VEJLEDNING OM ARBEJDSSKADE MV. EF-FORORDNING OM KOORDINERING AF SOCIALE SIKRINGSORDNINGER nr. 883/2004 DEL VII

VEJLEDNING OM ARBEJDSSKADE MV. EF-FORORDNING OM KOORDINERING AF SOCIALE SIKRINGSORDNINGER nr. 883/2004 DEL VII

FORORD

Der har i en årrække på europæisk plan været arbejdet på en ny forordning om koordinering af social sikring indenfor EU, og dette arbejde er nu tilendebragt med vedtagelse af en ny forordning om koordinering af de sociale sikringsordninger.

Denne forordning kommer til anvendelse fra 1. maj 2010 samtidig med at en ny forordning med regler om gennemførelse af koordineringsforordningen træder i kraft.

EØS- landene (Norge, Island og Liechtenstein) og Schweiz skal først tilslutte sig EU’s regelsæt for, at de nye forordninger kan finde anvendelse i forhold til disse lande.

Dette sker efter al sandsynlighed efter den. 1.maj 2010.

Indtil EFTA- landene og Schweiz har tilsluttet sig EU’s regelsæt skal man fortsat anvende regler i de nuværende EF-forordninger om koordinering af sociale sikringsordninger 1408/1971 og 574/1974 i forhold til disse lande.

De ministerier, direktorater og styrelser, der er ansvarlige for administration af lovgivningen om social sikring i Danmark, har siden 1986 jævnligt udsendt vejledninger om de EF-regler om social sikring, der skal anvendes sammen med den danske lovgivning.

Senest er i april 1997 udsendt en samlet revideret vejledning om EF-reglerne om social sikring i form af 7 hæfter om anvendelse af EF-forordning nr. 1408/71 og 574/72 i forhold til dansk lovgivning.

Enkelte af disse hæfter er senere blevet afløst af opdaterede vejledninger mv. ligesom der løbende er udsendt ændringer til vejledningerne i det omfang, der er sket ændringer i reglerne eller domspraksis

Vejledningerne, i alt IX dele, er udarbejdet af Pensionsstyrelsen, Beskæftigelsesministeriet, (Arbejdsskadestyrelsen, Arbejdsdirektoratet, Arbejdsmarkedsstyrelsen) Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Arbejdsskadestyrelsen, Arbejdsdirektoratet, Arbejdsmarkedsstyrelsen, Socialministeriet, SKAT og Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP).

De enkelte vejledninger er selvstændige enheder, der kan anvendes uafhængigt af hinanden.

Dog skal man være opmærksom på, at der i vejledningen om generel introduktion og især de fælles regler er beskrevet en række bestemmelser, som gælder alle sociale sikringsordninger, og som derfor skal anvendes sammen med de øvrige vejledninger.

I forbindelse med den ny EF-forordning udarbejdes en ny nordisk konvention om social sikring, der tager højde for de ændrede regler.

Den ny konvention træder først i kraft på et senere tidspunkt.

Indledning

Kapitel 1. Personkreds

Kapitel 2. Geografisk anvendelsesområde

Kapitel 3. Lovvalg - i hvilket medlemsland er personen sikret?

Kapitel 4. Ydelser ved Arbejdsskade – hvilke ydelser har tilskadekomne ret til?

Retten til naturalydelser (artikel 36) og refusion mellem institutionerne (artikel 41)

Udgifter ved transport (artikel 37)

Ydelser i anledning af en erhvervssygdom, når den tilskadekomne person har været udsat for samme risiko i flere medlemslande (artikel 38)

Forværring af erhvervssygdom (Artikel 39)

Kapitel 5. Arbejdsskadestyrelsens opgaver som kompetent institution.

Anmeldelse

Sagsbehandling

Kontantydelser

Naturalydelser/ behandlingsudgifter De udgifter til nødvendig sygebehandling, som en tilskadekommen, der er sikret i Danmark, har haft i et andet medlemsland som følge af regler om egenbetaling, kan erstattes af arbejdsskadesikringen. Det kræves efter praksis, at tilskadekomne indsender originale, kvitterede regninger til Arbejdsskadestyrelsen.

Arbejdsskadestyrelsens opgaver som bopæls- og opholdsstedets institution.

Kontaktorgan

Lægeundersøgelse

Erstatning for udgifter til behandling

6. Procesbeskrivelser

Indledning

Der er i 2004 vedtaget en ny EF-forordning om koordinering af de sociale sikringsordninger.

Denne forordning – kaldet grundforordningen - har nr. 883/2004

.

Den anvendes sammen med forordningen om gennemførelse af grundforordningen – kaldet gennemførelsesforordningen, nr. 987/2009

.

Grundforordningen indeholder en række fælles bestemmelser om generelle principper, og om hvilket lands lovgivning der skal finde anvendelse.

Disse regler gælder for alle typer af ydelser, der er omfattet af grundforordningen.

Desuden er der en række specifikke regler, der knytter sig til de enkelte ydelsestyper.

