Meddelelse om overtrædelse af dyreværnslovgivningen (RM 2/2008
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
Meddelelse om overtrædelse af dyreværnslovgivningen (RM 2/2008 – rettet juli 2013)
1.
Overblik
Væsentlige sagsbehandlingsskridt i forbindelse med efterforskning og sagsbehandling fremgår af Rigspolitiets manual for politiets behandling af dyreværnssager.
Yderligere skal du være opmærksom på muligheden for
- Tilbageholdelse af et køretøj i sager om transport af dyr, når både chaufføren og det køretøj, der anvendes til transporten, er hjemmehørende i udlandet
- Midlertidig rettighedsfrakendelse under den verserende straffesag se afsnit 2.2.
I forbindelse med tiltalerejsning skal du være opmærksom på følgende
- Forelæggelse for fødevaremyndighederne se afsnit 3.1.1.
- Rettighedsfrakendelse, herunder forelæggelse for statsadvokaten
- Valg af ansvarssubjekt
- Konfiskation
Efter dom skal du være opmærksom på følgende
- Indberetning til fødevaremyndighederne se afsnit 6.1.
- Indberetning til statsadvokaten se afsnit 6.2.
- Evt. indsendelse af afgørelsen til Anklagemyndighedens Vidensbase
2.
Politiets efterforskning og sagsbehandling
2.1.
Politiets behandling af dyreværnssager
Der er udarbejdet en manual til støtte for politiets behandling af dyreværnssager.
Formålet med manualen er at give politikredsene en orientering om, hvordan sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen bør behandles, såvel i den indledende som i den efterfølgende fase.
Manualen er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for politi, anklagemyndighed og veterinærmyndighederne.
Den findes på POLNET.
Opdatering og vedligeholdelse foretages af Rigspolitiet på baggrund af høring af bl.a.
Justitsministeriet, Rigsadvokaten, Fødevarestyrelsen og Rigspolitiets Færdsels- og Beredskabsafdeling.
Manualen er ikke udtømmende, men må ved behandlingen af konkrete sager suppleres af gældende regler samt Rigsadvokatens retningslinjer.
Rigspolitiet har endvidere udsendt en rundskrivelse med retningslinjer for samarbejdet mellem Fødevarestyrelsen og politikredsene i dyreværnssager.
Opmærksomheden henledes særligt på, at politiet i sager om transport af dyr efter bestemmelsen i dyreværnslovens § 29 k kan tilbageholde et køretøj, indtil forskyldte bøder eller sagsomkostninger er betalt, eller der er stillet sikkerhed for betalingen, når både chaufføren og det køretøj, der anvendes til transporten, er hjemmehørende i udlandet.
2.2.
Midlertidig frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr under sagens behandling
Under en verserende straffesag om overtrædelse af dyreværnsloven har politiet flere muligheder for at gribe ind over for den ansvarlige for dyret/dyrene.
Efter dyreværnslovens § 21 kan politiet - hvis et dyr behandles uforsvarligt - således give den ansvarlige for dyret et pålæg om dyrets behandling.
I de tilfælde, hvor dyret er sygt eller kommet uhelbredeligt til skade, og det vil medføre unødig lidelse at lade dyret leve, kan politiet endvidere efter samme bestemmelse i dyreværnsloven give den ansvarlige for dyret pålæg om aflivning af dyret.
Hvis den ansvarlige for dyret ikke efterkommer et behandlingspålæg, er politiet efter dyreværnslovens § 22, stk. 1, forpligtet til at sørge for dyrets pasning.
Politiet kan i den forbindelse anbringe dyret et andet sted.
Desuden har politiet efter omstændighederne tillige mulighed for at benytte sig af de almindelige regler i retsplejeloven om beslaglæggelse af dyrene og således fjerne dyrene fra en person, der er mistænkt for at behandle dyrene uforsvarligt, med henblik på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 2.
Efter dyreværnslovens § 29, stk. 3, er der endvidere mulighed for ved kendelse midlertidigt at frakende en person retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele taget beskæftige sig personligt med dyr, indtil sagen er endeligt afgjort.
Bestemmelsen i § 29, stk. 3, blev indsat i loven ved lov nr. 717 af 25. juni 2010.
Det fremgår af forarbejderne, at det ikke ganske kan udelukkes, at det i visse tilfælde vil kunne være hensigtsmæssigt, at der ved siden af de eksisterende muligheder for at gribe ind bliver åbnet mulighed for, at retten kan træffe afgørelse om midlertidig frakendelse af retten til at have med dyr at gøre.
En midlertidig frakendelse forudsættes alene at skulle ske i de tilfælde, hvor den politimæssige efterforskning er bragt så langt, at der er en rimelig begrundet mistanke om, at der foreligger et strafbart forhold som omhandlet i dyreværnslovens § 29, stk. 1.
Desuden skal der antages at foreligge nærliggende fare for, at den pågældende under sagen på ny vil foretage enten dyremishandling, grov uforsvarlig behandling eller uforsvarlig behandling af dyr.
Henvisningen til § 29, stk. 1, indebærer, at den pågældende sag skal omhandle dyremishandling, grov uforsvarlig behandling af dyr eller gentagelsestilfælde af uforsvarlig behandling af dyr.
Hvis sagen kun vedrører uforsvarlig behandling af dyr, og den sigtede ikke tidligere er dømt herfor, kan der ikke ske midlertidig frakendelse.
Den midlertidige frakendelse kan begrænses til at angå bestemte arter og antal af dyr.
Det kan i kendelsen bestemmes, at kære ikke har opsættende virkning.
Afsiges der med hensyn til rettighedsfrakendelse frifindende dom i sagen, bortfalder forbuddet, selv om dommen ankes.
Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
3.
Forberedelse
3.1.
Før tiltalerejsning
3.1.1.
Forelæggelse for fødevaremyndighederne
I sager om overtrædelse af dyreværnslovens § 28 bør det overvejes, om sagen skal forelægges for Fødevarestyrelsen eller Det Veterinære Sundhedsråd, inden der rejses tiltale i sagen.
En udtalelse fra Fødevarestyrelsen eller Det Veterinære Sundhedsråd kan således være vejledende med hensyn til, om en overtrædelse af dyreværnsloven må anses for at være enten uforsvarlig behandling (§ 28, stk. 1, 1. pkt.), grovere uforsvarlig behandling (§ 28, stk. 1, 2. pkt.) eller mishandling af dyr (§ 28, stk. 1, 3. pkt.).
I sager om overtrædelse af dyreværnsloven, hvor overtrædelsen antages at udgøre grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyr, skal der som udgangspunkt indhentes en udtalelse.
Fødevarestyrelsen
Udgangspunktet er, at anmodninger om en udtalelse skal fremsendes til Fødevarestyrelsen.
Det fremgår af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 120 af 28. februar 2005 om forelæggelse af veterinærfaglige spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd og Fødevarestyrelsen.
Styrelsen kan besvare konkrete veterinærfaglige spørgsmål, herunder udarbejde udtalelser til brug for anklagemyndigheden i straffesager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen.
Fødevarestyrelsen har endvidere mulighed for at forelægge en sag for Det Veterinære Sundhedsråd.
Ifølge en vejledning om bekendtgørelsen skal de spørgsmål, som parterne i straffesager stiller, være konkrete, dvs. at de skal vedrøre sagens fakta, og være af veterinærfaglig karakter.
Det Veterinære Sundhedsråd
I sager af principiel karakter kan sagen forelægges direkte for Det Veterinære Sundhedsråd.
Det følger af § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 120 af 28. februar 2005 om forelæggelse af veterinærfaglige spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd og Fødevarestyrelsen.
Det Veterinære Sundhedsråd er - i lighed med Retslægerådet - et sagkyndigt og uafhængigt råd.
Rådets opgave er at afgive udtalelser om veterinære spørgsmål og at være rådgivende for ministeren for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. § 29 i lovbekendtgørelse nr. 815 af 14. juli 2012 om dyrlæger.
Loven indeholder endvidere hjemmel til at fastsætte regler om, hvilke myndigheder der kan fremsætte begæring om en udtalelse fra rådet, og i hvilke sager dette kan ske.
Det fremgår af vejledningen til bekendtgørelsen, i hvilke tilfælde en sag kan anses for at være principiel.
Den endelige afgørelse af, om en sag er af principiel karakter, træffes af Det Veterinære Sundhedsråd.
Rådet underretter henholdsvis parterne i straffesager og Fødevarestyrelsen, hvis rådet ikke finder, at en forelagt sag er af principiel karakter.
Det fremgår af § 3 i bekendtgørelsen.
