Legislator Case Law & Legislation
C20111031109 DK

Meddelelse om sanktionspåstande mv. i sager om fyrværkeri (RM 9/2008

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

CIR1H#LOKDOK11 2011 10311 Historic

Meddelelse om sanktionspåstande mv. i sager om fyrværkeri (RM 9/2008 – rettet april 2011)

CIR1H#LOKDOK11 2011 10311 Historic

1.

Indledning

Ved lov nr. 1060 af 9. november 2005 om ændring af lov om fyrværkeri og beredskabsloven (fyrværkeriloven), der trådte i kraft den 14. november 2005, blev der bl.a. indført begrænsninger i salgs- og anvendelsesperioderne for fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler beregnet til anvendelse af den almindelige forbruger.

Lovændringen havde endvidere til formål at gennemføre en generel skærpelse af sanktionerne for overtrædelse af fyrværkerilovgivningen.

I lovforslagets bemærkninger angives vejledende bøder for overtrædelse af fyrværkerilovgivningen, ligesom følgende er anført i punkt 2 i de almindelige bemærkninger

”Da det generelt er intentionen bag lovforslaget at højne sikkerheden og herunder stramme sanktionerne for overtrædelse af lovgivningen, forudsættes det, at der i praksis sker en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet.

Det er aftalt med Rigsadvokaten, at rigsadvokaturen vil følge op på de nye regler ved at udsende nye retningslinjer til anklagemyndigheden om strafniveauet.”

Politi og anklagemyndighed blev orienteret om lovændringen ved Rigsadvokaten Informerer nr. 42/2005, hvor det tillige blev tilkendegivet, at anklagemyndigheden skal nedlægge strafpåstande i overensstemmelse med de retningslinjer, der er angivet i forarbejderne til lovændringen.

Med henblik på at samle retningslinjerne for sanktionspåstande i sager om fyrværkeri er der i denne meddelelse fastsat retningslinjer for strafpåstande mv. i sager om overtrædelse af lovgivningen om fyrværkeri mv.

Ved lov nr. 1600 af 20. december 2006 blev der med ikrafttræden den 1. juli 2007 gennemført yderligere en ændring af fyrværkeriloven mv.

Formålet med lovændringen var at samle reglerne om fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler i ét regelsæt (fyrværkeriloven) og at sikre et højt sikkerhedsniveau.

Dette indebar, at reglerne om opbevaring af fyrværkeri blev flyttet fra beredskabsloven til fyrværkeriloven.

Endvidere var formålet med lovændringen at gennemføre en generel forhøjelse af straffen for opbevaring af fyrværkeri.

Lovændringen er omtalt i afsnit 5.8. nedenfor.

Meddelelsen revideres nu som følge af ikrafttrædelsen den 4. juli 2010 af bekendtgørelse nr. 1423 af 16. december 2009 om krav til fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler og bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009 om indførsel, fremstilling, opbevaring, overdragelse, erhvervelse og anvendelse af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, som ændret ved bekendtgørelse nr. 855 af 2. juli 2010.

Bekendtgørelserne, der implementerer direktiv om markedsføring af pyrotekniske artikler (2007/23/EF) og servicedirektivet (2006/123/EF) i dansk ret, afløser bekendtgørelse nr. 729 af 4. juli 2008 (fyrværkeribekendtgørelsen).

I bekendtgørelserne anvendes ikke som tidligere definitionerne ”nytårsfyrværkeri” og ”småfyrværkeri”.

I stedet anvendes betegnelsen konsumfyrværkeri (fyrværkeri beregnet til forbrugere), hvoraf noget konsumfyrværkeri angives at være helårsfyrværkeri.

Der henvises i den forbindelse nærmere til definitionen af fyrværkeri i afsnit 3.

I afsnit 2 nedenfor angives generelle retningslinjer for sanktionspåstande i sager om overtrædelse af fyrværkerilovgivningen.

Afsnit 3 indeholder definitioner af fyrværkeri, og i afsnit 4 gennemgås hovedreglerne i fyrværkeriloven mv.

I afsnit 5 er der fastsat retningslinjer om strafpåstande for visse overtrædelser af fyrværkeriloven mv.

Det bemærkes i den forbindelse, at meddelelsen alene indeholder retningslinjer for sanktionspåstande i det omfang, forarbejder til fyrværkerilovgivningen eller praksis giver grundlag for at fastsætte sådanne retningslinjer.

Afsnit 6 vedrører efterforskningen af sager om fyrværkeri, mens afsnit 7 omhandler ikrafttræden.

Det er hensigten løbende at foretage revision af denne meddelelse i det omfang, ny lovgivning eller domspraksis giver anledning til udsendelse af nye retningslinjer for anklagemyndighedens sanktionspåstande i sager om overtrædelse af fyrværkerilovgivningen.

Der kan derfor forventes udsendt rettelser, som vil blive lagt ind på Rigsadvokatens hjemmeside og Anklagernet.

2.

Generelle retningslinjer for sanktionspåstande mv.

2.1.

Nedsættelse af bøder

2.1.1.

Indledning

Ved lov nr. 218 af 31. maj 2004 om ændring af straffeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse mv.) er der gennemført en modernisering af straffelovens strafferammer mv.

I lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.9.1. er det nævnt, at Rigsadvokaten efter vedtagelsen af lov nr. 475 af 31. maj 2000 om ændring af færdselsloven (Bødefastsættelse) foretog en forenkling og ændring af de vejledende retningslinjer for nedsættelse af bøder til personer med særlig lav betalingsevne på færdselslovens område.

Der blev således indført en ordning med nedsættelse af bøder til det halve til personer under 18 år uden en konkret vurdering af indtægtsforholdene og til personer med en indtægt, der er mindre end ca. tre fjerdedele af dagpengebeløbet for en fuldtidsbeskæftiget.

Der er om Justitsministeriets overvejelser vedrørende bøder bl.a. anført følgende

”Justitsministeriet har overvejet spørgsmålet om udmåling af bøder til personer med særlig lav indtægt i lyset af den forenkling af bødepraksis efter færdselsloven, som er omtalt ovenfor under pkt. 3.9.1.

Rigsadvokaten har oplyst, at han er ved at revidere det vejledende bødekatalog.

Rigsadvokaten vil i den forbindelse foretage en tilsvarende forenkling mv. inden for hele det område, der er omfattet af det vejledende bødekatalog.”

På dette grundlag fastsættes i afsnit 2.1.2. retningslinjer om nedsættelse af bøder, der svarer til ordningen på færdselslovens område, jf. nedenfor.

2.1.2.

Bøder til unge under 18 år og til personer med særlig lav indtægt

Bøden til unge under 18 år skal generelt nedsættes til det halve beløb i overensstemmelse med retningslinjerne i afsnit 2.2.2. i Rigsadvokatmeddelelse nr. 4/2000 om sanktionspåstande mv. i færdselssager.

Nedsættelsen af bøden skal ske ved anklagemyndighedens foranstaltning i forbindelse med udsendelse af bødeforelæg eller ved nedlæggelse af påstand om bøde.

Bøden til personer med særlig lav indtægt kan - hvis den sigtede fremlægger den fornødne dokumentation for sine indtægtsforhold - nedsættes til det halve beløb i overensstemmelse med retningslinjerne i afsnit 2.2.3. i Rigsadvokatmeddelelse nr. 4/2000 om sanktionspåstande i færdselssager.

