Skrivelse med orientering om lov om obligatorisk dagtilbud til tosprogede børn omkring 3 år og standsning af børneydelsen ved forældres manglende overholdelse af sprogvurderings- og sprogstimuleringspligten m.v.
Table of Provisions (11)
Statutory Text (11 Articles)
Skrivelse med orientering om lov om obligatorisk dagtilbud til tosprogede børn omkring 3 år og standsning af børneydelsen ved forældres manglende overholdelse af sprogvurderings- og sprogstimuleringspligten m.v.
Ændringsloven vedlægges som bilag.
Det fremsatte lovforslag med bemærkninger og bilag fra bl.a. udvalgsbehandling kan ses på Folketingets hjemmeside www.ft.dk/L 125.
Hovedindholdet i loven er følgende
1.
Sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud 30 timer om ugen til tosprogede børn uden for dagtilbud
Tosprogede børn, der ikke går i dagtilbud, og hvor mindst én af forældrene ikke er i beskæftigelse, skal modtage et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud 30 timer om ugen, jf. § 11, stk. 5, hvis en sprogvurdering af barnet i 3 års alderen viser, at barnet har behov for en sprogunderstøttende indsats.
Reglerne om sprogvurdering, jf. dagtilbudslovens § 11, stk. 1 og 2, til børn i 3 års alderen er ikke ændret som følge af loven.
Sprogstimuleringstilbuddet udløses af således af tre forhold; barnet er ikke i dagtilbud, barnets sproglige forhold og forældrenes beskæftigelsesstatus.
Nedenstående personkreds definerer den kreds af personer, der ikke er i beskæftigelse, og som vil være udløsende for, at et tosproget barn, der ikke går i dagtilbud, skal optages i et dagtilbud 30 timer om ugen
Når den forælder, der har retten til dagtilbudspladsen, bor i samme husstand med en anden end barnets anden forælder i enten ægteskab eller ægteskabslignende forhold, skal ægtefællens eller samleverens beskæftigelsesstatus indgå i kommunen vurdering.
Når den forælder, der har retten til dagtilbudspladsen, er enlig forsørger, er det denne forælders beskæftigelsesstatus, der skal indgå i kommunens vurdering.
De nærmere regler herom bliver fastsat i en bekendtgørelse.
Kommunalbestyrelsen skal fastlægge sprogstimuleringen i dagtilbuddet med udgangspunkt i barnets behov for sprogunderstøttende aktiviteter.
Tosprogede børn, der modtager et sprogstimuleringstilbud i form af en plads i et dagtilbud 30 timer om ugen, har både behov for en sprogstimuleringsindsats, der ligger ud over de almindelige pædagogiske aktiviteter i dagtilbuddet samt en målrettet pædagogisk indsats i dagtilbuddet gennem et dagligt samvær med andre børn og voksne.
Formålet med sprogstimuleringstilbuddet er, at barnet skal beherske dansk på niveau med jævnaldrende børn, så barnet kan få samme udbytte af undervisningen som de øvrige børn, når det begynder i skole.
Sprogstimuleringstilbuddet skal opretholdes, indtil formålet er opfyldt eller kriteriet om, at den ene eller begge forældre ikke er i beskæftigelse, ikke længere er opfyldt.
Forældre til børn, der har en plads i et dagtilbud 30 timer om ugen, har pligt til at oplyse kommunen om ændringer i deres beskæftigelsesstatus, der har betydning for, om barnet fortsat skal modtage et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud 30 timer om ugen.
De nærmere regler herom fastsættes i en bekendtgørelse.
I tilfælde, hvor begge forældre kommer i beskæftigelse, og forældrene udmelder barnet af dagtilbuddet, skal barnet i stedet modtage et sprogstimuleringstilbud 15 timer om ugen.
Kommunens afgørelse om, at et barn skal modtage et sprogstimuleringstilbud i et dagtilbud 30 timer om ugen er omfattet af de almindelige forvaltningsretlige regler om krav til afgørelser.