Hvis parterne i en straffesag i forbindelse med sagens fremsendelse til Det Veterinære Sundhedsråd har udtrykt ønske om, at sagen oversendes til Fødevarestyrelsen, og hvis rådet ikke finder, at sagen er af principiel karakter, kan rådet oversende sagen til Fødevarestyrelsen.
Det fremgår af vejledningen til bekendtgørelsen.
Herudover er der mulighed for, at Fødevarestyrelsen kan forelægge en sag for Det Veterinære Sundhedsråd, og at rådet selv kan meddele styrelsen, at en sag skal forelægges for rådet, jf. § 2 i bekendtgørelsen.
Rådets særlige stilling som sagkyndigt organ og det forhold, at det ikke påhviler rådet at fungere som tilsynsmyndighed, fører endvidere til, at anklagemyndigheden ikke bør rette almindelige forespørgsler til rådet om behandlingen af konkrete sager, herunder f.eks. om hvilke regler der er relevante for sagen, om formuleringen af tiltalen eller om praksis i lignende sager, sådan som det i et vist omfang forekommer ved samarbejdet med særmyndigheder i særlovssager.
3.1.2.
Forelæggelsens form
Forelæggelse af sagen for Fødevarestyrelsen eller Det Veterinære Sundhedsråd skal ske ved et brev fra anklagemyndigheden til styrelsen eller rådet, hvori spørgsmålene til styrelsen eller rådet er formuleret.
Fødevarestyrelsens og Det Veterinære Sundhedsråds adresse er
Stationsparken 31-33, 2600 Glostrup.
Det Veterinære Sundhedsråd kan kun udtale sig på baggrund af et tilstrækkeligt dokumenteret veterinærfagligt grundlag.
Det er derfor ved forelæggelse af sager til rådet afgørende at vedlægge alle sagens akter.
Det Veterinære Sundhedsråd har - med henblik på at lette rådets sagsbehandling - anmodet om, at anklagemyndigheden ved fremsendelse af sagen, vedlægger en kopi af spørgsmål til rådet på en cd-rom og oplyser, hvornår der indtræder forældelse i sagen.
Dette bør i videst muligt omfang ske både i sager, der fremsendes til styrelsen og rådet.
Herudover har Det Veterinære Sundhedsråd oplyst, at rådet vil sende breve til anklagemyndigheden om modtagelsen af en sag via e-mail.
Spørgsmålene til Fødevarestyrelsen og Det Veterinære Sundhedsråd skal formuleres konkret, og det skal ved forelæggelsen for styrelsen eller rådet klart angives, hvilke faktiske forhold, der ønskes en udtalelse om.
Anklagemyndigheden må derfor i henvendelsen til styrelsen eller rådet beskrive den faktiske adfærd, således som anklagemyndigheden på baggrund af efterforskningen i sagen opfatter denne, og stille de enkelte spørgsmål til styrelsen eller rådet i relation til denne beskrivelse.
Hvis der er tvivl om, hvilke faktiske omstændigheder der kan lægges til grund ved sagens afgørelse, bør dette oplyses, ligesom det bør overvejes, om der er behov for at stille alternative spørgsmål, f.eks. på baggrund af de forklaringer, som er afgivet af den sigtede om hændelsesforløbet.
Det vil oftest være en fordel at stille flere korte spørgsmål vedrørende de enkelte momenter i sagen.
Det er endvidere en mulighed at stille et supplerende spørgsmål om, hvorvidt sagen i øvrigt giver styrelsen eller rådet anledning til bemærkninger.
Hvis sagen indeholder flere selvstændige forhold, er der endelig mulighed for at stille et supplerende spørgsmål om, hvorvidt forholdene samlet set giver styrelsen eller rådet anledning til bemærkninger.
Spørgsmålene til styrelsen eller rådet må ikke stilles således, at der lægges op til en bevismæssig vurdering eller en stillingtagen til, om den sigtede kan anses for skyldig i bestemte lovovertrædelser, idet denne vurdering henhører under retten.
Det fremgår således af Højesterets kendelse i U2000.627H, at udtalelser fra Det Veterinære Sundhedsråd om bevismæssige spørgsmål og om, hvorvidt de tiltalte har overtrådt dyreværnsloven, ikke kan anvendes som bevis.
Det Veterinære Sundhedsråd afgav i den pågældende sag en udtalelse, der bl.a. indeholdt en gennemgang af de faktiske omstændigheder i sagen, sådan som rådet opfattede disse på grundlag af politirapporterne.
Rådet udtalte sig herunder om de bevismæssige spørgsmål i sagen.
Endvidere indeholdt rådets udtalelse en stillingtagen til, om de tiltalte efter rådets opfattelse havde overtrådt dyreværnsloven.
Højesteret fastslog, at det, som Det Veterinære Sundhedsråd kan udtale sig om, er, ”hvorvidt en adfærd, der er nærmere beskrevet i spørgsmål til rådet, indebærer en uforsvarlig behandling af dyr eller eventuelt en mishandling eller grovere uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens § 1, § 28, stk. 1, og § 29, stk. 1”.
Spørgsmål til rådet skal udformes i overensstemmelse hermed.
Der bør endvidere ikke stilles spørgsmål, hvor styrelsen eller rådet anmodes om en gennemgang af, om et længere hændelsesforløb er foregået i overensstemmelse med de gældende regler.
Sager, hvori retningslinjerne for korrekt forelæggelse ikke er overholdt, må forventes tilbagesendt til politikredsene med anmodning om, at spørgsmål til rådet eller styrelsen stilles i overensstemmelse med retningslinjerne i denne meddelelse.
Det fremgår i øvrigt af U2000.627H, at udtalelser fra Det Veterinære Sundhedsråd, der er udfærdiget i overensstemmelse med retningslinjerne i Højesterets kendelse, er omfattet af retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 5 (nu § 871, stk. 2, nr. 5) og derfor som udgangspunkt kan benyttes som bevis, og at dette gælder, selv om udtalelsen er ensidigt indhentet af politiet forud for tiltalerejsningen.
Også udtalelser fra Fødevarestyrelsen må anses for omfattet af retsplejelovens § 871, stk. 2, nr. 5.
Der er på den baggrund ikke noget til hinder for, at anklagemyndigheden stiller spørgsmål til Fødevarestyrelsen eller Det Veterinære Sundhedsråd uden forudgående forelæggelse af spørgsmålene for den sigtede eller dennes eventuelle forsvarer.
I sager, hvor der er beskikket en forsvarer, bør et udkast til spørgsmålene dog forelægges for forsvareren, således at der så tidligt som muligt under sagens behandling gives sigtede adgang til at stille supplerende spørgsmål.
3.1.3.
Bistand i øvrigt
Anklagemyndigheden bør ikke rette almindelige forespørgsler til Det Veterinære Sundhedsråd om behandlingen af konkrete sager, herunder f.eks. om hvilke regler der er relevante for sagen, om formuleringen af tiltalen eller om praksis i lignende sager, sådan som det i et vist omfang forekommer ved samarbejdet med særmyndigheder i særlovssager.
Sådan almindelig rådgivning med henblik på behandlingen af konkrete sager, der indeholder veterinære spørgsmål, må indhentes hos de offentlige myndigheder, som det påhviler at føre tilsyn med overholdelsen af lovgivningen.
Fødevareregionernes veterinærafdelinger (tidligere kredsdyrlægerne) og Fødevarestyrelsen vil således i mange tilfælde - ud over at besvare konkrete veterinærfaglige spørgsmål - kunne bistå politiet og anklagemyndigheden i forbindelse med behandlingen af enkeltsager.
For nærmere om samarbejdet med fødevarestyrelsen henvises til Rigspolitiets retningslinjer for samarbejde mellem Fødevarestyrelsen og politikredsene i dyreværnssager.
3.2.
Tiltalerejsning
Før der rejses tiltale i en sag om overtrædelse af dyreværnslovgivningen, bør følgende spørgsmål overvejes
A) Er forholdet omfattet af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1., 2. eller 3. pkt.?
I forbindelse med tiltalerejsning er det nødvendigt at foretage en vurdering af, om en overtrædelse må anses for uforsvarlig behandling (§ 28, stk. 1, 1. pkt.), grovere uforsvarlig behandling (§ 28, stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt.) eller mishandling af dyr (§ 28, stk. 1, 3. pkt.).
Vurderingen af om et forhold må betegnes som uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyr har væsentlig betydning for straffen og er samtidig af afgørende betydning for spørgsmålet om rettighedsfrakendelse.
Det forudsættes derfor, at vurderingen af spørgsmålet om subsumption samt spørgsmålet om, hvorvidt der eventuelt er grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse, foretages af embedets jurister.
Om forelæggelse for Fødevarestyrelsen eller Det Veterinære Sundhedsråd forud for tiltalerejsning se afsnit 3.1.1.
Om straffebestemmelserne i dyreværnslovgivningen se i øvrigt afsnit 5.
