Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Meddelelse om frakendelse efter jagtloven af retten til jagttegn og administrativ afgørelse om samtykke til jagttegn efter våbenloven
Statutory Text (2 Articles)
Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Meddelelse om frakendelse efter jagtloven af retten til jagttegn og administrativ afgørelse om samtykke til jagttegn efter våbenloven
26. september 2011
Ifølge jagtlovens § 52 kan der ved dom for forsætlig overtrædelse af lovgivningen om jagt og vildtforvaltning ske frakendelse af retten til at have eller erhverve jagttegn, såfremt det begåede forhold giver grund til at antage, at den pågældende ikke fremtidig vil udøve jagt på forsvarlig måde.
Det samme gælder ved dom for dyrplageri efter lovgivningen om værn for dyr eller for under jagt på strafbar måde at have forvoldt skade på andre menneskers person eller fare herfor.
Det må antages, at jagtloven udtømmende har gjort op med, hvilke lovovertrædelser der kan begrunde frakendelse af retten til at have eller erhverve jagttegn.
Ifølge våbenlovens § 2 b, sammenholdt med våbenbekendtgørelsens § 3, kan jagttegn kun udstedes med samtykke fra politiet.
Anmodning om udstedelse skal rettes til Landbrugsministeriets (nu Miljøministeriets) Vildtforvaltning.
Samtykke til udstedelse af jagttegn kan efter våbenlovens § 2 f til enhver tid tilbagekaldes.
Ifølge Jcir 86 19.7.1988 § 2, stk. 1, kan samtykke til jagttegn kun gives til personer, om hvis personlige forhold og hidtidige vandel der ikke foreligger oplysninger, som gør det betænkeligt at imødekomme ansøgningen.
Efter cirkulærets § 28, stk. 1, skal der herved ses bort fra kriminelle forhold, der er begået før den 1. januar 1986.
Justitsministeriet er i forbindelse med behandlingen af klager over politiets afslag på samtykke til jagttegn i flere tilfælde stødt på den situation, at politiet under henvisning til en idømt eller vedtaget bøde for overtrædelse af jagtloven efterfølgende har tilbagekaldt eller nægtet den pågældende samtykke til jagttegn i medfør af våbenloven, uden at spørgsmålet om retten til jagttegn har været berørt under straffesagen.
Således forekommer det, at den pågældende ikke forinden bødevedtagelse eller dom i sagen er blevet orienteret om den supplerende følge, der består i administrativ tilbagekaldelse eller nægtelse af samtykke til jagttegn.
Efter aftale med Justitsministeriet fastsættes der derfor følgende regler om afpasning mellem tiltalepraksis vedrørende påstand om frakendelse af retten til jagttegn og administrativ praksis vedrørende tilbagekaldelse eller nægtelse af samtykke til jagttegn
1.
Overtrædelse af lovgivningen om jagt og vildtforvaltning
1.1.
Tiltalte er i besiddelse af jagttegn
Inden tiltalerejsning eller udsendelse af bødeforelæg for forsætlige overtrædelser, der efter politiets opfattelse kan begrunde frakendelse af retten til at have jagttegn, indhentes der en udtalelse om spørgsmålet fra Miljøministeriets Vildtforvaltning.
Er der herefter grundlag for frakendelsespåstand, forelægges sagen for mig gennem vedkommende statsadvokat i overensstemmelse med de almindelige forelæggelsesregler i RA cir 212 14.11.1951 og J cis 29.6.1984, pkt. 3.a.
Såfremt der herefter ikke nedlægges frakendelsespåstand, eller en frakendelsespåstand ikke tages til følge af retten, må der ikke efterfølgende træffes administrativ afgørelse om tilbagekaldelse af samtykke til jagttegn alene på grundlag af denne overtrædelse.
1.2.
Tiltalte er ikke i besiddelse af jagttegn
Har tiltalte ikke jagttegn, men ifølge oplysningerne i sagen ansøgt herom på tidspunktet for tiltalerejsning, forholdes der som anført i afsnit 1.1.
Såfremt tiltalte hverken har jagttegn eller har ansøgt herom, kan sagen afgøres uden at tage stilling til spørgsmålet om jagttegn.
Det forudsættes dog, at tiltalte til rapport er gjort bekendt med, at der ikke ved den strafferetlige afgørelse af sagen er taget stilling til, om afgørelsen kan danne grundlag for at nægte samtykke ved en fremtidig anmodning om udstedelse af jagttegn.
2.
Dyrplageri
Der forholdes i det hele som angivet i afsnit 1, idet sagen dog ikke skal forelægges for Miljøministeriets Vildtforvaltning, medmindre forholdet er begået i forbindelse med jagt.
3.
Strafbar forvoldelse af personskade eller fare herfor under jagt
Der forholdes i det hele som angivet i afsnit 1, herunder også med hensyn til forelæggelse for Miljøministeriets Vildtforvaltning.
Det er ikke i jagtloven forudsat, at kun forsætlige overtrædelser af anden lovgivning end jagtloven kan begrunde frakendelse af retten til jagttegn.
Asbjørn Jensen