Afgørelsen kan påklages til de sociale nævn efter de almindelige regler i dagtilbudsloven.
-
Alle ledige, der modtager starthjælp eller kontanthjælp, og som ikke er i aktivering.
-
Aktiverede, som modtager arbejdsløshedsdagpenge, starthjælp, kontanthjælp, revalideringsydelse eller personer på ledighedsydelse, som er i virksomhedspraktik eller modtager et opkvalificerings- eller vejledningsforløb.
Dette indebærer, at personer, der er i korterevarende aktiveringsforløb, bliver omfattet af pligten til, at deres barn skal modtage sprogstimulering i form af et 30-timers dagtilbud.
-
Passive modtagere af kontanthjælp, herunder starthjælp.
-
Udlændinge, der modtager introduktionsydelse
-
Personer, der modtager sygedagpenge, og hvor sygedagpengene udbetales direkte til den sygemeldte (bortset fra tilfælde, hvor der findes en arbejdsgiver), og hvor fraværsperioden er mindst 8 uger, jf. § 13 i lov om sygedagpenge, eller hvor sygedagpengene udbetales efter reglerne om sygedagpenge til ledige.
-
Personer, der modtager førtidspension.
2.
Kommunalbestyrelsens forsyningsforpligtelse
Kommunen skal have de nødvendige antal pladser i et dagtilbud 30 timer om ugen til tosprogede børn, der skal modtage en sådan plads, jf. dagtilbudslovens § 4, stk. 1.
Kommunen kan opfylde sin forpligtelse i forhold til aldersgruppen ved, at barnet tildeles en plads i en kommunal eller selvejende daginstitution, eller en eksisterende puljeordning.
I nogle tilfælde vil dagpleje også være relevant.
Optagelse i et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud 30 timer om ugen skal ske efter dagtilbudslovens regler om pasningsgaranti og kommunens retningslinjer for optagelse i dagtilbud.
Barnet skal modtage en plads i et dagtilbud senest 3 måneder efter, at betingelserne er opfyldt.
3.
Tilskud og egenbetaling til et sprogstimuleringstilbud 30 timer om ugen i dagtilbud
Kommunalbestyrelsen skal give et tilskud til forældre med et tosproget barn, der optages i et dagtilbud 30 timer om ugen, jf. § 43, stk. 1, nr. 5.
Tilskuddet til en plads i opholdskommunen vil blive fastsat til 100 pct. af den budgetterede bruttodriftsudgift for den plads, som barnet modtager, således at forældrenes egenbetaling bortfalder.
De nærmere regler om beregning og størrelsen af tilskuddet til en plads i et dagtilbud 30 timer om ugen bliver fastsat i en bekendtgørelse.
Udgiften til sprogstimulering til et tosproget barn, der er i et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud 30 timer om ugen, kan indgå i grundlaget for den bruttodriftsudgift, der lægges til grund for forældrenes egenbetaling for en plads i dagtilbud under forudsætning af, at sprogstimuleringen indgår som en integreret del af dagtilbuddets almindelige drift.
I tilfælde, hvor sprogstimuleringen af barnet har karakter af individuel behandling, afholdes udgiften af kommunen.
4.
Forældrenes pligt til at lade barnet deltage i sprogvurdering og sprogstimulering
Efter de gældende regler i dagtilbudsloven § 11 har forældre pligt til at lade deres barn modtage en sprogvurdering samt pligt til at lade barnet modtage en eventuel sprogstimulering, såfremt barnet er omfattet af obligatorisk sprogvurdering og sprogstimulering efter § 11, stk.1-3.
Forældre til tosprogede børn, der skal modtage et dagtilbud 30 timer om ugen, har ligeledes pligt til at lade deres barn optage i sprogstimuleringstilbuddet medmindre, at forældrene selv varetager sprogstimuleringen af deres barn, jf. § 12, stk. 1.
