Skrivelse med orientering om ændring af retssikkerhedsloven \n(Bedre vilkår for private leverandører af tilbud efter serviceloven)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse med orientering om ændring af retssikkerhedsloven
(Bedre vilkår for private leverandører af tilbud efter serviceloven)
Vedhæftede ændring af retssikkerhedsloven er den 15. juni 2011 offentliggjort i Lovtidende.
Ændringsloven er en vedtagelse af lovforslag nr. L 185.
Lovforslaget med bemærkninger og oplysninger om behandlingen i Folketinget kan ses på Folketingets hjemmeside.
Med lovændringen ophæves retssikkerhedslovens § 43, stk. 1, om stillingtagen til eventuel formuedannelse hos leverandørerne i forbindelse med overdragelse af opgaver til private.
Formålet med ophævelsen af § 43, stk. 1, er at fjerne nogle misforståelser, som bestemmelsen har givet anledning til.
Ophævelsen ændrer ikke kommunernes og regionernes styringsmuligheder på området.
Retstilstanden på området er således følgende
Når en kommune eller en region indgår en aftale på kommercielle vilkår med en privat leverandør om udførelse af opgaver efter den sociale lovgivning, er der med den aftalte pris gjort endeligt op med det økonomiske mellemværende mellem kommune/region og leverandør.
Leverandøren kan ikke herudover få betaling fra kommunen til indkøb af materiel, bygningsvedligeholdelse mv., og kommunen/regionen kan ikke få indflydelse på leverandørens anvendelse af et eventuelt overskud.
Modsat har en kommune eller en region mulighed for at tage stilling til en leverandørs anvendelse af et evt. overskud, når der er tale om en aftale på ikke-kommercielle vilkår.
Ved en aftale på kommercielle vilkår må kommunen eller regionen ikke betale mere end markedsprisen for udførelsen af opgaven.
Når en aftale er indgået på kommercielle vilkår, hvor det højst er markedsprisen, der betales for udførelsen af opgaven, er der tale om en almindelig vurdering af pris og kvalitet, når kommuner og regioner skal drage omsorg for, at de offentlige midler anvendes til deres formål.
Med "aftale på ikke-kommercielle vilkår" menes aftaler, hvor kommunen eller regionen afholder udgifter ved driften af et tilbud, som kan indebære støtte til institutionens opgavevaretagelse, fx i form af en driftsaftale, hvor kommunen eller regionen dækker hele tilbuddets budget mod at have rådighed over samtlige pladser uanset, hvor mange pladser kommunen eller regionen anvender.
Der kan også være tale om, at aftalen indebærer, at kommunen eller regionen kan eller skal dække tilbuddets ekstraordinære udgifter til fx ejendomsvedligeholdelse eller inventar.
Når en aftale ikke er indgået på kommercielle vilkår, og der er tale om betalinger fra kommunen eller regionen, som indebærer støtte til institutionens opgavevaretagelse, kan der efter omstændighederne være behov for, at kommunen/regionen tager stilling til, om aftalen skal indeholde bestemmelser om, hvorledes der skal forholdes med formue, som kan opstå i denne forbindelse, for at sikre, at en eventuel formueophobning anvendes i overensstemmelse med formålet med de pågældende offentlige midler.
Om en aftale må defineres som kommerciel eller ikke-kommerciel må komme an på en konkret vurdering i det konkrete tilfælde, som skal foretages af den kommune eller den region, som skal indgå aftale med den private leverandør.
Det bemærkes, at en kommune eller en region ikke uden lovhjemmel kan yde støtte til privat erhvervsvirksomhed.
Det bemærkes videre, at hvis der er tale om en institution, virksomhed mv., som varetager både kommunale og ikke-kommunale opgaver (herunder driver virksomhed med fortjeneste for øje), skal kommunen øremærke sin støtte til den kommunale del af opgavevaretagelsen.
Som opfølgning på lovændringen vil Socialministeriet snarest udsende en ny udgave af Bekendtgørelse om Tilbudsportalen samt om godkendelse af og tilsyn med visse private tilbud.