Vejledning om stævnelægers pligter og beføjelser under offentlige boksekampe
Table of Provisions (11)
Statutory Text (11 Articles)
Vejledning om stævnelægers pligter og beføjelser under offentlige boksekampe
Denne vejledning uddyber Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 9537 af 2. oktober 2013 om stævnelægers pligter og beføjelser under offentlige boksekampe samt Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 188 af 5. marts 2011 om offentlige boksekampe.
Indhold
1.
Formål
2.
Akutte bokseskader
3.
Kroniske hjerneskader
4.
Stævnelægen
5.
Stævnelægens pligter og beføjelser før kampen
a.
Dokumentation for deltagende bokseres sundhedsmæssige egnethed til konkurrenceboksning
i.
Startbog/licens med lægelige oplysninger
ii.
Almindelig helbredsundersøgelse
iii.
Speciallægeundersøgelser
b.
Forhold som kræver stævnelægens særlige opmærksomhed
6.
Stævnelægens pligter og beføjelser under kampen
7.
Stævnelægens pligter og beføjelser efter kampen
a.
Karantæne
b.
Stævnelægens pligt til at notere karantæner m.v.
8.
Opbevaring af lægelige oplysninger
9.
Ikrafttræden
1.
Formål
Vejledningen har til formål at bidrage til sikre, at boksere ikke er sundhedsmæssigt uegnede til konkurrenceboksning og forebygge og begrænse risikoen for, at boksere får alvorligere skader i forbindelse med boksekampe.
Vejledningen retter sig til stævnelæger, og den beskriver typisk forekommende virkninger af akutte bokseskader og kroniske hjerneskader, som stævnelægen skal være opmærksom på.
Vejledningen beskriver endvidere stævnelægens pligter og beføjelser før, under og efter offentlige boksekampe.
2.
Akutte bokseskader
Det er i boksning tilladt at ramme modstanderen overalt i ansigtet og på siderne af hovedet, hvorimod slag i baghovedet eller nakken er forbudt.
Ved et tilstrækkeligt kraftigt stød mod hovedet opstår såkaldt knockout, der foreligger, når en bokser efter at være slået i gulvet er ukampdygtig i mindst 10 sekunder.
Det initiale bevidsthedstab efterfølges ofte af en kortvarig omtågethed, men allerede efter få minutters forløb synes restitution i reglen at være indtrådt.
Undertiden kan en bokser dog i adskillige minutter ‑ i sjældnere tilfælde endog timer ‑ efter den tilsyneladende restitution fortsat være »groggy«, dvs. i en tilstand præget af desorientering, forlænget reaktionstid, nedsat dømmekraft og eventuelt let konfusion, tidvis endog automatisk adfærd.
Det bemærkes, at når en bokser under kampen modtager gentagne slag i hovedet, kan bokseren blive delvis uklar ‑ »groggy« ‑ uden først at have været i gulvet.
En »groggy« bokser kan undertiden fortsætte kampen, men er i denne tilstand sjældent i stand til at forsvare sig tilstrækkeligt effektivt og vil derfor være særlig udsat for på ny at blive ramt hårdt, eventuelt med regulært knockout til følge.
Bliver en bokser i en sådan tilstand slået ud, kan bokseren falde så tungt, at der kan opstå en læsion af hovedet, hvis dette rammer gulvet.
I sjældne tilfælde har døden været følgen af et sådant fald.
»Groggy‑perioden« efterfølges af en total amnesi (hukommelsestab), der også kan være retro‑ eller anterograd (bagudrettet eller fremadrettet).
Man har eksempler på, at en bokser, som tidligt i en kamp er blevet slået i gulvet, har genoptaget og fuldført kampen, men bagefter har komplet amnesi for sidste omgange.
Såvel knockout som »groggy‑tilstanden« svarer til det kliniske begreb commotio cerebri (hjernerystelse), omend de subjektive commotionssymptomer forekommer med ringe hyppighed.
Et enkelt knockoutstød efterlader kun meget sjældent nogen påviselig permanent hjernebeskadigelse, men risikoen for en sådan er større, hvis en bokser i løbet af en kamp modtager et stort antal hårde stød mod hovedet, også selv om bokseren ikke bliver slået ud.
Ved dyreforsøg er det således påvist, at hurtigt på hinanden følgende subcommotionelle hovedtraumer (hovedtraumer uden hjernerystelse) kan fremkalde flere smålæsioner i hjernen.
