dette) samt SMK Holmen (senere Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, Holmen, som indtil den 1. april 2003 oppebar et timelønstillæg (lønkode 2228), ydes efter denne dato et individuelt funktionstillæg.
Timelønstillægget er bortfaldet samtidigt hermed.
Stk. 2.
Størrelsen af det i stk. 1 nævnte tillæg, der er pensionsgivende, opgøres pr. 1. april 2003 individuelt for de faglærte arbejdere i et årligt grundbeløb (OKT 97).
§ 2.
Til faglærte arbejdere, der efter den 1. april 2003 måtte blive ansat ved de i § 1, stk. 1, nævnte tjenestesteder, ydes et pensionsgivende funktionstillæg på 21.494 kr. årligt (OKT 97).
§ 3.
Tjenestestedet er pligtig at udlåne hensigtsmæssigt arbejdstøj i fornødent omfang.
§ 4.
Nærværende aftale erstatter aftale af 28. april 2003 mellem Forsvarsministeriet og Forsvarsarbejdernes Landsorganisation og træder i kraft den 1. april 2005.
Aftalen kan af parterne opsiges skriftligt med 3 måneders varsel til den 31. marts, dog tidligst den 31. marts 2008.
København, den 11/5 – 06
Forsvarsarbejdernes Landsorganisation
Günthe Sørensen
Forsvarets Personeltjeneste
Niels Tønning