Opmærksomheden henledes på, at rigsadvokaturen udsender rettelser til Rigsadvokatmeddelelse nr. 4/2000 om sanktionspåstande mv. i færdselssager med oplysning om det indtægtsbeløb, der kan begrunde nedsættelse af bødestraffen.

Dette sker normalt i januar måned, således at det nye indtægtsbeløb gælder for overtrædelser begået efter årsskiftet.

Det bemærkes, at det er forholdene på gerningstidspunktet, der er afgørende for en eventuel nedsættelse både med hensyn til sigtede under 18 år og sigtede med særlig lav indtægt.

2.2.

Kumulation

Der er ikke i fyrværkeriloven eller i forarbejderne til denne fastsat retningslinjer for fastsættelsen af den samlede bødestraf, når der er tale om flere overtrædelser.

Den samlede bødepåstand ved flere overtrædelser af fyrværkeriloven beror således på en konkret vurdering, hvor bødepåstanden som udgangspunkt bør fastsættes ved modereret kumulation.

2.3.

Konfiskation

2.3.1.

Indledning

Straffelovens §§ 75-77 a indeholder bestemmelser om konfiskation.

De almindelige betingelser for konfiskation af udbytte og genstande fremgår af § 75, mens § 76 bestemmer, hos hvem konfiskation kan finde sted.

2.3.2.

Konfiskation af ulovligt fyrværkeri

Findes nogen i besiddelse af ulovligt fyrværkeri, skal artiklerne søges beslaglagt og konfiskeret, jf. straffelovens § 75, stk. 2 .

I medfør af § 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 1297 af 18. november 2010 om udenretlig vedtagelse af konfiskation kan der i sager, hvor der ikke bliver spørgsmål om højere straf end bøde, vedtages udenretlig konfiskation af ulovligt fyrværkeri mv.

Efter straffelovens § 76, stk. 1 , kan konfiskation af bl.a. de i § 75, stk. 2, nævnte genstande ske hos den, der er ansvarlig for lovovertrædelsen, og hos den, på hvis vegne han eller hun har handlet.

Der henvises i den forbindelse til retspraksis vedrørende konfiskation af fyrværkeri.

Bl.a. kan nævnes U1997.1441Ø, hvor et varehus V af politiet fik tilladelse til i en periode at opbevare indtil 50 kg fyrværkeri i og ved salgsbordet i forretningslokalet.

Ved kontrol konstaterede politiet, at der blev opbevaret ca. 150 kg fyrværkeri i lokalet, hvoraf politiet tog 99 kg og 750 gram fyrværkeri i bevaring.

Den ansvarlige leder af V blev idømt en bøde.

Af præventive hensyn og idet de sikkerhedsmæssige formål med reglerne om opbevaring af fyrværkeri talte derfor, fandt landsretten endvidere, at betingelserne for konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, jf. § 76, stk. 2, var opfyldt.

Effekternes værdi fandtes ikke at stå i misforhold til den pådømte lovovertrædelse.

Der henvises endvidere til TfK2001.112V, hvor tiltalte blev fundet skyldig i at have opbevaret fyrværkeri i et salgslokale og et lagerlokale, idet tiltalte opbevarede 200 kg fyrværkeri i salgslokalet, uagtet det kun var tilladt at opbevare 50 kg fyrværkeri, ligesom tiltalte opbevarede 570 kg fyrværkeri i lagerlokalet, uagtet det kun var tilladt at opbevare 100 kg fyrværkeri.

Af præventive grunde og idet de sikkerhedsmæssige formål med reglerne om opbevaring af fyrværkeri talte derfor, fandt landsretten betingelserne for konfiskation af 620 kg fyrværkeri opfyldt.

2.3.3.

Konfiskation af udbytte

Udbytte ved en strafbar handling eller et dertil svarende beløb kan helt eller delvis konfiskeres i medfør af straffelovens § 75, stk. 1 .

Dette indebærer, at der påstås konfiskation af salgssummen i medfør af § 75, stk. 1, såfremt salgs-summen for salg af det ulovlige fyrværkeri helt eller delvis er i behold.

Hvis dette ikke er tilfældet, påstås konfiskation af et beløb, der svarer til udbyttet.

Det beløb, der påstås konfiskeret, anføres i anklageskriftet.

Udenretlig konfiskation af pengeudbytte indvundet ved en strafbar handling kan ske i sager, hvor der ikke bliver spørgsmål om højere straf end bøde, jf. § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1297 af 18. november 2010 om udenretlig vedtagelse af konfiskation.

Efter straffelovens § 76, stk. 1 , kan konfiskation efter § 75, stk. 1, ske hos den, hvem udbyttet er tilfaldet umiddelbart ved den strafbare handling.

2.4.

Rettighedsfrakendelse og tilbagekaldelse af godkendelse eller tilladelse

Ifølge fyrværkerilovens § 1, stk. 2, jf. stk. 1, og § 2, stk. 1, kræves tilladelse til at fremstille, indføre, overdrage, erhverve, opbevare eller anvende fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler.

Ifølge § 2 a, stk. 5, kan en tilladelse efter § 1, stk. 2, jf. stk. 1, og § 2, stk. 1, tilbagekaldes af den myndighed , der har meddelt godkendelsen, såfremt der foreligger grov eller gentagen overtrædelse af reglerne om fyrværkeri eller af vilkår for godkendelsen eller tilladelsen, såfremt det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller erhvervet.

En afgørelse om tilbagekaldelse skal på begæring af indehaveren af godkendelsen eller tilladelsen indbringes for domstolene af anklagemyndigheden efter fremgangsmåden i straffelovens § 78, stk. 3.

Sagen behandles i strafferetsplejens former.

I tilfælde, hvor det strafbare forhold pådømmes ved domstolene, kan der efter en konkret vurdering være grundlag for at nedlægge påstand om frakendelse af retten til at fremstille, indføre, overdrage, erhverve, opbevare eller anvende fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, jf. straffelovens § 79.

Om tilbagekaldelse og frakendelse er følgende anført i bemærkningerne til lovforslaget til 2005-loven

”Bestemmelsen i stk. 5 medfører, at muligheden for administrativ tilbagekaldelse er parallel med den mulighed, der følger af straffelovens § 79.

Bestemmelsen indebærer, at i det omfang, der gennemføres en sag ved domstolene, vil der af domstolen blive gjort endeligt op med spørgsmålet om tilbagekaldelse, således at myndigheden ikke efter afsagt dom kan tilbagekalde godkendelsen eller tilladelsen begrundet i det samme strafbare forhold.

Muligheden for administrativ tilbagekaldelse vil dermed være aktuel, hvor det strafbare forhold ikke pådømmes ved domstolene, men for eksempel i stedet afgøres ved et udenretligt bødeforelæg eller slet ikke forfølges.

Myndighederne vil dog i videst muligt omfang foretage anmeldelse af overtrædelser af lovgivningen.”

Inden tiltalerejsning eller udsendelse af bødeforelæg i sager, der efter politiets opfattelse kan begrunde en tilbagekaldelse eller frakendelse, og hvor der ikke foreligger oplysning om myndighedens stillingtagen hertil, skal der indhentes en udtalelse om spørgsmålet fra den myndighed, der har meddelt godkendelsen eller tilladelsen.

Hvis der i en sag findes grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse, skal spørgsmålet via statsadvokaten forelægges for Rigsadvokaten, inden der nedlægges påstand herom.

Spørgsmålet om rettighedsfrakendelse bør altid søges afgjort i forbindelse med afgørelsen af selve straffesagen.

3.

