Skrivelse til arbejdsløshedskasserne om retningslinjer for tilrettelæggelse af kontrollen ved brug af data fra FerieKonto.
Table of Provisions (15)
Statutory Text (15 Articles)
Skrivelse til arbejdsløshedskasserne om retningslinjer for tilrettelæggelse af kontrollen ved brug af data fra FerieKonto.
Udbetaling af feriegodtgørelse fra FerieKonto sker digitalt fra 1. maj 2011.
Dermed forsvinder de fysiske feriekontobeviser og kravet om, at medlemmer, der modtager ydelser fra a-kassen, skal have a-kassens attestation for at få feriegodtgørelse udbetalt.
Det fremgår af § 90 c, i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., at arbejdsløshedskasserne til brug for administrationen af forsikringssystemet kan få adgang til oplysninger fra FerieKonto om optjente feriedage, optjent feriegodtgørelse, tidspunktet for afholdelse af ferie samt udbetaling af feriepenge vedrørende egne medlemmer uden samtykke.
Adgangen til oplysningerne skal ske via den elektroniske adgang, som FerieKonto stiller til rådighed.
Med hjemmel i § 90 c, stk. 2, kan a-kasserne benytte oplysningerne til registersamkøring i kontroløjemed.
A-kasserne har pligt til at anvende den elektroniske adgang, som FerieKonto stiller til rådighed.
Adgangen sker via den batchfilløsning, som KMD stiller til rådighed.
Der henvises til den daværende Pensionsstyrelses brev af 26. september 2011 vedrørende a-kassernes udvikling af elektronisk adgang til data fra FerieKonto til brug for kontrol mod dobbeltforsørgelse og Tilsynsenhedens brev af 27. oktober 2011 vedrørende ændring i definitionen af ATP-batch fil format til/fra KMD.
A-kasserne kan ikke tilvejebringe oplysningerne på anden vis.
Ændringen gælder alene FerieKonto og omfatter ikke de overenskomstbaserede feriekortordninger.
A-kasserne skal derfor fortsat attestere feriebeviser fra andre feriekortordninger .
Med henvisning til § 12, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 801 af 24. august 2009 om tilsynet med de anerkendte arbejdsløshedskassers administration, fastsætter Beskæftigelsesministeriet, Tilsynsenheden, følgende retningslinjer for a-kassernes tilrettelæggelse af kontrollen med brug af data fra FerieKonto.
1.
Indledning.
A-kassen skal sikre, at der ikke udbetales ydelser til medlemmer i perioder, hvor medlemmet får udbetalt feriegodtgørelse fra FerieKonto.
Kontrollen udføres på baggrund af data fra FerieKonto.
2.
Pilotprojekt, 1. og 2. kvartal 2012.
For at sikre, at kontrollen bliver så effektiv som mulig, starter kontrollen op som et pilotprojekt, der løbende vil blive evalueret.
Når erfaringerne fra kontrollen i pilotprojektet foreligger, vil retningslinjerne for kontrollen om nødvendigt blive justeret.
Pilotprojektet gennemføres for 1. og 2. kvartal 2012.
Indholdet af kontrolopgaven.
Kontrollen omfatter alene egne medlemmer, der har været medlem i hele kontrolperioden, og som aktivt har været tilmeldt som ydelsesmodtager, eller modtaget efterløn i løbet af kontrolperioden.
Medlemmer, der i perioden alene ansøger om feriedagpenge, medtages ikke i kontrollen.
A-kasse skal dog fortsat sikre, at medlemmet har afholdt al ferie med feriepenge, således at medlemmet har ret til feriedagpenge.
I de tilfælde, hvor a-kassen konstaterer, at der er sket dobbeltforsørgelse, men hvor medlemmet oplyser, at det er FerieKontos udbetaling der skal tilbagebetales, vil der ikke være grundlag for en tilbagebetalingssag i a-kassen.
I disse tilfælde skal a-kassen meddele Feriekontoret i Beskæftigelsesministeriet, at dobbeltforsørgelsen skyldes fejludbetaling hos FerieKonto.
Kontrolperiode.
A-kassen sender månedsvis, før ydelsesperiodens udløb, forespørgsel til FerieKonto på de medlemmer, der forventes at skulle have udbetalt ydelser i den pågældende periode.
A-kassen kan fleksibelt forespørge på de perioder, der vil være relevante i kontroløjemed.
Dette betyder, at a-kassen for det enkelte medlem kan anføre start - og slutdato der afviger fra den udbetalingsperiode, som forespørgslen vedrører.
Forespørgslen kan vedrøre op til 3 udbetalingsperioden.
Dette kan fx være nødvendigt, hvor medlemmet skal have udbetalt ydelser for flere udbetalingsperioder.
Der henvises til bekendtgørelse nr. 1471 af 21. december 2005 om standardvedtægt for anerkendte a-kasser, bilag 1, § 9.
Belægning af ydelseskort.
A-kassen modtager oplysninger månedsvis inden udløbet af hver ydelsesperiode og a-kassen vil herefter kunne bruge oplysningerne i forbindelse med belægning af ydelseskort inden disse frigives til medlemmet til indtastning.