Denne vejledning omhandler reglerne om ydelser ved arbejdsskade mv.

De fælles principper og lovvalgsreglerne omtales i det omfang, de har betydning for afgørelsen om ret til ydelser ved arbejdsskade mv.

For en mere grundig gennemgang af disse henvises til vejledningerne om EF-regler om social sikring

Gennemførelsesforordningen indeholder først og fremmest regler om den praktiske, administrative gennemførelse af reglerne i grundforordningen, så som regler om indgivelse af ansøgninger, behandling af disse og kommunikation mellem medlemslandene.

Herudover er der enkelte materielle regler i gennemførelsesforordningen.

Disse regler gælder på lige fod med grundforordningens regler.

1)

EF-forordning 883/2004 findes på

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2004:200:0001:0049:DA:PDF

2)

1 EF-forordning 987/2009 findes på

DEL 1

A. GENEREL INTRODUKTION TIL EF-REGLERNE OG

B. FÆLLES REGLER I FORORDNING 883/2004

DEL 2

LOVVALG – DEN LOVGIVNING DER SKAL ANVENDES

Kapitel 1. Personkreds

I artikel 2 i grundforordningen er det fastsat hvilke personer, der er omfattet af grundforordningen (personkredsen).

Efter denne bestemmelse gælder grundforordningen for personer, der er statsborgere i et land, som er medlem af EU.

Danske statsborgere er således omfattet af grundforordningen, da Danmark er EU-medlem.

EU-medlemskabet omfatter ikke Færøerne og Grønland, og grundforordningen gælder derfor ikke på Færøerne og Grønland, men da færinger og grønlændere er danske statsborgere, gælder grundforordningens lovvalgsbestemmelser også for dem, når de har befinder sig inden for det geografiske anvendelsesområde.

Grundforordningen gælder ikke direkte for tredjelandes statsborgere, det vil sige personer, der ikke er statsborgere i et EU- medlemsland.

Ved forordning 859/2003 er bestemmelserne i forordning 1408/71 og 574/72 udvidet til også at gælde tredjelandesstatsborgere.

Denne forordning er imidlertid vedtaget med hjemmel i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, artikel 63, stk. 4.

Regler med hjemmel i denne artikel gælder ikke for Danmark på grund af Danmarks retlige forbehold.

Der forventes vedtaget en forordning til afløsning af 859/2003.

Danmark deltager heller ikke i denne.

Danmark kan derfor ikke bruge grundforordningens regler på tredjelandes statsborgere.

Det er de nationale danske regler, der skal anvendes på disse personer.

Vedrørende personkredsen henvises i øvrigt til Pensionsstyrelsens Vejledning nr. 9252 af 2. juni 2010,om fælles regler i forordning 883/2004, afsnit B, pkt. 18.

Kapitel 2. Geografisk anvendelsesområde

Forordningen anvendes indenfor EU- landene

EFTA- landene og Schweiz skal først tilslutte sig EU’s regelsæt for, at de nye forordninger kan finde anvendelse i forhold til disse lande.

Dette sker efter al sandsynlighed efter den nye forordningers anvendelsesdato den. 1.maj 2010.

Indtil EFTA- landene og Schweiz har tilsluttet sig EU’s regelsæt skal man fortsat anvende regler i de nuværende EF-forordninger om koordinering af sociale sikringsordninger 1408/1971 og 574/1974 i forhold til disse lande.

Vejledningen vil blive opdateret, når EFTA-landene og Schweiz har tilsluttet sig EU’s regelsæt.

EU- området omfatter følgende lande i Europa og oversøiske områder

Følgende lande/oversøiske territorier er ikke EU- lande

Azoerne (Portugal)

Balearerne (Mallorca, Ibiza)(Spanien)

Belgien

Bulgarien

Ceuta (Spanien)

Cypern (syd-ø)

Danmark

De Kanariske øer (Spanien)

Estland

Finland

Frankrig

Gibraltar (Storbritannien)

Grækenland

Guadeloupe (Frankrig)

Guyana (Frankrig)

Hebriderne (Storbritannien)

Irland

Isle of Wight (Storbritannien)

Italien

Letland

Litauen

Luxembourg

Madeira (Portugal)

Malta

Martinique (Frankrig)

Nederlandene

Polen

Portugal

Reunion (Frankrig)

Rumænien

Slovakiet

Slovenien

Spanien

Storbritannien og Nordirland

Sverige

Tjekkiet

Tyskland

Ungarn

Østrig

Ålandsøerne (Finland)

Alderney (Storbritannien)

Anguilla (Storbritannien)

Arktiske territorier (Frankrig)

Aruba (Nederlandene)

Cayman Islands (Storbritannien)

Cypern (nord-ø)

De britiske antarktiske territorier (Storbritannien)

De Nederlandske Antiller (Nederlandene)

Det britiske territorium i det Indiske Ocean (Storbritannien)

Falkland øerne (Storbritannien)