Definition af fyrværkeri

Fyrværkeri og pyrotekniske artikler er defineret i lov nr. 193 af 24. maj 1972 om fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler med senere ændringer (fyrværkeriloven).

Følgende fremgår således af lovens § 1, stk. 3

”Ved fyrværkeri i denne lov forstås pyrotekniske artikler, der er konstrueret til at tjene et formål af underholdningsmæssig karakter.

Ved pyrotekniske artikler forstås artikler, der indeholder stoffer eller en blanding af stoffer, som er fremstillet med henblik på at frembringe en effekt i form af lys, lyd, varme, gas eller røg eller en kombination af disse, som følge af ikke-detonerende, selvforbrændende, eksoterme, kemiske reaktioner.”

I bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009 om indførsel, fremstilling, opbevaring, overdragelse, erhvervelse og anvendelse af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, som ændret ved bekendtgørelse nr. 855 af 2. juli 2010, findes endvidere i § 3 følgende definitioner af forskellige typer fyrværkeri

”Ved anvendelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse lægges følgende definitioner til grund

1) Pyroteknisk artikel

En artikel, der indeholder eksplosivstoffer eller en eksplosiv blanding af stoffer beregnet til at udvikle varme, lys, lyd, gas eller røg eller en kombination heraf ved hjælp af eksoterme kemiske reaktioner, der holder sig selv i gang.

2) Fyrværkeri

Pyroteknisk artikel beregnet til underholdning.

3) Professionelt fyrværkeri

Fyrværkeri der er beregnet til anvendelse af personer, der har godkendelse som festfyrværkere eller scenefyrværkere, og som ikke omfattes af begrebet konsumfyrværkeri.

4) Scenefyrværkeri

Pyrotekniske artikler beregnet til indendørs eller udendørs brug, herunder i forbindelse med film- og tv-produktioner og lignende.

(Fyrværkeri i kategori T1 og T2)

5) Konsumfyrværkeri

Fyrværkeri der er beregnet til anvendelse af forbrugere.

6) Helårsfyrværkeri

Konsumfyrværkeri der er beregnet til anvendelse hele året.

[…]

21) NEM

Nettoeksplosivstofmængde.”

Fyrværkeri inddeles endvidere i forskellige kategorier , som er angivet i § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009.

Det drejer sig om

”1) Kategori 1

Fyrværkeri forbundet med lav risiko og minimalt støjniveau, som er beregnet til anvendelse i fysisk afgrænsede områder, herunder fyrværkeri til indendørs brug i boliger.

2) Kategori 2

Fyrværkeri forbundet med lav risiko og lavt støjniveau, som er beregnet til udendørs anvendelse i fysisk afgrænsede områder.

3) Kategori 3

Fyrværkeri forbundet med mellemhøj risiko, som er beregnet til udendørs anvendelse i større, fysisk åbne områder.

Disse artiklers støjniveau må ikke være sundhedsskadeligt.

4) Kategori 4

Fyrværkeri forbundet med høj risiko, som er beregnet til kun at blive anvendt af festfyrværkere.

Disse artiklers støjniveau må ikke være sundhedsskadeligt.

5) Kategori T1

Scenefyrværkeri med lav risiko.

6) Kategori T 2

Scenefyrværkeri, som er beregnet til kun at blive anvendt af personer, der er godkendt som scene- eller festfyrværkere.”

Konsumfyrværkeri udgøres efter § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009 af

1) fyrværkeri i kategori 1,

2) fyrværkeri i kategori 2,

3) fontæner i kategori 3 med en NEM på indtil 750 gram, og

4) batterier og kombinationer i kategori 3 med en samlet NEM på indtil 1000 gram, hvis de elementer, der indgår, kan kategoriseres som kategori 2.

Batterier og kombinationer må ikke indeholde delelementer, som består i fyrværkeri, der er konstrueret med ren knaldeffekt som f.eks. kanonslag, dobbelte kanonslag, kanonslag med blitzknald og knaldfrøer, eller fyrværkeri, der er konstrueret med knaldeffekt som dominerende effekt.

Helårsfyrværkeri udgøres efter § 5, stk. 2, i bekendtgørelsen af

- bengalske fakler

- knallerter

- isfontæner

- håndholdte og ikke-håndholdte stjernekastere

- bordbomber, herunder trækbordbomber

- knaldperler

- hundepropper

- knaldbånd og knaldhætter.

Det er en betingelse, at artiklerne er omfattet af kategori 1.

Professionelt fyrværkeri udgøres efter § 6 i bekendtgørelsen af

1) fyrværkeri i kategori 3, der ikke er konsumfyrværkeri, jf. § 5,

2) fyrværkeri i kategori 4, og

3) scenefyrværkeri i kategori T1 og T2.

Definitionerne af fyrværkeri har betydning for anvendelsen af reglerne i fyrværkeriloven mv., idet en række regler kun finder anvendelse for visse typer af fyrværkeri, jf. nedenfor i afsnit 4 og 5.

4.

Fyrværkerilovens regler om fremstilling, indførsel, overdragelse, erhvervelse, opbevaring, anvendelse mv. af fyrværkeri

4.1.

Indledning

Reglerne om fremstilling, indførsel, opbevaring, overdragelse, erhvervelse og anvendelse af fyrværkeri findes i fyrværkeriloven, jf. lov nr. 193 af 24. maj 1972 med senere ændringer.

Endvidere findes der regler herom i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009 om indførsel, fremstilling, opbevaring, overdragelse, erhvervelse og anvendelse af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, som ændret ved bekendtgørelse nr. 855 af 2. juli 2010, samt i bekendtgørelse nr. 1423 af 16. december 2009 om krav til fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler.

Bekendtgørelserne trådte i kraft den 4. juli 2010.

I afsnit 4.2. og 4.3. nedenfor gennemgås i korte træk hovedreglerne om fremstilling, indførsel, opbevaring, overdragelse, erhvervelse og anvendelse i fyrværkeriloven og de tilhørende bekendtgørelser.

Reglerne fremgår også i hovedtræk i afsnit 5 om strafpåstande.

4.2.

Fremstilling og indførsel

Fyrværkerilovens § 1, stk. 1 og 2 , vedrører fremstilling og indførsel af fyrværkeri og har følgende ordlyd

” § 1 .

Fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler må ikke fremstilles, herunder monteres, eller indføres uden tilladelse af Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger dertil.

Stk. 2 .

Tilladelse efter stk. 1 gives som en godkendelse til den, der fremstiller, herunder monterer, eller indfører fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler.”

Denne bestemmelse om fremstilling og indførsel omfatter således alle former for fyrværkeri, dvs. både konsumfyrværkeri og professionelt fyrværkeri.

Bestemmelsen i lovens § 1, stk. 1, suppleres dog af § 7, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009 , der er affattet således

” § 7 .

Den, der fremstiller eller indfører fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler, skal godkendes af Sikkerhedsstyrelsen, jf. lovens § 1, stk. 1.

Stk. 2 .

Stk. 1 gælder ikke for fremstilling og indførsel af helårsfyrværkeri og pyrotekniske artikler, der er beregnet til anvendelse som udløsermekanisme i sikkerhedsudstyr og selvoppusteligt redningsudstyr.”

Bekendtgørelsens § 7, stk. 2, undtager således fremstilling og indførsel af en række artikler, herunder helårsfyrværkeri, fra godkendelseskravet, jf. ovenfor om definitioner i afsnit 3.