Hvis medlemmet afholder ferie på et andet tidspunkt end angivet til FerieKonto, kan a-kassen udbetale ydelser i overensstemmelse med medlemmets oplysninger, såfremt den ferieperiode, der er udbetalt feriepenge for af FerieKonto, er oplyst på ydelseskortet.
A-kassen skal således sikre sig, at der sker fradrag for det antal feriedage, som FerieKonto har udbetalt feriepenge for.
Hvis et medlem har ”bestilt” ferie i perioden til afholdelse efter periodens udløb, skal a-kassen registrere den ønskede ferieperiode.
Løbende bagudrettet kontrol.
Hvis a-kassen ikke ved påbegyndelsen af pilotprojektperioden kan foretage en belægning af ydelseskort på grundlag af indhentede data fra FerieKonto, jf. ovenfor, skal a-kassen løbende hver måned eller kvartalsvis foretage en bagudrettet kontrol af ledighedsberørte medlemmer/medlemmer på efterløn.
Denne bagudrettede kontrol skal fortsætte indtil a-kassen er i stand til at foretage en belægning inden udbetaling finder sted.
Tilsynsenheden forudsætter, at a-kassen senest ved udløb af pilotprojektperioden den 30. juni 2012 kan foretage belægning af ydelseskort i overensstemmelse med retningslinjerne.
A-kassen skal senest den 1. februar 2012 meddele Tilsynsenheden hvis a-kassen anvender ”Løbende bagudrettet kontrol” og angive forventet tidspunkt for, at a-kassen kan overgå til at udføre kontrol i overensstemmelse med retningslinjerne.
3.
Løbende kontrol efter pilotprojektperiodens udløb.
Efter pilotprojektperiodens udløb skal a-kassen fortsætte kontrollen i henhold til retningslinjerne.
4.
Årlig bagudrettet kontrol
Bestillingstidspunktet hos FerieKonto kan ligge såvel før som efter feriens afholdelse.
Herudover kan FerieKonto efterfølgende foretager rettelser i oplysningerne.
Endelig kan FerieKonto udbetale feriegodtgørelsen hvor ferien ikke afholdes fx ved udbetaling efter ferieårets udløb, hvor medlemmet har haft en feriehindring, mv.
De løbende forespørgsler på medlemmer, der aktuelt modtager ydelser, sikrer ikke oplysninger fra FerieKonto om medlemmer, der på ferietidspunktet modtager ydelser, men som på bestillingstidspunktet er i arbejde, ligesom eventuelle rettelser og udbetalinger efter ferie-årets udløb fra FerieKontos side ikke er omfattet af de oplysninger, som a-kassen modtager i forbindelse med den løbende kontrol.
Der kan derfor være behov for at a-kassen fx foretager forespørgsler på medlemmer, der har modtaget ydelser, og som ikke har haft belagte perioder med ferie.
Tilsynsenheden vil ultimo 2012 overveje behovet for årlig bagudrettet kontrol.
5.
Afrapportering for perioden 1. januar 2012 - 30. juni 2013.
Afrapportering for 1. og 2. kvartal 2012 skal ske senest 3 måneder efter udløbet af kvartalet.
Afrapportering fra og med 3. kvartal 2012 skal ske halvårligt.
A-kassen skal fremsende afrapportering til Tilsynsenheden senest 3 kalendermåneder efter halvårets udløb.
Dette betyder fx at afrapportering for 2. halvår 2012 skal være fremsendt til Tilsynsenheden senest den 1. april 2013.
Tilsynsenheden vil primo 2013 tage stilling til, om / i hvilken form, a-kassen skal afrapportere for tiden efter den 30. juni 2013.
Afrapportering skal indeholde følgende oplysninger
–
Antal medlemmer, der har været ledigmeldt/på efterløn og som derfor er indgået i kontrollen.
–
Antallet af medlemmer, der er udtaget til efterfølgende kontrol/manuel kontrol.
–
Antallet af medlemmer, hvor der er konstateret fejludbetaling.
–
Antallet af medlemmer, hvor a-kassen har videresendt besked til Feriekontoret om dobbeltforsørgelse.
–
Det samlede tilbagebetalingsbeløb/efterbetalingsbeløb/kasseansvar (brutto før skat).
–
Antallet af pålagte karantæner, fordelt på svig og uagtsomhed.
–
Det samlede antal pålagte karantænetimer, fordelt på svig og uagtsomhed.
–
Antal medlemmer, der er udgået af kontrollen grundet manglende medlemskab af a-kassen i hele kontrolperioden.
Oversigt over frister for afrapportering for perioden 1. januar 2012 - 30. juni 2013.
Periode
Afrapportering
1. januar – 31. marts 2012
1. juli 2012
1. april – 30. juni 2012
1. oktober 2012
1. juli – 31. december 2012
1. april 2013
1. januar – 30. juni 2013
1. oktober 2013
6.
Kontaktpersoner vedrørende disse retningslinjer.
Tilbagemeldinger vedrørende disse retningslinjer eller spørgsmål angående disse kan rettes til Susanne Bærentzen (4177 8100, slb@penst.dk) eller Ingeline Schaarup-Jensen (4177 8105 isj@penst.dk ).