Cirkulæreskrivelse om aftale om faglærte arbejdere, der forretter tjeneste i udlandet.
Statutory Text (3 Articles)
Cirkulæreskrivelse om omtale om faglærte arbejdere, der forretter tjeneste i udlandet.
1.
FORMÅL
Denne bestemmelse gengiver de vilkår, hvorunder faglærte arbejdere kan forrette tjeneste i udlandet.
1.1.
Afgrænsning og anvendelsesområde.
Bestemmelsen er gældende for faglærte arbejdere under PKAT 0228, med undtagelse af elmestre, elektrikere, faglærte skibsassistenter og skibsmekanikere ved Statens Istjeneste.
2.
VEDERLAG FOR ARBEJDSYDELSER, OVER- OG MERARBEJDE MV.
Som vederlag for arbejdsydelser, merarbejde, mistede fridage, delt tjeneste, rådighedstjeneste og tjenesterejser, der ikke medfører overnatning, ulempe mv. og som ikke er dækket af grundlønnen, ydes der et årligt tillæg på kr. 12.200 kroner i oktober 1997-niveau.
Vedrørende dette tillæg henvises i øvrigt til FPTBST 564-1.
3.
FN-TILLÆG
Til dækning af merarbejde, ulempe, variable ydelser med videre ydes der, udover det under pkt. 2 nævnte tillæg, et årligt FN-tillæg på kr. 55.205 i oktober 1997-niveau.
Vedrørende dette tillæg henvises i øvrigt til FPTBST 564-1.
4.
TJENESTENS TILRETTELÆGGELSE
Med hensyn til tjenestens tilrettelæggelse samt afvikling af fridage henvises til FPTBST 564-1.
Udsendte faglærte arbejdere er ikke omfattet af danske aftaler om højeste arbejdstid.
Faglærte arbejdere følger de regler for tjenestens tilrettelæggelse som FN har fastsat for missionen.
Faglærte arbejdere ydes herefter FN-frihed mv., herunder også UN-leave.
Såfremt friheden afvikles i udlandet ydes tillige udetillæg under frihedsafviklingen.
UN-leave modregnes i den optjente frihed.
Faglærte arbejdere har ret til 2 fridage for hver 7 arbejdsdage.
Arbejdsdagene kan falde på lørdage, søndage samt helligdage.
Såfremt der udføres tjeneste på søgnehelligdage forhøjes antallet af fridage med lige så mange dage som der var søgnehelligdage i ugen.
Til disse helligdage medregnes ikke 1. maj, 5. juni og 24. december.
I øvrigt henvises til FPTBST 564-1.
5.
AFVIKLING AF FRIDAGE
Med hensyn til afvikling af fridage samt andre spørgsmål vedrørende faglærte arbejdere, der forretter tjeneste i udlandet henvises til FPTBST 564-1.
6.
ANSVAR FOR BESTEMMELSE
Ansvar for vedligeholdelse af nærværende cirkulæreskrivelse påhviler Forsvarets Personeltjeneste, Overenskomst- og Aftaleafdelingen.
7.
IKRAFTTRÆDEN
Nærværende cirkulæreskrivelse har virkning fra offentliggørelsen på Retsinformation.
Bilag 1
Aftale mellem Forsvarets Personeltjeneste og Forsvarsarbejdernes Landsorganisation om faglærte arbejdere, der forretter tjeneste i udlandet.
Med henvisning til Forhandlingsprotokollat af 6. juni 2005 mellem Finansministeriet og Dansk Metal, Dansk El-forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet, Træ, Industri og Byg, Malerforbundet i Danmark, 3F og Forsvarsarbejdernes Landsorganisation og Organisationsaftale for håndværkere i staten af 20. september 2005 mellem Finansministeriet og Dansk Metal, Dansk El-forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet, Træ, Industri og Byg, Malerforbundet i Danmark, 3F og Forsvarsarbejdernes Landsorganisation aftales følgende
§ 1.
Faglærte arbejdere, der forretter tjeneste i udlandet ved f.eks. styrker under De Forenede Nationer, men som ikke meddeles fast tjenestested i missionsområdet, aflønnes i henhold til aftale om Nyt Lønsystem.
Stk. 2. § 1, stk. 1 gælder ikke for personale, der er udsendt til missionsområdet på tjenesterejsevilkår, og som modtager godtgørelse efter de herfor fastsatte bestemmelser.
§ 2.
Der ydes tillæg på kr. 12.200 årligt (niveau OKT 97) til civilt personel under international tjeneste som vederlag for arbejdsydelser, over- og merarbejde, mistede fridage, delt tjeneste, rådighedstjeneste og tjenesterejser, der ikke medfører overnatning, ulempe m.v., som ikke er dækket af grundlønnen.
§ 3.
Der ydes herudover FN tillæg, som ydes til dækning af merarbejde, ulempe, variable ydelser m.v.
Tillægget udgør for tiden kr. 55.205 årligt (OKT 97).
§ 4.
De pågældende er ikke omfattet af reglerne om højeste arbejdstid.
De pågældende følger de for missionen til enhver tid af FN fastsatte regler for tjenestens tilrettelæggelse.
Stk. 1.
I overensstemmelse med de af FN fastsatte regler, ydes der den pågældende UN-frihed m.v. herunder ”UN-leave”.
Såfremt denne frihed afvikles i missionsområdet/udlandet ydes tillige udetillæg under frihedsafvikling.
Stk. 2.
For hver 7 sammenhængende kalenderdage ydes der personellet 2 fridage under forudsætning af, at der udføres beordret tjeneste på dage, der ikke medregnes som fridage, herunder lørdage samt søn- og helligdage.
I de uger, hvori der forekommer helligdage uden for søndagen (herunder ikke 5. juni), forhøjes antallet af fridage tilsvarende.
Stk. 3.
Såfremt der gives personellet mulighed for afvikling af ”UN-leave”, vil en sådan afviklet ”UN-leave” være at modregne i den optjente frihed.
Stk. 4.
Fridagene skal tilstræbes afviklet løbende og bør fortrinsvis lægges på lørdage samt søn- og helligdage.
Stk. 5.
Fridagene kan afvikles under arbejdsfri ophold såvel i som uden for missionsområdet, uanset eventuelle begrænsninger i bevægelsesfriheden nødvendiggjort af hensynet til den enkeltes sikkerhed, samt under forudsætning af, at pålagt beredskab ikke betinger ophold i lejren/på tjenestestedet.
Stk. 6.
Fridage skal, når de afvikles enkeltvis, så vidt muligt have en længde på mindst 40 timer.
Fridagen kan dog betragtes som givet, uanset friheden kun har udgjort fra 36 til 40 timer, såfremt der heri indgår et helt kalenderdøgn.
Såfremt 2 eller flere fridage afvikles sammenhængende, skal de 2 første tilsammen så vidt muligt have en længde af mindst 64 timer, mens de øvrige skal vare 24 timer.
De 2 første fridage kan dog betragtes som givet, uanset friheden kun har udgjort fra 56 til 64 timer, såfremt denne frihed omfatter 2 hele kalenderdøgn.
Stk. 7.
Fridage, som ikke er afviklet under FN-tjenesten, kan afvikles efter hjemkomst.
Såfremt fridagene ikke er afviklet ved udløbet af det efter hjemkomsten næstfølgende kvartal, ydes i stedet et kontant vederlag på kr. 994,40 pr. fridag (niveau 97).
Stk. 8.
Afvikling af tilgodehavende fridage må ikke hindre afvikling af tilgodehavende ferie.
Stk. 9.
For hver påbegyndt 6 måneders planlagt tjenesteperiode, kan der godtgøres dokumenterede befordringsudgifter til frirejse til Danmark og retur.
Frirejsen ydes normalt i tilslutning til styrkers rotation.
En frirejse med en af myndigheden/enheden etableret transport til/fra Danmark vil helt eller delvist træde i stedet for den nævnte godtgørelse.
§ 5.
Nærværende aftale erstatter Organisationsaftale for faglærte og kvindelige arbejdere under Forsvarsministeriet af 16. oktober 2003, kap.
IX mellem Forsvarsministeriet og Forsvarsarbejdernes Landsorganisation m.fl. og har virkning fra 1. april 2006.
Aftalen kan af parterne opsiges skriftligt med 3 måneders varsel til den 31. marts, dog tidligst den 31. marts 2008.
København, den 11/5 – 06
Forsvarsarbejdernes Landsorganisation
Günthe Sørensen
Forsvarets Personeltjeneste
Niels Tønning