Vejledning om registrering af gravminder\nUdarbejdet af Kirkeministeriet og Statens Museumsnævn

Vejledning om registrering af gravminder

Udarbejdet af Kirkeministeriet og Statens Museumsnævn

April 1987

Indholdsfortegnelse

Forord

Kirkeministeriets vejledning om registrering af gravminder

1.

Indledning

2.

Udarbejdelse af forslag til registrering

»Gravminder«

Udvælgelseskriterier

Sagkyndig medvirken

Kartotek

3.

Registrering.

Provstesynets afgørelse

4.

Registrering af gravminder på kirkegårde, der ikke er undergivet provstesyn

5.

Udgifternes dækning

Fotografering

6.

Fremtidig registrering

7.

Anbringelse af registrerede gravminder på kirkegården

8.

Anbringelse af registrerede gravminder andre steder end på kirkegården

9.

Fjernelse af ikke-registrerede gravminder fra kirkegården

10.

Kirkegårdens kulturhistoriske betydning

Statens Museumsnævns vejledning for museumsrådene angående de kulturhistoriske museers medvirken ved registrering af gravminder

1.

Museumsrådets udpegning af sagkyndige

2.

Tidsplan og praktisk fremgangsmåde

3.

Dokumentation

4.

Udarbejdelse af forslag til registrering.

Kartotekskort

Bilag

Uddrag af lov nr. 268 af 22. maj 1986 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde (bilag 1)

Uddrag af kirkeministeriets bekendtgørelse af 20. juni 1986 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde (bilag 2)

Uddrag af kirkeministeriets cirkulære af 20. juni 1986 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde (bilag 3)

Forord

En stigende interesse for de bevaringsværdier, som vore kirkegårde rummer, har ført til en ny lovgivning på dette område.

Ifølge lov nr. 268 af 22. maj 1986 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde skal der udvælges særligt bevaringsværdige gravminder, som vil blive registreret på en måde, der sikrer dem for fremtiden.

En arbejdsgruppe, nedsat af Kirkeministeriet, har under det lovforberedende arbejde formuleret en række kriterier for bevaringsværdighed.

Da disse kriterier hovedsagligt er af kulturhistorisk art, henvendte arbejdsgruppen sig til Statens Museumsnævn for at drøfte, hvorledes samarbejdet mellem de kirkelige myndigheder og museerne bedst kunne tilrettelægges.

Statens Museumsnævn anbefalede, at man inddrog museumsrådene, der virker som regionalt koordinerende organer i de enkelte amter samt Københavns og Frederiksberg kommuner.

I loven er der i overensstemmelse hermed optaget en bestemmelse om, at en sagkyndig, udpeget af det pågældende museumsråd, bistår de enkelte menighedsråd i arbejdet, som forgår i forbindelse med provstesynet.

For at lette dette arbejde har Kirkeministeriet og Statens Museumsnævn udarbejdet denne vejledning.

Vejledningen gennemgår overfor menighedsråd og museer lovgrundlaget, kriterier for bevaringsværdighed, samt de praktiske og økonomiske spørgsmål omkring gennemførelsen af registreringerne.

Et væsentligt arbejdsfelt med betydning for bevaringen af en særlig del af vor kulturarv skal nu påbegyndes.

Det er derfor ønskeligt, at der etableres det bedst mulige samarbejde mellem menighedsrådene og det lokale museumsvæsen.

Forhåbentlig vil denne vejledning inspirere hertil.

‍

April 1987

‍

Kirkeministeriets vejledning om registrering af gravminder

1.

Indledning

I henhold til bestemmelserne i kap.

IV i lov nr. 259 af 22. maj 1986 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde (bilag 1) skal der gennemføres en registrering af særligt bevaringsværdige gravminder på folkekirkens kirkegårde.

Nærmere regler herom er fastsat i kirkeministeriets bekendtgørelse af 20. juni 1986 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, kap.

III (bilag 2).

Endvidere henvises til kirkeministeriets cirkulære af 20. juni 1986 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, punkt 12 (bilag 3).

I følge lovens § 20 skal registreringen omfatte gravminder, der bevarer mindet om fortjenstfulde mænd og kvinder, eller som i øvrigt af kunstneriske, kulturhistoriske eller andre grunde må anses for særligt bevaringsværdige.

Der er altså ikke tale om en generel registrering af gravminderne på folkekirkens kirkegårde, men alene om registrering af særligt bevaringsværdige gravminder.

Der må derfor foretages en udvælgelse af de gravminder, der skønnes at have en sådan betydning, at de bør registreres.

Vejledende regler om de kriterier, der lægges til grund for udvælgelsen, er anført nedenfor under afsnit 2.

Når et gravminde er registreret, må det ikke af menighedsrådet eller kirkegårdsbestyrelsen fjernes fra kirkegården, jvf.

lovens § 22, stk. 1, og cirkulæret punkt 12.

2.