Det fremgår endvidere af bekendtgørelsens § 12, stk. 1 , at placering, indretning og brug af virksomheder og steder, hvor der fremstilles fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler, kræver tilladelse fra kommunalbestyrelsen.

Ved fremstilling skal der således foreligge både virksomhedsgodkendelse efter bekendtgørelsens § 7, stk. 1, jf. dog stk. 2, og tilladelse efter bekendtgørelsens § 12.

Der stilles ikke krav om, at konsumfyrværkeri, som ikke er helårsfyrværkeri (tidligere benævnt nytårsfyrværkeri), skal godkendes af Sikkerhedsstyrelsen.

Krav til fyrværkeri er reguleret i bekendtgørelse nr. 1423 af 16. december 2009 om krav til fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler.

I bekendtgørelsens § 10 er angivet en række fyrværkeriartikler, der ikke må gøres tilgængelige på markedet

” § 10 .

Følgende fyrværkeriartikler i kategori 2 og 3 må ikke bringes i omsætning eller på anden måde gøres tilgængelige på markedet

1) Artikler, der ved deres anvendelse kan forveksles med nødsignaler.

2) Artikler, der på grund af deres ydre fremtræden kan forveksles med legetøj eller fødevarer.

3) Fontæner og batterier beregnet til anvendelse af forbrugere og som ikke kan stå uden brug af ekstern støtte eller fastgørelse.

4) Miniraketter, hoppende jordsole, spinnere og jordfræsere.

5) Fyrværkeri, der er konstrueret med ren knaldeffekt som for eksempel kanonslag, dobbelte kanonslag, kanonslag med blitzknald og knaldfrøer.

6) Fyrværkeri, der er konstrueret med knaldeffekt som dominerende effekt.

7) Fyrværkeri, der er forsynet med strygesats.

8) Fyrværkeri, der er konstrueret til at blive holdt i hånden under anvendelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 .

Stk. 1, nr. 8, gælder ikke for

1) Stjernekastere

2) Bengalske fakler.”

I bekendtgørelsens kapitel 6 er der fastsat en række mærkningskrav til fyrværkeriartikler, der skal iagttages, inden de bringes i omsætning.

Det fremgår endvidere af reglerne i bekendtgørelsens kapitel 7, at fabrikanten skal foretage en overensstemmelsesvurdering, således at det sikres, at fyrværkeriartikler er i overensstemmelse med de væsentlige sikkerhedskrav i bilag I til bekendtgørelsen.

Når fyrværkeriartikler har gennemgået en overensstemmelsesvurdering og opfylder de relevante krav, skal fabrikanten anbringe CE-mærkning på artiklerne, en mærkeplade på artiklerne eller på emballagen, jf. bekendtgørelsens § 21.

4.3.

Opbevaring, overdragelse, erhvervelse og anvendelse

Opbevaring, overdragelse, erhvervelse og anvendelse af fyrværkeri er reguleret i fyrværkerilovens § 2 .

Bestemmelsen har efter den lovændring, der blev gennemført ved lov nr. 1600 af 20. december 2006, følgende ordlyd

” § 2 .

Fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler må ikke opbevares, overdrages, erhverves eller anvendes uden kommunalbestyrelsens tilladelse.

Stk. 2 .

Placering, indretning og brug af virksomheder og steder, hvor der opbevares, anvendes eller fremstilles fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler, må ikke ske uden kommunalbestyrelsens tilladelse.

Stk. 3 .

Fyrværkeri beregnet til anvendelse af forbrugere må kun sælges i detailsalg i perioden 1.- 31. december.

Stk. 4 .

Fyrværkeri beregnet til anvendelse af forbrugere må kun anvendes i perioden 1. december - 5. januar.

Stk. 5… ”

For så vidt angår overdragelse suppleres lovens § 2, stk. 1, af § 22, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009, hvoraf det fremgår, at forbudet mod overdragelse uden tilladelse ikke gælder konsumfyrværkeri.

Med hensyn til erhvervelse følger det af bekendtgørelsens § 31, stk. 2, at forbudet mod erhvervelse uden tilladelse ikke gælder konsumfyrværkeri.

For så vidt angår anvendelse af fyrværkeri gælder, at forbudet mod anvendelse uden tilladelse ikke omfatter konsumfyrværkeri, jf. bekendtgørelsens § 33, stk. 2.

Fyrværkerilovens § 2, stk. 3 og 4, vedrører begrænsninger i salg og anvendelse af fyrværkeri beregnet til anvendelse af forbrugere, dvs. konsumfyrværkeri .

Efter § 24, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009 gælder forbudet mod salg i fyrværkerilovens § 2, stk. 3, dog ikke helårsfyrværkeri.

Efter bekendtgørelsens § 43, stk. 2 og 3, gælder forbudet mod anvendelse i lovens § 2, stk. 4, heller ikke helårsfyrværkeri, ligesom dette forbud ikke gælder, hvis fyrværkeriet anvendes erhvervsmæssigt af en godkendt festfyrværker, og dette forinden er anmeldt til kommunalbestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 44, stk. 1.

En festfyrværker må således anvende konsumfyrværkeri uden for perioden.

For så vidt angår reglerne om opbevaring af fyrværkeri henvises til afsnit 5.8. nedenfor.

5.

Strafpåstande

5.1.

Indledning

Fyrværkerilovens § 7 indeholder lovens straffebestemmelse og har efter lovændringerne i 2005 og 2006 følgende ordlyd

” § 7 .

Med bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år straffes den, der

1) overtræder § 1, stk. 1,

2) overtræder § 2, stk. 1-4, eller

3) tilsidesætter oplysningspligten efter § 4, stk. 2.

Stk. 2 .

I regler, der udfærdiges efter loven, kan der fastsættes straf af bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.

Stk. 3 .

Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.”

Der er i de specielle bemærkninger til straffebestemmelsen i fyrværkerilovens § 7, der blev indsat ved lov nr. 1060 af 9. november 2005, bl.a. angivet følgende om straffene efter lovændringen

”…I forbindelse med regeringens 10-punkts plan er det besluttet at arbejde for en skærpelse af sanktionerne for overtrædelse af fyrværkerilovgivningen.

Det vurderes, at niveauet generelt er for lavt under hensyn til omfanget af det illegale marked for fyrværkeri, farligheden af fyrværkeriprodukter og antallet af ulykker, der sker med fyrværkeri.

Særligt det illegale fyrværkeri er særdeles farligt, når det anvendes af ikke-kyndige personer, og anvendelse af illegalt fyrværkeri har bl.a. ført til et antal dødsfald indenfor de seneste år.

Da det er intentionen bag forslaget at højne sikkerheden og herunder stramme sanktionerne for overtrædelse af lovgivningen, forudsættes det, at der i praksis sker en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet.

…

Det bør betragtes som skærpende omstændigheder

- hvis overtrædelsen er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der er voldt væsentlig skade på personer, ejendom eller miljøet, eller der konkret har været fare for dette

- hvis der er tale om ulovligt salg af meget store mængder fyrværkeri eller meget farligt fyrværkeri

- hvis der ved overtrædelsen er opnået økonomisk gevinst eller besparelse.”

Som nævnt i afsnit 1 blev der ved lov nr. 1600 af 20. december 2006 med ikrafttræden den 1. juli 2007 gennemført en ændring af fyrværkeriloven, således at reglerne om opbevaring af fyrværkeri nu er omfattet af fyrværkeriloven.