Det bemærkes, at der ved knockout ‑ og især hvis bokseren i faldet slår hovedet hårdt mod gulvet ‑ kan forekomme sværere, i sjældne tilfælde endog fatale hjernelæsioner i form af epidural, subdural eller intracerebral blødning (blødning over eller under hjernehinden eller i hjernesubstansen).
3.
Kroniske hjerneskader
En lang boksekarriere kan efterlade ydre stigmata (»boksenæse« m.m.) hos bokseren, som dog væsentligt kun har kosmetisk betydning.
Hos boksere med en lang boksekarriere kan der som resultat af en særlig langvarig og hård karriere opstå en kronisk hjernebeskadigelse, der viser sig som et såkaldt punch‑drunk syndrom, omfattende ataxi (manglende muskelkoordination), taleforstyrrelser og mental reduktion.
De patologisk‑anatomiske forandringer er blandt andet dilatation af hjerneventriklerne (udvidelse af de normale væskefyldte hulrum i hjernen), smålæsioner i øvre hjernestamme og hippocampus samt undertiden ruptur af septum pellucidum (hul i hinden mellem to af hulrummene).
Efter de nugældende skånebestemmelsers indførelse er syndromet i fuldt udviklet form blevet en sjældenhed, men lettere grader af intellektuel reduktion kan dog stadig ses hos boksere, som igennem en årrække har haft mange kampe.
I begyndelsesstadiet kan kronisk hjerneskade formentlig kun afsløres ved psykologisk testning, hvorimod en negativ neurologisk undersøgelse og et normalt elektroencephalogram ikke udelukker tilstedeværelsen af en hjerneskade.
4.
Stævnelægen
Stævnelægen skal have ret til selvstændigt virke som læge og have relevante forudsætninger og erfaring for at virke som stævnelæge.
Stævnelægen er ved udøvelsen af sine opgaver som stævnelæge forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, jf. lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed § 17.
En stævnelæge må ikke have økonomisk eller anden væsentlig interesse i boksekampens resultat.
5.
Stævnelægens pligter og beføjelser før kampen
Alle offentlige boksekampe skal overværes af en stævnelæge.
Der må således ikke afholdes offentlige boksekampe uden, at en stævnelæge er til stede.
Stævnelægens opgave er at varetage hensynet til de deltagende bokseres helbred og sikkerhed og ved sin indsats forebygge og begrænse risikoen for, at boksere får alvorligere skader.
Stævnelægen skal sikre sig, at der foreligger dokumentation for, at ingen af de deltagende boksere er sundhedsmæssigt uegnet til konkurrenceboksning.
Stævnelægen skal endvidere have en samtale med begge boksere inden boksekampen, eventuel med hjælp fra en, der kan tolke.
Formålet med samtalen er, at stævnelægen skal kunne vurdere, at bokseren ikke umiddelbart fremtræder som sundhedsmæssigt uegnet til konkurrenceboksning.
Hvis der ikke foreligger den nødvendige helbredsmæssige dokumentation for hver af de deltagende boksere, eller hvis stævnelægen efter samtale med en bokser eller i øvrigt vurderer, at en bokser umiddelbart fremtræder som sundhedsmæssig uegnet til konkurrenceboksning, skal stævnelægen træffe afgørelse om, at bokseren ikke må deltage i boksekampen.
Afgørelsen skal være begrundet i nødvendigt omfang i de lægelige oplysninger om bokseren, se nedenfor, herunder med nærmere oplysning om, hvorfor stævnelægen vurderer, at bokseren er sundhedsmæssigt uegnet til konkurrenceboksning, og om det beror på stævnelægens egne observationer eller på den foreliggende helbredsmæssige dokumentation eller mangel herpå.
Stævnelægen skal før afholdelse af en offentlig boksekamp påse, at der for hver af de deltagende boksere foreligger en startbog/licens med lægelige oplysninger og vurderinger vedrørende bokseren.
Startbogen/licensen skal være udstedt af Danmarks Bokse-Union (bokseforbundet eller lokalunionen), Dansk Professionelt Bokse Forbund eller Danish Boxing Association i overensstemmelse med reglerne i Justitsministeriets bekendtgørelse om offentlige boksekampe eller tilsvarende dokumentation.
Hvis der ikke foreligger en startbog/licens med lægelige oplysninger, skal stævnelægen træffe afgørelse om, at bokseren ikke må deltage i boksekampen.