Fransk Polynesien (Frankrig)

Færøerne (Danmark)

Grønland (Danmark)

Guernsey (Storbritannien)

Isle of Man (Storbritannien)

Jersey (Storbritannien)

Jomfruøerne (Storbritannien)

Mayotte, Saint Pierre

Miquelon (Frankrig)

Montserrat (Storbritannien)

Ny Caledonien (Frankrig)

Pitcairn (Storbritannien)

Sandwich øerne (Storbritannien)

Sct. Helena (Storbritannien)

South Georgia (Storbritannien)

Turks & Caico Island (Storbritannien)

Vatikanet

Wallis & Futuna øerne (Frankrig)

EØS- landene og Schweiz

Norge

Island

Liechtenstein

Schweiz

Kapitel 3. Lovvalg - i hvilket medlemsland er personen sikret?

I grundforordningens afsnit II er fastsat regler, der afgør, hvilket lands sociale sikringslovgivning, der skal anvendes.

Forordningens regler om lovvalg afgør, i hvilket medlemsland en vandrende arbejdstager er socialt sikret, men ikke om den pågældende har ret til ydelser efter lovgivningen i det kompetente land.

Lovvalgsreglerne udpeger alene det land, efter hvis lovgivning der kan være ret til ydelser eller pligt til betaling af bidrag m.v., mens retten til ydelser og pligten til at betale bidrag bestemmes af det kompetente lands lovgivning.

Det betyder, at der i forhold til vandrende arbejdstagere og selvstændige først skal tages stilling til, hvilket lands lovgivning der skal anvendes, inden der kan træffes afgørelse om retten til ydelser.

Vedrørende lovvalg henvises i øvrigt til Pensionsstyrelsens Vejledning nr. 9251 af 31. maj 2010, om lovvalgsregler i forordning 883/2004.

3.1.

Sikringslandet – ”det kompetente land”

Personer, som er omfattet af forordningen, er alene undergivet lovgivningen i ét medlemsland, også kaldet ”det kompetente land” eller sikringslandet.

Der kan altså ikke samtidig anvendes to eller flere landes lovgivning for samme sociale sikringsgren eller ydelsestype.

Der kan heller ikke samtidig anvendes ét lands lovgivning for visse sikringsgrene/ydelsestyper og et andet lands lovgivning for andre.

Når det kompetente land er udpeget ved anvendelse af lovvalgsreglerne, afgøres det efter reglerne i det kompetente lands lovgivning, om der er ret til ydelser og pligt til at betale bidrag.

Hvis Danmark er det kompetente land, så er arbejdstageren arbejdsskadesikret i Danmark, og arbejdsgiveren skal tegne arbejdsulykkesforsikring i et forsikringsselskab hér i landet samt foretage tilmelding til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.

Det gælder også, selvom arbejdsgiveren bor i et andet medlemsland.

3.2.

Hovedregel: beskæftigelseslandets lovgivning

Hovedreglen for erhvervsaktive personer er, at de er omfattet af lovgivningen i beskæftigelseslandet.

Dette gælder uanset andre forhold som f.eks. hvor arbejdsgiveren eller den selvstændige virksomhed har hjemsted, hvor den beskæftigede bor inden for EU eller hvor der betales skat.

Det kompetente land eller sikringslandet er det land, hvori en person rent fysisk har lønnet eller selvstændig beskæftigelse.

3.3.

Arbejde på skib

En person, der udøver beskæftigelse om bord på et skib, er omfattet af lovgivningen i det land, hvis flag skibet fører.

Hvis personen bor i det land, hvor arbejdsgiveren har hjemsted og lønnen udbetales herfra, så er personen dog omfattet af lovgivningen i bopælslandet, uanset hvilket flag skibet fører.

3.4.

Tjenestemænd og dermed ligestillede

Tjenestemænd og dermed ligestillede er omfattet af lovgivningen i det medlemsland, i hvis forvaltning de er ansat.

Personer, der arbejder for offentlige danske arbejdsgivere, er omfattet af dansk lovgivning om social sikring.

Det gælder også, selv om arbejdet udføres i andet land end Danmark og uanset varigheden.

Det er en forudsætning, at den pågældende udelukkende arbejder for offentlige danske arbejdsgivere.

3.5.

Udsendelse til midlertidigt arbejde i et andet medlemsland

Personer, der er er socialt sikret i et medlemsland, og som udsendes til at udføre midlertidigt arbejde i et andet medlemsland, bevarer deres sociale sikring i det land, de udsendes fra (det kompetente land).

Det betyder, at de ikke har ret til sociale sikringsydelser i det land, de udsendes til, og at arbejdsgiveren ikke skal betale bidrag til dette lands sociale sikringsordninger.

Den udsendte arbejdstager har dog ret til læge- og hospitalsbehandling, som om han var sikret i det land, han udsendes til, men for det kompetente lands regning.

Udsendelsen skal godkendes af den kompetente myndighed for lovvalg i udsenderlandet.