B) Er overtrædelsen begået i forbindelse med udøvelse af erhverv?
Hvis overtrædelsen er begået i forbindelse med erhverv, er der tale om en strafskærpende omstændighed, og dyreværnslovens § 28, stk. 7, skal citeres i tiltalen.
Om overtrædelser begået i forbindelse med erhverv se afsnit 5.3.
Om strafskærpelse i forbindelse med transport af dyr, som gælder for transportører og de landmænd, som har leveret dyrene til transport se afsnit 5.4.
C) Hvem skal sigtes?
Strafansvar for juridiske personer efter bestemmelsen i dyreværnslovens § 28, stk. 9, kan blive aktuelt, hvis en overtrædelse er begået f.eks. af et landbrug eller af et firma, der drives i selskabsform.
Hvis sagen efter anklagemyndighedens opfattelse bør medføre rettighedsfrakendelse, bør tiltalen dog ikke begrænses til selskabet men rettes mod den ansvarlige enkeltperson.
I sager om transport af dyr kan der opstå spørgsmål om valg af ansvarssubjekt, idet der kan være grundlag for at gøre strafansvar gældende både mod en ansat chauffør, dennes arbejdsgiver/vognmand, andre ansatte i transportfirmaet og/eller den person (typisk en landmand), der f.eks. har ladet et dyr, der er uegnet til transport, transportere.
I praksis er der hidtil i disse sager rejst tiltale både mod den chauffør, der har udført transporten, og mod arbejdsgiver/vognmand og leverandør, hvis det kan godtgøres, at disse har været medvirkende til overtrædelsen eller har begået selvstændige overtrædelser, eller hvis der er grundlag for strafansvar for arbejdsgiveren/vognmanden eller for leverandøren efter reglerne om strafansvar for juridiske personer.
Som eksempel kan nævnes U.2012.3395H, hvor en chauffør og et vognmandsfirma, som chaufføren var medejer af, blev idømt bøder for overtrædelse af dyreværnsloven i forbindelse med transport af dyr.
Højesteret fandt ikke grundlag for at nedsætte bøderne under henvisning til sagsbehandlingstiden, ligesom Højesteret ikke fandt, at dømtes rolle både som chauffør og som direktør i vognmandsfirmaet betød en krænkelse af forbuddet om dobbelt straf.
Strafansvaret beror på en almindelig strafferetlig vurdering, herunder på om overtrædelsen kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom.
Vurderingen af spørgsmålet om et eventuelt virksomhedsansvar forudsætter endvidere, at der foreligger oplysninger om, hvorvidt transportvirksomheden eller landbrugsvirksomheden, der har leveret dyr til transport, drives i selskabsform.
For så vidt angår overtrædelser omfattet af klippekortordningen, jf. dyreværnslovens § 29 b, vil der i almindelighed være grundlag for at gøre et ansvar gældende mod den, der som chauffør eller ledsager har udført transporten, med den retsvirkning, at chaufføren eller ledsageren, hvis den pågældende findes skyldig, får et klip.
Herudover bør der som hidtil gøres et ansvar gældende mod transportvirksomheden (juridisk person), såfremt betingelserne herfor er opfyldt.
Klippekortordningen omfatter dog ikke juridiske personer.
Virksomheden kan således ikke få et klip, selv om den findes skyldig.
Endelig bør det altid overvejes, hvorvidt der i øvrigt kan gøres et ansvar gældende mod andre personer, herunder f.eks. leverandøren (landmanden) eller andre ansatte i transportvirksomheden.
Det kan f.eks. være en direktør eller ejer af virksomheden, eller en organisator.
Hvis betingelserne for at gøre et strafansvar gældende mod andre ansatte i virksomheden er opfyldt, vil de, hvis de findes skyldige, få et klip.
Om klippekortordningen se i øvrigt afsnit 5.8.
D) Skal der nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse eller er der tale om overtrædelse af kliprelevante bestemmelser?
Efter bestemmelsen i dyreværnslovens § 29 kan der ske frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr, hvis man findes skyldig i mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr eller i gentagelsestilfælde findes skyldig i uforsvarlig behandling af dyr.
Se herom afsnit 5.7.
Efter reglerne i §§ 29 a-29 c samt § 29 d om juridiske personer kan der endvidere ske frakendelse af retten til erhvervsmæssigt at transportere dyr.
Se herom afsnit 5.9- 5.12.
Er der efter anklagemyndighedens opfattelse grundlag for rettighedsfrakendelse, skal der rejses tiltale mod den ansvarlige enkeltperson.
Sådanne sager bør derfor ikke begrænses, således at der kun rejses tiltale over for et eventuelt strafansvarligt selskab.
Sager, hvor påstand om ubetinget rettighedsfrakendelse i medfør af dyreværnslovens § 29, § 29 a, c eller d agtes nedlagt, eller hvor en sådan påstand bør overvejes, skal forelægges for statsadvokaten inden tiltalerejsning og fremme af sagen til strafferetlig afgørelse.
I forbindelse med vurderingen af tiltalespørgsmålet, bør anklagemyndigheden tillige være opmærksom på, at der kan være tale om overtrædelse af kliprelevante bestemmelser, jf. dyreværnslovens § 29 b.
Se herom i afsnit 5.8.
Der skal ikke ske forelæggelse for statsadvokaten inden tiltalerejsning af sager, hvor der alene nedlægges påstand om betinget frakendelse efter dyreværnslovens § 29 b.
E) Skal der nedlægges påstand om konfiskation?
Der kan både være grundlag for at påstå konfiskation af en gevinst eller en besparelse, der er opnået i forbindelse med en overtrædelse af dyreværnslovgivningen, ligesom der i sager om transport af dyr kan være grundlag for konfiskation af det køretøj, der er anvendt.
Se nærmere herom i afsnit 5.13.
4.
Jura
5.
Straf og andre retsfølger
5.1.
Overtrædelse af dyreværnslovgivningen
Den væsentligste bestemmelse om straf i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen findes i dyreværnslovens § 28.
Efter bestemmelsen i dyreværnslovens § 28, stk. 1, straffes den, som ved overanstrengelse, vanrøgt eller på anden måde behandler dyr uforsvarligt (stk. 1, 1. pkt.).
Straffen er bøde eller fængsel indtil 1 år.
Der skal ved udmåling af straffen tages hensyn til, om der foreligger uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af dyr (stk. 1, 2. pkt.).
Hvis forholdet har haft karakter af mishandling er straffen fængsel indtil 1 år, i gentagelsestilfælde indtil 2 år (stk. 1, 3. pkt.).
I tilfælde, hvor de strafbare forhold ikke har udgjort uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyr, straffes overtrædelser af loven i medfør af § 28, stk. 2, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Om straffene for overtrædelse af § 28, stk. 1, 1. og 2. pkt. og stk. 2, se afsnit 5.2. og 5.3. og om straffene i sager med karakter af mishandling se afsnit 5.6.
Efter bestemmelsen i § 28, stk. 7, skal det ved udmåling af straffen efter § 28 eller regler fastsat i medfør heraf anses som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået i forbindelse med udøvelse af erhverv, herunder dyretransporter.
Om strafpåstandene i sager omfattet af § 28, stk. 7, se afsnit 5.3. og særligt om dyretransporter se afsnit 5.4.
Reglerne om konfiskation af et udbytte eller en besparelse opnået i forbindelse med en overtrædelse af dyreværnsloven findes i dyreværnslovens § 28, stk. 8, som gennemgås i afsnit 5.13.
Efter bestemmelsen i dyreværnslovens § 28, stk. 9, kan der pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar for overtrædelse af loven efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
Efter bestemmelsen i dyreværnslovens § 29 g, stk. 1, straffes den, der beskæftiger sig med erhvervsmæssig transport af dyr, selv om retten hertil er frakendt den pågældende, med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Efter stk. 2, i samme bestemmelse kan den, som medvirker til, at en fysisk person omfattet af stk. 1, udfører erhvervsmæssig transport af dyr, straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder.
Strafbestemmelsen i § 29 g svarer indholdsmæssigt til bestemmelsen i dyreværnslovens § 29, stk. 1, 4. pkt.
Om straffene for overtrædelse af dyreværnslovens § 29 g se afsnit 5.5.
Dyreværnslovens § 28 suppleres af straffebestemmelser i en række bekendtgørelser.
Om straffebestemmelserne i bekendtgørelse nr. 1729 af 21. december 2006 om beskyttelse af dyr under transport og bødestraffene for transport af dyr se afsnit 5.4.
I forbindelse med overtrædelse af bekendtgørelsens regler om dyretransport vil der ofte samtidig foreligge forhold, der kan straffes efter dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. f.eks. lovens § 1 om bl.a. beskyttelse af dyrene mod væsentlig ulempe.