Stævnelægen skal gennemgå hver boksers startbog/licens med lægelige oplysninger for at sikre sig, at den er ajourført og indeholder oplysninger om forhold af betydning for stævnelægens bedømmelse af bokserens sundhedsmæssige egnethed til konkurrenceboksning, herunder,
Startbogen skal endvidere omfatte et dokument med information til bokseren om en af Sundhedsstyrelsen udfærdiget oversigt over de særlige risici ved boksning, herunder at hvis bokseren er gravid, er der en øget risiko for at abortere, og en advarsel om, at overtrædelse af de lægelige karantænebestemmelser medfører betydelig risiko for varige skader.
Dette dokument skal være underskrevet af bokseren.
De lægelige oplysninger skal indeholde de påkrævede og relevante lægeerklæringer og resultaterne af de lægeundersøgelser, som bokseren skal have gennemgået, jf. nedenfor, og stævnelægens vurderinger.
De lægelige oplysninger skal endvidere indeholde stævnelægens afgørelser og pålæg, herunder om bokserens eventuelle karantæner samt begrundelse herfor, og oplysning om de er udløbet.
Startbogen/licensen skal godkendes hvert år.
Stævnelægen skal være opmærksom på, at en startbog/licens skal indeholde en særlig side til brug ved stævnelægens overførsler fra tidligere startbog/licens til ny startbog/licens af lægelige oplysninger, herunder notater vedrørende skaders art og omfang samt om karantæner.
Se pkt. 7 b om stævnelægens pligt til at notere karantæner m.v. i startbogen/licensen med lægelige oplysninger.
Stævnelægen skal før en offentlig boksekamp sikre sig dokumentation for, at ingen af de deltagende boksere er sundhedsmæssigt uegnede til konkurrenceboksning.
Stævnelægen skal sikre sig, at der foreligger en lægeattest fra hver bokser, som ikke må være over et halvt år gammel.
Lægeattesten skal være udstedt af en læge med tilladelse til selvstændigt virke som læge.
Lægeattesten skal indeholde en anamnese (sygehistorie) og resultatet af en almindelig helbredsundersøgelse udført af lægen, som omfatter en basal neurologisk undersøgelse samt resultatet af en urinanalyse og en synsprøve.
Lægen skal i forbindelse med optagelse af anamnese bl.a. spørge til, om bokseren har hovedpine eller synsforstyrrelser, og hvis det er tilfældet, skal bokseren udredes nærmere via egen læge.
Synsprøven skal udvise normalt syn på begge øjne, herunder mindst 6/18 på bedste øje og mindst 6/30 på dårligste øje prøvet uden korrektion, og bokseren må højst være nærsynet med -3,0 (målt i dioptrier) og skal have normalt synsfelt.
Lægeattesten skal indeholde oplysning, om bokseren har eller har haft kroniske sygdomme, herunder hjerte-karsygdomme, døvhed, epilepsi, neurologiske sygdomme, sukkersyge eller alvorligere muskelsygdomme.
Vurderingen af resultaterne af den almindelige helbredsundersøgelse skal for boksere, som bokser for et udenlandsk bokseforbund, foretages af en læge og foreligge på engelsk.
Stævnelægen skal sikre sig dokumentation for, at bokseren har gennemgået en række obligatoriske speciallægeundersøgelser inden for nærmere angivne frister.
For boksere, der debuterer som professionelle i en offentlig boksekamp og professionelle boksere, skal der foreligge resultater af en MR-scanning af hjernen, en neurologisk eller neurokirurgisk speciallægeundersøgelse og en øjenlægeundersøgelse, som skal være foretaget inden for de seneste 12 måneder forud for boksekampen.
Bemærk dog muligheden for, at professionelle boksere kan få dispensation fra disse undersøgelser efter Justitsministeriets bekendtgørelse om offentlige boksekampe, § 14, stk. 4.
For amatørboksere, der er fyldt 30 år, eller har bokset 50 kampe, skal der foreligge resultater af en neurologisk eller neurokirurgisk speciallægeundersøgelse og en øjenlægeundersøgelse.
Disse undersøgelser skal foretages på ny forud for hver 25. boksekamp samt efter hver boksekamp, hvor bokseren har tabt på knock out.
Vurderingen af resultaterne af de obligatoriske speciallægeundersøgelser skal for boksere, som bokser for et udenlandsk bokseforbund, foretages af en læge og foreligge på engelsk.
Stævnelægen bør før boksekampen være opmærksom på, om en af bokserne har været udsat for flere knockouts eller har haft en påfaldende lang række nederlag, idet der kan være grund til under kampen at holde et særlig vågent øje med sådanne boksere.