Se mere herom i afsnit 5.
Forældrenes pligt til at lade deres barn optage i et dagtilbud 30 timer om ugen ophører, når formålet med tilbuddet er opnået eller når kriteriet om, at den ene eller begge forældre ikke er i beskæftigelse, ikke længere er opfyldt.
5.
Sprogstimulering i hjemmet mv.
Det fremgår af dagtilbudsloven, at forældre til et barn, der skal modtage et sprogstimuleringstilbud, selv kan varetage sprogstimuleringen af barnet i stedet for at modtage det kommunale tilbud.
Det er en forudsætning, at den sprogstimulering, som forældrene selv varetager, skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves af det sprogstimuleringstilbud, som kommunen tilbyder, jf. § 12, stk. 1.
Forældre med et barn, der har behov for sprogstimulering, skal skriftligt meddele kommunen, at de selv ønsker at varetage sprogstimuleringen af deres barn.
Forældrene har pligt til at oplyse kommunen om deres ønske, før sprogstimuleringen påbegyndes, jf. § 12, stk. 4.
Kommunen skal føre tilsyn med indholdet og kvaliteten af den sprogstimulering, som forældre til et barn med behov for sprogstimulering selv varetager.
Kommunen skal tilse, at sprogstimuleringen står mål med, hvad der almindeligvis kræves af den sprogstimulering, som kommunen tilbyder, jf. § 12, stk. 5.
6.
Bortfald af børneydelsen
Kommunen skal standse børneydelsen til forældre, som ikke opfylder deres pligt til at lade deres barn deltage i en sprogvurdering og en eventuel sprogstimulering, medmindre forældrene selv forestår sprogstimuleringen, jf. § 12, stk. 2.
Standsning af børneydelsen omfatter alle forældre med børn i og uden for dagtilbud, der ikke opfylder deres pligt til at lade deres barn deltage i en sprogvurdering og en eventuel sprogstimulering efter § 11, stk. 1-3.
Kommunen skal standse børneydelsen fra det kvartal, som følger efter det kvartal, hvor kommunen har truffet en afgørelse om at standse børneydelsen.
En afgørelse om at standse børneydelsen er gældende for ét kvartal af gangen, jf. § 12, stk. 2.
Kommunen skal forud for, at barnet skal modtage en sprogvurdering og eventuel sprogstimulering, oplyse barnets forældre om, at manglende overholdelse af deres pligt kan føre til at kommunalbestyrelsen standser børneydelsen, jf. § 12, stk. 3.
Der kan være tilfælde, hvor der er en undskyldelig omstændighed, der gør, at forældrene ikke evner at leve op til deres pligt til at lade barnet modtage en sprogvurdering og eventuel sprogstimulering, jf. § 12, stk. 2.
Nedsat psykisk funktionsevne er en undskyldelig omstændighed, der betyder, at forældre ikke evner at leve op til deres ansvar.
I disse tilfælde skal kommunen ikke standse børneydelsen.
Kommunens afgørelse om at standse børneydelsen er omfattet af de almindelige forvaltningsretlige regler om krav til afgørelser.
Afgørelsen kan påklages til de sociale nævn efter de almindelige regler i dagtilbudsloven.
Dato for ikrafttræden
Lov om obligatorisk dagtilbud til tosprogede børn omkring 3 år m.v. træder i kraft den 1. juli 2011 .
Lovens bestemmelser om standsning af børneydelsen træder dog først i kraft 1. januar 2012, jf. afsnit 6.
Bilag 1
Lov om ændring af dagtilbudsloven, lov om en børne- og ungeydelse og lov om friskoler og private grundskole m.v.
Bilag 1 indeholder lov nr. 275 af 5. april 2011 om ændring af dagtilbudsloven, lov om en børne- og ungeydelse og lov om friskoler og private grundskoler m.v.Loven er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende og findes i retsinformation.