Undertiden vil det strafbare forhold også udgøre uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyrene, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., 2. pkt., eller 3. pkt.
Der bør i sådanne sager rejses tiltale både for overtrædelse af transport-bekendtgørelsen og for dyreværnsloven.
Efter bestemmelserne i dyreværnslovens § 29-29 g kan der i øvrigt ved overtrædelse af dyreværnslovens § 28 ske frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr og retten til erhvervsmæssigt at transportere dyr.
Herom henvises til afsnit 5.7-5.11.
5.2.
Strafpåstande ved overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. og 2. pkt. og stk. 2, - ikke-erhvervsmæssige forhold
Der skal som udgangspunkt anvendes følgende strafpositioner ved overtrædelser af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. og 2. pkt., når der ikke er tale om overtrædelser i erhvervsforhold
Det er anført i bemærkningerne til lov nr. 384 af 28. maj 2003 om ændring af dyreværnsloven, at der er tale om ”minimums-strafpositioner”.
Det betyder på den ene side, at der jævnligt kan være grundlag for at udmåle bøder, der er både højere og lavere end dem, der følger af de nævnte udgangspunkter.
Ud fra den overordnede betragtning, at det ikke må kunne betale sig at overtræde dyreværnslovgivningen, vil udmåling af en højere bøde navnlig skulle ske, hvis det i den konkrete sag kan lægges til grund, at der er opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk vinding, og der ikke kan ske konfiskation af vindingen/udbyttet, jf. lovens § 28, stk. 8.
På den anden side vil der efter omstændighederne skulle udmåles en lavere bøde, hvis forholdet i den konkrete sag har været af mindre strafværdighed, hvis der er tale om en person under 18 år, eller hvis den pågældendes personlige forhold i øvrigt taler for det.
Forarbejderne til ændringsloven fra 2003 indeholder ikke bemærkninger om skærpede bøder i sager, hvor der alene er tale om en overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 2.
I denne type sager vil der således fortsat kunne forekomme bøder, der er mindre end de ovennævnte udgangspunkter.
Om gentagelsesvirkning ved bødefastsættelsen fremgår det af forarbejderne til ændringsloven fra 2003, at tidligere straffe for overtrædelse af de hidtidige regler i dyreværnslovgivningen kan tillægges gentagelsesvirkning efter de nye regler.
For så vidt angår sager vedrørende mishandling af dyr, hvor der som udgangspunkt skal nedlægges påstand om frihedsstraf, henvises til afsnit 5.6.
Også i sager, der ikke vedrører mishandling, vil der kunne være grundlag for at nedlægge påstand om frihedsstraf, idet andre af dyreværnslovens bestemmelser i §§ 28 og 29 samt bekendtgørelser udstedt i medfør af loven indeholder fængsel i strafferammen.
I praksis vil påstand om frihedsstraf - hvis tiltalte ikke tidligere er straffet for overtrædelse af dyreværnslovgivningen - primært være relevant i sager om grovere uforsvarlig behandling af dyr, jf. § 28, stk. 1, 2. pkt., og typisk, hvor der er tale om adskillige dyr, flere overtrædelser eller hvor overtrædelsen har medført omfattende skader for dyrene.
Som eksempler kan nævnes en landsretsdom, TfK2000.85V, hvor en landmand blev idømt 14 dages betinget hæfte for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, ved at have behandlet sin svine- og kreaturbesætning groft uforsvarligt bl.a. ved ikke at tilkalde dyrlæge til syge dyr, hvilket resulterede i, at fire dyr måtte aflives.
Tiltalte blev også frakendt retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr i produktionsmæssigt øjemed i 3 år.
Der kan også henvises til U2006.2197Ø, hvor en 55-årig ustraffet landmand, blev idømt 20 dages betinget fængsel for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. §§ 1, 2 og 3, jf. § 28, stk. 7, ved at have behandlet sin besætning bestående af ca. 1.700 svin groft uforsvarligt bl.a. ved gennem et længere tidsrum ikke havde givet svinene permanent adgang til frisk vand og halm og ikke at have adskilt syge svin fra raske svin og herved at have sørget for behandling af de syge svin.
En nedlagt påstand om rettighedsfrakendelse blev ikke fulgt.
Betingede frihedsstraffe kommer især på tale i de sager, hvor den tiltaltes personlige forhold, f.eks. psykiske problemer, har været en af årsagerne til lovovertrædelsen.
Det forekommer også i et vist omfang, at der er grundlag for at idømme foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 - 69 i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen.
5.3.
Strafpåstande ved overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2, - erhvervsmæssige forhold
Der skal som udgangspunkt anvendes følgende strafpositioner ved overtrædelser af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. og 2. pkt., når overtrædelsen er begået i forbindelse med udøvelse af erhverv, jf. § 28, stk. 7, (dog undtaget visse sager om transport af dyr, jf. nærmere herom i afsnit 5.4.)
Bestemmelsen i § 28, stk. 7, finder også anvendelse i erhvervssager, hvor der fastsættes en bøde efter dyreværnslovens § 28, stk. 2, hvis overtrædelsen - uden at være omfattet af § 28, stk. 1, - har medført væsentlig ulempe for det pågældende dyr.
Her anvendes følgende ”minimums-strafpositioner” som udgangspunkt for strafpåstanden
Om baggrunden for det højere bødeniveau, når forholdet er begået i forbindelse med udøvelse af erhverv, kan der henvises til bemærkningerne til lov nr. 384 af 28. maj 2003 om ændring af dyreværnsloven.
Det fremgår heraf, at det ved udmålingen af en straf for overtrædelse af dyreværnslovgivningen i højere grad bør indgå som en skærpende omstændighed, hvis forholdet er begået som led i erhvervsmæssigt forhold.
Der bør således kunne stilles særlige krav til agtpågivenhed hos personer, der handler inden for deres erhverv.
Hertil kommer, at der særligt i disse sager kan være et økonomisk incitament til at overtræde lovgivningen, og at det derfor i almindelighed vil være påkrævet med væsentligt højere bøder, før bøden kan virke præventivt.
Det fremgår i øvrigt af forarbejderne til begge ændringslove, at bødepositionerne bl.a. bygger på den forudsætning, at overtrædelse af dyreværnslovgivningen ofte generelt vil være egnet til at skaffe gerningsmanden en økonomisk vinding.
De nævnte strafpositioner forudsætter dog ikke, at der i den konkrete sag er opnået eller tilsigtet vinding.
Det er endvidere anført, at der er tale om ”minimums-strafpositioner”.
Det betyder på den ene side, at der jævnligt kan være grundlag for at udmåle bøder, der er både højere og lavere end dem, der følger af de nævnte udgangspunkter.
Endvidere bemærkes, at der selvsagt også vil kunne differentieres i bødeudmålingen mellem de forskellige implicerede personer.
Bl.a. på baggrund af en vurdering af, hvem der er ”hovedmanden”, og hvem en opnået eller tilsigtet fortjeneste ville tilfalde.
Hvis der ved overtrædelsen er opnået en økonomisk fordel enten i form af et udbytte eller en besparelse, er det udgangspunktet, at denne fordel skal konfiskeres, efter reglerne i straffelovens kapitel 9, jf. herved dyreværnslovens § 28, stk. 8, hvoraf følger, at hvis det ikke er muligt at dokumentere størrelsen af en økonomisk fordel, skal domstolene tage hensyn til den økonomiske fordel ved udmålingen af straffen.
Se nærmere om konfiskation i afsnit 5.13.
De beskrevne strafpositioner bør ligeledes anvendes som udgangspunkt for strafpåstanden i sager, hvor der rejses tiltale for overtrædelse af både bekendtgørelse nr. 828 af 7. november 1997 om afhorning af dyr og dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, når sådanne overtrædelser er begået i erhvervsmæssig sammenhæng.
Er overtrædelse af reglerne i den nævnte bekendtgørelse sket med hensyn til flere dyr, bør der nedlægges påstand om en højere bøde afhængig af antallet af dyr og den herved opnåede besparelse på udgifter til dyrlæge og/eller bedøvelse af dyrene.
Bødeniveauet er ikke skærpet i sager, hvor der alene er tale om brud på helt formelle regler, og hvor dyr ikke har været udsat for væsentlig ulempe mv.
I disse tilfælde kan også mindre bøder således efter omstændighederne anses for passende.
Om gentagelsesvirkning ved bødefastsættelsen fremgår det af forarbejderne til ændringsloven fra 2003, at tidligere straffe for overtrædelse af de hidtidige regler i dyreværnslovgivningen kan tillægges gentagelsesvirkning efter de nye regler.
Tilsvarende må antages at gælde, for så vidt angår den skærpelse af bøderne, der er gennemført ved ændringsloven fra 2007.