Skønner stævnelægen, at en bokser er i en så dårlig kondition, eller har reduceret sin vægt så hurtigt, at det kan udgøre en særlig helbredsfare ved anstrengelse, eller skønner han, at en bokser er påvirket af doping eller andet, skal stævnelægen træffe afgørelse om, at den pågældende bokser ikke må deltage i boksekampen.
Bliver stævnelægen opmærksom på, at der foreligger tegn på doping eller andet hos nogen af de boksere, som er anmeldt til stævnet, jf. § 25 i Justitsministeriets bekendtgørelse om offentlige boksekampe, skal stævnelægen nedlægge forbud mod, at den pågældende bokser deltager i kampen.
6.
Stævnelægens pligter og beføjelser under kampen
Stævnelægen skal overvære boksekampen.
Under kampen skal stævnelægen sidde i umiddelbar nærhed af ringen og med frit udsyn og fri adgang til ringen.
På den måde kan stævnelægen på nært hold følge begivenhederne og let komme i kontakt med kamplederen.
Der skal ved placeringen af stævnelægen tages behørigt hensyn til stævnelægens sikkerhed.
Før en boksekamp skal stævnelægen aftale med kamplederen, at der skal være øjenkontakt mellem kamplederen og stævnelægen mellem hver runde med henblik på eventuel nødvendig dialog om bokserens sikkerhed.
Hvis en bokser under kampen begynder at vise tegn på at have lidt alvorlig overlast, skal kamplederen også have løbende øjenkontakt med stævnelægen under kampen.
Stævnelægen kan om nødvendigt stoppe en kamp ved at signalere til kamplederen med et rødt kort.
Stævnelægen bør holde et særligt vågent øje med boksere, der har været udsat for flere knockouts eller har haft en påfaldende lang række nederlag.
I almindelighed bør en bokser, der bliver slået i gulvet og talt ud, blive liggende, indtil bokseren selv begynder at rejse sig.
Bokseren kan herefter føres til ringhjørnet og ledsages til omklædningsrummet, hvor vedkommende bør hvile i mindst 1 time under overvågning.
Stævnelægen skal undersøge en bokser straks efter, bokseren er blevet slået ud (knockout) eller på anden vis har fået en »hård medfart « og henvise bokseren til egen læge eller indlæggelse, hvis stævnelægen skønner det nødvendigt.
Ved hård medfart forstås, at bokseren, som følge af gentagne hårde stød mod hovedet, virker omtåget (»groggy«) eller på anden måde medtaget, selvom disse stød ikke har medført egentlig bevidstløshed.
Ved sværere knockouts med mere end nogle få minutters bevidsthedstab, skal stævnelægen foretage en orienterende undersøgelse af bokseren, inden bokseren flyttes fra ringgulvet.
Der vil i sådanne tilfælde ofte være indikation for akut hospitalsindlæggelse af bokseren til observation for intrakranielle komplikationer (epi‑ eller subduralt hæmatom m.m.).
En bokser, som har været slået i gulvet, men som atter synes at være kampdygtig inden 10 sekunders forløb, kan i reglen tillades at genoptage kampen, men stævnelægen bør i de første minutter herefter observere bokseren med særlig opmærksomhed.
Hvis der i denne fase kan iagttages nogle af de tidligere nævnte tegn på »groggy‑tilstand«, skal kampen omgående standses for at skåne bokseren for nye, muligvis sværere traumer.
Det samme gælder, når en bokser bliver slået »groggy« uden først at have været i gulvet.
Stævnelægen bør være opmærksom på den særlige risiko for skader eller »hård medfart«, som boksere kan være udsat for, når de deltager i flere kampe med korte intervaller.
Når en kamp er blevet midlertidigt afbrudt på grund af en ny læsion, fx et »flækket øjenbryn«, skal stævnelægen afgøre, om det er fagligt forsvarligt at lade kampen fortsætte.
Under boksekampen kan stævnelægen af hensyn til boksernes helbred og sikkerhed udstede påbud, herunder om at standse kampen, som skal efterkommes.
Stævnelægen skal afbryde en kamp, når lægen skønner, at en forsættelse af denne rummer fare for en af deltagerne.
Stævnelægen er således bemyndiget til direkte at gribe ind og forlange en kamp standset.
Stævnelægens afgørelse skal straks efterkommes.
7.
Stævnelægens pligter og beføjelser efter kampen
Efter kampens afslutning skal stævnelægen undersøge de boksere, som har været udsat for knockout, eller som på anden måde har fået en »hård medfart«.