For så vidt angår strafudmålingen er følgende anført i de almindelige bemærkninger til dette lovforslag

”Ved ændring af fyrværkeriloven i 2005 (lov nr. 1060 af 9. november 2005) blev det anført, at det var intentionen bag forslaget at højne sikkerheden og herunder stramme sanktionerne for overtrædelse af lovgivningen, og det blev forudsat, at der i praksis sker en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet.

I bemærkningerne til lovforslaget blev angivet konkrete forslag til bødestørrelser for overtrædelse af reglerne i loven.

Med indføjelse af regler om opbevaring i fyrværkeriloven forudsættes, at strafniveauet for overtrædelse af regler om opbevaring af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler hæves og afstemmes med strafniveauet for overtrædelse af fyrværkeriloven i øvrigt.”

I lovforslagene til 2005- og 2006-ændringerne er der i bemærkningerne endvidere angivet vejledende bødetakster for visse overtrædelser af loven.

Disse bøder fremgår af afsnit 5.2.-5.6. og 5.8. nedenfor, mens retningslinjer for sanktionspåstande ved salg af fyrværkeri til personer under 18 år fremgår af afsnit 5.7.

Det bemærkes i den forbindelse, at afsnit 5.2.-5.8. ikke indeholder udtømmende retnings-linjer for sanktionspåstande ved overtrædelse af fyrværkerilovgivningen.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lovforslagene, at straffen for overtrædelse af fyrværkeriloven bl.a. afhænger af mængden af eksplosivstof i fyrværkeriet .

Denne mængde opgøres i ”nettoeksplosivstofmængde”, som forkortes NEM, jf. § 3, nr. 21, i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009.

De mængdeangivelser, som fremgår af afsnit 5.2.-5.8., er således nettoeksplosivstofmængden (NEM), medmindre andet udtrykkeligt er angivet.

I medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 7, jf. bekendtgørelse nr. 621 af 25. juni 2001 § 1, nr. 1, litra f, om politidirektørernes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale kan der meddeles tiltalefrafald ved overtrædelse af fyrværkeriloven, når forholdet er af ringe strafværdighed.

Under hensyn til de seneste lovændringer bør der dog efter Rigsadvokatens opfattelse udvises stor tilbageholdenhed med hensyn til anvendelse af tiltalefrafald i sager om overtrædelse af bestemmelserne i fyrværkerilovgivningen.

5.2.

Indførsel af konsumfyrværkeri, som ikke er helårsfyrværkeri, med henblik på videresalg, uden forudgående godkendelse

Fyrværkerilovens § 1, stk. 1, har efter ændringen ved lov nr. 1060 af 9. november 2005 følgende ordlyd

”Fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler må ikke fremstilles, herunder monteres, eller indføres uden tilladelse af Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger dertil.”

Det følger af § 1, stk. 2, at tilladelse efter stk. 1 gives som en godkendelse til den, der fremstiller, herunder monterer, eller indfører fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler.

Som nævnt i afsnit 4.2. suppleres bestemmelsen af § 7, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009, hvorefter godkendelseskravet ikke gælder bl.a. for fremstilling og indførsel af helårsfyrværkeri.

Lovens § 1, stk. 1, sammenholdt med § 7 i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009 indebærer således, at fremstilling og indførsel af fyrværkeri, bortset fra helårsfyrværkeri (dvs. knallerter, bordbomber mv.), kræver tilladelse, jf. definitionerne i afsnit 3.

Der kræves således tilladelse til fremstilling og indførsel af professionelt fyrværkeri og konsumfyrværkeri, som ikke er helårsfyrværkeri.

Overtrædelse af lovens § 1, stk. 1, straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år, jf. lovens § 7, stk. 1 og 2.

I forarbejderne til lov nr. 1060 af 9. november 2005 er der angivet retningslinjer for bødepåstanden i sager om indførsel i strid med lovens § 1, stk. 1, med henblik på videresalg af ikke-godkendt nytårsfyrværkeri (konsumfyrværkeri, som ikke er helårsfyrværkeri) .

Det fremgår således af bemærkningerne til straffebestemmelsen i lovens § 7, stk. 1, at bødepåstanden i sager om indførsel af ikke-godkendt nytårsfyrværkeri ( konsumfyrværkeri, som ikke er helårsfyrværkeri ) med henblik på videresalg i en mængde over 250 kg NEM, hvilket svarer til indholdet i en varebil, ikke bør være under 50.000 kr.

Er der tale om mindre mængder, nedsættes bøden forholdsmæssigt.

På baggrund af bemærkningerne bør der herefter nedlægges følgende påstande ved indførsel af konsumfyrværkeri, som ikke er helårsfyrværkeri, med henblik på videresalg i strid med § 1, stk. 1

Fra trykt retspraksis kan nævnes TfK2009.618V, hvor tiltalte blev idømt en bøde på 60.000 kr. for at have indført 343.200 stk. fyrværkeri med knaldeffekt svarende til 343,2 kg nettoeksplosivmængde (NEM).

Er der tale om indførsel med henblik på overdragelse af meget farligt professionelt fyrværkeri, som f.eks. krysantemumbomber eller kanonslag og strygere, foreligger der normalt som anført i forarbejderne skærpende omstændigheder, jf. afsnit 5.1. ovenfor, hvorfor der som udgangspunkt bør nedlægges påstand om frihedsstraf, jf. afsnit 5.9.

5.3.

Overdragelse af professionelt fyrværkeri til personer, som ikke har tilladelse til at erhverve det

Det fremgår af fyrværkerilovens § 2, stk. 1, at fyrværkeri mv. ikke må overdrages eller erhverves uden kommunalbestyrelsens tilladelse.

Kommunalbestyrelsens tilladelse til overdragelse eller erhvervelse er dog ikke påkrævet, når overdragelsen vedrører konsumfyrværkeri, jf. § 22, stk. 2, og § 31, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009.

Bestemmelserne indebærer, at der kræves tilladelse til overdragelse og erhvervelse af professionelt fyrværkeri , som omfatter fyrværkeri beregnet til anvendelse af scenefyrværkere og festfyrværkere, og som ikke omfattet af begrebet konsumfyrværkeri jf. § 3, nr. 4, og § 6, i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009.

Efter § 29, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009 skal den, som har opnået tilladelse til at overdrage professionelt fyrværkeri, sikre sig dokumentation for, at erhververen har tilladelse til at erhverve fyrværkeriet.

Overtrædelse af § 29, stk. 1, straffes efter bekendtgørelsens § 75, stk. 1, nr. 19, med bøde.

Straffen kan i visse tilfælde efter § 75, stk. 2, stige til fængsel indtil 2 år.

I forarbejderne til straffebestemmelsen i lovens § 7 er der angivet vejledende bødepåstande for overtrædelse af bekendtgørelsens § 29 (tidligere fyrværkeribekendtgørelsens § 17).

Det fremgår af forarbejderne, at udgangspunktet for bødens fastsættelse bør være 5.000 kr., der i øvrigt forhøjes efter mængden.

På denne baggrund bør anklagemyndigheden over for en person, som har overdraget professionelt fyrværkeri til andre end dem, der er berettiget til at erhverve det , nedlægge følgende påstande

5.4.

Erhvervelse af professionelt fyrværkeri uden tilladelse

Som nævnt i afsnit 5.3. må fyrværkeri mv. ikke erhverves uden kommunalbestyrelsens tilladelse, jf. fyrværkerilovens § 2, stk. 1.

Kommunalbestyrelsens tilladelse er dog ikke nødvendig for så vidt angår erhvervelse af konsumfyrværkeri, jf. § 31, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009.

