Skrivelse om akkreditering til AC Børnehjælp til at yde adoptionshjælp
Statutory Text (4 Articles)
Skrivelse om akkreditering til AC Børnehjælp til at yde adoptionshjælp
Akkreditering til AC Børnehjælp fra Justitsministeriet til at yde adoptionshjælp på nedennævnte vilkår.
Tilladelsen gælder fra 1. august 2011 til 31. juli 2016.
Akkrediteringsvilkår
Kapitel 1
Kompetence, generelle vilkår m.v.
§ 1. I medfør af adoptionslovens § 30 har AC Børnehjælp tilladelse til at yde bistand til at skaffe forbindelse mellem adoptionsansøgere, der har bopæl i Danmark, og børn fra andre lande med henblik på adoption og bistand til at gennemføre adoptionerne (international adoptionshjælp).
§ 2. AC Børnehjælps virksomhed skal
1) være bestemt af hensynet til barnets bedste,
2) drives på et etisk og fagligt forsvarligt niveau og uden økonomisk vinding for øje og
3) være i overensstemmelse med internationale konventioner, den danske adoptionslovgivning og vilkårene i denne akkreditering samt adoptionslovgivningen i de lande, hvor AC Børnehjælp arbejder.
Stk. 2. AC Børnehjælp skal samarbejde med andre organisationer, der arbejder med international adoption, for at udvikle standarder og god praksis.
§ 3. AC Børnehjælp fremskaffer under behandlingen af en adoptionssag så vidt muligt de oplysninger og træffer de foranstaltninger i giverlandet, som myndighederne i Danmark finder nødvendige.
§ 4. AC Børnehjælp er undergivet løbende tilsyn af Familiestyrelsen. AC Børnehjælp er endvidere undergivet tilsyn af Adoptionsnævnet på de områder, hvor Familiestyrelsen har overladt tilsynet til nævnet, jf. § 19, stk. 2.
Kapitel 2
Organisationsmæssige forhold
§ 5. AC Børnehjælp er underlagt lovgivningen om ikke-erhvervsdrivende fonde. Civilstyrelsen er fondsmyndighed. AC Børnehjælps vedtægter samt ændringer heri skal godkendes af Familiestyrelsen.
§ 6. AC Børnehjælp ledes af en bestyrelse.
Stk. 2. Organisationens almindelige drift varetages af et kontor i Danmark.
§ 7. Medlemmerne af AC Børnehjælps bestyrelse samt organisationens medarbejdere skal besidde den nødvendige moralske retskaffenhed og gennem deres uddannelse eller erfaring være kvalificerede til at arbejde med international adoptionshjælp.
§ 8. AC Børnehjælp holder Familiestyrelsen orienteret om ændringer i bestyrelsens sammensætning samt ansættelse og afskedigelse af medarbejdere.
§ 9. Medlemmer af bestyrelsen samt medarbejdere har tavshedspligt med hensyn til oplysninger om private forhold, som de bliver bekendt med under deres virke inden for organisationen.
Stk. 2. Medlemmer af bestyrelsen samt medarbejdere må ikke deltage ved behandlingen af adoptionssager, hvori de selv eller deres nærmeste er part. Tilsvarende gælder, hvis der i øvrigt kan opstå tvivl om disse personers upartiskhed.
§ 10. Medlemmer af bestyrelsen samt medarbejdere må ikke modtage løn eller honorar udover, hvad der er rimeligt i forhold til det arbejde, som de yder for organisationen, ligesom de ikke på anden vis må drage utilbørlig økonomisk eller anden vinding i forbindelse med det arbejde, de udfører for AC Børnehjælp.
§ 11. De i §§ 7, 9 og 10 nævnte vilkår finder tilsvarende anvendelse for andre, der måtte udføre opgaver for AC Børnehjælp i ind- og udland.
Kapitel 3
Administrative forhold
§ 12. AC Børnehjælps administrative forhold skal tilrettelægges og udføres på sagkyndig måde.