Udarbejdelse af forslag til registrering

Til brug for registreringen af de bevaringsværdige gravminder udarbejder menighedsrådet og en af vedkommende museumsråd udpeget sagkyndig et forslag, der fremsendes til provsten, jvf.

lovens § 21, stk. 2.

»Gravminder«

Ved »gravminder« forstås foruden gravsten alle andre former for mindesmærker, f.

eks.

kors, søjler og skulpturer.

Undertiden udgør en karakteristisk indhegning, f.eks. et gitter af smede- eller støbejern, sammen med det på gravstedet værende mindesmærke en helhed, der må anses for bevaringsværdig.

Gravmindet er altså i et sådant tilfælde såvel mindesmærket som indhegningen.

Ligeledes kan en karakteristisk beplantning af træer og buske have en sådan betydning for helheden, at den bør bevares som en del af gravmindet.

Udvælgelseskriterier

Ved udvælgelse af de gravminder, der må anses for bevaringsværdige, lægges følgende vejledende regler til grund

‍

Dette gælder, selvom gravmindet ikke i sig selv er af særlig interesse, og navnlig hvis der er tale om en gravstenstype, der fremfor andre har været fortrukket på egnen.

Også gravmindets indhegning kan være udtryk for et særligt egnspræg eller lokal tradition.

‍

En sådan udsmykning kan f.eks. være relieffer, figurer, portrætter eller symboler, der er udtryk for tidligere tiders smag og idealer, og som derfor kan have kulturhistorisk interesse.

‍

Samfundsudviklingen har medført, at lokalsamfundene gradvist er ved at miste deres særpræg.

Flytning fra land til by og omvendt har således medvirket til, at slægtsnavne, der var karakteristiske for en bestemt egn, bliver sjældnere på egnen.

Det er derfor af værdi, at gravminder med sådanne slægtsnavne bevares.

Det samme gælder gravminder med gamle stednavne.

‍

I nogle tilfælde finder man på gamle gravsten meget fyldige inskriptioner, der beskriver de vigtigste begivenheder i afdødes liv, eller som priser afdødes mange gode egenskaber.

Undertiden indeholder de titler eller stillingsbetegnelser, som ikke forekommer mere.

Gravminder med sådanne inskriptioner kan af kultur- og sproghistoriske grunde være bevaringsværdige.

‍

Med hensyn til gravminder, der har kunsthistorisk interesse, kan nævnes sådanne, der i sin tid var udtryk for en nyskabelse, og som har dannet forbillede for senere massefremstillede gravminder.

‍

Det er ikke muligt at give nærmere vejledning med hensyn til, hvorledes man kan bedømme, om en person har gjort sig fortjent til, at hans eller hendes gravminde bevares.

Der kan være tale om en særlig bemærkelsesværdig indsats inden for kunst, videnskab, erhvervsliv, i offentlig tjeneste eller på anden måde.

Ikke alene personer, der har haft betydning for landet som helhed, men også sådanne, hvis virksomhed har haft særlig betydning for et lokalsamfund, kan falde ind under begrebet »fortjenstfulde mænd og kvinder«.

Ved registreringen på kirkegårde i de sønderjydske landsdele må det haves for øje, at gravminder efter personer, der har haft særlig betydning for den tysksindede del af befolkningen i landsdelene, kan være bevaringsværdige og derfor bør registreres.

Sagkyndig medvirken

Som nævnt medvirker en af vedkommende museumsråd udpeget som sagkyndig ved udarbejdelsen af forslag til registrering af gravminder.

Ifølge lov nr. 291 af 6. juni 1984 om museer m.v. er der i hvert amt og for København og Frederiksberg kommune et museumsråd, der bl.a. har til opgave at samordne og fremme museumsarbejdet i amtet, henholdsvis i de nævnte kommuner.

Som samarbejdsorgan på landsplan virker Statens Museumsnævn, jfr.

lovens kapitel 5.

Den sagkyndige bistand for menighedsrådene (kirkegårdsbestyrelserne) ved udarbejdelse af forslag til registrering tilrettelægges af museumsrådene inden for deres områder efter retningslinierne i denne vejledning.

Menighedsrådet vil modtage henvendelse fra den sagkyndige, som museumsrådet har udpeget.

Det vil i de fleste tilfælde være en medarbejder ved det stedlige museum.

Herefter aftaler menighedsrådet og den sagkyndige et tidspunkt for besigtigelse af kirkegården.

Hvis det ønskes, skal den sagkyndige have lejlighed til forinden at besigtige kirkegården.

Se herom side 21.

Kartotek

Forslag til registrering af gravminder udarbejdes på kartotekskort.

Kartotekskortene skal indeholde en kortfattet beskrivelse af gravmindet med angivelse af gravstedets nummer i kirkegårdsprotokollen.

Står gravmindet ikke på et gravsted, må placeringen angives på grundlag af kirkegårdskortet.

På kartotekstkortet skal der være plads til eventuel anbringelse af et fotografi, se herom side 12.

Kartotekskortene udfyldes af den sagkyndige på grundlag af en kladde, der føres ved besigtigelsen.