Er der tale om grovere uforsvarlig behandling eller gentagen uforsvarlig behandling af dyr, kan der eventuelt være grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse, jf. nærmere om rettighedsfrakendelse i afsnit 5.7.-5.12.
5.4.
Strafpåstande i sager om transport af dyr
Reglerne om transport af dyr findes i transportbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1729 af 21. december 2006 om beskyttelse af dyr under transport), der trådte i kraft den 5. januar 2007.
Bekendtgørelsen supplerer Rådets forordning nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter og om ændring af direktiv 64/432/EØF og 93/119/EF og forordning nr. 1255/97 (transportforordningen).
Strafferammen for overtrædelse af bekendtgørelsen er bøde eller fængsel indtil 4 måneder, jf. § 35 i bekendtgørelsen.
Ifølge dyreværnslovens § 28, stk. 7, skal det ved udmåling af straffen anses for en skærpende omstændighed, at forholdet er begået i forbindelse med erhverv, herunder dyretransporter.
Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 530 af 6. juni 2007, at den særlige strafskærpelse, for så vidt angår dyretransporter, alene forudsættes at skulle gælde for transportører og de landmænd, som har leveret dyrene til transport, idet det økonomiske incitament til at overtræde reglerne fortrinsvist vil ligge hos disse.
Forarbejderne til lovændringen indeholder således en række ”minimums-strafpositioner”, der kan tjene som udgangspunkt for retsanvendelsen, for så vidt angår overtrædelser begået af landmænd og transportører.
Der skal derfor som udgangspunkt anvendes følgende strafpositioner i sager om transport af dyr, for så vidt angår overtrædelser begået af landmænd og transportører
Bestemmelsen i § 28, stk. 7, finder også anvendelse i sager om transport af dyr, hvor der fastsættes en bøde efter dyreværnslovens § 28, stk. 2, hvis overtrædelsen - uden at være omfattet af § 28, stk. 1, - har medført væsentlig ulempe for det pågældende dyr.
Her anvendes følgende ”minimums-strafpositioner” som udgangspunkt for strafpåstanden
De anførte bødestørrelser tjener som udgangspunkt i sager om transport af dyr og bygger bl.a. på, at overtrædelse af reglerne på dette område ofte generelt vil være egnet til at skaffe den pågældende transportør mv. en økonomisk vinding.
De nævnte strafpositioner forudsætter dog ikke, at der i den konkrete sag er opnået eller tilsigtet en sådan vinding.
Det gælder for alle sager vedrørende transport af dyr - uanset om overtrædelsen er begået af landmænd, transportører, chauffører mv. - at bødebeløbet i tilfælde, hvor der foreligger gentagne og eventuelt systematiske overtrædelser af transportreglerne, bør være væsentligt højere, end hvad de angivne strafpositioner for andengangstilfælde ellers ville føre til.
For at modvirke, at personer, der som led i deres erhverv beskæftiger sig med dyretransporter, konsekvent overtræder transportreglerne, vil der således fortsat kunne være grundlag for absolut kumulation, dvs. sammenlægning af de bøder, der isoleret set er forskyldt i de enkelte tilfælde.
Det anføres i bemærkningerne til både ændringsloven fra 2003 og 2007, at det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, i hvilket omfang dette udmålingsprincip bør anvendes.
Det bemærkes endvidere, at der vil kunne differentieres i bødeudmålingen mellem de involverede personer i sagen, bl.a. på baggrund af en vurdering af, hvem der er ”hovedmanden”, og hvem en opnået eller tilsigtet fortjeneste vil tilfalde.
Der vil således f.eks. kunne være grundlag for at sondre mellem leverandøren og transportøren i forbindelse med straffastsættelsen alt efter, hvem af disse der i særlig grad har haft en økonomisk interesse i at overtræde reglerne om transport af dyr.
Hvis tiltalte ved overtrædelsen har haft en økonomisk gevinst, men det ikke er muligt at konfiskere denne grundet manglende dokumentation af gevinstens størrelse, skal der ved udmåling af straffen tages hensyn hertil, jf. § 28, stk. 8.
I sager, hvor der alene er tale om brud på helt formelle regler, og hvor dyr ikke har været udsat for væsentligt ulempe mv., f.eks. tilfælde, hvor en vognmand ikke har medbragt sin autorisation til transport af dyr, er bødeniveauet ikke ved lovændringerne fra 2003 og 2007 skærpet.
I disse tilfælde kan også mindre bøder således efter omstændighederne anses for passende.
Også i sager vedrørende transport af dyr kan der idømmes frihedsstraf.
Der kan bl.a. henvises til Retten i Maribos dom af 18. august 2005, hvor en 34-årig tidligere straffet eneanpartsanhaver i et selskab, der beskæftigede sig med transport af dyr, blev idømt 30 dages betinget fængsel for flere forhold vedrørende overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt. jf. til dels 2. pkt., jf. stk. 7, jf. § 1 og § 2, samt bekendtgørelse nr. 201 af 16. april 1993 om beskyttelse af dyr under transport (afløst af transportbekendtgørelsen nr. 1729 af 21. december 2006 om beskyttelse af dyr under transport).
Retten fandt, at domfældte som eneanpartshaver, direktør og daglig leder og dermed enerådende i dyretransportselskabet, var ansvarlig for den instruktion, som chaufførerne havde fået forud for den skete transport af dyrene, hvorved de blev behandlet henholdsvis uforsvarligt og groft uforsvarligt.
Tiltalte blev endvidere frakendt retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig med dyr i produktionsøjemed i 3 år, ligesom han i medfør af straffelovens § 79, stk. 1, blev frakendt retten til at udføre transport med hvirveldyr i 3 år.
Betingede frihedsstraffe kommer især på tale i de sager, hvor den tiltaltes personlige forhold, f.eks. psykiske problemer, har været en af årsagerne til lovovertrædelsen.
Det forekommer også i et vist omfang, at der er grundlag for at idømme foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 - 69 i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen.
For så vidt angår sager vedrørende mishandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1, 3. pkt., henvises til afsnit 5.6.
Er der tale om grovere uforsvarlig behandling eller gentagen uforsvarlig behandling af dyr, kan der eventuelt være grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse, jf. nærmere herom i afsnit 5.7-5.12.
Chauffører og ledsagere er ikke omfattet af den særlige strafskærpelse, for så vidt angår dyretransporter.
For disse persongrupper gælder de strafpositioner, der fremgår af afsnit 5.3.
Om begrebet ledsager se afsnit 5.8.
5.5.
Strafpåstande i sager om transport af dyr trods rettighedsfrakendelse
Der skal som udgangspunkt anvendes følgende strafpositioner i sager om overtrædelse af dyreværnslovens § 29 g om transport af dyr trods rettighedsfrakendelse
Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 530 af 6. juni 2007 (jf. bemærkningerne til L 215 af 25. april 2007) vedrørende strafbestemmelsen i § 29 g, at det forudsættes, at der ved overtrædelse af bestemmelsen udmåles følelige sanktioner i form af bøde og i grovere tilfælde kortere frihedsstraffe med udgangspunkt i sanktionerne på færdselslovens område for kørsel i frakendelsestiden.
Tilsvarende bør der udmåles bøder af en ikke ubetydelig størrelse for andres medvirken til, at der udføres erhvervsmæssig dyretransport i en virksomhed eller af en person, der er frakendt retten hertil.
5.6.
Strafpåstande i sager med karakter af mishandling
Det fremgår af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 3. pkt., at straffen i sager, hvor det strafbare forhold har haft karakter af mishandling, er fængsel indtil 1 år, i gentagelsestilfælde indtil 2 år.
I sager, hvor der er tale om mishandling af dyr, skal der således som udgangspunkt altid nedlægges påstand om frihedsstraf.
Betingede frihedsstraffe kommer især på tale i de sager, hvor den tiltaltes personlige forhold, f.eks. psykiske problemer, har været en af årsagerne til lovovertrædelsen.
Det forekommer også i et vist omfang, at der er grundlag for at idømme foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 - 69 i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen.
I praksis foreligger mishandling ofte i situationer, hvor landmænd gennem længere tid ikke har draget omsorg for en besætning af produktionsdyr bl.a. med den følge, at dyrene er syge, stærkt afmagrede eller døde.
Som eksempel herpå kan nævnes U2006.61Ø, hvor en 47-årig ustraffet mand blev fundet skyldig i overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, og stk. 2, jf. §§ 1 og 2, ved gennem en længere periode at have holdt høns på en groft uforsvarlig måde med karakter af mishandling, idet der på tiltaltes ejendom blev fundet mange tusinde udsultede døde høns.
Tiltalte blev idømt 30 dages fængsel og frakendt retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr i 5 år.