Formålet med undersøgelsen er dels at tage stilling til et eventuelt behov for øjeblikkelig behandling, dels at fastsætte varigheden af en eventuel karantæne.
Stævnelægen har en selvstændig beføjelse til at idømme karantæne.
Stævnelægen kan, når en bokser har været slået ud eller på anden vis har fået en hård medfart, idømme bokseren en karantæne, hvis stævnelægen finder det påkrævet af hensyn til bokserens helbred.
Hvis en bokser har modtaget 2 karantænepålæg inden for en periode på 3 måneder, kan bokseren ikke få tilladelse til at bokse før 3 måneder efter udløbet af den anden karantæne.
Hvis en bokser har modtaget 3 karantænepålæg inden for en periode af 1 år, kan bokseren ikke få tilladelse til at bokse før 1 år efter idømmelsen af den tredje karantæne.
Karantænepålægget omfatter i de nævnte tilfælde deltagelse i såvel konkurrenceboksning som sparring i forbindelse med træning og lignende.
Hvis stævnelægen overvejer behovet for at idømme karantæne af andre grunde end knockout eller »hård medfart«, kan stævnelægen fx lægge vægt på, om bokseren har synsforstyrrelser som følge af slag mod øjenregionen eller har symptomer på andre neurologiske påvirkninger eller forstyrrelser som bevidsthedsændringer.
Stævnelægen bør overveje en forlængelse af karantænen, hvis en bokser, som er slået ud, efter kampens afslutning stadig frembyder lettere bevidsthedsændringer, påfaldende lang amnesi eller tegn på, at traumet har været relativt svært.
Stævnelægen kan også ud over de ovennævnte tilfælde idømme en bokser karantæne, hvis lægen finder det påkrævet af hensyn til bokserens helbred.
Stævnelægen skal begrunde karantænen i fornødent omfang i bokserens startbog/licens med lægelige oplysninger.
Karantæne udelukker for den angivne periode bokseren fra at deltage i både konkurrenceboksning og sparring i forbindelse med træning og lignende.
Startbogen/licensen med lægelige oplysninger skal forblive i stævnelægens varetægt til boksekampen er afsluttet.
Stævnelægen skal give påtegning i startbogen/licensen med de lægelige oplysninger, hvis bokseren bliver slået ud eller på anden vis får en »hård medfart«.
Endvidere skal stævnelægen ved kampens afslutning indføre eventuelle idømte karantænepålæg i startbogen/licensen med de lægelige oplysninger, jf. Justitsministeriets bekendtgørelse om offentlige boksekampe § 27.
Stævnelægen skal notere en idømt karantæne på lægeskemaet, der skal underskrives af både stævnelægen og kamplederen, og informere bokseren herom.
8.
Opbevaring af lægelige oplysninger
Stævnelægen har pligt til at opbevare de lægelige oplysninger i 10 år fra den seneste optegnelse, jf. lov om autorisation af sundhedspersoner § 25 og bekendtgørelse nr. 3 af 2. januar 2013 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler.
Lægen kan opbevare de lægelige oplysninger hos bokserens forbund, således at oplysningerne altid er til rådighed, når bokseren skal vurderes forud for en kamp.
9.
Ikrafttræden
Vejledningen træder i kraft den 15. oktober 2013.
Den erstatter Vejledningen i Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 108 af 3. juni 2000 om stævnelægers pligter og beføjelser under offentlige boksekampe, der er ophævet ved cirkulære nr. 9537 af 2. oktober 2013 om stævnelægers pligter og beføjelser under offentlige boksekampe.
a.
Dokumentation for deltagende bokseres sundhedsmæssige egnethed til konkurrenceboksning
i.
Startbog/licens med lægelige oplysninger
1)
et billede af bokseren,
2)
oplysning om startbogen/licensen er godkendt af det pågældende bokseforbund inden for det seneste år,
3)
notater om tidspunkt og sted for alle bokserens kampe og udfaldet af disse, og
4)
en attestering fra hver af de læger, der har foretaget de i pkt. ii og pkt. iii nævnte undersøgelser om, hvorvidt bokseren er egnet til konkurrenceboksning.
ii.
Almindelig helbredsundersøgelse
iii.
Speciallægeundersøgelser
b.
Forhold som kræver stævnelægens særlige opmærksomhed
a.
Karantæne
b.
Stævnelægens pligt til at notere karantæner m.v.