Kortene udarbejdes i 2 eksemplarer, hvoraf det ene sæt sendes til menighedsrådet, der videresender det til provsten til brug ved registreringen.

Medens det andet opbevares af vedkommende museum.

I tilfælde af uoverensstemmelse mellem menighedsrådet og den sagkyndige om registrering af et gravminde må det anføres på kartotekskortet.

Når datoen for provstesynet er fastsat, skal menighedsrådet underrette den sagkyndige herom, således at denne får mulighed for at være tilstede ved registreringen.

3.

Registrering.

Provstesynets afgørelse

Ved provstesynet træffer synet (provsten sammen med den af provstiudvalget udpegede bygningssagkyndige) afgørelse om, hvilke gravminder der skal registreres som bevaringsværdige.

Synet træffer sin afgørelse på det grundlag af det indsendte forslag (kartotekskortene).

Synet er dog ikke bundet af dette forslag og kan således bestemme, at andre gravminder end de foreslåede skal registreres.

Kartoteket må i så fald suppleres med yderligere kartotekskort, der udfærdiges af synet.

Finder synet omvendt, at et gravminde, som er foreslået registreret, ikke bør registreres, anføres begrundelsen herfor på kartotekskortet, der herefter gennem menighedsrådet afgives til den sagkyndige.

Denne kan overfor provstesynet gøre indsigelse mod afgørelsen.

Finder provstesynet ikke at kunne tage indsigelsen til følge, skal provsten forelægge spørgsmålet om registrering for kirkeministeren til afgørelse.

Registreringen sker ved, at synet i kirkegårdsprotokollen sætter et stempel (»registreret« eller evt.

»reg.«) ved de gravsteder, på hvilke de registrerede gravminder står.

Såfremt det registrerede gravminde ikke står på et gravsted, angives gravmindets placering på kirkegårdskortet med et stort bogstav (A, B, C etc.), der ligeledes forsynes med et stempel.

Endvidere stemples de tilsvarende kartotekskort, der eventuelt tillige forsynes med det bogstav, gravmindet har fået på kirkegårdskortet.

Kartoteket opbevares ved kirken.

Foran i kirkegårdsprotokollen og øverst på kirkegårdskortet anføres det, at stemplet »registreret« (»reg.«) betyder, at gravmindet er registreret i henhold til loven.

Der må endvidere henvises til kartoteket.

Da registreringen er et led i synsforretningen, indføres der tillige i synsprotokollen og i kirkens protokol en kort bemærkning om, at registreringen har fundet sted i henhold til loven.

Antallet af registrerede gravminder anføres.

Menighedsrådet (kirkegårdsbestyrelsen) sørger for, at de pågældende gravstedsbrugere så vidt muligt bliver gjort bekendt med registreringen.

Inden udgangen af hvert år sender provsten indberetning til kirkeministeriet om, på hvilke kirkegårde der er foretaget registrering i årets løb.

4.

Registrering af gravminder på kirkegårde, der ikke er undergivet provstesyn

Registrering af gravminder på de kirkegårde, der ikke er undergivet provstesyn – især de kommunalt bestyrede kirkegårde i de større byer – fortages af nationalmuseet i samarbejde med kirkegårdsbestyrelsen, jvf.

lovens § 21, stk. 3.

Inden registreringsarbejdet påbegyndes, træffer nationalmuseet aftale med det stedlige museum om, i hvilket omfang dette kan påtage sig at deltage i arbejdet.

Ved en sådan aftale kan det eventuelt overlades til det stedlige museum sammen med kirkegårdsbestyrelsen at udarbejde et forslag til registreringen.

Afgørelsen om, hvilke gravminder, der skal registreres, træffes af nationalmuseet.

Museets afgørelse kan påklages til kirkeministeren.

Inden udgangen af hvert år sender nationalmuseet indberetning til kirkeministeriet om, på hvilke kirkegårde registrering har fundet sted i årets løb.

5.

Udgifternes dækning

Da den registrering af gravminder, der foretages af provstesynet, er et led i synsforretningen, afholdes de hermed forbundne udgifter på samme måde som de øvrige udgifter i forbindelse med synet, altså af kirkekassen.

Udgifter til befordring og diæter til den sagkyndige, der medvirker ved udarbejdelsen af forslag til registrering, afholdes af fællesfonden.

Som nævnt vil den sagkyndige, der udpeges af museumsrådet, normalt være en medarbejder ved det stedlige museum, der derfor aflønner den pågældende.

Hvis det stedlige museum undtagelsesvis ikke råder over den fornødne arbejdskraft, vil det være nødvendigt for museumsrådet at udpege en andens sagkyndig.

Denne vil i så fald ud over befordrings- godtgørelse og diæter have krav på et vederlag, der fastsættes af museumsrådet i overensstemmelse med gældende overenskomst.

Vederlaget afholdes af fællesfonden.

Den sagkyndige sender gennem museet en opgørelse til menighedsrådet over tilgodehavende diæter og befordringsgodtgørelse i forbindelse med den eller de stedfundne besigtigelser af kirkegården.