Det sker ved påtegning på en attest E 101/PD ., som sendes i kopi/elektronisk til myndigheden i det land, hvortil den pågældende udsendes.

Eksempel: en arbejdstager, der udsendes af en virksomhed i Polen for at udføre midlertidigt arbejde i Danmark, forbliver socialsikret i Polen.

Hvis arbejdstageren kommer ud for en arbejdsulykke under arbejdet i Danmark, skal tilskadekomnes ret til erstatning afgøres af en polsk myndighed efter polske regler.

Tilskadekomne har ikke ret til erstatning efter arbejdsskadesikringsloven.

Derimod har tilskadekomne ret til læge- og hospitalsbehandling, som om tilskadekomne var socialsikret i Danmark, men for polsk regning.

3.6.

Særligt om vikarbureauer

En person, der er stillet til rådighed af et vikarbureau eller en virksomhed, der lever af at anvise arbejdskraft over grænserne, anses ikke som udsendt arbejdstager.

Det betyder, at sådanne personer er omfattet af forordningens hovedregel, om sikring i beskæftigelseslandet.

Det gælder dog ikke, hvis vikarbureauet har forretningsmæssige aktiviteter i væsentligt omfang i det land, hvor det har hjemme, men der stilles særlige krav til dokumentationen for, at pågældende reelt er udsendt.

Eksempel: en person fra Polen anvises af et polsk vikarbureau til en dansk virksomhed.

Vikarbureauets aktiviteter består udelukkende i at anvise arbejdskraft til danske virksomheder.

Der er ikke tale om udsendelse til midlertidigt arbejde for vikarbureauet, men om anvisning af arbejde i Danmark.

Da pågældende har lønnet beskæftigelse i Danmark er pågældende socialsikret – og dermed også arbejdsskadesikret - i Danmark.

Den danske arbejdsgiver skal tegne forsikring for arbejdsulykker og foretage tilmelding til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring for pågældende.

Kapitel 4. Ydelser ved Arbejdsskade – hvilke ydelser har tilskadekomne ret til?

4.1.

Retten til naturalydelser (artikel 36) og refusion mellem institutionerne (artikel 41)

En arbejdstager der i medfør af lovvalgsreglerne er socialsikret i et medlemsland, og som rammes af en arbejdsskade, har efter forordningens artikel 36 ret til naturalydelser (sygebehandling m.v.) i et andet medlemsland, hvor arbejdstageren opholder sig eller bor, efter de regler, der gælder i opholds- eller bopælslandet, som om arbejdstageren var arbejdsskadeforsikret i dette land.

Begrebet naturalydelser er defineret i forordningens artikel 1, og dækker meget bredt.

Artikel 36 henviser til artiklerne 17-20 om ydelser ved sygdom.

Se herom Indenrigs- og Sundhedsministeriets Vejledning om koordinering af sundhedsydelser og visse sociale ydelser for borgere, der rejser mellem EU-landene.

Det er med andre ord lovgivningen i opholds- eller bopælsstaten, der afgør, hvad den tilskadekomne har ret til, og ikke lovgivningen i det kompetente land.

Der kan derfor blive tale om ydelser i større eller mindre omfang eller om andre ydelser, end de, som gives efter det kompetente lands lov.

For eksempel yder den tyske arbejdsskadesikring ombygning til invalidebolig og invalidebil.

Da arbejdstageren er socialsikret i ét land (det kompetente land), men modtager sygebehandlingen som naturalydelse i et andet medlemsland (opholds- eller bopælslandet), bliver det kompetente lands forpligtigelse overfor tilskadekomne konverteret til en betalingsforpligtigelse overfor opholds- eller bopælslandet, som har givet den tilskadekomne sygebehandling.

Det vil sige, at det kompetente land skal refundere de udgifter, som opholds- eller bopælslandet har haft til naturalydelser.

Ifølge arbejdsskadesikringslovens § 15, stk. 1 kan der ydes erstatning for udgifter til sygebehandling eller (medicinsk) optræning under sagens behandling, hvis det er nødvendigt for at opnå bedst mulig helbredelse, når udgifterne ikke kan afholdes efter sundhedsloven eller som led i behandlingen på offentligt sygehus.

Ifølge arbejdsskadesikringslovens § 15, stk. 2 kan udgifter til anskaffelse af proteser, briller og lignende hjælpemidler samt kørestole betales, når det er nødvendigt for at sikre sygebehandlingens eller genoptræningens resultater, for at formindske skadens følger eller for nøjere at kunne bestemme omfanget af erhvervsevnetabet og graden af varigt mén.

Forordningen ændrer ikke ved forholdet mellem det danske sundhedsvæsens forpligtelser efter sundhedsloven i forhold den danske arbejdsskadesikrings forpligtelser efter arbejdsskadesikringsloven.

Arbejdsskadesikringens (forsikringsselskabets eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings) forpligtelse til at betale i disse situationer bestemmes af lov om arbejdsskadesikring, § 15 og den praksis, der er udviklet efter denne regel i danske arbejdsskadesager.