Mishandling forekommer også ved privatpersoners hold af enkelte eller få dyr, herunder hobbydyr og kæledyr.
Som eksempel kan nævnes en utrykt dom, afsagt af Vestre Landsret den 19. marts 2002 (7. afdeling), hvor en 62-årig mand var tiltalt for overtrædelse af dyreværnsloven § 28, jf. § 1 og § 2, samt § 3, stk. 1, og 3, i form af grov uforsvarlig behandling af 3 hunde, som han som ejer overlod til sig selv i længere tid i et aflåst område på ca. 12 m2 uden adgang til foder og drikkevand, hvorved en af hundene døde, formentlig af tørst, og de 2 andre hundes ernæringstilstand blev dårlig, ligesom de led af væskemangel.
Det Veterinære Sundhedsråd havde udtalt, at rådet betragtede forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling.
Landsretten tiltrådte, at forholdet havde karakter af mishandling og idømte en fællesstraf af fængsel i 7 måneder, der også omfattede en tidligere dom på 6 måneders betinget fængsel.
Landsretten anførte, at retten herved havde taget i betragtning, at den begåede overtrædelse af dyreværnsloven var af en sådan grovhed, at den i sig selv som udgangspunkt burde medføre ubetinget fængselsstraf i 30 dage.
Navnlig under hensyn til tiltaltes alder og personlige forhold i øvrigt fandt retten det forsvarligt, at alene 14 dages fængsel skulle afsones, mens resten af fængselsstraffen blev gjort betinget.
5.7.
Rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29
Efter dyreværnslovens § 29, stk. 1, 1. pkt., kan den, der ved dom findes skyldig i mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, ved dommen for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum frakendes retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr.
Det samme gælder den, der efter tidligere at have gjort sig skyldig i uforsvarlig behandling af dyr på ny findes skyldig i en sådan overtrædelse, jf. § 29, stk. 1, 2. pkt.
Spørgsmålet om rettighedsfrakendelse bør således altid overvejes, når et forhold har karakter af
- grovere uforsvarlig behandling af dyr efter § 28, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt.
- mishandling af dyr efter § 28, stk. 1, 3. pkt.
- uforsvarlig behandling af dyr efter § 28, stk. 1, og den sigtede tidligere er dømt efter dyreværnslovens § 28, stk. 1.
Rettighedsfrakendelse kan ske for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum, oftest 2, 3 eller 5 år.
Frakendelsen kan begrænses til kun at angå f.eks. produktionsdyr eller bestemte arter af dyr eller således, at der fremover kun må holdes et bestemt antal dyr.
Spørgsmålet om rettighedsfrakendelse skal forinden tiltalerejsning forelægges for statsadvokaten.
Se nærmere herom i afsnit 3.2.
5.8. klippekortordningen efter dyreværnslovens § 29 b
Efter bestemmelsen i dyreværnslovens § 29 b skal personer, der beskæftiger sig med dyretransporter, som inden for en periode af tre år har gjort sig skyldig i tre overtrædelser af nærmere angivne regler om transport af dyr, betinget frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.
Hver overtrædelse (klip) har gyldighed i tre år fra gerningstidspunktet og ikke først fra det senere tidspunkt, hvor sagen afgøres.
Efter yderligere én overtrædelse inden for en treårig prøvetid skal der ske ubetinget frakendelse af retten til at transportere dyr, jf. § 29 c, stk. 1, nr. 3.
Se nærmere herom under afsnit 5.10.
Reglerne omfatter kun enkeltpersoner.
Der kan således ikke gives klip til juridiske personer.
Klippekortordningen omfatter ”den, der driver erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr”.
Ifølge forarbejderne til lov nr. 530 af 6. juni 2007 vedrørende § 29 b omfatter dette udtryk transportører i transportforordningens forstand, herunder en ejer, en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en anden person, der uanset formel titel de facto deltager i ledelsen af transportvirksomheden.
Endvidere omfattes en organisator, jf. transportforordningens artikel 2, litra q.
Ifølge denne bestemmelse er en organisator en person, som har givet en transport i entreprise til mindst én transportør.
Strafansvar og klip i forhold til transportøren forudsætter, at de sædvanlige betingelser for strafansvar, herunder at der skal være tale om en forsætlig eller uagtsom handling eller undladelse, skal være opfyldt i den enkelte sag.
Klippekortordningen indebærer således ikke, at transportøren strafferetligt ”hæfter” for ansattes overtrædelser af reglerne om transport af dyr.
Klippekortordningen omfatter tillige en chauffør eller ledsager, der udfører er-hvervsmæssig transport af dyr.
Ved ledsager forstås en person, som er direkte ansvarlig for dyrenes velfærd, og som ledsager disse under en transport, jf. artikel 2, litra c i transportforordningen.
Det fremgår dog af bemærkningerne til lov nr. 530 af 6. juni 2007, at ikke alle ledsagere er omfattet af klippekortordningen.
Det er således alene ledsagere, som er omfattet af kravet om kompetencebevis efter transportforordningens artikel 6, stk. 5, der er omfattet af klippekortordningen.
Klippekortordningen omfatter derimod f.eks. ikke landmænd, der alene fungerer som leverandører af dyrene, men landmænd kan være omfattet af ordningen, hvis de selv fungerer som transportører eller chauffører i forbindelse med transport af dyr.
De nærmere regler om, hvilke overtrædelser af reglerne om transport af dyr der er omfattet af klippekortordningen, er fastsat ved bekendtgørelse nr. 23 af 14. januar 2009 om visse forhold vedrørende betinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.
Det bemærkes i den forbindelse, at ordningen kun omfatter overtrædelser, der begås ved landevejstransporter af svin, kvæg, heste, fjerkræ, får og geder.
Ifølge forarbejderne til lovændringen fra 2007, kan der ved samme dyretransport udløses flere klip, hvis der er begået flere overtrædelser omfattet af klippekortordningen.
Der kan dog være tilfælde, hvor det vil forekomme ude af proportioner, hvis der gives flere klip for samtidige overtrædelser.
I tilfælde, hvor der f.eks. under en og samme transport transporteres svin af flere størrelser, og der begås overtrædelser af forskellige arealkrav, vil det i almindelighed ikke være rimeligt, at der udløses et klip for hver enkelt af de forskellige arealkrav, der er overtrådt.
Ifølge bemærkningerne løses en sådan situation bedst ved anklagemyndighedens afgørelse om tiltalespørgsmålet, således at anklagemyndigheden angiver i anklageskriftet, at overtrædelserne alene medfører f.eks. et klip.
Klippet er en obligatorisk følge af, at den pågældende findes skyldig i et forhold omfattet af klippekortordningen.
Det indebærer, at klippet ikke skal vedtages af den pågældende eller idømmes af en domstol.
Det følger imidlertid af bestemmelsen i dyreværnslovens § 29 i, at hvis en overtrædelse er omfattet af § 29 b, stk. 1, skal dette - med henblik på registrering af afgørelsen i Kriminalregistret - fremgå af anklagemyndighedens tilkendegivelse ved en udenretlig vedtagelse, af retsbogen ved en indenretlig vedtagelse eller af en dom.
Da et klip er en obligatorisk følge af, at den pågældende findes skyldig, skal spørgsmålet om betinget frakendelse efter dyreværnslovens § 29 b ikke forelægges for statsadvokaten inden tiltalerejsning og fremme af sagen til strafferetlig afgørelse.
Derimod skal spørgsmålet om ubetinget rettighedsfrakendelse efter § 29 c, stk. 1, forinden tiltalerejsning forelægges for statsadvokaten.
Se nærmere herom i afsnit 3.2.
Er overtrædelsen så grov, at der foreligger mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, jf. § 28, stk. 1, skal sagen ikke afgøres med klip, men med rettighedsfrakendelse efter § 29 a, jf. afsnit 5.9.
5.9.
Rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29 a i sager om transport af dyr udenfor klippekortordningen
Ifølge dyreværnslovens § 29 a kan den, der driver erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr og den, der som chauffør eller ledsager udfører erhvervsmæssig transport af dyr, frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.
Spørgsmålet om rettighedsfrakendelse i medfør af dyreværnslovens § 29 a bør altid overvejes, når et forhold har karakter af
- grovere uforsvarlig behandling af dyr
- mishandling eller
- overtrædelse af § 28, stk. 1, 1. pkt., og den sigtede tidligere er dømt herfor.
Hvis der er tale om mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr i forbindelse med transport, skal det altid overvejes, om der skal nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse efter § 29 a.
Det gælder også i tilfælde, hvor der er tale om en overtrædelse omfattet af klippekortordningen.
Se nærmere om klippekortordningen i afsnit 5.8.
Det er samme personkreds, som er omfattet af klippekortordningen, der kan frakendes retten til at beskæftige sig med transport af dyr efter bestemmelsen i § 29 a.