Menighedsrådet attesterer opgørelsen og videresender den til stiftsøvrigheden til anvisning af fællesfonden.

Har den sagkyndige undtagelsesvis tillige krav på vederlag, forholdes på tilsvarende måde.

Opgørelsen må i så fald være vedlagt dokumentation for, at vederlaget svarer til det, der er fastsat af museumsrådet, jvf.

ovenfor.

Udgifter til nationalmuseets registrering af gravminder på de kirkegårde, der ikke er undergivet provstesyn, herunder udgifter til eventuel fornøden ekstra medhjælp, afholdes af fællesfonden.

Fotografering

Specielt vedrørende fotografering bemærkes følgende

Det anses i almindelighed ikke for at være en nødvendig forudsætning for at foretage en forsvarlig registrering af de bevaringsværdige gravminder, at der foretages fotografering af disse.

I de tilfælde, hvor den sagkyndige ønsker, at de gravminder, der foreslås registreret, fotograferes, må udgifterne hertil afholdes af vedkommende museum, der derved kommer i besiddelse af et fotografisk materiale af værdi for museet.

Foretages der fotografering, kan menighedsrådet med provstiudvalgets godkendelse af kirkekassen afholde udgifterne til fremstilling af aftryk til anbringelse på kartotekskortene.

6.

Fremtidig registrering

Den registrering, der skal iværksættes i henhold til loven, må påregnes at ville strække sig over en årrække.

Det forudsættes således, at registreringen normalt foregår ved de ordinære 3-årige provstesyn, hvis det skønnes nødvendigt.

Efter at den første registrering er foretaget, vil der imidlertidig også senere kunne blive behov for registrering af gravminder.

Der kan dels være tale om nytilkomne gravminder, f.eks. et gravminde over en berømt person, dels om gravminder, der har nået en sådan alder, at de ud fra det almindelige alderskriterium bør registreres.

Provstesynene bør derfor fremtidig have opmærksomheden henvendt på, om der bør foretages en ajourføring af registreringen.

For så vidt angår den registrering, der skal foretages af nationalmuseet, vil ministeriet med museet træffe aftale om, at museet, efter at den første registrering er foretaget, med visse års mellemrum besigtiger de pågældende kirkegårde med henblik på eventuel yderligere registrering.

7.

Anbringelse af registrerede gravminder på kirkegården

Gravsten og andre mindesmærker, der registreres som bevaringsværdige, bør, hvor pladsmæssige hensyn ikke umuliggør det, forblive stående på den oprindelige plads.

Hvor samspillet mellem gravsten og beplantninger af træer eller buske taler derfor, bør beplantningen bevares helt eller delvis, såfremt pladsforholdene ikke forhindrer det.

Er forholdene på kirkegården til hinder for, at gravmindet kan blive stående på den oprindelige plads, må det anbringes andetsteds på kirkegården.

I denne forbindelse kan der peges på følgende muligheder

Der bør være passende afstand mellem gravminderne, og det bør tilstræbes, at deres placering ikke får et tilfældigt præg eller præg af opmagasinering.

Anbringelse i mindre grupper er tilrådeligt.

Anbringes gravminderne på et græsbesået areal, bør der om hvert gravminde være en kant af grus eller jord, således at græsslåning uden vanskeligheder kan foretages.

Eventuelt kan der om gravminderne plantes en bunddækning af vedbend eller lignende.

Gravminder bør ikke anbringes på anden måde end den, der oprindeligt har været hensigten.

Gravsten, der er bestemt til at være opretstående bør således ikke anbringes liggende.

Gravsten af marmor eller sandsten bør ikke anbringes under eller tæt op ad beplantning, men således at sol og vind kan tørre dem efter regn eller sne.

Liggende sten af marmor eller sandsten bør anbringes på et underlag af grus, ral eller lignende.

Gravsten bør ikke indsættes i kirkegårdsdige eller -mur.

I de tilfælde, hvor registreringen foruden gravstenen (mindesmærket) omfatter gravstedets indhegning (gitter) eller andre effekter på gravstedet (f.eks. stensætning, bænk, evt.

træer eller buske), kan flytning af gravmindet kun finde sted med provstesynets godkendelse.

8.

Anbringelse af registrerede gravminder andre steder end på kirkegården

Medens menighedsrådet (kirkegårdsbestyrelsen) ikke på egen hånd kan fjerne registrerede gravminder fa kirkegården, hjemler loven en ret for kirkeministeren til at tillade, at sådanne gravminder anbringes andre steder end på kirkegården.

I alle tilfælde, hvor der bliver tale om at anbringe et registreret gravminde uden for kirkegården, må spørgsmålet forelægges for kirkeministeriet.

Det vil være en forudsætning for, at tilladelsen kan gives, at der haves sikkerhed for, at gravmindet også fremtidig er undergivet betryggende tilsyn.

Det vil eksempelvis kunne forventes godkendt, at et registreret gravminde anbringes på et museum, såfremt der mellem kirkegårdsbestyrelsen og museet er enighed herom.