Der kræves således tilladelse til erhvervelse af professionelt fyrværkeri, jf. definitionerne i afsnit 3.

Det bemærkes, at godkendte scene- og festfyrværkere dog må erhverve de artikler, som deres godkendelse berettiger dem til at håndtere og anvende, jf. § 31, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009.

I lovforslaget til 2005 ændringen er der i bemærkningerne til straffebestemmelsen i fyrværkerilovens § 7 angivet vejledende bødepåstande for overtrædelse af § 2, stk. 1, i forbindelse med erhvervsdrivendes og forbrugeres erhvervelse af professionelt fyrværkeri uden kommunalbestyrelsens tilladelse.

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at der ved erhvervsmæssig erhvervelse af professionelt fyrværkeri uden kommunalbestyrelsens tilladelse bør fastsættes en bøde på ikke under 50.000 kr. for en mængde på over 250 kg NEM.

Er der tale om en mindre mængde, nedsættes bøden forholdsmæssigt.

Der vil således ved en mængde på 100 kg NEM skulle nedlægges påstand om en bøde på ikke under 20.000 kr.

Anklagemyndigheden bør på denne baggrund nedlægge påstand om følgende bøder

Er erhververen af det professionelle fyrværkeri forbruger , skal der nedlægges påstand om en bøde på ikke under 2.000 kr.

Det fremgår ikke af forarbejderne, i hvilket omfang og hvorledes bøden skal gradueres efter mængde, men er der tale om større mængder (over 100 kg NEM), bør bødepåstanden forhøjes, således at den svarer til omkring halvdelen af ovenstående bødepåstande.

5.5.

Anvendelse af professionelt fyrværkeri uden tilladelse

Efter fyrværkerilovens § 2, stk. 1, og § 33, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009 må fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler ikke anvendes uden kommunalbestyrelsens tilladelse.

Kommunalbestyrelsens tilladelse til anvendelse af fyrværkeri er dog ikke nødvendig for så vidt angår konsumfyrværkeri, jf. § 33, stk. 2, i bekendtgørelsen.

Der kræves således alene tilladelse til anvendelse af professionelt fyrværkeri.

Det fremgår af forarbejderne til 2005-loven, at der ved anvendelse af fyrværkeri uden kommunalbestyrelsens tilladelse bør fastsættes en bøde på ikke under 2.000 kr., hvis overtrædelsen er begået af en forbruger.

Hvis overtrædelsen begås af en erhvervsdrivende , bør bøden ikke fastsættes under 5.000 kr.

5.6.

Salg og anvendelse af konsumfyrværkeri, som ikke er helårsfyrværkeri, uden for de tilladte perioder mv.

5.6.1.

Indledning

Som det fremgår ovenfor i afsnit 1, er der ved ændringen af fyrværkeriloven i 2005 bl.a. indført begrænsninger i salgs- og anvendelsesperioderne for fyrværkeri beregnet til anvendelse af den almindelige forbruger, dvs. konsumfyrværkeri, jf. definitionen i afsnit 3.

Bestemmelserne, som findes i lovens § 2, stk. 3 og 4, er affattet således

” § 2 …

Stk. 3 .

Fyrværkeri beregnet til anvendelse af forbrugerne må kun sælges i detailsalg i perioden 1. - 31. december.

Stk. 4 .

Fyrværkeri beregnet til anvendelse af forbrugere må kun anvendes i perioden 1. decem-ber - 5. januar.”

I § 24, stk. 2 (om salg), og § 43, stk. 2 (om anvendelse), i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009 er helårsfyrværkeri, f.eks. bordbomber og stjernekastere, undtaget fra forbudet mod salg og anvendelse uden for de perioder, som er anført i fyrværkerilovens § 2, stk. 3 og 4.

De nævnte begrænsninger i salgs- og anvendelsesperioder omfatter således konsumfyrværkeri, som ikke er helårsfyrværkeri.

Det følger dog af bekendtgørelsens § 43, stk. 3, at de nævnte begrænsninger for konsumfyrværkeri ikke gælder, hvis fyrværkeriet anvendes af en godkendt festfyrværker, hvis anvendelsen er anmeldt til kommunalbestyrelsen, jf. § 44, stk. 1.

5.6.2.

Anvendelse af konsumfyrværkeri, som ikke er helårsfyrværkeri, uden for den tilladte periode

Det fremgår af forarbejderne til 2005-loven, at der ved anvendelse af godkendt nytårsfyrværkeri (konsumfyrværkeri, som ikke er helårsfyrværkeri) uden for den tilladte periode forudsættes fastsat en bøde, der som udgangspunkt ikke bør være under 2.000 kr.

Såfremt der er tale om en privatpersons anvendelse af meget beskedne mængder, kan bøden fastsættes i størrelsesordenen 500 til 1.000 kr.

5.6.3.

Salg af konsumfyrværkeri, som ikke er helårsfyrværkeri, uden for den tilladte periode

Ved salg af konsumfyrværkeri, som ikke er helårsfyrværkeri, uden for december måned er det i forarbejderne til 2005-loven forudsat, at der fastsættes en bøde på ikke under 5.000 kr.

5.7.

Salg af fyrværkeri til personer under 18 år

Efter fyrværkerilovens § 3, nr. 4, kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte regler om forbud mod salg af fyrværkeri til personer under 18 år.

Efter § 25, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009 må konsumfyrværkeri kun sælges til personer, der er fyldt 18 år .

Helårsfyrværkeri må dog sælges til personer, der er fyldt 15 år, jf. § 25, stk. 2, i bekendtgørelsen.

Overtrædelse af § 25, stk. 1 og 2, straffes efter § 75, stk. 1, nr. 19, i bekendtgørelsen som udgangspunkt med bøde.

Ved lov nr. 1060 af 9. november 2005 er tilsigtet en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet i sager om overtrædelse af fyrværkeriloven, og under hensyn til det beskyttelseshensyn, der er baggrunden for reglerne, bør anklagemyndigheden i sager om overtrædelse af § 25, stk. 1 og 2, om salg af fyrværkeri til personer under henholdsvis 18 og 15 år i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009 som udgangspunkt påstå en bøde på 2.000 kr .

Der er herved lagt vægt på, at overtrædelsen som udgangspunkt begås i erhvervsforhold.

5.8.

Opbevaring af fyrværkeri mv. uden tilladelse

5.8.1.

Indledning

Som nævnt i afsnit 1 er der ved lov nr. 1600 af 20. december 2006 med ikrafttræden den 1. juli 2007 gennemført en ændring af lov om fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler og beredskabsloven.

Formålet med lovændringen var, at reglerne om fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, herunder om opbevaring af fyrværkeri, samles i én lov (fyrværkeriloven).

Endvidere var formålet med lovændringen at hæve strafniveauet for overtrædelse af regler om opbevaring af fyrværkeri, således at strafniveauet blev afstemt med strafniveauet for andre overtrædelser af fyrværkeriloven.

Fyrværkerilovens § 2, stk. 1, har efter lovændringen følgende ordlyd

” § 2 .

Fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler må ikke opbevares, overdrages, erhverves, opbevares eller anvendes uden kommunalbestyrelsens tilladelse.”

Lovens § 2, stk. 1, suppleres af reglerne om opbevaring i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009 om indførsel, fremstilling, opbevaring, overdragelse, erhvervelse og anvendelse af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, som ændret ved bekendtgørelse nr. 855 af 2. juli 2010, der trådte i kraft den 4. juli 2010.