Frakendelsen sker ubetinget.
Ifølge § 29 a, stk. 2, kan frakendelse dog ske betinget, hvis ubetinget frakendelse af retten til at transportere dyr vil stå i misforhold til den begåede lovovertrædelse og omstændighederne ved denne.
Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, der blev indsat ved ændringsloven i 2007 vil betinget frakendelse navnlig være relevant i de sager, hvor der ikke findes fuldt tilstrækkelig grundlag for en ubetinget frakendelse.
I vurderingen heraf i sager om mishandling og grovere uforsvarlig behandling af dyr kan indgå, om der er tale om en førstegangsovertrædelse.
Det altovervejende udgangspunkt vil dog fortsat være, at frakendelse i sager om mishandling, grovere uforsvarlig behandling af dyr eller gentagne forhold af uforsvarlig behandling af dyr sker ubetinget.
§ 29 a er et supplement til den almindelige frakendelsesregel i dyreværnslovens § 29, hvorefter der kan ske frakendelse af retten til personligt at beskæftige sig med dyr.
I modsætning til § 29 er det ikke en betingelse for frakendelse af retten til erhvervsmæssigt at transportere dyr efter § 29 a, at den pågældende selv har personlig kontakt med dyrene.
En frakendelse efter § 29 tager således ikke umiddelbart sigte på en transportør/vognmand, der udfører transport af dyr, da dyretransport kan drives som erhverv, uden at virksomhedens ejere kan siges at beskæftige sig personligt med dyrene, idet transport - og dermed den personlige kontakt til dyr - ofte udføres af ansatte.
I disse situationer kan der i stedet ske frakendelse efter § 29 a af retten til erhvervsmæssigt at transportere dyr.
Det er forudsat i forarbejderne til bestemmelsen, at der i sager, hvor det vurderes, at der både bør ske frakendelse af retten til at transportere dyr og retten til at beskæftige sig med dyr, f.eks. i tilfælde hvor en transportør tillige er landmand, kan ske frakendelse efter både dyreværnslovens § 29 og § 29 a.
Det fremgår endvidere af forarbejderne til bestemmelsen, at indførelsen af klippekortordningen, jf. § 29 b, ikke bør føre til, at der gives en mildere sanktion i form af et klip, hvis der foreligger en overtrædelse, som omfatter mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, der efter § 29 a kunne medføre en ubetinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr.
Om samspillet mellem reglen i § 29 a og klippekortordningen henvises i øvrigt til bestemmelsen i dyreværnslovens § 29 c, jf. nærmere herom i afsnit 5.10.
Ved siden af reglerne i dyreværnsloven gælder den almindelige bestemmelse om rettighedsfrakendelse i straffelovens § 79.
Denne bestemmelse har fortrinsvis været anvendt i sager om transport af dyr.
Efter indførelsen af bestemmelserne i dyreværnslovens §§ 29 a - 29 c må det antages, at rettighedsfrakendelse efter § 79 kun meget sjældent vil være relevant i sager om transport af dyr.
Det kan dog ikke helt udelukkes, at der vil kunne være grundlag for rettighedsfrakendelse efter § 79 i tilfælde, hvor en person f.eks. gentagne gange systematisk overtræder bestemmelserne om transport af dyr, uden at forholdene er så grove, at de er omfattet af § 28, stk. 1, eller bestemmelsen i § 29 b.
Spørgsmålet om rettighedsfrakendelse skal forinden tiltalerejsning forelægges for statsadvokaten.
Se nærmere herom i afsnit 3.2.
5.10.
Samspillet mellem betingede frakendelser inden for og uden for klippekortordningen
Efter bestemmelserne i §§ 29 a - 29 b kan der ske betinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, dels som en obligatorisk retsfølge efter tre klip i medfør af klippekortordningen, dels som en mulig retsfølge ved mishandling, grovere uforsvarlig behandling af dyr eller gentagne forhold af uforsvarlig behandling af dyr.
Bestemmelsen i § 29 c regulerer de tilfælde, hvor der skal ske ubetinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr som følge af, at der i prøvetiden for en betinget frakendelse - inden for eller uden for klippekortordningen - er begået et eller flere forhold, der enten hver for sig eller tilsammen (herunder ved yderligere et klip efter klippekortordningen) isoleret set ville føre til en betinget frakendelse.
Det følger af § 29 c, stk. 1, nr. 1-3, at den pågældende ubetinget skal frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr i følgende situationer
- hvis der i prøvetiden for en betinget frakendelse - inden for eller uden for klippekortordningen - begås et nyt forhold, som isoleret set ville føre til en betinget frakendelse uden for klippekortordningen, jf. § 29 a, stk. 2,
- hvis den pågældende i prøvetiden for en betinget frakendelse uden for klippekortordningen gør sig skyldig i yderligere én overtrædelse af § 29 b, stk. 1 (kliprelevant overtrædelse)
- hvis der i prøvetiden for en betinget frakendelse inden for klippe-kortordningen er ”optjent” yderligere ét klip efter klippekortordningen.
Efter § 29 c, stk. 2, kan der under særlig formildende omstændigheder ske betinget frakendelse i tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 1, ellers skulle ske ubetinget.
Det følger dog af bemærkningerne til § 29 c, at bestemmelsen i stk. 2, kun forudsættes anvendt i helt særlige tilfælde.
5.11.
Rettighedsfrakendelse over for juridiske personer i forbindelse med sager om transport af dyr
Efter dyreværnslovens § 29 d, der blev indsat ved lov nr. 530 af 6. juni 2007, kan et selskab mv. (en juridisk person) ubetinget frakendes retten til at drive virksomhed med transport af dyr, hvis selskabet gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har overtrådt lovgivningen vedrørende transport af dyr.
Bestemmelsen er navnlig tænkt anvendt i de tilfælde, hvor der tidligere er sket udskiftning af enkeltpersoner i ledelsen, som er frakendt retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, dvs. hvor selskabet som sådant må siges at danne rammen om gentagne, alvorlige overtrædelser.
Bestemmelsen skal ses som et supplement til den almindelige frakendelsesregel og til klippekortordningen og bør ifølge forarbejderne være forbeholdt særlig grove tilfælde.
En sådan rettighedsfrakendelse træder ikke i stedet for, men skal idømmes i tillæg til rettighedsfrakendelse i forhold til de ansvarlige fysiske personer.
Spørgsmålet om rettighedsfrakendelse skal forinden tiltalerejsning forelægges for statsadvokaten.
Se nærmere herom i afsnit 3.2.
5.12.
Retsvirkningen af betinget og ubetinget frakendelse
Retsvirkningerne af en betinget frakendelse fremgår af dyreværnslovens § 29 f.
En betinget frakendelse sker på vilkår af, at den pågældende i en prøvetid på tre år, der regnes fra endelig dom, ikke overtræder lovgivningen om transport af dyr under sådanne omstændigheder, at den pågældende skal frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.
Den pågældende skal endvidere inden for en frist, som fastsættes af Fødevarestyrelsen, bestå en kontrollerende prøve om behandling af dyr under transport.
Prøven er den samme, som chaufføren/ledsageren efter reglerne i transportforordningen og Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1728 af 21. december 2006 om uddannelse i transport af dyr skal bestå for at opnå det såkaldte kompetencebevis.
Hvis prøven ikke er bestået inden udløbet af den fastsatte frist, må den pågældende ikke beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, jf. § 29 f, stk. 2, 2. pkt.
En overtrædelse heraf kan straffes efter § 29 g, jf. nærmere i afsnit 5.5.
For så vidt angår ubetinget frakendelse henvises til dyreværnslovens § 29 e, hvoraf det fremgår, at ubetinget frakendelse, der regnes fra endelig dom, sker for et nærmere fastsat tidsrum eller for bestandig.
Spørgsmålet om rettighedsfrakendelse skal forinden tiltalerejsning forelægges for statsadvokaten.
Se nærmere herom i afsnit 3.2.
5.13.
Konfiskation
I meget grove sager om overtrædelse af reglerne om transport af dyr kan der eventuelt være grundlag for at påstå det køretøj, der har været anvendt til transporten, konfiskeret, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, om konfiskation af genstande, der har været anvendt til en strafbar handling, hvis det er påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser.
Dette kan f.eks. komme på tale, hvis en transportør fortsætter sin ulovlige virksomhed efter at være frataget sin autorisation, og dermed fortsat udsætter dyr for alvorlig lidelse.
På samme måde kan der i sager, hvor tiltalte ved en overtrædelse af dyreværnslovgivningen har opnået en økonomisk gevinst eller en besparelse, hvis størrelse er mulig at dokumentere, være grundlag for at påstå udbyttet/gevinsten konfiskeret, jf. straffelovens kapitel 9.