§ 13. AC Børnehjælp skal vejlede ansøgere, der er tilmeldt organisationen.
Stk. 2. Tilmeldte ansøgere har ret til at blive gjort bekendt med dokumenter m.v. i deres sag i overensstemmelse med reglerne om parters ret til aktindsigt efter forvaltningsloven.
§ 14. AC Børnehjælp skal føre og opbevare sagsjournaler på en sikker måde i overensstemmelse med Datatilsynets retningslinjer herfor, og således at journalerne er tilgængelige efter anmodning. AC Børnehjælp er forpligtet til at overdrage arkivalier, som organisationen ikke længere har tilladelse til at opbevare, til Rigsarkivets Bevarings- og Kassationsafdeling og afholde de dermed forbundne omkostninger.
Stk. 2. Hvis AC Børnehjælps virksomhed ophører, er AC Børnehjælp forpligtet til at overdrage alle arkivalier til Familiestyrelsen.
Kapitel 4
Økonomiske forhold
§ 15. AC Børnehjælps økonomiske forhold skal tilrettelægges og varetages på en hensigtsmæssig og forsvarlig måde.
Stk. 2 . Organisationen må ikke drage utilbørlig økonomisk eller anden vinding i forbindelse med adoptionshjælpsvirksomheden, ligesom der ikke må modtages betaling, der står i et misforhold til det udførte adoptionshjælpsarbejde.
Stk. 3. Overskud fra adoptionshjælpsvirksomheden eller fra andre kilder må alene anvendes til humanitært arbejde, der har relation til adoptionshjælp.
§ 16. Størrelsen af det gebyr, som ansøgerne skal betale til AC Børnehjælp, reguleres efter principper, der er godkendt af Familiestyrelsen.
Stk. 2. Gebyret kan alene dække omkostninger og udgifter i forbindelse med adoptionshjælpsvirksomheden, herunder udgifter til hjælpearbejde, der har naturlig tilknytning hertil.
§ 17. AC Børnehjælp udarbejder årsregnskab for perioden 1. januar til 31. december. Regnskabet skal revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor.
Kapitel 5
Udenlandske samarbejdsparter
§ 18. AC Børnehjælp må alene indlede samarbejde om adoptionshjælpsvirksomhed med myndigheder, organisationer og institutioner (samarbejdsparter) i andre lande efter forudgående godkendelse fra Familiestyrelsen og så vidt muligt fra myndighederne i det pågældende land.
Stk. 2. Familiestyrelsen kan tidsbegrænse godkendelsen således, at et fortsat samarbejde kræver en fornyet godkendelse fra Familiestyrelsen.
Stk. 3. AC Børnehjælp skal løbende sikre sig, at de udenlandske samarbejdsparters virksomhed er bestemt af hensynet til barnets bedste og drives på etisk og faglig forsvarlig måde uden utilbørlig økonomisk eller anden vinding for øje.
Kapitel 6
Tilsyn
§ 19. AC Børnehjælp er undergivet tilsyn af Familiestyrelsen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Adoptionsnævnet fører tilsyn med organisationens virksomhed i udlandet og med organisationens behandling af matchningsforslag.
Kapitel 7
Almindelige bestemmelser
§ 20. I tillæg til akkrediteringsvilkårene indgår Familiestyrelsen og AC Børnehjælp en akkrediteringsaftale om udmøntning af akkrediteringsvilkårene.
§ 21. Tilladelsen til at yde international adoptionshjælp har virkning fra den 1. august 2011 og gælder i fem år. Ansøgning om fornyelse af tilladelsen skal være Familiestyrelsen i hænde senest 3 måneder før tilladelsens udløb.
§ 22. Familiestyrelsen kan til enhver tid give AC Børnehjælp pålæg og kan ændre, begrænse eller tilbagekalde tilladelsen, hvis organisationen overtræder vilkårene for tilladelsen eller styrelsens øvrige forskrifter eller pålæg.