Eksempel 1

En arbejdstager, der bor i Tyskland, og er socialsikret i Danmark, fordi han er ansat til arbejde i Danmark for en dansk arbejdsgiver, kommer til skade på sit arbejde.

Han har behov for medicinsk behandling på grund af arbejdsskaden.

Han modtager behandlingen i Tyskland, hvor han bor.

Den danske stat er forpligtet til at yde refusion til de tyske myndigheder, for den behandling, som tilskadekomne har fået på grund af sin arbejdsskade.

Den danske arbejdsskadesikring (forsikringsselskabet) skal efter arbejdsskadesikringslovens § 15, stk. 1 yde erstatning til tilskadekomne for eventuelle egenudgifter til behandlingen.

Eksempel 2

Samme situation som i eksempel 1, men med den forskel, at tilskadekomne af den tyske arbejdsskadeinstitution bliver anvist en kunstig arm til 100.000 Euro.

En sådan kunstig arm er en ydelse, som tilskadekomne ville være berettiget til efter tyske regler, hvis han var arbejdsskadesikret i Tyskland.

Da det er praksis efter arbejdsskadesikringsloven, at forsikringsselskaberne i Danmark betaler udgiften direkte til behandleren, skal den tyske behandler og den i Tyskland boende tilskadekomne stilles lige med danske behandlere og med tilskadekomne, der bor i Danmark.

Forsikringsselskabet er ifølge arbejdsskadesikringslovens § 15, stk. 2 forpligtet til at betale udgiften til den kunstige arm.

Hvis tilskadekomne har betalt for sygebehandling i et medlemsland, for eksempel fordi tilskadekomne under et midlertidigt ophold ikke har medbragt relevant dokumentation for sin sygeforsikring, kan tilskadekomne efter hjemkomsten søge om refusion fra myndigheden i opholdslandet af de afholdte udgifter.

Refusionen skal sikre, at den tilskadekomne ikke betaler mere for behandlingen, end sikrede i opholdslandet.

Eksempel 3

En arbejdstager, der er socialsikret i Danmark bliver midlertidigt udsendt til at udføre en opgave i Tyskland.

Han kommer tilskade i Tyskland og må betale for behandlingen på skadestuen, fordi han ikke har medbragt relevant dokumentation for sin sygesikring.

Tilskadekomne kan få refusion for de afholdte udgifter efter hjemkomst til Danmark.

4.2.

Udgifter ved transport (artikel 37)

Hvis skaden har medført udgifter til særlig hjemtransport, kan udgifterne erstattes efter arbejdsskadesikringslovens § 15.

Krav om betaling for transportudgifter behandles som udgangspunkt af det forsikringsselskab, hvori arbejdsgiveren har tegnet forsikring for arbejdsulykker.

Eksempel 3

En person, der er udsendt af en virksomhed i Danmark til midlertidigt arbejde i Tyskland, kommer til skade ved en arbejdsulykke.

Tilskadekomne fragtes med ambulance fra arbejdsstedet til nærmeste hospital i Tyskland.

Udgifterne til ambulancetransporten og sygehusbehandlingen i Tyskland er en naturalydelse, som Tyskland kan kræve refunderet af den danske stat.

Efter akut behandling skal tilskadekomne imidlertid tilbage til sit bopælsland Danmark, hvor han skal modtage yderligere behandling efter følgerne af sin arbejdsskade.

Tilskadekomne skal på grund af skadens følger fragtes med særlig sygetransport.

Da forsikringsselskabet ifølge praksis efter arbejdsskadesikringslovens § 15 pålægges af betale for hjemtransport fra udlandet under disse omstændigheder, skal udgiften til hjemtransporten betales af forsikringsselskabet.

Der er derimod ikke hjemmel i arbejdsskadesikringsloven til at pålægge forsikringsselskabet at betale for ambulancetransporten fra ulykkesstedet til hospitalet i Tyskland, da den danske lovgivning om arbejdsskade ikke indeholder bestemmelser om, at forsikringsselskaberne betaler for ambulancetransport fra ulykkesstedet til hospitalet.

I den danske arbejdsskadesikringslov er der ikke hjemmel til at pålægge forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring at betale for hjemtransport af en person, der har mistet livet som følge af en arbejdsskade.

Artikel 37 nr. 2 finder derfor ikke anvendelse for personer, der er socialsikrede i Danmark.

4.3.

Ydelser i anledning af en erhvervssygdom, når den tilskadekomne person har været udsat for samme risiko i flere medlemslande (artikel 38)

Når en erhvervssygdom skyldes skadevoldende arbejde i flere medlemslande, tilkendes de ydelser (i Danmark godtgørelse og erstatning), som den pågældende eller de efterladte har ret til, efter lovgivningen i det medlemsland, hvor tilskadekomne senest har arbejdet med sådant arbejde, hvis betingelserne i denne stats lovgivning er opfyldt.

Ved afgørelsen herom skal alle forudgående perioder med relevant skadevoldende arbejde i andre lande medregnes.

Sagen skal startes af institutionen i det sidste land, hvori tilskadekomne har været udsat for en påvirkning som efter sin art kunne være årsag til lidelsen.

Institutionen i det sidste land kan ikke afvise tilfældet med den begrundelse, at udsættelsen for skadevoldende påvirkninger i dette land ikke i sig selv er tilstrækkeligt til anerkendelse efter landets lovgivning.

Såfremt tilfældet ikke kan anerkendes som en arbejdsskade efter lovgivningen i det land, hvor tilskadekomne senest har været udsat for skadevoldende påvirkninger, selvom alle forudgående perioder med relevant udsættelse medregnes, skal institutionen træffe afgørelse herom og videresende sagens akter til det land, hvor tilskadekomne senest forud har været udsat for skadevoldende påvirkninger.

Dette lands institution skal ved bedømmelsen af tilfældet efter landets lovgivning tage hensyn også til de senere skadevoldende påvirkninger, der har fundet sted i det land, der har videresendt sagen.

Ved videresendelse af sagsakter skal lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger overholdes.

Det vil sige, at tilskadekomnes samtykke skal indhentes.

Eksempel 4.

En slagteriarbejder, som de seneste 4 måneder har arbejdet som slagteriarbejder i Danmark, får konstateret en lænderygsygdom.

Tilskadekomne har tidligere arbejdet 10 år i England som slagteriarbejder og 8 år i Tyskland.

Arbejdsskadestyrelsen skal ved bedømmelsen af tilfældet i forhold til erhvervssygdomsfortegnelsen sammenlægge de tidligere arbejdsperioder i Tyskland og England med arbejdsperioden i Danmark.

Hvis de sammenlagte påvirkninger opfylder kriterierne for at få anerkendt sygdommen som en erhvervssygdom er tilskadekomne berettiget til ydelser efter arbejdsskadesikringsloven.

Eksempel 5

En slagteriarbejder har de seneste 6 år arbejdet på et slagteri i Tyskland og før det 5 år i Danmark.

Pågældende har en ryglidelse, som kunne være forårsaget af arbejdet..

Den tyske arbejdsskademyndighed kan ikke anerkende ryglidelsen som en erhvervssygdom efter tysk lovgivning, og oversender derfor sagens akter til Arbejdsskadestyrelsen.

Arbejdsskadestyrelsen skal i sin vurdering medtage både de 6 år slagteriarbejderen arbejdede i Tyskland og de 5 år han arbejdede i Danmark.

4.4.

Forværring af erhvervssygdom (Artikel 39)

Erstatning for forværring af en erhvervssygdom, som er anerkendt under lovgivningen i et medlemsland, skal udredes af den kompetente institution i dette medlemsland, medmindre tilskadekomne efter den første udbetaling af erstatning, har haft et arbejde i et andet medlemsland, som antages at kunne forårsage eller forværre den pågældende sygdom.

I sidstnævnte tilfælde skal den institution, som skal anerkende forværringen, tilkende tilskadekomne en erstatning, hvis størrelse svarer til forskellen mellem de ydelser, der tilkommer tilskadekomne efter forværringen og de ydelser, der ville have tilkommet tilskadekomne før forværringen, hvis han havde været omfattet af det seneste lands lovgivning, da han pådrog sig sygdommen

Hvis tilskadekomne har fået erstatning fra et medlemsland A for en erhvervssygdom, der er opstået som følge af arbejde i A, og derefter har et arbejde i et andet medlemsland B, som forværrer sygdommen, så skal tilskadekomne have erstatning for forværringen efter loven i landet B.

Beregningsmetoden består i, at arbejdsskadesikringen i landet B beregner, hvad den sygdomsramte er berettiget til i erstatning totalt set, det vil sige inklusive forværringen.

Derefter foretages en teroretisk beregning efter reglerne i landet B af erstatningen før forværringen, som om den pågældende havde været omfattet af arbejdsskadesikringen i B før forværringen.

Differencen mellem de beregnede beløb udbetales til den sygdomsramte.

Kapitel 5. Arbejdsskadestyrelsens opgaver som kompetent institution.

Arbejdsskadestyrelsen er den kompetente institution for arbejdstagere, der er arbejdsskadeforsikret i Danmark.

Arbejdsskadestyrelsen er tillige bopæls- og opholdsstedets institution for personer, der er arbejdsskadeforsikret i et andet medlemsland.

Arbejdsskadestyrelsens opgaver som kompetent institution består i

5.1.

Anmeldelse

Arbejdsgiveren skal også anmelde ulykker, der sker uden for Danmarks grænser, under forudsætning af, at dansk lovgivning finder anvendelse, hvis der er udgifter eller tab, der kan erstattes efter loven.

Er der sådanne udgifter, skal sagen anmeldes til arbejdsskadesikringen.

Er der ikke udgifter, skal ulykken normalt ikke anmeldes til arbejdsskadesikringen.

EF-reglerne ændrer ikke ved de danske regler på dette område.

Skader i udlandet skal ikke anmeldes til Arbejdstilsynet.

5.2.

Sagsbehandling

Når Arbejdsskadestyrelsen har modtaget anmeldelse om konkrete skadetilfælde, skal der først tages stilling til, om arbejdstageren er omfattet af lovgivningen i Danmark eller af lovgivningen i et andet medlemsland i medfør af lovvalgsreglerne.

Hvis der ikke foreligger relevant dokumentation for at arbejdstageren var omfattet af dansk socialsikring på skadestidspunktet, må der indhentes oplysninger om ansættelsesforholdet og træffes afgørelse om lovvalg, eventuelt efter høring af Pensionsstyrelsen.

5.3.

Kontantydelser

Fastsættelsen af erstatning og godtgørelse efter den danske arbejdsskadesikring og udbetaling heraf giver ikke anledning til problemer i relation til EF-reglerne og vil derfor ikke blive omtalt her.

5.4.

Naturalydelser/ behandlingsudgifter

De udgifter til nødvendig sygebehandling, som en tilskadekommen, der er sikret i Danmark, har haft i et andet medlemsland som følge af regler om egenbetaling, kan erstattes af arbejdsskadesikringen.

Det kræves efter praksis, at tilskadekomne indsender originale, kvitterede regninger til Arbejdsskadestyrelsen.

5.5.

Arbejdsskadestyrelsens opgaver som bopæls- og opholdsstedets institution.

Arbejdsskadestyrelsen skal som opholds- eller bopælsstedets institution

5.6.

Kontaktorgan

En arbejdstager, der har bopæl eller ophold her i landet, men er omfattet af arbejdsskadesikringen i et andet medlemsland, har ret til bistand fra Arbejdsskadestyrelsen til at rejse krav om ydelser fra den kompetente institution.

Eksempel 6

En EU-statsborger med bopæl i Danmark har været udsat for en arbejdsskade under arbejde i et andet medlemsland og retter henvendelse til Arbejdsskadestyrelsen med henblik på assistance til at rejse en erstatningssag i det andet land.

Arbejdsskadestyrelsen formidler kontakten, og oversender dokumenter til det rette medlemsland.

5.7.

Lægeundersøgelse

Arbejdsskadestyrelsen skal bistå den kompetente institution i et andet medlemsland med nødvendige læge- og kontrolundersøgelser til brug for afgørelser om ydelser fra arbejdsskadesikringen i den kompetente stat.

Erklæringen sendes i original (på dansk) til den myndighed, der har rekvireret erklæringen.

Erklæringer og dokumenter må ikke afvises, blot fordi de er affattet på et andet medlemslands sprog.

Udgifter i anledning af lægelige undersøgelser kan kræves refunderet.

Eksempel 7

Arbejdsskadestyrelsen modtager en anmodning fra et medlemsland om at foranledige en person, der bor eller opholder sig her og som er arbejdsskadesikret i det andet medlemsland, undersøgt ved en speciallæge til brug for en afgørelse om ydelser fra arbejdsskadesikringen.

Arbejdsskadestyrelsen sætter undersøgelsen i værk på samme måde, som hvis det drejede sig om en sag efter arbejdsskadesikringsloven, og sender regningen til den institution, der har anmodet om undersøgelsen.

5.8.

Erstatning for udgifter til behandling

Ifølge artikel 36, stk. 2 har en person, der har bopæl eller opholder sig i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat, og som rammes af en arbejdsulykke eller pådrager sig en erhvervssygdom, ret til de ”særlige naturalydelser” fra arbejdsskadesikringen.

Ydelserne udredes af bopælsstedets eller opholdsstedets institution efter den for denne institution gældende lovgivning, som om den pågældende var forsikret efter denne lovgivning, men for den kompetente institutions regning.

Eksempel 8

En arbejdstager bor i Danmark og arbejder i Tyskland.

Efter lovvalgsreglerne er pågældende sikret, og dermed også arbejdsskadesikret i Tyskland.

Den pågældende kommer ud for en arbejdsulykke, der medfører en tandskade, og får efterfølgende behandling i Danmark for tandskaden.

Den tilskadekomne skal stilles som om han/hun var sikret i Danmark efter lov om arbejdsskadesikring.

Det betyder, at tilskadekomne skal have erstatning efter lovens § 15 for den andel af udgiften til behandling, som tilskadekomne selv skal betale.

Arbejdsskadestyrelsen kan efterfølgende kræve refusion fra Tyskland for erstatningsudgiften.

-

at behandle anmeldelser om arbejdsskader, indtruffet i andre medlemslande, når tilskadekomne er socialsikret i Danmark

-

at tilkende godtgørelse for varigt men og tab af erhvervsevne til tilskadekomne og erstatning til efterladte

-

attestere på anmodning fra et andet medlemsland, som har ydet eller skal yde sygebehandling til en dansk forsikret arbejdstager i anledning af en arbejdsskade, at pågældende var sikret i Danmark

-

at træffe afgørelse om erstatning for udgifter til naturalydelser - det vil sige udgifter til lægebehandling mv. - i anledning af arbejdsskade i andre medlemslande efter arbejdsskadesikringslovens § 15.

-

være kontaktorgan og yde administrativ bistand til arbejdstagere, der opholder sig eller bor i Danmark, og som søger ydelser i anledning af arbejdsskade fra et andet lands arbejdsskadeinstitution

-

yde administrativ bistand til den kompetente institution i et andet medlemsland med at indhente lægelige oplysninger m.v.

-

give erstatning for udgifter til behandling efter arbejdsskadelovens § 15 til arbejdstagere, der har ophold eller bopæl i Danmark, men er arbejdsskadesikret i et andet medlemsland, når der er egenbetaling i forbindelse med behandlingen i det offentlige sundhedssystem.

Kapitel 6. Procesbeskrivelser

6.1.

EESSI – Elektronisk udveksling af informationer inden for social sikkerhed.

Efter grundforordningen og gennemførelsesforordningen skal dataudveksling mellem de berørte institutioner ske elektronisk.

Dataudvekslingen sker i systemet EESSI, som både omfatter ”kataloger”, dvs. lister over institutioner i medlemslandene og SED’er (Strukturerede Elektroniske Dokumenter) og beskrivelser af hvordan SED’er udveksles, valideres og lagres mm.

Alle SED’er sendes og modtages elektronisk via nationale kontaktpunkter, som sender dem videre til den relevante institution.

De hidtil gældende E-blanketter afskaffes således og erstattes af SED - Strukturerede Elektroniske Dokumenter.

Arbejdet med at udarbejde og opnå enighed om de nødvendige meddelelser, deres formater og procesbeskrivelser forventes at være færdigt i løbet af foråret 2010.

Derefter skal der ske tests i 6 medlemslande med henblik på, at EESSI kan indføres i alle medlemslande, så alle medlemslandes institutioner kan udveksle alle nødvendige informationer elektronisk senest fra den 1. maj 2012, 2 år efter at de nye forordninger finder anvendelse.

6.2.

E-blanketter

I princippet afskaffes alle E-blanketter fra den 1. maj 2010.

De E-blanketter, der allerede er udstedt, og som efter deres pålydende er gyldige efter denne dato, bliver ikke ugyldige, men der kan ikke udstedes nye E-blanketter efter 1. maj 2010.

Medlemslande, der udsteder blanketterne automatisk i et elektronisk blanketsystem, dvs. et system, der henter oplysninger i nationale registre, kan dog fortsat udstede E-blanketter.

Ingen danske myndigheder har et sådant system til E-blanketter.

Denne beslutning er truffet, fordi man ikke ønsker en situation, hvor et medlemslands institutioner skal udskifte et eksisterende automatisk blanketsystem med udfyldelse af papirblanketter i hånden.

Kommuner, styrelser mv. skal altså ikke udfylde E-blanketter efter den 1. maj 2010.

Kommuner, styrelser mv. må imidlertid forvente at modtage E-blanketter fra nogle medlemslandes institutioner og papir- SED’er fra andre medlemslande.

6.3.

SED-er - Strukturerede Elektroniske Dokumenter

SED’erne er bygget op på samme måde for alle sektorer og med henblik på elektronisk udveksling.

6.4.

Elektronisk udveksling af SED’er

I Danmark skal alle SED’er fra danske institutioner, dvs. kommuner, regioner, styrelser mv. og arbejdsløshedskasser sendes til andre lande via et kontaktpunkt, der skal varetages af Pensionsstyrelsen.

Alle SED’er sendes krypteret, bortset fra ”konvolut-oplysninger”, dvs. oplysninger om afsender og modtager mv., der skal benyttes for at identificere, til hvilken kommune o.s.v. et SED skal sendes.

De øvrige oplysninger i SED’et, som vedrører en konkret borger, krypteres.

SED’erne er udarbejdet til hver enkelt udveksling af data, dvs. et SED, der rekvirerer oplysninger, besvares ved et andet SED.

Et elektronisk system kan opbygges, så det genbruger data fra det første SED i det, der indeholder svaret.

6.5.

Papir-SED’er

I overgangstiden 1. maj 2010 – 30. april 2012, dvs. fra de nye regler finder anvendelse, til

EESSI er indført fuldt ud i alle medlemslande, skal man benytte papir-SED’er og sende dem med almindelig post mellem institutionerne.

6.6.

Personbårne dokumenter (PD)

Hidtil har personer, der har ret til ydelser i en anden medlemsstat til udgift for Danmark, haft forskellige E-blanketter til dokumentation af deres rettigheder.

Disse blanketter erstattes af særlige ”portable documents” i et genkendeligt EU-design.

Disse dokumenter forventes at foreligge i en endelig udgave i løbet af foråret 2010.