Opbevaring af fyrværkeri skal ske i overensstemmelse med reglerne i de tekniske forskrifter i bilag 1, til bekendtgørelsen..

Er der tale om højst 5 kg NEM konsumfyrværkeri, stilles der dog ikke krav om, at opbevaring skal ske efter forskrifterne i bilag 1, jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 2.

Bekendtgørelsens kapitel 5 indeholder generelle bestemmelser om opbevaring af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler.

Således fremgår følgende af § 13

” § 13 .

Fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler må ikke opbevares uden kommunalbestyrelsens tilladelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 .

Stk. 1 gælder ikke for

1) Opbevaring af højst 5 kg NEM konsumfyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, der i henhold til Europæisk konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR) er transportklassificeret som 1.3G, 1.4G eller 1.4S.

2) Opbevaring i detailleddet af konsumfyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, såfremt opbevaringen sker i overensstemmelse med § 20 og § 21.

3) Opbevaring af pyrotekniske udløsermekanismer, der er monteret i sikkerhedsudstyr og oppusteligt redningsudstyr.

4) Opbevaring ombord på skibe af typegodkendte nødsignaler, linekastningsapparater og andre pyrotekniske artikler beregnet til redningsformål.

Stk. 3 .

I tilfælde, hvor stk. 2, nr. 2, finder anvendelse, skal opbevaringen af fyrværkeri anmeldes til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor opbevaringen skal finde sted.

Anmeldelse skal indsendes til kommunalbestyrelsen senest 14 dage før, opbevaringen påbegyndes.”

Tilladelse efter § 13, stk. 1, gives af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor opbevaringen skal finde sted, jf. bekendtgørelsens § 14, stk. 1.

Tilladelsen til opbevaring i detailleddet af konsumfyrværkeri meddeles som tilladelse for perioden fra den 24. november til og med 1. februar det følgende år.

Der kan dog meddeles tilladelse til opbevaring af helårsfyrværkeri hele året, jf. bekendtgørelsens § 15, stk. 2.

Hovedreglen er således, at opbevaring af fyrværkeri skal ske i overensstemmelse med de tekniske forskrifter i bekendtgørelsens bilag 1, og at opbevaring af fyrværkeri kræver tilladelse.

Efter bekendtgørelsen er opbevaring af visse mindre mængder fyrværkeri, herunder helårsfyrværkeri, dog undtaget fra kravet om tilladelse.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt fyrværkeri er opbevaret i overensstemmelse med reglerne i fyrværkeriloven og bekendtgørelsens kapitel 5, forelægges spørgsmålet for Sikkerhedsstyrelsen.

5.8.2.

Strafpåstande

I forarbejderne 2006-loven er bl.a. anført følgende om straffen for ulovlig opbevaring af fyrværkeri

”Det er samme sikkerhedsmæssige hensyn, der gør sig gældende for overtrædelse af opbevaringsbestemmelserne som ved overtrædelse af de øvrige bestemmelser.

Bødestørrelserne bør gradueres efter NEM-vægt, da farligheden af et ulovligt oplag er afhængig af mængden, der opbevares.

Der bør derfor tilstræbes bødestørrelser svarende til ulovlig overdragelse af professionelt fyrværkeri …

Det bør betragtes som skærpende omstændigheder

- hvis overtrædelsen er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der er voldt væsentlig skade på personer, ejendom eller miljøet, eller der konkret har været fare for dette

- hvis der er tale om ulovligt salg af meget store mængder fyrværkeri eller meget farligt fyrværkeri

- hvis der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet økonomisk gevinst eller besparelse.

Ved ulovlig opbevaring af fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler kan der ofte blive tale om skærpende omstændigheder, idet ukorrekt opbevaring af selv mindre mængder fyrværkeri kan medføre fare for skade på personer eller ejendom.”

På grundlag af bemærkninger til lovforslaget vedrørende de vejledende bødetakster for ulovlig opbevaring af fyrværkeri bør anklagemyndigheden nedlægge følgende bødepåstande

Det følger af bemærkningerne, at der i særlige tilfælde kan være anledning til at fastsætte lavere bøder.

Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor en forbruger opbevarer mindre mængder fyrværkeri under omstændigheder, hvor der ikke er konkret fare for skade på personer, ejendom eller miljøet.

Der bør dog ikke fastsættes bøder på under 2.000 kr.

De ovenfor anførte bødetakster finder anvendelse for overtrædelser, der begås den 1. juli 2007 eller senere.

5.9.

Skærpede bøder og fængselsstraf

Efter fyrværkerilovens § 7, stk. 1, som affattet ved lov nr. 1600 af 20. december 2006, straffes overtrædelse af loven under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år.

Den nugældende strafferamme i lovens § 7, som således er bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år, blev indsat ved lov nr. 1096 af 21. december 1994.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1994-1995, Tillæg A, side 675) var formålet hermed at efterkomme behovet for en udvidet strafferamme i sager om grovere overtrædelser af regler og vilkår.

Med skærpelsen blev der endvidere skabt overensstemmelse mellem strafferammerne for overtrædelse af våbenloven og fyrværkeriloven.

Efter denne lovændring i 1994 er der i praksis idømt frihedsstraffe for grove tilfælde af besiddelse og/eller opbevaring af ulovligt fyrværkeri.

Med de seneste ændringer i 2005 og 2006 af straffebestemmelsen i § 7 vil der som hidtil kunne idømmes fængselsstraf, hvis der foreligger skærpende omstændigheder.

Det fremgår af forarbejderne til de seneste lovændringer, at det er en skærpende omstændighed, hvis forholdet er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der er voldt væsentlig skade på personer, ejendom eller miljøet, eller der har været fare for dette.

Som skærpende omstændigheder er endvidere anført ulovligt salg af meget store mængder fyrværkeri eller meget farligt fyrværkeri, eller hvis der ved overtrædelsen er opnået økonomisk gevinst eller besparelse.

Som anført i forarbejderne til de seneste to lovændringer i 2005 og 2006 er baggrunden for ændringen af fyrværkeriloven at højne sikkerheden og herunder stramme sanktionerne for overtrædelse af lovgivningen, hvorfor det forudsættes, at der i praksis sker en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet.

Disse tilkendegivelser i forarbejderne må antages også at gælde sager, hvor der idømmes frihedsstraf.

Om trykt retspraksis vedrørende forhold begået efter lovændringen i 2005 kan bl.a. henvises til TfK2007.253Ø, hvor tiltalte blev idømt en fællesstraf på 30 dages betinget fængsel for overtrædelse af fyrværkeriloven ved at have besiddet 8 3-tommer krysantemumbomber.

Tiltalte var tidligere straffet med 20 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, og fyrværkeriloven ved bl.a. at have opbevaret 42 3-tommer krysantemumbomber.

Endvidere kan nævnes TfK2007.580V, hvor tiltalte blev idømt 7 måneders fængsel og tillægsbøde på 40.000 kr. for bl.a. produktion og opbevaring uden tilladelse af store mængder fyrværkeri i et bolig-område.

En del af gerningsperioden lå efter lovændringen.

Tillægsbøden blev fastsat under hensyn til, at tiltalte havde tilsigtet at opnå en økonomisk vinding, og efter det oplyste om den betaling, der havde været tale om.

Om trykt retspraksis vedrørende forhold begået før lovændringen i 2005 kan bl.a. henvises til TfK2000.1V, hvor tiltalte blev idømt fængsel i 30 dage betinget med en tillægsbøde på 15.000 kr. for i flere tilfælde i strid med loven at have opbevaret anselige mængder fyrværkeri og i et tilfælde at have solgt ulovligt fyrværkeri.