6.
Efter dom
6.1.
Indberetning af afgørelser til fødevaremyndighederne
En række sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen skal indberettes til Fødevarestyrelsen.
Det drejer sig om afgørelser om
- sager om transport af dyr
- sager mod landmænd
- sager med betinget frakendelse
Sager om transport af dyr
Alle afgørelser i sager vedrørende overtrædelse af reglerne om dyretransport skal indberettes til Fødevarestyrelsen, Kontoret for dyrevelfærd og veterinærmedicin, Stationsparken 31-33, 2600 Glostrup, med henblik på at Fødevarestyrelsen kan få mulighed for at vurdere, om der eventuelt er grundlag for administrativt at tilbagekalde en autorisation.
Også frifindende domme samt afgørelser om indstilling af efterforskning eller afgørelser om påtaleopgivelse i sager vedrørende dyretransporter skal indsendes til Fødevarestyrelsen.
I transportforordningen stilles en række krav til transportvirksomheder, som ønsker at udføre erhvervsmæssig transport af dyr, herunder krav om autorisation af transportvirksomheden, jf. transportforordningens artikel 10-13.
En transportvirksomhed, der udfører transport af dyr, skal således være autoriseret hertil i overensstemmelse med reglerne i transportforordningen.
Autorisationen meddeles af Fødevarestyrelsen.
Det følger af transportforordningens artikel 26, stk. 4, litra c, samt transportbe-kendtgørelsens § 30, stk. 1, at en autorisation meddelt af Fødevarestyrelsen i henhold til transportforordningens artikel 10 eller 11 kan tilbagekaldes af styrelsen, hvis transportvirksomheden har overtrådt transportforordningen eller transportbekendtgørelsen.
Fødevarestyrelsens adgang til administrativt at tilbagekalde en autorisation er primært tænkt anvendt i situationer, hvor den samme transportør gentagne gange ved forskellige afgørelser dømmes for overtrædelse af reglerne om beskyttelse af dyr under transport, herunder afgørelser fra forskellige domstole og politikredse, uden at dette har bevirket, at der er sket rettighedsfrakendelse efter dyreværnsloven.
Det er således ikke et krav for tilbagekaldelse af en autorisation, at der skal være tale om gentagne eller alvorlige overtrædelser.
En tilbagekaldelse kan ske for et tidsrum af et til fem år.
Sager mod landmænd
Alle strafferetlige afgørelser i sager mod landmænd for overtrædelse af dyreværnsloven skal indberettes til Fødevarestyrelsen.
Indberetningerne skal sendes til Kontoret for dyrevelfærd og veterinærmedicin, Stationsparken 31-33, 2600 Glostrup.
Også frifindende domme samt afgørelser om indstilling af efterforskning eller afgørelser om påtaleopgivelse skal indsendes til Fødevarestyrelsen.
Formålet med indberetningen er bl.a. at skaffe et overblik over retsudviklingen på området, ligesom Fødevarestyrelsen vil kunne anvende oplysningerne som led i tilrettelæggelsen af stikprøvekontrollen i besætningerne.
Sager med betinget frakendelse
En betinget frakendelse af retten til erhvervsmæssigt at beskæftige sig med transport af dyr medfører bl.a., at den pågældende inden for en frist, som fastsættes af Fødevarestyrelsen, skal bestå en kontrollerende prøve om behandling af dyr under transport, jf. dyreværnslovens § 29 f.
Alle afgørelser, hvorved den tiltalte idømmes eller vedtager en betinget frakendelse, skal indberettes til Fødevarestyrelsen hurtigst muligt, således at Fødevarestyrelsen kan fastsætte en frist for den pågældendes beståelse af den kontrollerende prøve.
Indberetning om betinget frakendelse skal sendes til Fødevarestyrelsen, Kontoret for dyrevelfærd og veterinærmedicin, Stationsparken 31-33, 2600 Glostrup.
Der er nærmere redegjort for retsvirkningerne af en betinget frakendelse i afsnit 5.12.
6.2.
Indberetning af afgørelser til statsadvokaten
Afgørelser i sager, hvor spørgsmålet om rettighedsfrakendelse har været forelagt for statsadvokaten, indsendes til statsadvokaten inden udløbet af ankefristen eller fristen for indgivelse af ansøgning om anketilladelse med indstilling om ankespørgsmålet.
6.3.
Afgørelser til vidensbasen
Domme om overtrædelse af dyreværnslovgivningen kan være relevante for Anklagemyndighedens Vidensbase.
Det bør derfor overvejes, om dommen skal indberettes til Rigsadvokatens Vidensenhed, jf. ”Vidensbasens vejledning indenfor særlovskriminalitet om indberetning af dyreværnsdomme”.
7.
Love og forarbejder
Dyreværnsloven - seneste hovedlov og lovbekendtgørelse
Lovbekendtgørelse nr. 252 af 8. marts 2013 af dyreværnsloven
Lov nr. 386 af 6. juni 1991 Dyreværnsloven
Relevante ændringslove og forarbejder
Lov nr. 717 af 25. juni 2010 om ændring af lov om hunde og dyreværnsloven (Forbud mod besiddelse mv. af visse hunde, båndpligt, aflivning af hunde, der skambider, midlertidig frakendelse af retten til at have med dyr at gøre) (L 163 af 17. marts 2010)
Lov nr. 530 af 6. juni 2007 om ændring af dyreværnsloven (klippekortordning for dyretransporter, strafskærpelse og egenkontrol i besætninger) (L 215 af 25. april 2007)
Betænkning, LFB nr. 215 af 23. maj 2007, afgivet af Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri over L 215 af 25. april 2007
Lov nr. 384 af 28. maj 2003 om ændring af dyreværnsloven (strafskærpelse, pasningsvejledninger ved salg af dyr til private, fremvisning af halekuperede hunde, øget dyrevelfærdsmæssig kontrol, gebyrbestemmelse mv.) (L 154 af 29. januar 2003)
Betænkning, LFB nr. 154 af 8. maj 2003, afgivet af Retsudvalget over L 154 af 29. januar 2003
Andre relevante love
Lovbekendtgørelse nr. 254 af 8. marts 2013 af hundeloven
Lovbekendtgørelse nr. 251 af 8. marts 2013 af lov om hold af heste
Lovbekendtgørelse nr. 815 af 14. juli 2012 af lov om dyrlæger
Relevante forordninger
Transportforordningen, Rådets forordning nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter og om ændring af direktiv 64/432/EØF og 93/119/EF og forordning nr. 1255/97
Relevante bekendtgørelser
Bekendtgørelse nr. 828 af 7. november 1997 om afhorning af dyr
Bekendtgørelse nr. 120 af 28. februar 2005 om forelæggelse af veterinærfaglige spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd og Fødevarestyrelsen
Bekendtgørelse nr. 23 af 14. januar 2009 om visse forhold vedrørende betinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr
Bekendtgørelse nr. 1729 af 21. december 2006 om beskyttelse af dyr under transport
Bekendtgørelse nr. 1728 af 21. december 2006 om uddannelse i transport af dyr
Relevante vejledninger og cirkulæreskrivelser
Cirkulæreskrivelse nr. 9272 af 14. april 2005 om styrkelse af samarbejdet mellem fødevareregionerne og politikredsene i dyreværnssager
Retningslinjer for samarbejde mellem Fødevarestyrelsen og politikredsene i dyreværnssager
Vejledning nr. 41 af 10. juni 2005 om bekendtgørelse om forelæggelse af veterinærfaglige spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd og Fødevarestyrelsen
Rigspolitiets Vejledning om lov om hunde (hundeloven) mv.
1. gang
2. gang
Uforsvarlig behandling af dyr
2.000 kr.
3.000 kr.
Grovere uforsvarlig behandling af dyr
5.000 kr.
7.500 kr.
1. gang
2. gang
Uforsvarlig behandling af dyr
5.000 kr.
7.500 kr.
Grovere uforsvarlig behandling af dyr
10.000 kr.
15.000 kr.
1. gang
2. gang
Dyreværnslovens § 28, stk. 2
3.000 kr.
4.500 kr.
1. gang
2. gang
Uforsvarlig behandling af dyr (dvs. både overtrædelse af bekendtgørelse og dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt.)
13.000 kr.
18.000 kr.
Grovere uforsvarlig behandling af dyr (dvs. både overtrædelse af bekendtgørelse og dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt.)
25.000 kr.
40.000 kr.
1. gang
2. gang
Kun overtrædelse af bekendtgørelse og/eller dyreværnslovens § 28, stk. 2
7.000 kr.
12.000 kr.
1. gang
bøde svarende til 1 måneds nettoløn
2. gang
10 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste samt en tillægsbøde på 1 måneds nettoløn
3. gang
ubetinget frihedsstraf