9.

Fjernelse af ikke-registrerede gravminder fra kirkegården

Indtil den første registrering af gravminder har fundet sted, må gravminder kun fjernes af menighedsrådet (kirkegårdsbestyrelsen) efter en nøje af om der er tale om et gravminde, der er bevaringsværdigt ud fra de kriterier, der er omtalt under afsnit 2.

I tvivlstilfælde bør gravmindet ikke fjernes fa kirkegården.

Efter at registrering har fundet sted, må intet gravminde fjernes fra kirkegården, forinden det ved eftersyn af kirkegårdsprotokol og kirkegårdskort er konstateret, at det ikke drejer sig om et registreret gravminde.

Umiddelbart efter den første registrering af gravminder på en kirkegård bør der tages stilling til, hvilke af de ikke-registrerede, hjemfaldne gravminder, der bør fjernes fra kirkegården.

Det må i denne forbindelse tilstræbes at fjerne gravminder, der på mere eller mindre tilfældig måde er opmagasinerede på kirkegården, og endvidere at tynde ud i den ophobning af gravminder, der undertiden forekommer (de såkaldte »gravmindeparker«).

Det bemærkes dog, at der ikke består nogen pligt for kirkegårdsbestyrelsen til at fjerne alle hjemfaldne gravminder, der ikke er registrerede, såfremt det skønnes, at de på en god måde indgår i kirkegårdsanlægget.

Når gravsten fjernes fra kirkegården, må man sikre sig, at de ikke senere bliver anvendt på en måde, der må anses for usømmelig.

F.eks. ved at de, uden at deres karakter af gravminder er fjernet, anvendes som byggemateriale.

For at undgå dette må følgende regler iagttages

Gravstenene må enten afleveres til en kommunal losseplads eller afgives til knusning i et stenknuseri.

Forinden må kirkegårdsbestyrelsen sørge for, at indskrifterne fjernes.

I det omfang, det er muligt, må stenene tillige slås i stykker.

Sten, der afleveres på lossepladsen, bør straks overdækkes, og graveren/kirkegårdslederen må sikre sig, at dette sker.

10.

Kirkegårdenes kulturhistoriske betydning

I forbindelse med den forestående registrering af bevaringsværdige gravminder er det vigtigt at have for øje, at gravminderne kun er en del af de kulturværdier, som kirkegårdene repræsenterer.

Kirke og kirkegård udgør fra gammel tid en helhed, som har betydning såvel i historisk som i arkitektonisk og landskabelig henseende.

Kirkegårdene bør derfor have krav på menighedsrådenes opmærksomhed i lige så høj grad som kirkerne.

Da kirkegårdene skal kunne fungere som begravelsespladser, kan det naturligvis ikke undgås, at der undertiden må foretages reguleringer.

Men disse må i givet fald foretages med den størst mulige hensyntagen til kirkegårdens oprindelige udseende og særpræg.

Der bør udvises tilbageholdenhed med hensyn til at gennemføre omfattende reguleringer i rationaliseringsøjemed, især når det gælder ældre kirkegårdsanlæg.

Erfaringen viser desværre, at sådanne reguleringer har medført indgreb i kirkegårdsanlæg, der var karakteristiske for tidligere tiders tradition og bar vidnesbyrd om gamle begravelsesskikke.

Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på, at et reguleringsarbejde ikke må påbegyndes af menighedsrådet, forinden et forslag hertil er godkendt af provstiudvalget, jvf.

bekendtgørelse om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde § 23.

Provstiudvalgene bør i så vid udstrækning som muligt støtte sig til kirkegårdskonsulenternes ekspertise på dette område.

I kulturhistorisk henseende har kirkegårdens beplantning afgørende betydning.

Et væsentlig led i billedet af landsbykirkegården er de store træer, der slår kreds om kirke og kirkegård.

For at værne om træbestanden er det bestemt, at træer på kirkegården ikke må fjernes uden tilladelse fra provstiudvalget, og at der til indgreb i gammel træbestand af større omgang kræves stiftsøvrighedens godkendelse, jvf.

bekendtgørelsens § 25.

De gamle diger omkring kirkegårdene bør bevares i så vid udstrækning som muligt.

Kirkegårdenes indhegning og indgangspartier må ikke ændres, omsættes eller nedrives uden tilladelse fra stiftsøvrigheden, jvf.

bekendtgørelsens § 21.

Af særlig kulturhistorisk værdi er den specielle flora der findes på og ved digerne på mange landsbykirkegårde.

Det er de såkaldte reliktplanter, der har vokset på stedet i århundreder eller som frø har liget i jorden, indtil de pludselig får lejlighed til at spire.

Ofte er det planter, der har været anvendt som lægeurter i middelalderen.

Det ville være et uerstatteligt tab, hvis disse planter blev udryddet, f.eks. ved brug af kemiske sprøjtemidler eller ved, at der lægges asfalt eller lignende helt ind til digets fod.

Især for at beskytte denne flora er der forbud mod at anvende kemiske midler til bekæmpelse af ukrudt på kirkegårdsdigerne og på digernes fod, jvf.

bekendtgørelse § 22.

Kirkegårdenes kulturhistoriske betydning indskrænker sig på ingen måde til landsbykirkegårdene.

På de store bykirkegårde finder man ofte en meget speciel beplantning og struktur, der afspejler bysamfundets historie og udvikling.

Også herom bør der værnes.

Der henvises i øvrigt til afsnittet om kirkegården i kulturhistorisk belysning i »Beretning vedrørende registrering af gravminder«, som er udsendt til alle menighedsråd, museumsråd samt statslige og statsstøttede museer.

Såfremt det lokale museum på grundlag af den registrering af bevaringsværdige gravminder, som nu skal iværksættes, efterfølgende ønsker at foretage mere omfattende undersøgelser for at belyse kirkegårdens kulturhistoriske betydning, vil det være naturligt, at kirkegårdsbestyrelsen udviser imødekommenhed og samarbejdsvilje.

Kirkegårdsbestyrelsen vil kunne drage nytte af den viden om kirkegårdens historie og udvikling, som museet gennem et sådant arbejde kommer i besiddelse af.

Statens Museumsnævns vejledning for museumsrådene angående de kulturhistoriske museers medvirken ved registrering af gravminder

1.

Museumsrådets udpegning af sagkyndige

Som nævnt i forordet har man fundet det naturligt at tillægge museumsrådene den opgave at koordinere museernes arbejde med at bistå menighedsrådene med udvælgelsen af særligt bevaringsværdige gravminder.

Efter at der nu er tilvejebragt lovhjemmel for at iværksætte et sådant arbejde, anmodes museumsrådene om snarest muligt at udpege sagkyndige, der kan påtage sig denne opgave, jvf.

lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde § 21, stk. 2, og kirkeministeriets vejledning side 9.

Da det er væsentligt her, som på alle andre områder indenfor det antikvariske arbejde, at netop den kulturhistoriske ekspertise med hensyn til de lokale forhold, som museerne rummer, bliver benyttet bedst muligt, bør de enkelte museer, hvor det overhovedet er muligt, påtage sig arbejdet indenfor deres eget virkeområde.

Hvor der ikke findes den fornødne etnologiske/kulturhistoriske ekspertise på samtlige museer i et område, bør der ske en fordeling af arbejdet museerne imellem, som det sker ved andre antikvariske opgaver.

Et væsentligt argument for denne fremgangsmåde ved udpegningen er, at den nye viden og erfaring, som den udpegede sagkyndige erhverver sig gennem arbejdet, i størst muligt omfang bør komme det lokale museumsvæsen og dets formidling til gode.

Kun hvor det på grund af særlige forhold eller på grund af utilstrækkelig etnologisk/kulturhistorisk dækning af et amt ikke lader sig gøre at udpege en person fra det lokale museumsvæsens egen kreds, bør museumsrådet pege på en kvalificeret person udefra.

Vedrørende aflønning af denne person, se afsnit 5, side 12 i kirkeministeriets vejledning.

Den pågældende vil som hovedregel blive tilknyttet det museum, indenfor hvis ansvarsområde den pågældende kirkegård er placeret.

2.

Tidsplan og praktisk fremgangsmåde

Når de enkelte museumsråd har udpeget de museer, der vil påtage sig at forstå registreringen ved egne eller eventuelt tilknyttede medarbejdere, må der findes frem til en realistisk tidsplan i samarbejde med de kirkelige myndigheder.

I de fleste tilfælde vil det være mest praktisk, at museet indledningsvis henvender sig til provsterne i området, så en koordinering mellem museets forarbejde og tidsplanen for provstesynene – der afholdes med tre års mellemrum – kan finde sted.

Samtidig kan man af provsten få at vide, om der er kirkegårde, det haster særligt meget med at besigtige, fordi de står foran store ændringer, således at værdifulde gravminder kan være truet.

I kirkeministeriets vejledning kan man læse om den konkrete fremgangsmåde ved registreringen.

Her skal det understreges, at ordet registrering i denne forbindelse bruges på en anden måde end museerne er vant til, idet der menes en bevaringsdeklaration, som er registreret i den pågældende kirkegårds protokol (eller eventuelt på kirkegårdskortet) og et dertil hørende kartotek.

Registreringen medfører, at de pågældende gravminder herefter ikke af menighedsrådet eller af kirkegårdsbestyrelsen må fjernes fra kirkegården, jvf.

lovens § 22.

Samtidig skal det ligesom i kirkeministeriets vejledning slås fast, at der vil blive tale om et begrænset antal enkeltmindesmærker, som kan indstilles til bevaring, og at arbejdet vil komme til at løbe over længere tid.

3.

Dokumentation

De kulturhistoriske museer vil allerede ligge inde med en del viden om særlige lokale træk ved kirkegårdene i deres ansvarsområde.

De vil også være i besiddelse af et overblik over egnens almene kulturhistoriske udvikling, herunder bl.a. befolkningsudvikling, erhvervsstruktur, social differentiering, religiøse holdninger og lokale traditioner – alt sammen faktorer, som vil afspejle sig i kirkegårdens gravminder, deres indbyrdes placering, størrelse, udsmykning og indskrifter, ligesom forskelige tidsperioders stil og smag, samt lokale forhold afspejles i gravmindernes og gravstedernes udformning og kirkegårdens anlæg som helhed.

Som kulturhistorikere vil museumsfolkene anskue gravminder og gravsteder som enkeltelementer, der kun kan forstås som led i en større helhed.

Elementer, der – ligesom fysiske spor af menneskers færden – må ses i sammenhæng med tiden, stedet og det sociale miljø, som de afspejler, og som derfor er bevaringsværdige træk i den pågældende egns og til tider i landets historie.

Både på grund af arbejdets omfang og af økonomiske grunde må det anses for nødvendigt, at der arbejdes på et meget oversigtligt niveau.

Det vil dog ikke være rimeligt her at opstille faste retningslinier for omfanget af det arbejde, der skal gå forud for udvælgelsen af særlig bevaringsværdige gravminder.

Dette vil afhænge af den sagkyndiges forhåndskendskab til den pågældende kirkegård.

Udvælgelsen af de gravminder, der foreslås registreret, sker i forbindelse med en besigtigelse af kirkegården, der foretages af den sagkyndige sammen med repræsentanter for menighedsrådet, jvf.

kirkeministeriets vejledning side 10.

I mange tilfælde vil det være en fornuftig fremgangsmåde, at den udpegede museumsmedarbejder, forud herfor, foretager en eller flere besigtigelser af kirkegården, eventuelt i selskab med et par lokalkendte, som dels kender den pågældende kirkegård godt, dels er inde i lokalhistorien, f.eks. præsten, kirkegårdslederen, graveren eller andre personer, der er særligt velorienterede i den lokale kulturhistorie.

Det må dog understreges, at loven kun hjemler udgiftsdækning ved selve besigtigelserne.

Det vil være praktisk inden besigtigelsen at have sat sig ind i den relevante litteratur, samt at have studeret et kort over kirkegården.

Ved udvælgelsen af de særligt bevaringsværdige gravminder bør der til brug for museet nedfældes en fyldig og klar begrundelse for valget, dels med henvisning til de i kirkeministeriets vejledning side 8-9 nævnte kriterier, dels med angivelse af de udvalgte gravminders sammenhæng med den pågældende kirkegårds og egns karakteristika.

4.

Udarbejdelse af forslag til registrering.

Kartotekskort

Snarest efter at den endelige besigtigelse og udvælgelse har fundet sted, bør kartotekskortene udfærdiges.

Om udfyldelse af kartotekskortene henvises til kirkeministeriets vejledning side 10.

Kartotekskortene udfærdiges i 2 eksemplarer, hvoraf 1 sæt opbevares af museet, medens det andet sendes til menighedsrådet.

Så snart et forslag til registrering af gravminder på denne måde er udarbejdet, vil man i realiteten have sikret sig, at de udpegede bevaringsværdige gravminder ikke fjernes fra kirkegården, selv om den endelige registrering, der sker ved provstesynet, endnu ikke er fortaget.

Da arbejdet med udvælgelse af bevaringsværdige gravminder som nævnt må ske på et oversigtligt niveau, vil de kulturhistoriske museer formodentlig ofte anse det for en naturlig opgave, at der efterfølgende som led i museets almindelige undersøgelses- og formidlings- arbejde fortages en mere omfattende dokumentation af kirkegården.

Udvælgelsen og registreringen af de bevaringsværdige gravminder vil sikre et væsentligt grundlag for et sådant fremtidigt museumsarbejde.

Kirkeministeriet

Statens Museumsnævn

a.

Alle gravminder, der er mere end 100 gamle, bør i almindelighed anses for bevaringsværdige.

b.

Af de gravminder, der i tidens løb har været typiske for kirkegården, bør i al fald et eksemplar af hver type bevares for eftertiden.

c.

Gravminder, hvis udsmykning er af særlig interesse.

d.

Gravminder med lokalhistorisk navne.

e.

Gravminder med særligt fyldige og interessante inskriptioner.

f.

Gravminder udført af anerkendte kunstnere, eller som har særlig kunsthistoriske interesse.

g.

Gravminder der bevarer mindet om fortjenstfulde mænd og kvinder.

1.

Gravmindet kan anbringes på en del af kirkegården, der ikke (længere) agtes udlagt med gravsteder.

Ofte vil den del af kirkegården, den der ligger umiddelbart nord for kirken, være velegnet hertil.

2.

Gravmindet kan anbringes på en særlig afdeling af kirkegården, der er indrettet og beplantet, eventuelt indhegnet, til dette formål, f.

eks.

som grusbelagte hækomkransede områder.

3.

Gravminder kan anbringes i mindre grupper langs indersiden af kirkegårdsdiget, dog således at der er fri passage mellem diget og gravminderne.

4.

Flere gravminder kan samles på et nedlagt gravsted.

Bilag 1

Uddrag af lov nr. 268 af 22. maj 1986 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde

Kapitel IV

Registrering af gravminder

§ 20.

Gravminder, der bevarer mindet om fortjenstfulde mænd og kvinder, eller som i øvrigt af kunstneriske, kulturhistoriske eller andre grunde må anses for særlig bevaringsværdige, skal registreres.

‍

§ 21.

Registreringen foretages særskilt for hver kirkegård af det i § 26 nævnte syn.

Stk. 2.

Til brug ved registreringen udarbejder menighedsrådet og en af vedkommende museumsråd udpeget sagkyndig et forslag, der fremsendes til provsten.

Stk. 3.

For kirkegårde, der ikke er undergivet syn i henhold til § 26, foretages registreringen af nationalmuseet.

Det stedlige museum medvirker ved registreringen efter aftale med nationalmuseet.

Registreringen sker i samarbejde med kirkegårdsbestyrelsen.

Nationalmuseets afgørelse kan påklages til kirkeministeren.

Stk. 4.

Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om registreringen.

‍

§ 22.

Menighedsrådet eller kirkegårdsbestyrelsen, jfr.

§ 21, stk. 3, må ikke fjerne registrerede gravminder fra kirkegården.

Stk. 2.

Kirkeministeren kan tillade, at registrerede gravminder anbringes andre steder end på kirkegården.

Bilag 2

Uddrag af kirkeministeriets bekendtgørelse af 20. juni 1986 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde

Kapitel III

Registrering af gravminder

§ 37.

Forslag til registrering udarbejdes på kartotekskort.

Disse udfyldes af den i lovens § 21, stk. 2, omtalte sagkyndige i 2 eksemplarer, hvoraf det ene sæt gennem menighedsrådet fremsendes til provsten, til brug ved registreringen, jfr.

§ 38, stk. 1, medens det andet opbevares af vedkommende museum.

‍

§ 38.

Registreringen sker ved, at synet i kirkegårdsprotokollen sætter et stempel ved det pågældende gravsted.

Står gravmindet ikke på et gravsted, angives gravmindets placering på kirkegårdskortet med et stort bogstav (A, B, C, etc.), der ligeledes forsynes med stempel.

Endvidere stemples det tilsvarende kartotekskort.

Efter registreringen opbevares kartoteket ved kirken.

Stk. 2.

I provstiets synsprotokol og i kirkens protokol indføres en bemærkning om, at registrering har fundet sted med angivelse af antallet af registrerede gravminder.

Stk. 3.

Inden udgangen af hvert år sender provsten indberetning til kirkeministeriet om, på hvilke kirkegårde registrering har fundet sted i løbet af året.

‍

§ 39.

Den sagkyndige kan overfor provstesynet gøre indsigelse mod den af synet trufne afgørelse.

Finder provstesynet ikke at kunne tage indsigelsen til følge, skal provsten forelægge spørgsmålet om registrering for kirkeministeren til afgørelse.

‍

§ 40.

For de kirkegårde, hvor registreringen foretages af nationalmuseet, foranlediger muset, at der udarbejdes et kartotek over de bevaringsværdige gravminder, og at notring om registreringen sker ved stempling i kirkegårdsprotokollen eller på kirkegårdskortet.

Stk. 2.

Inden udgangen af hvert år sender nationalmuseet indberetning til kirkeministeriet om, på hvilke kirkegårde registrering har fundet sted i årets løb.

Bilag 3

Uddrag af kirkeministeriets cirkulære af 20. juni 1986 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde

Registrering af gravminder

12.

Lovens kapitel IV og bekendtgørelsens kapitel III indeholder bestemmelser om registrering af gravminder, der bevarer mindet om fortjenstfulde mænd og kvinder, eller som i øvrigt af kunstneriske, kulturhistoriske eller andre grunde må anses for særligt bevaringsværdige.

Registrerede gravminder må ikke fjernes fra kirkegården af menighedsrådet eller kirkegårdsbestyrelsen.

Den forpligtelse, der ifølge lovens § 9, jfr.

§ 11, stk. 3, påhviler menighedsrådet (kirkegårdsbestyrelsen) til at vedligeholde kirkegården, omfatter også de registrerede gravminder, der er hjemfaldet til kirkegården.

Såfremt et registreret gravminde skal istandsættes, vil der være mulighed for at søge statstilskud hertil, jfr.

lov nr. 645 af 19. december 1984 om folkekirkens økonomi § 20, stk. 3.

Udgifter til den i lovens § 21, stk. 2, nævnte sagkyndige bistand og den i lovens § 21, stk. 3, nævnte registrering af gravminder på kirkegårde, der ikke er undergivet provstesyn, af holdes ifølge lovens § 40, nr. 3, af fællesfonden.

Der vil af ministeriet blive udsendt en særlig vejledning med hensyn til registreringens gennemførelse.