Endvidere kan nævnes U2002.1080Ø, hvor to tiltalte blev idømt fængsel i henholdsvis 4 måneder og 30 dage for overtrædelse af fyrværkeriloven ved uden tilladelse at have indført godt 6 tons fyrværkeri fra Tyskland til Danmark.

Herudover kan nævnes TfK2003.466Ø, hvor tiltalte, der uden tilladelse besad og opbevarede ca. 1 ton fyrværkeri, herunder 18.000 kanonslag, blev idømt fængsel i 14 dage.

Endvidere blev tiltalte i TfK2006.51V idømt fængsel i 6 måneder betinget for indførsel af i alt ca. 80 tons fyrværkeri samt for på flere adresser at have opbevaret mere end 30 tons fyrværkeri, der krævede tilladelse.

Tiltalte blev endvidere idømt en tillægsbøde på 200.000 kr.

Endelig kan nævnes TfK2007.32Ø, hvor tiltalte, der tidligere var straffet to gange for tilsvarende forhold, blev idømt fængsel i 6 måneder for uden tilladelse at have opbevaret ca. 6,8 tons lovligt fyrværkeri og have erhvervet og opbevaret 6 tons ulovligt fyrværkeri, herunder knaldfyrværkeri, fyrværkeribatterier og luftbomber, overvejende med henblik på videresalg.

Tiltalte havde herunder opbevaret fyrværkeriet uforsvarligt, hvorved der blev fremkaldt fare for skade på personer eller ejendom, ligesom tiltalte tilsigtede en økonomisk fordel.

Det skal bemærkes, at der i nogle tilfælde kan være grundlag for også at rejse tiltale for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1 , i forbindelse med en overtrædelse af fyrværkeriloven.

Dette kan navnlig være tilfældet, hvor mængden, opbevaringen eller anvendelsen af fyrværkeriet har udgjort en nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

Som eksempel kan nævnes TfK2007.569Ø, hvor tiltalte under skærpende omstændigheder havde overtrådt fyrværkeriloven ved uden tilladelse at have indkøbt og videresolgt festfyrværkeri og uden tilladelse og fornøden sikkerhed havde opbevaret ca. 35,5 kg festfyrværkeri og mere end de 100 kg nytårsfyrværkeri mv., tiltalte havde tilladelse til, i en lade, hvor der opstod brand ved børns leg.

Tiltalte blev endvidere fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, idet han, da der opstod brand, undlod at oplyse om opbevaringen af festfyrværkeriet, hvilket udsatte de tilstedeværende brand- og politifolk for nærliggende fare for liv og førlighed, da en større mængde fyrværkeri sprang i luften.

Tiltalte blev af landsretten idømt fængsel i 6 måneder.

Endvidere kan nævnes dom afsagt af Retten i Nykøbing Falster den 19. september 2007 (utrykt), hvor tiltalte blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, samt fyrværkerilovgivningen ved i foråret 2004 at have erhvervet ikke under 165 luftbomber (krysantemum- og salutbomber) og i perioden frem til den 10. januar 2007 på bopælen i et frit tilgængeligt skur i umiddelbar nærhed af beboelse uforsvarligt uden tilladelse og uforsigtigt havde opbevaret de 165 luftbomber sammen med ca. 4 kg andet fyrværkeri, i alt ca. 53 kg fyrværkeri af den farligste klassifikation, hvorved der fremkaldtes fare for væsentlig skade på person, ejendom og miljøet.

Tiltalte havde endvidere 3 nytårsaftener uden tilladelse anvendt professionelt fyrværkeri i form af ikke under 9 luftbomber.

Tiltalte blev idømt 60 dages fængsel, hvoraf 30 dage blev gjort betinget med en prøvetid på 1 år.

6.

Efterforskning af sager om overtrædelse af fyrværkerilovgivningen

I forbindelse med efterforskning af sager om overtrædelse af fyrværkerilovgivningen bør politiet, såfremt der findes lagre mv. af fyrværkeri, i politirapporten angive oplysninger om fyrværkeriets art og transportklassifikation (jf. § 2, nr. 15, i bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009), der bl.a. er et udtryk for fyrværkeriets farlighed (sprængkraft), ligesom der i videst muligt omfang bør optages fotos af fyrværkeriet, eventuelle transportkasser og oplagringsstedet.

Der bør endvidere udfærdiges en beskrivelse af gerningsstedet, herunder stedets beskaffenhed, f.eks. hvilken type bygning der er tale om, om der er vinduesåbninger, hvordan opbevaringen er foregået (f.eks. i lukket transportemballage), og hvad der i øvrigt er opbevaret på stedet.

Afstanden til eventuelle andre bygninger, herunder beboelsesejendomme og offentlig vej, bør ligeledes fremgå.

Det bør i den forbindelse nævnes, hvis opbevaringsstedet er i nærheden af beboelseskvarterer, skoler, daginstitutioner eller steder, hvor der færdes mange mennesker.

Afstanden til eventuelle andre bygninger bør i givet fald anføres, og der kan eventuelt udfærdiges rids eller optages foto.

7.

Ikrafttræden

Denne meddelelse er ændret som følge af ikrafttrædelsen den 4. juli 2010 af bekendtgørelse nr. 1423 af 16. december 2009 om krav til fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler og bekendtgørelse nr. 1424 af 16. december 2009 om indførsel, fremstilling, opbevaring, overdragelse, erhvervelse og anvendelse af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, som ændret ved bekendtgørelse nr. 855 af 2. juli 2010.

Bekendtgørelserne, der implementerer direktiv om markedsføring af pyrotekniske artikler (2007/23/EF) og servicedirektivet (2006/123/EF) i dansk ret, afløser bekendtgørelse nr. 729 af 4. juli 2008 (fyrværkeribekendtgørelsen).

Ændringerne har ikke betydning for anklagemyndighedens strafpåstande.

CIR1H#LOKDOK11 2011 10311 Historic

Under 50 kg NEM

ikke under 5.000 kr.

50 kg – 100 kg NEM

ikke under 10.000 kr.

100 til 150 kg NEM

ikke under 20.000 kr.

150 til 200 kg NEM

ikke under 30.000 kr.

200 til 250 kg NEM

ikke under 40.000 kr.

Over 250 kg NEM

ikke under 50.000 kr.

CIR1H#LOKDOK11 2011 10311 Historic

- 10 kg NEM

ikke under 5.000 kr.

10 til 50 kg NEM

ikke under 7.000 kr.

50 til 100 kg NEM

ikke under 20.000 kr.

Mere end 100 kg NEM

ikke under 50.000 kr.

CIR1H#LOKDOK11 2011 10311 Historic

Under 50 kg NEM

ikke under 5.000 kr.

50 kg – 100 kg NEM

ikke under 10.000 kr.

100 til 150 kg NEM

ikke under 20.000 kr.

150 til 200 kg NEM

ikke under 30.000 kr.

200 til 250 kg NEM

ikke under 40.000 kr.

Over 250 kg NEM

ikke under 50.000 kr.

osv.

CIR1H#LOKDOK11 2011 10311 Historic

- 10 kg NEM

ikke under 5.000 kr.

10 til 50 kg NEM

ikke under 7.000 kr.

50 til 100 kg NEM

ikke under 20.000 kr.

Mere end 100 kg NEM

ikke under 50.000 kr.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →